Et album, jeg hører en del her hvor 2008 rinder ud, er Everything That Happens Will Happen Today af og med David Byrne og Brian Eno. Hvis man kan huske My Life In The Bush Of Ghosts fra dengang i 1981, tror man måske, man ved hvordan det nye album vil lyde. Dér først i firserne definerede de to herrer i virkeligheden en helt ny måde at lave musik på med deres flittige brug af det, vi i dag ville kalde samples, og David Byrne blev ført videre ind i sin interesse for “verdensmusik”.
Det nye album er helt anderledes, men det gør ikke spor. Hvis der i 1981 var tale om Eno med Byrne ved sin side, er der i dag tale om David Byrne med Brian Eno ved sin side. Dette er et sangorienteret album, hvor der ofte er gode mindelser ofte om David Byrnes gamle band, Talking Heads, og det både i de snurrige, humoristisk iagttagende tekster og i de iørefaldende melodier.”Life Is Long” er en vellykket sang om at være midt i livet, et sted i nærheden af dér hvor denne blogs forfattere efterhånden er havnet.
Brian Eno er så tydeligvis manden bag arrangementerne, der er langt varmere og mere tilbagelænede end f.eks. på Remain In Light. Egentlig tænker jeg mere på de sidste Talking Heads-udgivelser som f.eks. Little Creatures, hvor samarbejdet med Brian Eno for længst var ophørt og hvor ærkeamerikanske genrer som gospel og country havde erstattet den lidt nervøse storbyfunk fra tidligere.
Man kan købe albummet for sølle $8.99 som download (i MP3 eller FLAC-format) på http://www.everythingthathappens.com – og for lidt mere, hvis man også vil have en gammeldags cd med.
