Somme tider skal der en særlig oplevelse til, før et stykke musik glider på plads som en puslespilsbrik, og man bliver i stand til at forstå det billede, der er dannet.

I dag cyklede jeg en tur langs Limfjorden; jeg tog den lille cykel- og gangbro over motorvejen lige inden tunnellens munding. Det var overskyet, og ovre på den anden side kunne man se Aalborgs specielle skyline af siloer og industrianlæg. Blæsten gav mig en let medvind. Mens jeg kørte langs det grå vand havde jeg Sommar på speed i min iPod.

Sommer på speed er det seneste album af og med Tomas Andersson Wij, en svensk sanger/sangskriver som Jens for år tilbage spurgte mig, om jeg kendte. Det gjorde jeg ikke dengang, men det gør jeg nu.

Trods titlen er dette ingenlunde en sommerplade.

Dér ved fjorden, hvor alle andre gemte sig i de tavse huse, og der var en let gråtonet efterårsuro, forstod jeg med ét den nordiske melankoli og længsel, der ligger bag Andersson Wijs sange. Sangene rummer længsel, en sitren mellem tvivl og tro, og er samtidig meget konkrete i deres billeder af Sverige. Her er en tekstforfatter, der evner at leve op til maksimet “show, don’t tell”. Sommar på speed er stort anlagt med strygere, blæsere og hvad dertil hører. Musikalsk er vi ovre i nærheden af Lars Winnerbäck og (ikke overraskende) Ulf Lundell.

Nogle vil sige, at Tomas Andersson Wij næsten bliver for seriøs og at det ind imellem bliver sentimentalt. Lad dem bare synes det. På www.myspace.com/tomasanderssonwij kan man ud over sange fra det nye album høre “Hälsingland”, der ikke overraskende var en slags hit i Sverige sidste år (hvilket jeg først nu har opdaget, beskæmmende nok). Denne hjemstavnssang, der på én gang er stedfæstet og universel, findes på opsamlingsalbummet En introduktion till Tomas Andersson Wij, der bestemt er en god introduktion; det var det i al fald for mig.

Ovenfor kan man se “Jag har Simmat Långt Ut Från Land”, der også er fra Sommar på speed (som i øvrigt har en svensk oversættelse af en ældre Andreas Mattsson-sang som sit titelnummer).