26.000 lp’er, 40.000 singler og mange tusinde cd’er. Så stor var den legendariske og savnede BBC-studieværts private samling – og hans radioprogrammer mere end antydede, at der blev plads til lidt af hvert. Der er nu oprettet et websted, der gør det muligt at få indblik i en del af John Peels enorme samling. Besøg http://www.johnpeelcentreforcreativearts.co.uk.
Husker du os nøgne i dynen
du og jeg?
jeg længtes efter dit
åndedrag
dine læber i mit øre
vi har alt og ingenting
udenad
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre– Andrea Valbak
I Information i dag skriver Nola Grace Gaardmand om danske poptekster, der ofte beskyldes for at være mere banale end før. Her udtaler en “Jens Unmark, der blandt andet er manden bag Love Shop”:
Det er meget let at kritisere nutidens popkunstnere for at være banale. Men man kan bare se, hvor populært det er – det rammer tydeligvis noget hos folk, og det er jo lige præcis det, popmusik kan. Tale til følelserne hos sit publikum, og det gør nutidens popmusik i den grad.
Det kan jeg ikke være uenig i. Det er dette citat fra den egentlig velmente artikel, der undrer mig:
Spørger man én af de unge popsangskrivere, der selv bevidst leger med sprogets banaliteter, er der rigtig nok sket et skred med hensyn til popteksternes kvalitet, siden kunstnere som Tue West gjorde det populært igen at skrive pop på dansk.
Jeg vil ikke sætte navne på hvem der gjorde det acceptabelt at skrive pop (i ordets bredeste forstand) på dansk igen, men Tue West er ikke en af dem, der først falder mig ind.
Det kunne aldrig falde mig ind at kritisere nogen for at synge på dansk. Næsten alle, der synger på engelsk uden at have sproget som modersmål, ender med at falde igennem på tekstsiden. Det er en større procentdel af dem, der synger på dansk og har dansk som modersmål, som ikke ender med at falde igennem på tekstsiden.
Men nogle gange ville jeg ønske, at der var plads til tekstforfattere. Det er ikke altid, at gode vokalister også skriver gode tekster. Nogle gange kunne det hjælpe (som også Nørlund, der jo sagtens selv kan skrive en god tekst på dansk, har bemærket det engang). Måske har vi brug for en moderne Thøger Olesen, den legendariske nordjyske tekstforfatter, der på én og samme tid favnede revy, Dansktop (er Rasmus Seebach, Medina i virkeligheden ikke vore dages pendant til Dansktoppen?), Poul Dissing og regulære protestsange. Thøger Olesen skrev “Hvide rose fra Athen”, men han skrev også “25 minutter endnu”!
Engang kunne jeg få alle weekender til at gå med at opsøge pladebutikker og lede efter noget spændende. De gode overraskelser var det hele værd – en svært opdrivelig udgivelse midt mellem alt rodet, et usædvanligt godt tilbud eller måske endda en aktuel udgivelse i promo-udgave. På den måde har oplevelsen været den samme som den oplevelse, man stræber efter som lytter: at finde diamanten i et bjerg af grus, den éne gode albumudgivelse, der gør, at man glemmer alt det ligegyldige bras.
Når jeg har været i udlandet, har jeg prøvet at finde de interessante pladebutikker. Også her på bloggen har jeg skrevet om de butikker, jeg er stødt på rundt omkring – og nogle af dem er i særklasse interessante. Jeg er ikke ene om at have favoritter (hvorfor kaldte Depeche Mode mon deres seneste album for Sounds of The Universe ?). Blandt de butikker, der har gjort indtryk på mig med deres kombination af dedikation og udvalg, er Amoeba Music i San Francisco og Los Angeles, Avalanche Records i Edinburgh (tilsyneladende nu flyttet fra West Nicolson Street til Grassmarket – jeg må derover igen en dag!), Skivhugget i Göteborg og Soundscapes i Toronto. Berlin kender jeg ikke så godt, men Jens har garanteret en liste fra det tyske, som han gerne vil dele med jer. Aalborg har ikke rigtig nogle gode steder til pladejagt bortset måske fra den evigt suspekte Læsehesten, hvor musik og tegneserier behandles med samme ekspertise og indlevelse (eller mangel på samme) som gamle pornofilm og numre af Romanbladet. Stereo Studios demonstrative uvidenhed er ikke noget at skrive om. TP er lidt bedre – eller måske er det bare deres udvalg af film, der er det.
Desværre er pladejagten som ritual/adspredelse er ikke hvad den har været, nu hvor alskens musik kan findes på nettet. Men der er sikkert stadig eventyr derude. Forfatteren Chris Menist skriver således i The Guardian om sine oplevelser med at gå på pladejagt i det urohærgede Yemen. Her lykkes det ham bl.a. at finde en sjælden udgivelse med James Brown og (vel ikke så overraskende) en masse yemenitisk musik med bl.a. den særlige blik-percussion, som man vel kun ellers kender fra den afdøde israelske sangerinde Ofra Haza (hvis familie var fra Yemen).
Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).
I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:
Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.
Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.
Jeg var noget fortørnet, da Gillian Welch (og David Rawlings) ikke fik en Grammy for The Harrow & The Harvest. Som nogle vil vide, var dette album en af mine absolutte yndlingsudgivelser fra 2011. (Og jeg gik glip af Welch & Rawlings’ koncert på Det Kongelige Teater, en yderligere streg i regningen.)
I stedet gik prisen for årets folk-album til en duo, jeg ikke kendte, nemlig The Civil Wars. I dag blev deres album, Barton Hollow, så omsider udsendt herhjemme, og jeg har faktisk anskaffet mig det. Det er nemlig ikke helt skidt, selv om de to så (efter min ringe mening) ikke er i samme klasse som Welch & Rawlings. Skal man absolut sammenligne stilistisk (en af mine velkendte uvaner) er vel også snarere lidt Alison Krauss/Robert Plant over The Civil Wars.
Ham her har jeg først hørt om nu – en amerikaner ved navn Daughn Gibson (navnet Daughn havde jeg heller aldrig hørt om før), og dette nummer er interessant. Den mørke vokal minder en hel del om Scott Walker, fra dengang han blev musikalsk eremit, og det lidt country-agtige, men samtidig helt moderne udtryk fuldender billedet. Daughn Gibson skulle have et album ude snart ved navn All Hell. Gad vide om det er lige så vellykket?
Det var Jens, der i sin tid gjorde mig opmærksom på den canadiske sangerinde/sangskriver Kathleen Edwards med hendes debutalbum Failer.
Det var Pastorinden, der i sin tid sagde, at Kathleen Edwards’ vokal mindede hende om Heather Nova, og det er nok ikke helt forkert. Men i så fald er det en lidt mere rustik udgave. Det her er trods alt country eller snarere country-rock.
Og det er mig, der nu anbefaler hendes nye album (altså Kathleen Edwards’, ikke Pastorindens), Der er gået nogle år siden vi sidste hørte fra Kathleen Edwards, men nu er der som sagt omsider en udgivelse, og den hedder Voyageur. Det er en rigtig skilsmisseplade (bare hør åbningsnummeret “Empty Threat”!), men som på andre vellykkede skilsmisseplader er det ikke vreden, men vemodet og nyorienteringen, der er i fokus. Medproducer på albummet er Justin Vernon (som enten er “ham fra Bon Iver” eller Bon Iver himself), og det kan man godt høre.
Ovenfor kan I se “Change The Sheets”, der i albumudgaven er mere præget af Justin Vernons produktion end liveudgaven fra David Letterman antyder.
I 2011 udsendte Glen Campbell sit afskedsalbum, Ghost On The Canvas. Glen Campbell lider af Alzheimers sygdom, og her, mens han stadig var ved begyndelsen på den langsomme afsked med selvet, som en demenssygdom indebærer, valgte han at stoppe. Det gribende titelnummer kan ses og høres ovenfor – og det er skrevet af dagens fødselar, Paul Westerberg, der dukker op i videoens sort-hvide klip.
I 2009 var albummet Josephine med den amerikanske alt-country-gruppe Magnolia Electric Co. på min top 10 for dét år, og forleden hørte jeg det igen. Det er stadig et godt lille album, og jeg bliver igen grebet af sangeren Jason Molina; hans stemme har en særlig melankolsk klang, der leder tankerne hen på amerikanske Don MacLean og newzealandske Don MacGlashan.
Gad vide, om der mon snart kommer nyt fra Magnolia Electric Co.? tænkte jeg, og for første gang i årevis besøgte jeg gruppens hjemmeside. Her stod en trist besked.
Many of you have inquired as to Jason’s whereabouts and well-being since he canceled his tours with Will Johnson in 2009. Over the last two years Jason has been in and out of rehab facilities and hospitals in England, Chicago, Indianapolis, and New Orleans. It has been a very trying time for Jason, his friends, and his family. Although no one can be sure what the future holds, we feel very encouraged by the recent steps Jason has taken on the road towards becoming healthy and productive once again. Unfortunately, because he has no medical insurance, he has accrued substantial medical bills. We are asking all friends of Jason’s music to come together with a showing of financial support for him. Please consider a contribution to his medical fund. Feel free to forward this to any and all appropriate parties. We are hoping to raise whatever funds we possibly can for Jason. He is currently working on a farm in West Virginia raising goats and chickens for the next year or so, and is looking forward to making great music again. Please also show your support and well wishes by sending letters and postcards to:
Jason Molina
P.O. Box 423
Beaver, WV 25813If you do not wish to use paypal, please make donations out to Ashley Lawson at the same address.
With our sincere thanks, The Molina Family
Sygdom, misbrugsproblemer og manglen på et anstændigt sundhedsvæsen i USA – i sandhed en sørgelig skæbne. Jeg har prøvet at, se om jeg kunne sende penge, men havde problemer. Men jeg vil prøve igen, og vil også få sendt Jason Molina et julekort. Det er vel det mindste, jeg kan gøre for en mand, hvis musik jeg holder af.
Jeg er så småt ved at være oven vande igen efter tre ugers sygemelding; jeg har skrevet lidt på min egen blog, men nu er jeg også her. Jeg har eksperimenteret med at lave et nyt undertema, der forhåbentlig kan løse de problemer, bloggen har måttet slås med. Og så lytter jeg til det nye opsamlingsalbum med Calexico – Selections from Road Atlas 1998-2011 . Hvis man har været så heldig at få fat i nogle af Calexicos tour-udgivelser – det har jeg desværre aldrig – har man allerede hørt disse numre før. Jeg hører med andre ord disse 16 skæringer for første gang. Og hvor er det godt; Joey Burns og John Convertino har skabt deres eget smukke univers et sted mellem en disciplineret udgave af Giant Sands “ørkenrock” (Burns og Convertino var oprindelig med i Giant Sand), mexicansk mariachimusik og storladne, lidt The Verve-agtige stemninger. Albummet slutter med en flot live-udgave af “Man Made Lake” fra deres seneste album, Carried To Dust. Anbefalet!
Der er stadig nogle problemer med bloggen, men det kigger jeg på i de kommende uger.
Jeg skal se (og høre!) Gillian Welch og David Rawlings, når de giver koncert på Det Kongelige Teater den 4. november. Og jeg glæder mig.
Mon Jens nu husker at købe billet også? Hermed en ikke særlig subtil påmindelse i form af en live-udgave af et af de mange gode numre fra The Harrow & The Harvest.
Så er det her – Ashes & Fire, der vel reelt er Ryan Adams’ comeback-album. Jeg har ventet på det med spænding. Nogle af Ryan Adams’ albums har været små klassikere (Heartbreaker og vel også Love Is Hell) og andre var “bare” solid country/country-rock (Cold Roses og Jacksonville Skyline), andre var mere middelmådige men stadig med lysende øjeblikke. Og så har jeg slet ikke nævnt, hvad han lavede med Whiskeytown i sin tid.
Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at manden også har haft et broget liv med druk og stoffer og en af og til særdeles træls adfærd på scenen. (Den ene Ryan Adams-koncert, jeg var til i sin tid, var dog en god oplevelse.) Så kom årene med Menières’ sygdom og hvad det førte med sig af store og nødvendige ændringer i livsstil.
Ashes & Fire er et vellykket album, hvor Ryan Adams gør det, han er bedst til: at lave melankolsk country/country-rock med fokus på balladerne. Vi er så afgjort i det rolige hjørne her, og vokalen fejler ikke noget. Man glemmer tit at sige det, men Ryan Adams har jo altid sunget rigtig overbevisende. Hvis der er en forskel fra tidligere – og det er der! – er den, at sangede er i det klart mere reflekterede hjørne. Den vemod, der løber som en understrøm i meget af Adams’ værk, virker mere som en modnet mands overvejelser. “Am I really who I was?” spørger han i “Lucky Now”, som Jens postede her for nylig.
The Guardian har et godt interview med Ryan Adams, hvor han fortæller om sin omtumlede karriere.
Her er endnu et nyt Ryan Adams-nummer, “Wasted Years” – indspillet til BBC Radio 2 for nylig. Faktisk er der tale om en coverversion. Har denne blogs læsere et bud på hvem der oprindelig indspillede sangen? Husk at lytte til den først.
I aften spiller The Jayhawks i Amager Bio, og jeg kan ikke være med, langt som jeg er fra Rigets Centrum.
Jeg blev først temmelig sent opmærksom på dette fortræffelige band fra Minneapolis, der sammen med Uncle Tupelo indvarslede den nye bølge af alternativ country. Hvor Uncle Tupelo var inspireret også af bands som The Replacements og Husker Du (lyt til deres første to albums for bevis herpå), kunne man hos The Jayhawks høre ekkoer af The Beatles og hvad deraf fulgte. The Jayhawks har dertil nogle helt sublime vokalharmonier; på en måde synes jeg at de er de en country-rock-pendant til Split Enz/Crowded House.
Selv stod jeg desværre ret sent på som lytter. Det var omkring udgivelsen af Tomorrow The Green Grass, der så samtidig var sidste album med Mark Olson. Herefter fortsatte gruppen med Gary Louris som hovedsangskriver, og musikken tog en mere poppet drejning. Både Olson og Louris har udsendt udmærkede soloalbums, men i 2009 udkom der så et fælles album med de to, Ready For The Flood, og nu er The Jayhawks gendannet med hele besætningen fra Tomorrow The Green Grass intakt – Marc Perlman og Karen Grotberg er tilbage i folden, og Tim O’Reagan, der kom med lige efter, er også med igen. Til september kommer der endda et nyt album, Mockingbird Time.
Tag hen i Amager Bio, hvis I alligevel er i København i aften og husk at hilse fra mig.
P.S. The Jayhawks har aldrig spillet i Aalborg, men Mark Olson gav engang en koncert på et lokalt ældrecenter (!!) sammen med sin daværende kæreste Victoria Williams. Og den oprindelige trommeslager, Norm Rodgers, dannede senere det absurdistisk vrængende hardcorepunk-foretagende The Cows, der også engang har spillet i Aalborg. Dér var jeg så til gengæld; køernes dissonante toneunivers med soloer for megafon og distortionpedal var så langt fra spurvehøgene som tænkes kan.