I vores albumoversigt for tre år siden roste jeg duo-pladen Raising Sand med Robert Plant og Alison Krauss i høje toner. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle blive så begejstret for et album med den gamle Led Zeppelin-sanger! Jens var dengang lidt skeptisk, men også han lod sig siden overbevise om albummets store kvaliteter.

I år kom så Robert Plants egen opfølger, Band Of Joy. Titlen er taget fra hans oprindelige gruppe før Led Zeppelin, men musikalsk er vi ligesom på Raising Sand langt fra gamle dages hippie-bulderrock. Igen besjæler Robert Plant et amerikansk musikunivers med country, folk og blues som hovedingredienserne. Og igen får vi at høre hvor udtryksfuld og nuanceret en sanger, den langhårede englænder på 62 faktisk er. Og igen arbejder han sammen med bundsolide countrynavne, denne gang guitarist Buddy Miller og sangerinde Patty Griffin. Hun er bestemt til at høre i baggrunden, men nogen deciderede duetter er der ikke. (Gillian Welch og David Rawlings bliver takket for deres store gæstfrihed i noterne, men de er dog ikke med)

Alle sange på nær én enkelt er coverversioner. Her er bl.a. den gribende “Harm’s Swift Way” af Townes Van Zandt, et Richard Thompson-nummer, hele to numre fra amerikanske Low,  “Angel Dance” af Hidalgo & Perez fra Los Lobos (se ovenfor!) og “The Only Sound That Matters”, et særdeles velskrevet nummer af den lidet kendte Texas-gruppe Milton Mapes – og albummet fremstår ikke desto mindre som en vellykket helhed.

NME kan (ikke overraskende) kun svinge sig op til at skrive, at

Still, ‘Band Of Joy’ is an essential purchase… if your dad is having a birthday this month.

men Metacritics samlede score er 83 (“Universal acclaim”), så jeg tør roligt anbefale denne blogs læsere at lægge ører til Band Of Joy (jeg er trods alt også nogens far, omend der er stykke tid til min fødselsdag.)