Igen i dag var der en cd i posten til mig, og nu er min samling af genudgivelser af Uncle Tupelos fire album komplet – og jeg trykker igen på min indre knap, der forbinder mig til oplevelserne af et band, jeg holder særligt af.

Jens kender ikke så meget til Uncle Tupelo, men nu har han deres udmærkede opsamlings-cd. “Det var godt nok meget traditionelt, meget af det, de lavede”, har han sagt. Og det er ikke helt forkert. Uncle Tupelo var de første til at spille en country-rock, hvor rock-delen var Husker Du-agtige bulder-numre og country-delen var akustisk, grænsende til bluegrass. Sådan var stilen lagt på No Depression, og på Still Feel Gone blev den i det store og hele fortsat.

Men på March 16-20, 1992 lægger Uncle Tupelo de støjende elguitarer helt væk og laver et rent akustisk album, der er en blanding af Tweedy og Farrars egne numre og udgaver af gamle arbejdersange, gospel-numre og traditionelle countrysange. Albummet er indspillet på kun fem dage nede ved Peter Buck i Georgia, og det er da også ham, der producerer. I cd-hæftet til genudgivelsen af albummet er der dette citat fra ham:

“Halfway through the week,” Buck says, “I thought, ‘Gee, this is like working on a classic Rolling Stones album. This is going to be a great record, and it’s going to be around for a long time’. I felt very responsible too. It was important to get everything right. Because you only get to make a record like this once.”

Og manden har ret. Dette tredje album er tidløst på samme måde som f.eks. Gillian Welch’s Time The Revelator eller Bruce Springsteens Nebraska ; March 16-20, 1992 er et album, der handler om et USA, der altid findes, et album, der kunne være indspillet i går, for 17 år siden eller en gang for meget, meget længe siden. John Keane er der med pedal steel, og det uofficielle fjerdemedlem Brian Henneman spiller guitar, banjo, mandolin, bouzouki m.m. At et band kan lave et album så helstøbt som dette i løbet af få dage viser med stor tydelighed, hvor godt sammenspillede de var.

Set i bakspejlet er dette desværre også begyndelsen til slutningen for Uncle Tupelo. Mike Heidorn er på vej ud af bandet på det tidspunkt, indspilningerne skal begynde (men indvilliger i at være med denne sidste gang). Kun to år efter er Jeff Tweedy og Jay Farrar skiltes som uvenner, og Uncle Tupelo er musikhistorie. Allerede her er de begyndt at skrive hver for sig – og gør det godt; deres eneste fælles sang, “Moonshiner”, er så til gengæld et højdepunkt. Først troede jeg faktisk, at sangen var en traditionel folkesang, men det på én gang længselsfulde, vemodige og trodsige billede af en ensom mand, der brænder sin egen whisky, er signeret Tweedy/Farrar, og sjældent har sidstnævnte sunget så godt som lige præcis her.

Der løber en tydelig åre af samfundskritik gennem March 16-20, 1992 i både valget af cover-versioner og Uncle Tupelos egne sange. I “Criminals” får George Bush d.æ. tørt på, så det forslår,  og i “Coalminers” opfordres der helt direkte til at “…send this dirty capitalist system to the darkest pits of hell”. Dette er noget, der så godt som aldrig bliver nævnt i den velfortjente hyldest, som siden af kommet albummet til del blandt amerikanske fans af country og beslægtede genrer. Aner man mon en snert af den store socialisme-forskrækkelse i USA hos musikanmelderne derovre?

(Jeg drømmer selv om en dag at tage min støvede guitar frem og stå foran Søren Krarup for at synge “Satan, Your Kingdom Must Come Down”.)

March 16-20, 1992 er et album, der viser, hvor langt man kan nå og hvor kraftfuldt et udtryk man kan nå frem til ved at spille sine sange “som de er”. Dette er vel selvfølgelig dybest en illusion, men her tror jeg på det.

På en aften, hvor børne-MGP runger i stuen, søger jeg tilflugt i hjemmets fjerneste afkrog med den fodslæbende gammelmandscountryrock, jeg holder så meget af.

I aften hører jeg Josephine, der er seneste album med amerikanske Magnolia Electric Co. og mit første møde med denne gruppes musik. Sangeren Jason Molina har en stemme, der er en anelse sprukken og minder mig om to Don Mc’er: gamle “American Pie”-Don McLean og new zealandske Don McGlashan fra nu hedengangne The Mutton Birds. Teksterne er melankolske og fyldt med længsel, musikken kunne vel strengt taget være indspillet for 35 år siden. En rolig, til tider lidt nedstemt udgivelse, der passer til eftertænksomme aftener.

(Er Jason Molina i familie med Ray Molina fra Crazy Horse? Jeg har kunnet læse mig til, at han mener at være det, omend meget langt ude.)

Jeg har det sikkert som Jens, der ved et tryk på en indre knap kan skrive henført om The Clash og hvad Joe & Co har sunget, sagt og bedrevet. For mig er det blevet Uncle Tupelo, der er min længsels objekt.

I går fik jeg omsider genudgivelsen af gruppens fjerde og sidste album, Anodyne, og cd’en kom prompte på disc-afspilleren i hjemmet. Min datter på 8 år spurgte mig om ikke vi kunne høre “den der sang igen”, for den var så god. Og således fik jeg hørt “Give Back The Keys To My Heart” flere gange – og fik samtidig endnu et glimt af et lønligt håb om en verden uden for børne-MGP.

Anodyne er et album lavet af et mere end almindeligt velsammenspillet band; alle numre blev til live i studiet. Ken Coomer har erstattet Mike Heidorn på trommer, og John Stirratt og Max Johnston er kommet til på henholdsvis bas/guitar og fiol/banjo/mm. Samtidig er det dét album, hvor Jeff Tweedy og Jay Farrar skriver sangene hver for sig. Det kommer der heldigvis mange gode sange ud af, og man kan her høre, at Tweedy er blevet en lige så overbevisende sangskriver som Farrar. “New Madrid” er (synes jeg) stadig en af de bedste sange, Jeff Tweedy har skrevet. At dette manglende partnerskab også er tegn på den forestående opløsning af gruppen, er så bagsiden af medaljen.

Uncle Tupelo minder mig desværre også om to skuffelser.

Den ene skuffelse er, at jeg aldrig nåede at opleve gruppen sammen på en scene. I 1993 spillede de på Roskilde-festivalen – dette var endda debut for Anodyne-udgaven af bandet – men jeg, jeg havde dengang kun minimalt kendskab til gruppen. Jeg kan huske at jeg havde hørt et nummer i radioen, da Anodyne kom og tænkte, at det da var en værre gang bondemusik. Siden har jeg som bekendt fået en ganske anderledes liberal holdning til musikalsk halm i træskoene med alt hvad det indebærer af pedal steel, fiol og banjo.

(Til gengæld fik jeg hørt en dansk gruppe, der gav en fremragende koncert fyldt med numre fra deres andet album, DK. The Walkabouts havde lige udsendt New West Motel og var heller ikke dårlige.)

Den anden skuffelse er, at jeg for en måned siden stod med Five Live, en Uncle Tupelo-promo-EP i hænderne i Amoeba Music. Her var 5 live-numre optaget i Anodyne-perioden. Men jeg, jeg tænkte at de live-numre jo var på genudsendelserne af de fire albums, så hvad skulle jeg dog med den dumme EP. der kostede svimlende 70 kroner? Så cd’en røg tilbage på hylden. Vel hjemme gik det op for mig, at de nye udgaver af de ordinære albums kun har tre af numrene fra Five Live og at den gamle promo-EP kun kan opdrives for en noget større sum penge end de 70 kroner, en nordenfjords gnier ikke ville punge ud med dén dag i USA.

Hvor end vi hører “alternativ country” fra Whiskeytown, Richmond Fontaine, Okkervil River eller hvem vi nu kaster os over, der hører vi ekkoer af gode gamle Uncle Tupelo. Jay Farrar har lavet et godt album med Son Volt i år, og Jeff Tweedy dukker op sammen med Neil Finn m.fl. på The Sun Came Out-albummet, som jeg også har skrevet om. Wilco startede som Uncle Tupelo minus Jay Farrar, men i dag er der kun John Stirratt tilbage. De Wilco-albums, jeg holder af, er da også de tre første og Mermaid Avenue-samarbejdet – herefter begyndte Jeff Tweedy desværre efterhånden at kede sig (og kede mig), da sangskrivningen trådte vel meget i baggrunden for eksperimenterne.

Selv om Farrar og Tweedy bestemt har gjort det godt siden, kan jeg dog godt savne den fornemmelse af de smukke gnister det slog, når Uncle Tupelo var bedst – hvad enten de spillede countryrock med masser af strøm og Husker Du/Replacements-inspiration på eller når de var i old time-hjørnet. Og ligesom The Clash kunne Uncle Tupelo i tekstuniverset være eksponenter for den kvalmende politiske korrekthed, jeg holder så meget af.

Er der så en mere eksakt Clash-forbindelse? Ja da. På genudgivelsen af Anodyne kan man høre Joe Ely sammen med Uncle Tupelo på en skarp udgave af et gammelt Waylon Jennings-nummer. Og Joe Ely – det er ham, der oversatte “Should I Stay Or Should I Go?” til spansk og råbte med i baggrunden på dette nummer på Combat Rock.