En af mine gamle studiekammerater er professor. Han står i spidsen for et forskningsprojekt, der skal gøre det muligt at klassificere musik automatisk efter et stort antal parametre. På den måde vil det blive muligt at lave spillelister, hvor man kan sørge for at lyttere kan høre musik, der er “velkendt”. Det kan være beslægtede numre inden for den musiksamling, man allerede har, men også musik, lytteren ikke kender, men som ligner noget, man allerede kender.

Mange af os kender ideen fra samtaler med slægt og venner: “Nu siger du, at du godt kan lide at lytte til det nye album med…, men så vil du sikkert også synes om…”

Det er via de kanaler, vi opdager en masse ny og spændende musik. På den måde er forskningsprojektet fascinerende.

Hvis man kender http://www.pandora.com, vil man allerede have en idé om hvad vi har i vente. Pandora-projektet bliver til via manuel klassifikation – en række medarbejdere sidder og lytter musik igennem og klassificerer det. Nu er man altså på vej med software, der kan klassificere musikken for os og hjælpe os med at opdage en masse nyt. En triumf for databaseteori, signalbehandling og kulturel mangfoldighed.

Og så alligevel.

Jeg aner følgende sandsynlige scenario: Musikindustrien og radiostationerne vil gribe de automatiske spillelister med kyshånd. De, der elsker Depeche Mode, får mere Depeche Mode-agtig musik. De, der elsker Fleetwood Mac, får mere Fleetwod Mac-agtig musik. De, der elsker kammermusik af Brahms, får mere kammermusik, der lyder som om det var skrevet af Brahms.

De største indtryk er dem, jeg har fået, når jeg har opdaget musik, der var ny og anderledes for mig: Joy Division, Nirvana, The Orb, Public Enemy, Talk Talk, Gustav Mahler, Arvo Pärt osv. osv. osv. Jeg har haft bofæller der var bestyrtede over at jeg i løbet én og samme aften kunne høre Bad Brains og Chopin.

John Peel sagde: “Jeg vil bare høre noget, jeg ikke har hørt før.”