Så er det her – Ashes & Fire, der vel reelt er Ryan Adams’ comeback-album. Jeg har ventet på det med spænding. Nogle af Ryan Adams’ albums har været små klassikere (Heartbreaker og vel også Love Is Hell) og andre var “bare” solid country/country-rock (Cold Roses og Jacksonville Skyline), andre var mere middelmådige men stadig med lysende øjeblikke. Og så har jeg slet ikke nævnt, hvad han lavede med Whiskeytown i sin tid.

Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at manden også har haft et broget liv med druk og stoffer og en af og til særdeles træls adfærd på scenen. (Den ene Ryan Adams-koncert, jeg var til i sin tid, var dog en god oplevelse.) Så kom årene med Menières’ sygdom og hvad det førte med sig af store og nødvendige ændringer i livsstil.

Ashes & Fire er et vellykket album, hvor Ryan Adams gør det, han er bedst til: at lave melankolsk country/country-rock med fokus på balladerne. Vi er så afgjort i det rolige hjørne her, og vokalen fejler ikke noget. Man glemmer tit at sige det, men Ryan Adams har jo altid sunget rigtig overbevisende. Hvis der er en forskel fra tidligere – og det er der! – er den, at sangede er i det klart mere reflekterede hjørne. Den vemod, der løber som en understrøm i meget af Adams’ værk, virker mere som en modnet mands overvejelser. “Am I really who I was?” spørger han i “Lucky Now”, som Jens postede her for nylig.

The Guardian har et godt interview med Ryan Adams, hvor han fortæller om sin omtumlede karriere.