Hvorfor har der aldrig været et indlæg i denne blog om Eels? var der én, der spurgte for nylig. Det er bestemt også et svagt punkt. Så lad os gøre noget ved det.
Jeg er i år for alvor ved at lytte mig ind på Eels og er i disse uger ved at få fat i hele ålenes bagkatalog, efter at jeg i en del år “kun” havde Electro-Shock Blues og efterfølgeren Daisies Of The Galaxy. For ikke så længe siden gav Eels koncert koncert i Operaen i København, og lige nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke var der.
Eels er i mangt og meget sanger og sangskriver Mark Oliver Everett (ofte blot kaldet E). Mange af hans sange tager afsæt i hans opvækst og manglende kontakt til faderen, Hugh Everett. Mark fandt ham liggende død i sengen, iført sit jakkesæt – og da gik det op for ham, at det var første gang, han havde rørt ved sin far.
Hugh Everett var distanceret, indadvendt, kæderyger, melankoliker, alkoholiker – og teoretisk fysiker blandt de helt store. Den fascinerende og meget omdiskuterede mangeverdens-teori fra kvantefysik er hans store bidrag. På billedet ovenfor kan man se ham med vores egen Niels Bohr.
En måned inden faderens død begik Marks storesøster selvmord, og i 2000 døde moderen.
Eels’ sange er et spejl af al denne modgang. Melankoli, længsel og uforløst vrede er der som bekendt meget af i rocken, men Eels er sig selv – ikke knugende som f.eks. Portishead eller reflekterende, til tider distanceret som Cave eller Cohen. I mange af teksterne er der et møde mellem barnets umiddelbare syn på livet og håb for fremtiden og opdagelsen af tilværelsens skyggesider – død, ensomhed og svigt. Parallelt hermed bevæger melodierne sig mellem umiddelbar pop, country, blues og skramlet rock. Og så er der en god portion amerikansk umiddelbarhed, lune og trodsig optimisme iblandet (selv ikke en sang med titlen “World Of Shit” fra Souljacker er en entydig nedturs-beskrivelse). De pixibog-agtige forsider på flere af albummene er ingenlunde et tilfælde.
For mig er den sang, der bedst opsummerer hele dette intenst personlige univers, “Things The Grandchildren Should Know” (der også er titlen på Mark Everetts selvbiografi) placeret sidst på seneste studiealbum, Blinking Lights And Other Revelations.
(Og nå ja, Peter Buck, Grant Lee Phillips, Lisa Germano, T-Bone Burnett og Jon Brion har været med som gæstemusikere hos Eels. Også en Mike Simpson er nævnt på Electro-Shock Blues; trods visse ligheder med Mark Everett i fremtoning og tekstunivers er der dog næppe tale om ham, vi kender.)
nej jeg har ej og nej jeg var ikke, Waits har bare aldrig mig det helt store, udover altså debuten og lidt perler spredt hist og her..
Hvis man kan tale om at holde niveau, så har Waits i alt fald gjort det.
martin, du var vist ikke inde og se Woyzeck.
Du har da vist fået det forkerte ben ud af sengen idag, Martin!
Who cares.. det er alligevel 35år siden han sidst lavede noget, der var rigtig godt!
Hehe, Tom Waits, ja. Jeg husker, at E fortalte, at han havde en drøm om, at pigerne hvinede, når Tom Waits hvæsede. Så lavede han en sang om det – med Waits… der hvæser.
Nu vi taler om Tom Waits – ingen indlæg om at han spiller i Europa? Jeg har billetter til ham i Paris i juli 🙂
Tom Waits bør vel også nævnes blandt gæstemusikerne.
Koncerten i det kongelige er også klart den ringeste af de 4 koncerter jeg har set med ham – fantastiske omgivelser, men meget uhomogen koncert.
Blinking Lights.. er et mesterværk fra ende til anden, jeg holder for meget af Eels til at jeg kunne finde på at anbefale en opsamling, derimod er Electro-Shock Blues helt fænomenal i al sin dysterhed. Tourcden Sixteen Tons er også en stor anbefaling værd, alene udgaven Last Stop This Town kan gøre det.
Parallel Worlds kan i øvrigt findes på youtube og er al den tid den tager værd.
I øvrigt, koncerten i Det Kongelige (ikke Operaen) var ret skuffende, så der er man ikke gået glip af det store.
Jeg ville langt hellere ønske at have set Eels med fuldt band dengang i Pumperen, hvor de blev ved med at komme tilbage og spille ekstranumre, selv efter lyset blev tændt, og publikum gik mod garderoben. Det er da prisværdig spillelyst!
Sørg nu også for, at læse selvbiografien Things The Grandchildren Should Know samt ikke mindst, se BBC filmen “Paralell Worlds” -sidstnævnte hvor E tager rundt i verden i sporet på sin fader…og dennes underfundige liv.
Begge kan udover de glimrende plader, VARMT anbefales!
Eels kan anbefales til alle, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Mr. E’s univers.
‘Blinking Lights and Other Revelations’ fra 2005 eller opsamlingen ‘Meet the Eels: Essential Eels 1996-2006, Vol. 1’ fra 2008 er gode steder at begynde.
Det er nok dén Simpson, der er tale om.
Mike Simpson fra Dust Brothers – som bl.a. har lavet Beastie Boys og Beck?
Eels er selv et af de bands jeg er blevet anbefalet men aldrig fået taget mig sammen endnu til at høre.
Ovenpå dette indlæg er jeg godt nok blevet kickstarter lidt.