Nogle gange lykkes det desværre for mig slet ikke at følge med, når en musiker, som jeg har værdsat for en bestemt udgivelse, fortsætter med nye udgivelser. Det gælder desværre for Sam Phillips; for 20 år siden var jeg rigtig glad for hendes album Martinis and Bikinis produceret af T-Bone Burnett (hendes daværende mand) og med medvirken af bl.a. Colin Moulding fra XTC, Peter Buck fra REM og Van Dyke Parks. Hvis Neil Finn var en blond dame fra USA, ville han/hun måske lyde som Sam Phillips (her ville andre måske sige Aimee Mann).

I al fald: Jeg fik ikke fulgt med, og jeg har en fornemmelse af at være gået glip af noget interessant. Hendes album A Boot And A Shoe, der blev til mens hun var ved at blive skilt fra T-Bone Burnett, skulle være ret godt.

I juli 2013 kom der et nyt album fra Sam Phillips; det hedder Push Any Button. Ovenfor er en sang derfra. Videoen viser 100 bud på et cover til albummet.

Det har altid ærgret mig lidt, at jeg aldrig rigtig har kunnet påskønne Elvis Costellos værk. Jeg kan jo høre, at manden er rigtig dygtig, og jeg kan huske ham helt tilbage fra da han begyndte. Men jeg stod aldrig for alvor på hans tog. Faktisk har jeg kun fire af Costellos albums: Painted From Memory (sammen med Burt Bacharach), King Of America, Imperial Bedroom og Spike. Der er god musik på dem alle sammen, men jeg har det som om der mangler det ene album, der kan slå mig omkuld.

Stereogum har en artikel, der gennemgår Elvis Costellos diskografi og giver et bud på en ordning af den. Det ærgerlige ved den er at det i det store og hele lige så godt kunne være en kronologisk ordning af diskografien – de tidligste albums rangerer højest, de sene album lavest. Så i virkeligheden skal jeg vel bare tage mig sammen og købe Armed Forces, This Year’s Model og Get Happy!! med 30 års forsinkelse.

Måske er dette endnu et kapitel i historien om hvor svært det er at undgå at gå fra at være vrede unge mænd til at blive vrantne midaldrende eller ældre mænd (Bob Dylan, Lou Reed og Metallica har skrevet hver deres kejtede kapitel i dén historie – de to sidstnævnte har endda sammen lavet en fodnote). På den anden side er der Tom Waits, David Bowie, Leonard Cohen og Bruce Springsteen, der har vel altid været for sympatiske og reflekterede til at ende sådan – og salig Joe Strummer, ikke at forglemme.

Der er faktisk også et nyt album på vej fra Neko Case; der er også ved at være gået fire år siden Middle Cyclone. Det nye album hedder noget så kortfattet som The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You og udkommer den 3. september. Ovenfor første sang, vi får at høre – “Night Still Comes”.

Nu er det her, The Silver Gymnasium, det nye album fra Okkervil River. Det er en meget positiv oplevelse; vi er tilbage ved det enklere musikalske udtryk fra The Stage Names og The Stand-Ins og sangskrivningen er på et højt niveau. Noget af det interessante ved Okkervil River er at musikken er så umiddelbart tilgængelig og ofte fremstår glad, men at teksterne tit modsiger musikkens stemning på en subtil måde. Tag en sang som “Down The Deep River”, som er en sang, der burde kunne blive en live-favorit. Musikken er upbeat og sangbar, men teksten handler, så vidt jeg kan læse mig til, om en tragisk barndomsoplevelse. Præcis hvad bliver ikke klar – fortælleren har overværet en dramatisk ulykke, der involverer en barndomsven og bliver siden trøstet og vel også belært om livets alvor af sin far. Netop den modsætning gør sangen ekstra interessant.

I det hele taget er The Silver Gymnasium et album, der på tekstsiden tager fat i Will Sheffs barndom i New England i 1980′erne. Allerede i den første sang, “It Was My Season”, dukker tidstypiske referencer som videobåndoptagere og Atari op. Helt i denne ånd findes et websted om albummet, hvor al grafik minder om gode gamle Commodore 64-skærmbilleder og hvor musikken i baggrunden er 8-bit-udgaver af hvad man kan høre på The Silver Gymnasium.

En stor anbefaling herfra!