Det har altid ærgret mig lidt, at jeg aldrig rigtig har kunnet påskønne Elvis Costellos værk. Jeg kan jo høre, at manden er rigtig dygtig, og jeg kan huske ham helt tilbage fra da han begyndte. Men jeg stod aldrig for alvor på hans tog. Faktisk har jeg kun fire af Costellos albums: Painted From Memory (sammen med Burt Bacharach), King Of America, Imperial Bedroom og Spike. Der er god musik på dem alle sammen, men jeg har det som om der mangler det ene album, der kan slå mig omkuld.
Stereogum har en artikel, der gennemgår Elvis Costellos diskografi og giver et bud på en ordning af den. Det ærgerlige ved den er at det i det store og hele lige så godt kunne være en kronologisk ordning af diskografien – de tidligste albums rangerer højest, de sene album lavest. Så i virkeligheden skal jeg vel bare tage mig sammen og købe Armed Forces, This Year’s Model og Get Happy!! med 30 års forsinkelse.
Måske er dette endnu et kapitel i historien om hvor svært det er at undgå at gå fra at være vrede unge mænd til at blive vrantne midaldrende eller ældre mænd (Bob Dylan, Lou Reed og Metallica har skrevet hver deres kejtede kapitel i dén historie – de to sidstnævnte har endda sammen lavet en fodnote). På den anden side er der Tom Waits, David Bowie, Leonard Cohen og Bruce Springsteen, der har vel altid været for sympatiske og reflekterede til at ende sådan – og salig Joe Strummer, ikke at forglemme.
Jeg har abbonneret på ham siden 1978,og har langt de fleste af hans plader. Hans pletskud er måske blevet lidt sjældnere, men det er simpelthen for let at lukke døren efter 78 eller 80. Jeg vil igen anbefale at checke hans seneste ud – National Ransome.
Han er som regel bedst når han er stiktosset over noget 🙂
http://www.youtube.com/watch?v=_r9u5ihTQsI
Thomas Buttenschøn er ikke i kategorien “ikke rigtig påskønner”. Han befinder sig et andet sted. Hvor det så er, er jeg for diplomatisk til at nævne i det offentlige rum, som internettet trods alt også er.
Elvis Costello’s musik er desværre nemmere at beundre end holde af.
Har I set hans musik-talkshow “Spectacle: Elvis Costello with…”, hvor han har forskellige musikere i studiet til en længere snak og en fællessang? Det har sine øjeblikke.
I øvrigt ganske imponerende, pastor, “kun” at have fire albums med en du ikke rigtig påskønner´:-) Alverdens grupper og solister, du ikke påskønner, må da være begejstrede for dit musikforbrug. Thomas Buttenchøn finder måske også vej til din samling med op til flere udgivelser?
Personligt har jeg intet imod Costello, har faktisk sat pris på noget af hans musik (kunne egentlig godt lide hans periode i 1990′ erne med hittet The other side of summer og hans klassiske periode var også spændende, så vidt jeg hørte dengang), men har aldrig købt et eneste album
Det er godt nok ekstremt puritansk 🙂
Lyt ikke – well, lyt til de nævnte, men ikke til at der ikke er godt efter hans andet album. Og tag i øvrigt trygt fat på Get Happy!! og Blood & Chocolate, og når du er vild med dem, så også Punch the Clock og Brutal Youth.
Hvis du spørger mig – det gør du ikke – har Elvis Costello aldrig lavet en rigtig god plade siden This Year’s Model, som udkom i……….1978. Armed Forces (1979) og Trust (1981) kommer tæt på, men så alligevel ikke. Vil anbefale dig at købe førstnævnte, som er levende, direkte, antændt, fedtfattig og melodisk rig – Costello’s mesterværk.