Mit hoved er begyndt at ligne sig selv og jeg er igen begyndt at nærme mig en computer. Alkoholen lader jeg foreløbig vente lidt, og på en fredag aften er det ikke svært at blive ved med at lade være med at se fjernsyn. Her sidder jeg ved den gamle iMac og lytter til Gil Scott-Heron.

Der findes nogle mennesker, der er begavet med en diktion, der får os til at lytte og får os til at tro på deres fortællinger. Jeg tænker på så forskellige mænd og kvinder som Thomas Winding, Dan Turéll, Johnny Cash, Patti Smith, Allen Ginsberg – og Gil Scott-Heron. Ligesom Johnny Cash gennem sine sange (og andres) fortalte historien om sig selv og det USA, han kom fra og sloges med, således har Gil Scott-Heron også fortalt historien om sig selv og det USA, han sloges med.

Min første erindring om Gil Scott-Heron er fra “The Revolution Will Not Be Televised”, en sang jeg hørte i radioen, da jeg var stor dreng midt i 1970’erne – det var dengang, før P3 blev til en playliste. Den dybe, amerikanske stemme og den vrede, satiriske tekst om alle de falske løfter,  en samfundsomvæltning ikke vil opfylde, var uafrystelig. Siden hørte jeg ham igen på Sun City-albummet, hvor han var sammen med bl.a. Miles Davis på “Let Me See Your I.D.” og husker den dag i dag linjen “When I first heard there was trouble in the Middle East, I thought they were talking about Pittsburgh”.

Gil Scott-Heron – en digter inspireret af Langston Hughes og beat-poeterne, en sanger inspireret af Robert Johnson og en slags proto-rapper; og så var hans far Giles Heron forresten den første sorte spiller i Celtic (ja, dét Celtic fra Glasgow!). Hans autoritative, velformulerede vokale udtryk genfinder vi hos hiphoppens politiske stentorrøster Chuck D fra Public Enemy og Michael Franti fra Disposable Heroes of Hiphoprisy/Spearhead – to herrer, der i dag desværre er old school i en verden af bling og bikinimodeller.

I lang tid hørte man ikke noget nyt fra Gil Scott-Heron, og jeg spekulerede på om han mon var død. Det var han næsten også. Manden, der i sin tid havde tordnet mod alkohol og stoffer var selv blevet afhængig af crack og passerede som over 1 procent af sine landsmænd gennem det amerikanske fængselsvæsens labyrint. Nu er han blevet genopdaget og forhåbentlig i mere end én forstand rehabiliteret med comeback-albummet I’m New Here. I gamle dage var Gil Scott-Heron del af en jazz-scene; nu er det en blanding af elektronik og akustisk guitar, der ligger neden under hans sungne og talte tekster. Overfladisk betragtet giver lydbilledet måske enkelte mindelser om Moby og hans Play-album, men så gudskelov heller ikke mere end det. Og ordene? Der er den samme autoritet og fornemmelse af et levet og reflekteret liv, men samtidig også en kraftig understrøm af den store skrøbelighed, som erfaringerne fra livet på samfundets bund har givet Gil Scott-Heron. En værdig genkomst er det under alle omstændigheder for den store, afro-amerikanske fortællerstemme. Hør albummet, det er det værd.

Og så må vi ikke glemme at Johnny Cash i dag kunne være blevet 78. Men det er en helt anden historie.