Willie Nelson fylder rundt i dag…
Kategoriarkiv: Country&Western
“Oh what a fool I have been…”
Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina døde i lørdags. Molina var manden bag alt-country-bandet Magnolia Electric Co. der i 2009 lavede albummet Josephine, som jeg var meget begejstret for. Men han var også alkoholiker, og det var det, der tog livet af ham.
I 2011 skrev hans ven Henry Owings et trist og meget sigende indlæg på sin blog.
About a year ago, it became abundantly aware to me what was going on. Jason is an addict.
It weighed heavy on me. I’d call his bandmates and mutual friends to get to the bottom of “what’s up with Jason.” It appears that his drinking had caught up with him in monumental fashion. Rehab in England. Getting arrested. Drinking. Being flown back to the states by friends in Chicago so they could keep an eye on him.
It was then (about six months ago) that the calls from Jason became…..just…..desperate. Without knowing that he was even in Chicago (he was still using his UK phone), I’d get disjointed calls. He’d sing new songs to me. He’d cry. He’d pass out. He’d laugh. He’d remember some stupid random story about us singing a song together on stage in Virginia. More crying. Dead air. Drifting. And again, this wasn’t the JMo I knew. It bothered me then as it does now.
Det er svært ikke at høre sangen ovenfor som en slags farvel og en slags selverkendelse. Det triste er at kun den, der har misbrugsproblemet, selv kan redde sig. Jason Molinas familie prøvede, og de prøvede vedholdende. Men det lykkedes ikke. (Det hjalp sikkert heller ikke, at Jason Molina som mange andre i USA ikke havde nogen privat sygeforsikring.)
Fortiden er ikke, hvad den var
I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.
Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.
“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.
Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.
Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.
Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.
Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:
Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.
Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.
Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.
Årets hit er med Okkervil River!
Det hedder “Stay Young” og kommer fra deres nye album Silver Gymnasium. Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke bestiller noget, så jeg har lige bestilt det fra bandets webside.
Roskilde: Calexico
En smuk, smuk, medrivende afslutning på Odeon med fabelagtige Calexico. Det swingede som ind i himlen, og selv om jeg var træt i fødderne og i hovedet efter fire dages koncerter (eller måske netop derfor?) var det vemodigt at vide at dette var sidste omgang musik. Godt at det netop var Joey Burns og John Convertino og kompagni, der rundede af her.
Og som et nik til rockhistorien fik vi endda fyldige citater af “Guns Of Brixton” og “Love Will Tear Us Apart”, inden det hele sluttede med en cumbia. Og vagterne nede foran dansede med – dette var også deres sidste aften!
Lad rockismen vise vej
Der er ikke noget bedre end The Clash. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end The Jam. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end Bruce Springsteen. Se, det er rigtig rock. Og der var ikke noget bedre end The Beatles. Se, det var rigtig rock. Og Patti Smith og Janis Joplin og Grace Slick og Debbie Harry var nu også gode. Se, det var rigtige sangerinder. Og der er ikke noget bedre end Pink Floyd og AC/DC og Van Halen og Rolling Stones og Metallica og Nirvana og Pearl Jam og Ramones og Queen og Grateful Dead og Tool og U2 og Red Hot Chili Peppers og R.E.M. og Rammstein og Green Day. For det er rigtig rock. Ikke som alle de der damer som Beyoncé og Britney og Rige Hanne og Lady Gaga og Madonna, der godt nok alle har meget lidt tøj på, men bare indspiller et præprogrammeret popnummer, som produceren har skrevet. Og heller ikke som alle de underlige afroamerikanere, der bare står og bander og svovler hen over et beat. Det er jo knap nok musik. Det står godt nok skidt til nu om dage!
I sidste uge var jeg til en rund fødselsdag i København. Jeg kom til at sidde over for en mand på min egen alder, og han ville gerne tale om musik. Han sagde at han interesserede sig meget for musik fra 1960’erne og 1970’erne. Jeg spurgte om han kunne lide The Clash – de var jo først og fremmest et halvfjerdserband. Men nej, det var alligevel for langt henne i 1970’erne til ham. Hvad så med Big Star? De var da fra starten af samme årti. Nej, dem kendte han ikke (omend det foresvævede ham at Alex Chilton havde været med i The Box Tops). Men han værdsatte da Rolling Stones og The Beatles.
– Det bliver sværere og sværere at finde noget ny musik at høre, sagde han let opgivende.
– Tværtimod, sagde jeg. Der har aldrig været så meget ny musik så nemt tilgængelig som nu.
Når jeg af og til læser med på Quora kan jeg høre de samme klagesange om hvor meget dårlig musik der er nu om dage. Næ, i gamle dage var der god musik til. Og det var rigtig rock. Og så er der ellers en masse spørgsmål om guitarsoloer og den slags.
Men i den periode, hvor “Smells Like Teen Spirit” på helt ukarakteristisk vis hærgede hitlisterne, var denne sang stort set ene om at repræsentere rocken, for slet ikke at tale om den tungere del af genren. De andre store hits fra denne tid var – “Rush Rush” med Paula Abdul og “Baby Baby” med Amy Grant. Ja ja.
Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst – er det “rockismens” insisteren på rocken som den ægteste musikgenre og selverklærede over al den elendelige popmusik eller “anti-rockismen”, der tager afstand fra rockmusikken og erklærer rocken for død. I stedet for rocken skal så typisk træde hiphoppen eller den elektroniske musik i en eller anden afskygning.
Nitsuh Abebe skrev sidste år et nogenlunde interessant indlæg på Pitchfork om “rockismen” og reaktionerne på den. Som han bemærkede, er der jo andre former for snæversyn, der ikke pådrager sig samme grad af forargelse. Der er mennesker, der kun vil lytte til roots reggae eller black metal, men dem ryster vi ikke på hovedet af på samme måde som vi ryster på hovedet af dem, der hænger fast i den syngende formningslærer ved navn Eric Clapton.
Og i situationen, hvor vi oplever musik, er vi altid snæversynede. Når jeg hører noget musik, jeg rigtig godt kan lide, bliver alle andre genrer momentant ligegyldige.
Problemet er vel snarere at man ikke vil erkende sit snæversyn og ikke vil se, ar det begrænser udsynet. Jeg er jo også selv en rockist af værste skuffe; det meste af den musik jeg lytter til (som ikke er klassisk musik) er en form for rock. Men forhåbentlig er jeg en god rockist som godt tør lytte til andre genrer også.
Til den runde fødselsdag sad der i øvrigt en anden person ved mit bord, som jeg bagefter indledte en samtale med. Det var en dame, der proklamerede at hun fik kvalme ved lugten af og tanken om øl. Også dét blev en lidt udfordrende samtale.
I Was Cruel
Hvis man kan lide countrymusik og navne som Ryan Adams eller Neko Case, er der en pæn sandsynlighed for at man vil synes om Caitlin Rose. Her er et nummer fra hendes nye album, The Stand-In, i en mere åbenlyst vemodig aftapning and albumversionen (der bestemt også er rigtig god). Anbefalet herfra!
Årets albums 2012
Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
John Murry: The Graceless Age
Årets helt store positive overraskelse for mig er albummet The Graceless Age, der kom tidligere i år og skyldes amerikanske John Murry. Han er født samme år (dvs. i 1979) som en vis Peter Doherty og ligesom han har han været ude i heroinmisbrug og konflikter med familien. Men her hører lighederne op. John Murry har med The Graceless Age lavet en samling reflekterede og velskrevne sange om sin nedtur, og han har fået den succes han fortjener. “California” ovenfor er rigtig vellykket, men den lange “Little Coloured Balloons” er vel albummets højdepunkt – en rå og gribende beretning om dengang John Murry var dybest nede og længst ude og var på nippet til at dø af en overdosis. Det er en “gadefortælling” med klaver i stil med f.eks. Springsteens “Jungleland”, men alligevel helt anderledes i sit perspektiv.
John Murry er som man kan regne ud ikke nogen munter herre, men han har tænkt over tingene og tænker stadig videre. Se bare dette citat fra et interview med ham i Uncut:
Chuck Prophet , who plays on the Graceless Age, says you made the album ‘in spite of yourself’. What do you think he meant by that?
– Oh, I know what he meant. I owe him a great deal. Chuck took me into detox the first time. I get in my own way and often wonder why. Heroin didn’t help, of course. Chuck and I are friends and would be whether either of us played an instrument or not. We talk more about Herzog and Malick and David Milch and Hunter Thompson and records everybody seems to dislike for no good reason and eat lunch and pretend we have money and go shopping for random crap more than we do anything else. Chuck has made records in spite of himself, too. Still does. Don’t we all, though, do anything we do that’s worth anything at all in spite of ourselves, always? It seems to me that in order to create anything of value, you have to bleed a bit. You’ve got to give of yourself. Not in some hippy way, but in a truly visceral way. You have to live and feel and hurt and love and hate and stop and start and give of the blood you’re given. Happiness, as a constant, is fraudulent. It’s delusional. Show me a happy person and I’ll show you an imbecile. Insanity, in theory, is the only sane response to this modern life I can see. Graham Greene said that “Reality is not something to be faced”. In a truly awful sense, he was lucky. He got to die before this century came clanging in like some ice cream truck from hell.
Hvis man skal sammenligne John Murry med nogen, er det vel Mark Eitzel fra American Music Club eller den tidlige Tom Waits. Men han har ikke så ondt af sig selv om Eitzel ofte har haft, og hans sange rummer ikke den nogle gange lidt vel romantiske beskrivelse af det forhutlede mandeliv, som Tom Waits engang stod for.
En klar anbefaling herfra – og så er det endda John Murrys debutalbum.
Karen Black
Karen Black, der især var kendt for roller i Hollywood-film fra 1970’erne, er død. Hun blev 74. Bedst kendt er hun nok for sin rolle i Robert Altmans Nashville. Det sidste, jeg så og hørte til Karen Black, var hendes noget overraskende gæsteoptræden hos Cass McCombs for 3 år siden, hvor hun sang med på “Dreams-Come-True Girl” fra McCombs’ meget vellykkede album Catacombs.
The Needle Drop
Her er en anmeldelse af det nye album Immunity med Jon Hopkins, et album jeg lytter en del til lige nu. Der er en pæn sandsynlighed for at jeg skriver mere om Immunity her senere.
Men egentlig vil jeg bare gøre opmærksom på http://theneedledrop.com, hvor den entusiastiske amerikaner Anthony Fantano skriver og taler om alle de albums inden for alle mulige genrer, han lytter til. Hvis I derude ikke har besøgt dette websted, er I gået glip af en god oplevelse.
Live Shots
I går kiggede jeg mit iTunes-bibliotek tilfældigt og genopdagede denne perle af et live-album. The Clash mødte Joe Ely og blev så begejstrede for mandens energiske tilgang til honky-tonk country, at de tog ham med på deres USA-turné i 1979 og siden igen på deres turné i Storbritannien året efter. Joe Ely er også at finde som baggrundsvokalist på et ikke helt ukendt nummer ved navn “Should I Stay Or Should I Go”.
Ud af sidstnævnte turné med The Clash kom et livealbum, Live Shots, som på fornem vis fanger energien i Joe Elys sceneudtryk. Hvis man ikke bliver rørt af “She Never Spoke Spanish To Me” eller “Fingernails”, bør man få sit hjerte undersøgt – det vil i så fald formodentlig være lavet af sten.
Den sørgeligste sang (del 4)
I 2000 var Red Dirt Girl af Emmylou Harris et af de albums, jeg hørte mest – og det er et album, jeg stadig kan vende tilbage til, selv om jeg forbinder det med en knugende vinter dengang med alt for dårligt vejr og mange besøg hos min mor på hospitalet. Sangene rækker ud over dét.
Jeg tænkte før i tiden mest på Emmylou Harris som fortolker af andres sange og tænkte ikke på, at hun kunne skrive sange – men selvfølgelig kunne hun det. Og efter Wrecking Ball tænkte jeg i høj grad på at lyden fra Daniel Lanois ikke kunne fanges af andre – men selvfølgelig kunne produceren Malcom Burn dét.
Titelsangen er vel det nummer på albummet, der kommer tættest på et mere traditionalt country-udtryk. Og så er det historien om en kvinde, der aldrig fik sine beskedne drømme opfyldt. På den måde er det også historien om de mange besøg på hospitalet.
Her er en live-udgave fra 2000.
La casa de Calexico
Jeg oplevede faktisk den amerikanske duo Calexico for første gang i Aalborg for 15 år siden. Joey Burns og John Convertino udgjorde da to tredjedele af Giant Sand, der havde lavet et interessant album sammen med Lisa Germano og turnerede under navnet OP8. Dén aften på 1000Fryd var der både numre som OP8, numre som Lisa Germano plus band, numre som Giant Sand – og numre som Calexico. Men det var først senere, at jeg ordentligt opdagede Calexicos særlige udtryk, der blander countryrock, mexicanske mariachi-stemning og andre latinamerikanske (og spanske) musikalske udtryk til et særegent, melodisk og længselsfuldt udtryk på grænsen mellem USA og den spansktalende verden. (Selve navnet Calexico kommer da også fra en by ved grænsen mellem Californien og Mexico.) Der var og er en tydelig kontrast til det som regel rimeligt slaskede (til tider urimeligt slaskede) Giant Sand. Calexico er tight og koncentreret i sit udtryk. Joey Burns synger klart, rent og kraftigt, og John Convertinos særlige, whiskers-prægede trommespil er noget for sig (og er vel egentlig det eneste element, der minder om Giant Sand).
I 2008 kom albummet Carried To Dust, som jeg var særdeles tilfreds med. Siden da har der været nogle bidrag til film og i 2011 kom et opsamlingsalbum, Selections From Road Atlas. Der er gået 4 år, men nu er det nye “rigtige” album fra Calexico her så omsider. Det hedder Algiers, der i denne sammenhæng er en bydel i New Orleans, hvor albummet er optaget. (Hvis man kender John Kennedy O’Tooles roman A Confederacy Of Dunces, har man allerede læst om denne bydel.)
Jeg købte den særlige limited edition hvor der også er et live-album med ved navn Spiritoso. Her spiller Calexico sammen med to forskellige tyske symfoniorkestre. Som en del andre amerikanske og britiske musiknavne med godt renommé men lidt for begrænset succes er Calexico nemlig endt med at blive verdensberømte i Tyskland.
Er det så et godt album? Bestemt. Sangskrivningen er solid, og helhedsindtrykket er helt på højde med Carried To Dust. Der er både stort anlagte ballader som “The Vanishing Mind”, mexicanske stemninger som “No Te Vayas” og “Puerto” og tilbagelænede, venligt rockede stemninger som på “Splitter”. Bonus-albummet Spiritoso tilføjer ud over symfoniorkester-backingen vel ikke noget nyt, men er også værd at have.
Det var på Roskilde-festivalen i 2000, jeg sidst så Calexico, men det var dagen efter dødsulykken, og jeg kunne dén dag ikke rigtig leve mig ind i deres særlige univers. Forhåbentlig kommer der snart en undskyldning for mig til at opleve Calexico på en scene igen.
Gin, Smoke Lie,
En moderne og dog traditionel amerikansk folkevise fra i år med Turnpike Troubadours.