En af de mange suveræne sange – og for tiden min personlige favorit – fra The Harrow & The Harvest, seneste album fra Gillian Welch.

“Empty Room” er et nyt nummer fra Ryan Adams, og det lyder da som det plejer. Dvs. det lyder lidt, som om det er Paul Westerberg på trommer…

Welch & Rawlings hos Conan O’Brien med den sublime “That’s The Way It Goes” fra The Harrow & The Harvest.

Jeg var en lille smule skuffet over det seneste album fra Gillian Welch – det, der hedder Soul Journey. Men det var så også fordi forgængeren var Time, The Relevator, der er intet mindre end et mesterværk. Nu, 8 år senere, er der så det nye album – The Harrow & The Harvest.

Egentlig er hele denne autentiske lyd jo helt u-autentisk på en måde. Gillian Welch og David Rawlings synger om Tennessee og “the Dixie Line”, om muldyrene og de hårde tider på landet – men selv er de fra en helt anden del af USA, nemlig fra New York. Og alligevel – som få andre har de formået at gøre det landlige tonesprog til deres. (De bor da også i Tennessee nu.)

Og dette er et sprog, de kommunikerer særdeles overbevisende på. Efter de forsigtige eksperimenter med lidt bløde trommer og en anelse bas er Welch og  Rawlings igen helt sig selv. Sjældent har to mennesker og nogle ganske få instrumenter lydt så godt sammen inden for denne genre, der befinder sig et tidløst sted mellem folk og bluegrass. Rawlings’ guitarspil og harmonivokal væver sig ind og ud mellem linjerne i Welch’s varme og sjælfulde vokal. Måske er The Harrow & The Harvest endda på højde på Time, The Revelator ? Jeg har i al fald hørt det nye album igen og igen, siden jeg fik det.

Gå du nu hen og gør ligeså.

Jeg fandt omsider optagelsen fra P3 med Uncle Tupelos koncert den 3. juli 1993 på Roskilde. Det skal fejres med et klip, nemlig fra 21. februar 1994, med “The Long Cut” fra Anodyne. Den 1. maj samme år spillede gruppen deres sidste koncert, og i mange år talte Farrar og Tweedy ikke med hinanden. Det blev de nødt til, da gruppens fire albums og en opsamling blev udsendt for et par år siden.

Og nej, jeg var desværre ikke til Uncle Tupelos festival-koncert i Roskilde dengang. Jeg så Wilco i 1999, men selv om musikerne stort set var det samme som dengang (selvfølgelig med Jay Farrar som den væsentlige undtagelse), og selvom vi da fik “New Madrid”, var det en anden stemning, en anden verden.

Så sent som i lørdags stod jeg til en bryllupsfest og talte med en af de andre gæster om Gillian Welch. Det viste sig at hun (dvs. bryllupsgæsten) og hendes mand er habile musikere, der gerne tager ud og spiller numre af – Gillian Welch.

Jeg kender også til et andet par, der er (særdeles!) habile musikere og som tager ud og spiller numre af Gillian Welch. Det er så Gillian Welch og David Rawlings. Og som formodentlig det sidste menneske i Danmark opdager jeg det nu – der er et nyt album på vej, The Harrow & The Harvest. Den 28. juni kommer det, og jeg har bestilt det via http://www.gillianwelch.com – selvfølgelig uden at have hørt en tone. Dén slags er mindre væsentligt, for selvfølgelig er det da godt. Der er gået 8 år siden der var nyt (fraregnet Dave Rawlings’ Friend Of A Friend), så jeg har set frem til dette med længsel. Der er 10 numre på albummet (dvs. lidt over ét pr. års ventetid):

1. Scarlet Town
2. Dark Turn Of Mind
3. The Way It Will Be
4. The Way It Goes
5. Tennessee
6. Down Along The Dixie Line
7. Six White Horses
8. Hard Times
9. Silver Dagger
10. The Way The Whole Thing Ends

Der var engang en duo, der hed Olesen-Olesen, der engang var et band, der hed Greene og med Jens på bas. Dét band hed så engang Sort-Hvide Landskaber. Henrik skrev så godt som al musikken, Peter skrev så godt som alle teksterne.

For et par år siden gik de to brødre vokset op på Vejlekanten hver til sit med exit-udgivelsen Kain og Abel. Sidste år skrev jeg om Henriks solodebut, EP’en Ukendt under andet navn. Nu har Peter også et album ude, Traditionen utro. Sammen med Michael Lund er han De Efterladte (vel en hentydning til sangen “Til de efterladte” fra Kain og Abel og til at Michael var med i den sidste Olesen-Olesen-opstilling).

Hos Peter er der selvfølgelig også tydelige mindelser om Olesen-Olesen, selv om der selvfølgelig samtidig er forskelle. Hvor Henriks tekster er forholdsvis ordknappe og man musikalsk kan mærke en inspiration fra The Go-Betweens, er Peters tekster mere ekspansive og tager fat i velkendte temaer (det er ikke tilfældigt, at en sang hedder “Mit sortsyn”!), mens vi musikalsk er tættere på country. Med på instrumenter er også bl.a. Mads Mouritz, en vis Jakob Høyer, kendt fra Jens’ soloværk, og Boi Holm, der for nylig har spillet med Love Shop i live-sammenhæng.

Også Traditionen utro er selvfølgelig anbefalet herfra!

Vi skal ud på landet i USA, derud hvor kragerne forlængst er vendt om. Fra delstaten Minnesota, der gav os The Replacements, Hüsker Dü og Prince, kommer bluegrass-kvintetten Trampled By Turtles, der nu har deres 5. album ude, og det hedder Palomino. De hurtige numre (som f.eks. “Wait So Long” ovenfor) går over stok og sten, mens de langsommere numre som f.eks. “Separate” viser gruppens mere sensitive side. Trampled By Turtles er bluegrass, men de viser i deres sangskrivning en rock-agtig sensibilitet, som nok vil tiltrække en del mennesker uden for bluegrass-musikkens territorium, lidt som irske The Pogues også tiltrak et stort publikum uden for folk-musikkens rækker, bl.a. Elvis Costello og selveste Joe Strummer.

Hent deres Daytrotter-session med sange fra det nye album her.

I vores albumoversigt for tre år siden roste jeg duo-pladen Raising Sand med Robert Plant og Alison Krauss i høje toner. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle blive så begejstret for et album med den gamle Led Zeppelin-sanger! Jens var dengang lidt skeptisk, men også han lod sig siden overbevise om albummets store kvaliteter.

I år kom så Robert Plants egen opfølger, Band Of Joy. Titlen er taget fra hans oprindelige gruppe før Led Zeppelin, men musikalsk er vi ligesom på Raising Sand langt fra gamle dages hippie-bulderrock. Igen besjæler Robert Plant et amerikansk musikunivers med country, folk og blues som hovedingredienserne. Og igen får vi at høre hvor udtryksfuld og nuanceret en sanger, den langhårede englænder på 62 faktisk er. Og igen arbejder han sammen med bundsolide countrynavne, denne gang guitarist Buddy Miller og sangerinde Patty Griffin. Hun er bestemt til at høre i baggrunden, men nogen deciderede duetter er der ikke. (Gillian Welch og David Rawlings bliver takket for deres store gæstfrihed i noterne, men de er dog ikke med)

Alle sange på nær én enkelt er coverversioner. Her er bl.a. den gribende “Harm’s Swift Way” af Townes Van Zandt, et Richard Thompson-nummer, hele to numre fra amerikanske Low,  “Angel Dance” af Hidalgo & Perez fra Los Lobos (se ovenfor!) og “The Only Sound That Matters”, et særdeles velskrevet nummer af den lidet kendte Texas-gruppe Milton Mapes – og albummet fremstår ikke desto mindre som en vellykket helhed.

NME kan (ikke overraskende) kun svinge sig op til at skrive, at

Still, ‘Band Of Joy’ is an essential purchase… if your dad is having a birthday this month.

men Metacritics samlede score er 83 (“Universal acclaim”), så jeg tør roligt anbefale denne blogs læsere at lægge ører til Band Of Joy (jeg er trods alt også nogens far, omend der er stykke tid til min fødselsdag.)