Vinterveje

nebraskajapan

Et af mine yndlingsalbums er også ét, vi ofte har nævnt en passant på denne blog – Bruce Springsteens Nebraska fra 1982. Jens har meget passende kaldt det for det første alt-country-album nogensinde – hvis man har hørt Uncle Tupelo, der normalt kaldes for genrens fædre, ved man hvor megen sandhed, den karakteristik faktisk rummer.

Her til morgen, hvor vintermørket regerede og frosten knap havde sluppet gaderne, var det titelnummeret “Nebraska”, “Atlantic City” og de otte andre sange, jeg valgte til min cykeltur. Jeg husker cd’ens udgave af “My Father’s House” som særligt stemningsfuld med den ekstra lange orgel/synthesizer-outro; udgaven på lp’en manglede netop denne.

Derfor er min forbløffelse ekstra stor, da jeg her til morgen kan læse mig til at det kun er den oprindelige japanske udgave af albummet, der har denne udgave af “My Father’s House”. Denne udgave er desuden kendetegnet ved at den anvendte master er en lille smule hurtigere, så alle andre sange er nogle få sekunder kortere.

Så jeg så efter tiderne på min iPod og sammenlignede med de tider, der er angivet for den udgave, der er udsendt i USA og Europa. Efter alle de mange år opdager jeg pludselig, at det faktisk er dette svært opdrivelige samlerobjekt, jeg ejer! Og jeg kan ikke engang huske, hvor jeg købte cd’en – i Japan var det ikke, for da jeg var dér i sin tid, havde jeg den allerede.

5 tanker om “Vinterveje”

  1. Moz kommer til Danmark

    – Jeg spiller i KB Hallen i København og så i Odense på et spillested med et langt navn, som jeg ikke lige kan huske. Det bliver engang i april

    Fra Gaffa

  2. Jeg deler i øvrigt pastorens glæde ved Nebraska. En stille perle i rækken af fantastiske Springsteen-albums fra 75 til 82.

  3. Hvad hjertet er fuldt af… “Badlands” er et af mine yndlingsnumre, så det sneg sig med til Japan.

    Det er rettet nu!

  4. Ikke nok med at japanerne forlænger orgelet og forkorter de øvrige sange. De har sgu også flyttet “Badlands” over på Nebraska! Hvad har de mon så erstattet denne med på Darkness… 😉

Skriv et svar