Jeg har læst en klumme i The Times om to kategorier af musiknavne, som forfatteren mener at kunne identificere. På den ene side har vi
James Blunt
Take That
Cat Stevens
Justin Timberlake
Joan Armatrading
Tori Amos
Alanis Morrissette
Simply Red
Janis Joplin
Genesis (i deres tidlige år)
og på den anden side har vi
Neil Young
The Smiths
Autechre
Tortoise
The House Of Love
The Fall
Steely Dan
Joy Division
Gang Of Four
Joy Division
Er der nogen, der vil give et bud på, hvad der mon adskiller dem? Og nej, det er bestemt ikke “dem, jeg kan lide” og “dem, Jens kan lide”. Det er heller ikke “solister” og “grupper”. Og det er heller ikke “dem, de spiller på The Voice” og “dem, de aldrig spiller på The Voice” – selv om man godt kunne tro netop dét.
Rule The World minder lidt om vintage A-ha? Ikke dårligt. Robbie Williams er sgu da talentløs. 😉
Jeg kryber til korset og erkender, at Justin Timberlake’s seneste plade kan få min 116 kilo’s krop på dansegulvet. Kønt er det næppe, til gengæld livsfarligt for mine omgivelser. Jeg synes sgu det er en god skive og han er en fabelagtig entertainer. Jeg synes også hans selvfedhed er ret sjov : I’m bringing sexy back – the motherfucker don’no how to act !!!
Den føromtalte sang har jeg i øvrigt et helt særligt forhold til. Første gang jeg hørte den, var i en taxi på vej ud til min daværende kæreste i Nordvest (Kbh). Chaufføren og jeg sad og rockede lidt med i vores egne tanker, da en mand pludselig sprang ind i bilen og skreg, at vi skulle køre nu! Det gjorde chaufføren, primært fordi der stor en horde af vrede mænd, som prøvede at flå dørerne af for at få fingre i ham. Han var helt fra den og påstod, at horden ville tæve ham, fordi han var FC’er og de var Brøndby eller noget i den stil. Chaufføren og jeg fik ham dæmpet ned med en forsikring om, at vi nok skulle køre ham væk fra farezonen uden beregning. Som tak for hjælpen fik jeg en krammer og tilbud om en gigantisk klump hash. Det afslog jeg høfligt og satte ham af ude ved Blegdamsvej.
Stolte af vores heltemodige gerning roste chaufføren og jeg hinanden indtil det lød over radioen, at politiet eftersøgte en mand, som var stukket af i en taxi efter at have skubbet en anden mand ud foran et S-tog (ofret overlevede på mirakuløst vis med en lille skramme i hovedet). Tja det var selvfølgelig vores mand og min hyggelige aften hos kæresten blev byttet ud med et besøg hos Kriminalpolitiet.
Åh ja, Take That. Robbie Williams trådte sine barnesko dér, og uanset hvad man ellers måtte synes om ham, synes jeg bestemt ikke, han er talentløs. Der er andre, der mener, at Take That er blevet groft undervurderet, og det er måske også tilfældet. Jeg synes blot deres musik er temmelig kedelig – velproduceret og velgennemtænkt som jeg må indrømme, at den er.
Take That’s ‘Rule The World’ fra sidste november/december er et fantastisk track – er det ikke i virkeligheden præcis sådan en sang Ian McCulloch og Echo & The Bunnymen nuomdage så gerne vil lave, men ikke kan…?
Det er da lidt skægt, at listen taler om Genesis’ TIDLIGE år… jeg ville have troet, at Peter Gabriels nonsens om halshugninger ved crocketkampe og bizarre 9/13-takter ville være nok til at få enhver kvinde med eller uden god smag til at løbe skrigende bort… mens deres tandløse radiorock fra firserne skulle være anderledes fordøjeligt, men har fået de mænd der i listen ovenfor har tid til The Fall og Joy Division til at stå helt af 😉
Jeg tæller i øvrigt omkring de 50 udgivelser fra kunstnerne på den nederste liste og to fra den øverste. Take That var bedre end deres ry 😉
😀 Rock on, Michelle!
Jeg tør godt betegne mig selv som kronisk musiksamler, ligesom jeg ikke er bange for at betegne mig selv som kvinde. Og ligesom de mange kvindelige kommentatorer til artiklen, så lytter jeg intenst til størstedelen af navnene på “mande-listen”. Når det er sagt, må jeg dog indrømme, at jeg generelt anser mænd for at have bedre (læs: de kan li’ det jeg kan li’) end kvinder. Jeg har mange, mange gange oplevet at være stort set eneste kvinde blandt publikum til koncerter og kender ikke en eneste kvinde, der har flere plader end jeg. Ikke at kvantitet er lig med kvalitet, men det giver et fingerpeg…
Men jeg ved ikke, om jeg ønsker det anderledes: der er noget over at stå og rocke ene kvinde i en koncertsal, der lugter lige så meget af testosteron som af whiskey. Og hvor mange gange har jeg ikke imponeret ved at spille bedre guitar og have flere plader end en mand?
Nemlig – listerne skulle afspejle kønsforskelle. Man kan se artiklen her.
Jeg ved ikke selv om jeg er enig. De fleste, der har skrevet kommentarer til artiklen på WWW, er kvinder, der er vilde med musiknavnene på mandelisten! Jeg har heller aldrig mødt nogen – hverken kvinder eller mænd – der havde noget pænt at sige om James Blunt. At placere ham i samme kontekst som f.eks. Neil Young og Joy Division er tæt på at være en regulær fornærmelse mod disse herrer.
Til gengæld har jeg en fornemmelse af, at de fleste kroniske musiksamlere, som f.eks. denne blogs forfattere, er mænd og at mange af dem i de unge år har forsøgt sig med at fremføre musik selv, som f.eks. denne blogs forfattere, hvoraf den ene som bekendt stadig gør det og det jo også ganske godt. Jeg kan kun komme i tanke om to kvinder, jeg har kendt, der var kroniske musiksamlere, og begge havde da også forsøgt sig med at spille selv.
Ja altså kvinder i Justin siden og mænd modsat.
Hmmm tror mit bud er påvirket af en udsendelse fra Madison Square Guarden, hvor Justin underholdt for cirka 15.000 skrigende kvinder og nærmest ikke en eneste mand. Det kan man i et svagt øjeblik måske godt blive en lille smule misundelig over 🙂
Jeg går for det simple og siger mænd og kvinder.