Grebet om kunsten

Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).

I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:

Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.

Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.

Skriv et svar