Jeg var en lille smule skuffet over det seneste album fra Gillian Welch – det, der hedder Soul Journey. Men det var så også fordi forgængeren var Time, The Relevator, der er intet mindre end et mesterværk. Nu, 8 år senere, er der så det nye album – The Harrow & The Harvest.

Egentlig er hele denne autentiske lyd jo helt u-autentisk på en måde. Gillian Welch og David Rawlings synger om Tennessee og “the Dixie Line”, om muldyrene og de hårde tider på landet – men selv er de fra en helt anden del af USA, nemlig fra New York. Og alligevel – som få andre har de formået at gøre det landlige tonesprog til deres. (De bor da også i Tennessee nu.)

Og dette er et sprog, de kommunikerer særdeles overbevisende på. Efter de forsigtige eksperimenter med lidt bløde trommer og en anelse bas er Welch og  Rawlings igen helt sig selv. Sjældent har to mennesker og nogle ganske få instrumenter lydt så godt sammen inden for denne genre, der befinder sig et tidløst sted mellem folk og bluegrass. Rawlings’ guitarspil og harmonivokal væver sig ind og ud mellem linjerne i Welch’s varme og sjælfulde vokal. Måske er The Harrow & The Harvest endda på højde på Time, The Revelator ? Jeg har i al fald hørt det nye album igen og igen, siden jeg fik det.

Gå du nu hen og gør ligeså.