Kategoriarkiv: Country&Western

332 dage – og 332 sekunder

Her er en øvelse, Jens ville elske. Den 28. november er årets 332. dag (undtagen i skudår, naturligvis). Her er en liste over hvad der i mit musikbibliotek varer 5 minutter og 32 sekunder. Hvem sagde, at en popsang ikke måtte vare over 3 minutter? Og hvem sagde at en klassisk komposition skulle være lang?

Sara – Bob Dylan
N.W.O – Ministry
Clean – Depeche Mode
Wasted – Mazzy Star
Action Figure – Lambchop
Just Like Tom Thumb’s Blues – Bob Dylan
Narina – Serart
Raising Hell – Run-D.M.C.
Kvinde Min – Lars H.U.G.
Enter Sandman – Metallica
Enigma Variations, Op. 36 (VIII-IX) W.N. (Nimrod) – Edward Elgar
Vit Drowning / Through Your Gills I Breathe – The Future Sound Of London
Shame – Rollins Band
Southern Man – Neil Young
Lips of Her Mentor and Henna Adorner – Apollon / Muslimgauze
Verkligen – Kent
Sonata No. 1 In G Minor, BWV 1001, Adagio – Johann Sebastian Bach
The Man Machine – Kraftwerk
Cotton Candy – Curve
Astonished (In Memphis) – Giant Sand
To Be Continued – Martin Hall
The Power of Love – Frankie Goes to Hollywood

(Men lige nu lytter jeg til Raising Sand med Robert Plant og Alison Krauss. Et særdeles vellykket samarbejde!)

Tusinde albums, du skal høre før du dør

albums.jpg

Den britiske avis The Guardian har udarbejdet en liste over 1000 albums inden for pop, jazz, rock, soul osv. som “man” skal høre før man dør. Der er ikke tale om

– at der er tale om de 1000 bedste albums, der nogensinde er indspillet, eller
– at man vil afgå ved døden som følge af at have hørt de pågældende albums.

Listen kandiderer til titlen som “Listernes liste”. Selv den person, efter hvem denne blog er navngivet, vil formodentlig slide sine listesko op her.

Guardian-listen rummer begrundelser for hver enkelt album og er (ikke overraskende) så lang, at den bringes ad flere omgange. Og etnocentrismen gør at f.eks. Gør det noget, Tidens Tern eller Go! ikke er med. Dem må vi andre, der er så heldige at kunne andet end engelsk, tænke os til.

Interessant er det under alle omstændigheder. Se mere her.

At opdage en ny flod

okkervil.jpg

Jeg har med tre albums forsinkelse omsider opdaget Okkervil River, en gruppe fra USA (Texas, nærmere bestemt), der er opkaldt efter en russisk flod – der så igen er opkaldt efter en svensker.

Okkervil River er som så mange andre af deres samtidige blevet kaldt for “alternativ country”, men på deres nye album, The Stage Names , står de musikalske inspirationer fra hjemlandet i kø – soul, Bo Diddley-agtig shuffle, T-Rex-kor/strygere, traditionel rock og naturligvis også en portion country-twang. De fleste sange er små, velskrevne fortællinger – hør f.eks. de rent ud sagt gribende “Savannah Smiles” og “Girl In A Port”.

Sagt meget kort er Okkervil River vel en mere udadvendt pendant til Richmond Fontaine (der jo heller ikke er dårlige). En klar anbefaling herfra!

Og I kan høre hele herligheden (bogstaveligt talt!) på http://www.myspace.com/okkervilriver .

En musikalsk forsker

graffin.jpg

Der er et gammelt amerikansk band, der hedder Bad Religion. De er konsekvent blevet kaldt for punk, men jeg har altid hævdet, at de spillede folk-rock med ekstra højt tempo. Når de sætter farten lidt ned, bliver det nemlig rigtig tydeligt, hvor tonalitet og vokal stil kommer fra. Ikke alt hvad de har lavet, har været lige spændende, og gentagelserne har ofte truet.

Men med Greg Graffin som sangskriver har de haft en meget indsigtsfuld tekstforfatter, der har opnået noget så sjældent i musikbranchen som at få sig en sideløbende forskerkarriere. Hans PhD-afhandling fra Cornell (Monism, Atheism & The Naturalist World View – Perspectives From Evolutionary Biology) er et bidrag i feltet mellem videnskabsteori og evolutionsbiologi. De filosofiske og politiske overvejelser, han har gjort sig, er ofte stået klart frem i Bad Religions tekster.

For 10 år lavede Graffin sit første soloalbum, det i dag uopdrivelige American Lesion, og her kunne man høre hvor inspireret, han faktisk var af Todd Rundgrens 70er-pop. I efteråret kom så Cold As The Clay, hvor udgangspunktet er traditionel country og folk. Resultatet minder mig om Gillian Welch/David Rawlings og de sene albums med Uncle Tupelo – og er aldrig mindre end interessant. Bad Religion er hermed definitivt afsløret som folk-rock.

Cold As The Clay, produceret af Graffins mangeårige kollega fra Bad Religion, Brett Gurewitz, er reflekterende musik til en rastløs nutid. Hør det.

Kassedage

oberst.jpg

Jeg har i dag hentet Cassadaga, det nye album med Bright Eyes, enmandsgruppen bestående af Conor Oberst. Hans foregående album, I’m Wide Awake It’s Morning, var højt på vores liste over årets udgivelser i 2005. Når man først havde vænnet sig til hans bævende drengestemme, ventede der en stor oplevelse med fin country-rock-sangskrivning. (Det onde tvillinge-album Digital Ash in a Digital Urn var ikke så spændende.)

Allerede tidlige gennemlytninger afslører, at det nye album med Den Bævende Dreng lægger sig fint i forlængelse af den gode forgænger, både hvad angår sangskrivning og musikalsk udtryk – her er violiner, steelguitar og akustisk guitar. Og selveste Gillian Welch dukker op, og hun har taget sin mand David Rawlings med. Også M. Ward er på besøg. Alene disse gæster gør, at det ikke kan være helt skidt fat (hvad det heller ikke er).

Min nuværende og begrundede fornemmelse er, at vi her har at gøre med endnu en væsentlig albumudgivelse fra året 2007.

Tillykke, Emmylou!

emmylou.jpg

Hvem skulle have troet? I dag bliver Emmylou Harris 60 år. Hun var først kendt som Gram Parsons’ duetpartner, men fik midt i 1970’erne sin egen solokarriere. Samarbejdspartnere var der dog stadig nok af – hør hende på f.eks. Bob Dylans Desire, når hun dukker op hos The Band i The Last Waltz eller på de albums, hun har lavet sammen med Linda Ronstadt og Dolly Parton.

Emmylou Harris blev en stjerne på egen hånd og medlem af Grand Ole Opry. Men efterhånden som den såkaldte new country tog over, flyttede countrymusikindustrien sit fokus over mod yngre og pop-orienterede navne. En reaktion herpå var den bølge af alternative country, der i starten af 1990’erne dukkede op med unge navne som Uncle Tupelo og The Jayhawks.

Emmylou Harris fik også sit kunstneriske comeback på denne tid med albummet Wrecking Ball fra 1995, og med Red Dirt Girl fra 1999 opdagede hun (og vi med hende) at hun selv er en særdeles kapabel sangskriver. Musikalsk har hun efterhånden fjernet sig en del fra countrymusikkens hovedstrømning. Conor Oberst (den bævende dreng fra Bright Eyes) og Ryan Adams er da også blandt de kunstnere fra netop den alternative countryscene, som Emmylou har indsunget duetter med.

Det seneste (synes jeg, kedelige) duetalbum med Mark Knopfler er forhåbentlig og formodentlig ikke det sidste, vi får at høre fra hende!

Lørdag aften med Johnny Cash

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-johnnycash.jpg

Jeg havde helt glemt, at der var temaaften på DR2 om Johnny Cash, der er en af mine musikalske helte. Tænk, hvad jeg kunne have gået glip af, hvis min gamle foragt for country havde fået lov at leve!

Det skal indrømmes, at jeg blev en lille smule skuffet efter den fine indsats ved DR2s temaaften om David Bowie. Men indrømmes skal det, at Erik Jensen faktisk gjorde en hæderlig figur og at især den gamle britiske dokumentarfilm om San Quentin-koncerten var værd at se. De nyere udgaver af Cash-numre var af svingende (m.a.o. ikke altid swingende) kvalitet, og man mærkede ligesom at nogle danske rockmusikere på en eller anden måde snakker totalt meget i ordguirlander uden ligesom at sige ret meget, ikk’? Dette gælder dog ikke d’herrer Lynggaard og Nørlund, skal det retfærdigvis tilføjes.

Og Johnny Cash findes faktisk som Lego-figur. Se ovenfor.

Spillelisternes magt (?)

En af mine gamle studiekammerater er professor. Han står i spidsen for et forskningsprojekt, der skal gøre det muligt at klassificere musik automatisk efter et stort antal parametre. På den måde vil det blive muligt at lave spillelister, hvor man kan sørge for at lyttere kan høre musik, der er “velkendt”. Det kan være beslægtede numre inden for den musiksamling, man allerede har, men også musik, lytteren ikke kender, men som ligner noget, man allerede kender.

Mange af os kender ideen fra samtaler med slægt og venner: “Nu siger du, at du godt kan lide at lytte til det nye album med…, men så vil du sikkert også synes om…”

Det er via de kanaler, vi opdager en masse ny og spændende musik. På den måde er forskningsprojektet fascinerende.

Hvis man kender http://www.pandora.com, vil man allerede have en idé om hvad vi har i vente. Pandora-projektet bliver til via manuel klassifikation – en række medarbejdere sidder og lytter musik igennem og klassificerer det. Nu er man altså på vej med software, der kan klassificere musikken for os og hjælpe os med at opdage en masse nyt. En triumf for databaseteori, signalbehandling og kulturel mangfoldighed.

Og så alligevel.

Jeg aner følgende sandsynlige scenario: Musikindustrien og radiostationerne vil gribe de automatiske spillelister med kyshånd. De, der elsker Depeche Mode, får mere Depeche Mode-agtig musik. De, der elsker Fleetwood Mac, får mere Fleetwod Mac-agtig musik. De, der elsker kammermusik af Brahms, får mere kammermusik, der lyder som om det var skrevet af Brahms.

De største indtryk er dem, jeg har fået, når jeg har opdaget musik, der var ny og anderledes for mig: Joy Division, Nirvana, The Orb, Public Enemy, Talk Talk, Gustav Mahler, Arvo Pärt osv. osv. osv. Jeg har haft bofæller der var bestyrtede over at jeg i løbet én og samme aften kunne høre Bad Brains og Chopin.

John Peel sagde: “Jeg vil bare høre noget, jeg ikke har hørt før.”

Namedropping i november

Olesen-Olesen spillede på 1000Fryd for første gang i 20 år. Dengang, den 26. april 1986, fyldte deres bassist 22 år.

Også denne gang gav de en fin koncert, nu i stærkt reduceret udgave med kun Henrik og Peter sammen med Michael Lund på slideguitar og pedal steel. Begge denne blogs forfattere blev nævnt ved navn i løbet af koncerten (man er vel en kändis?) og vi fik afsløret hemmeligheden bag Jens’s sangskrivningsteknik. (Og ekstra ros til 1000Fryd for at have en røgfri aften – rart at kunne vende hjem fra et spillested uden at alt tøjet lugter som et askebæger.)

Det er ren blasfemi at nævne brødrene Olesen i samme bog som en spøgelsesbilist som Tue West – men det lader vi ligge i dag.

Firserne fortolket

Ikke helt sjældent sker det, at en dygtig sangskriver kaster sig over andre menneskers numre. Denne gang er turen kommet til Grant Lee Phillips, der for snart længe siden var forsanger, sangskriver og guitarist i den fine trio Grant Lee Buffalo. Denne gang har han valgt at lave et cover-album med fortolkninger af 1980’ernes new wave/collegerock/hvad det nu end hed. Med andre ord sange, som denne blogs forfattere, der er født samme år som hr. Phillips, også har et forhold til. Resultatet er albummet Nineteeneighties (som for de utålmodige kan hentes på iTunes) og indeholder sangene

Wave of Mutilation [The Pixies]
Age of Consent [New Order]
The Eternal [Joy Division]
I Often Dream of Trains [Robyn Hitchcock]
The Killing Moon [Echo and the Bunnymen]
Love My Way [Psychedelic Furs]
Under the Milky Way [The Church]
City of Refuge [Nick Cave]
So. Central Rain (Sorry) [REM]
Boys Don’t Cry [The Cure]
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me [The Smiths]

Nineteeneighties er et interessant album, hvor det på de bedste numre lykkes at finde den kerne i sangene, som de oprindelige arrangementer nogle gange har skjult for lytteren. Grant Lee Phillips’ soloalbums har været langt mere country/folk-betonede end hvad vi hørte med Grant Lee Buffalo, og dette album er ingen undtagelse. “The Eternal” lyder næsten som et nummer fra Springsteens Nebraska, og “Under the Milky Way” er blevet ren lejrbålsstemning! “Waves of Mutilation” er… usædvanligt tilbagelænet, og “Age of Consent” er rigtig, rigtig vellykket (akustisk New Order!).

Sen nat i Aalborg

Netop hjemkommet ukristeligt sent fra en inspireret, ja rent ud sagt god koncert med Olesen-Olesen, hvis musik nok vil appellere til mange af dem, der kan lide Vejen hjem fra rocknroll. Deres nye album er forresten også produceret af en vis NN og viser denne gang brødrenes mere elektriske side. I bandet finder man for tiden to eksil-aalborgensere, Nikolaj Stig Nielsen (fra hedengangne Well of Souls) og Klaus Mandal Hansen (nok bedst kendt fra Learning From Las Vegas).

Henrik og Peter bad mig overbringe en personlig hilsen til deres gamle bassist!

Besøg fra onkel Bob i Amerika

Så oprandt omsider den toogtyvende oktober totusindogfem, hvor Bob Dylan gav koncert i Aalborg.

Gigantium er større end Forum i København og har kun marginalt bedre akustik. Blandt de 7000 personer var en gammel gymnasiekammerat, en pædagog fra min datters børnehave, ham advokaten, der bor længere henne ad vejen, en lektor i matematik og talrige andre mennesker der i hvert fald ikke var yngre end undertegnede. Selv var pastoren og pastorinden formodentlig i det nedre kvartil, rent demografisk set. Klokken 20.10 startede koncerten, og alle ølsalgssteder på nær ét lukkede.

Uden unødvendige henvendelser til publikum førte Bob og band os gennem en række kendte og lidt mindre kendte udpluk fra det enorme bagkatalog med klart fokus på udgivelserne fra sidste halvdel af 1960erne. Vanen tro lavede han om på numrene, så de mange gange fremstod som musikalsk helt uigenkendelige. Det tog mig f.eks. et par minutter at genkende Maggie’s Farm, der indledte koncerten. Mange numre var svøbt ind i pedal steel guitar, der på de bedste steder frembragte en varme og moden eftertænksomhed, et nyt, smukt lys. Specielt interessant var udgaven af The Times They Are A-Changing. I sin tid var det en sang fra en ung mand, der ville advare om at verden var ved at ændre sig. Nu var det blevet en ældre mands erkendelse af tidens fylde.

Også Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again var særdeles vellykket.

Et tredje højdepunkt var en udgave af Positively 4th Street, hvor al tekstens bitterhed nu var transformeret af det tilbagelænede arrangement. Bagefter som kontrast en vellykket udgave af Highway 61 Revisited, som det vanen tro tog mig lidt tid at identificere.

Under koncertens første ekstranummer (Like A Rolling Stone) præsenterede Bob bandets medlemmer, men det lykkedes mig ikke at opsnappe deres navne.

Det hele sluttede med en udgave af All Along The Watchtower, der ikke var særlig bemærkelsesværdig (bortset fra at den også var blevet reinkarneret, forstås).

Sætlisten er allerede nu på WWW på http://my.execpc.com/~billp61/102205s.html. Her er den gengivet:

1. Maggie’s Farm
2. Tonight I’ll Be Staying Here With You
3. I’ll Be Your Baby Tonight
4. Lay, Lady, Lay
5. Cold Irons Bound
6. The Times They Are A-Changin’
7. High Water (For Charley Patton)
8. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
9. Ballad Of Hollis Brown
10. Most Likely You Go Your Way (And I’ll Go Mine)
11. Boots Of Spanish Leather
12. Down Along The Cove
13. Positively 4th Street
14. Highway 61 Revisited

(ekstranumre)

15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower

Ryan Adams gør det igen…

Både jeg selv og den forfatter, efter hvem denne blog er opkaldt, er for tiden temmelig begejstrede for Ryan Adams’ nye album, Jacksonville Nights. I endnu højere grad end Cold Roses er her tale om en tilbagevenden til Adams’ musikalske rødder med twang i stemmen, steelguitar og tekster om knuste hjerter og hverdagen i en provinsby i USA. På Cold Roses var der enkelte tilløb til tøf-rock; det er der ikke noget af her – dette er rendyrket country. I tilgift er der en særdeles levende version af Always On My Mind som afslutning.

Jeg skal heller ikke undlade at bemærke at jeg omsider har fået fat i cd’en med de to sidste albums fra Ryan Adams’ musikalske forbillede, salig Gram Parsons. G.P./Grievous Angel er bestemt også værd at lytte til. Læg fordommene om country-musik på hylden og nyd de fine sange!