Hører dem sjældent i dag, og det er som om deres generelle betydning/status dengang er blevet glemt, men Boston’s Pixies var et navn man regnede med og som stak distinkt op på den alternative scene i slut-80’er/start-90’erne. I dag er det 35 år siden deres klassiske Doolittle blev udsendt; albummet hvor de flyvske eksperimenter fra debuten Surfer Rosa (1988) blev forankret og med ofte sødmefuldt larmende melodistumper i den surrelle galskab gjort mere spiselige for et lidt bredere publikum. I dag synes de ret færdige som kreativt interessant band. En tanke der uværgeligt melder sig: Var bassist Kim Deal mon nøglen til Pixies’ dengang store og sært bankende pophjerte?
Ja der er ikke meget at hente på albums efter Trompe le monde – eller hva den nu hedder.
Om det var Kim Deal eller bare en fantastisk kemi mellem medlemmerne i bandet skal jeg ikke kloge mig pø, men Doolittle og Bossanova står stadigvæk distancen. Hører dem heller ikke så ofte, men bliver med mellemrum fanget i “fælden” og den er svær at komme ud af.
Kim Deal har ikke været til at erstatte. Har hørt dem nogle gange live i de senere år og det svage led er bassen. De andre spiller tæt og fedt og de nye sange er ikke meget værd. Det har ikke været mit indtryk at publikum har været der for at høre dem. Der er dog nogle rimelig gode på hvert album, men som helhed holder det ikke.