Country kan som musikgenre være svær at holde af eller ud, alle disse stovte amerikanske jeg-stemmer med rimede knækprosa-fortællinger, hvor hjerte altid rimer for smerte og den blinde barndomshund får et nådeskud i sidste vers. Los Angeles’ The Byrds (med Gram Parsons ombord) gav i 1968 på Sweetheart of the Rodeo et meget anderledes bud på, hvordan den amerikanske musikarv også kunne lyde. I deres country var der højt til himlen, foråret lå lige om hjørnet og de kolde bjergstrømme flød med stærk kærlighed og kildevand strålende som sølv. Her synger Roger McGuinn for, med Chris Hillman og Gram Parsons bag sig på engle-vægtløst kor. Cowboyhat-prædikanterne fra musikindustrien i Nashville må have korset sig…
3 tanker om “Sweetheart of the rodeo”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Det er et usædvanligt dejligt album. Gram Parsons var en helt!
Haha, det er rigtigt. Gram Parsons + Paul Westerberg = Ryan Adams.
Ikke sært at det konservativt religiøse country-miljø ikke købte ind på denne frie, spirituelle musik.
Byrds eller ej, så begår Parsons året efter med The Flying Burritos’ debut The Gilded Palace of Sin den logiske fortsættelse af både lyd og ånd fra Sweetheart-albummet. Sikke en plade!
Fandme en dejlig plade, og vel nok den mest kontroversielle udgivelse fra The Byrds. Der er mange gode historier om den – hvoraf flere har vokset sig til sejlivede myter. Bl.a. at mange fans var vrede og skuffede over, at bandet, der havde været en fast del af 60’ernes folk-scene, nu pludselig kastede sig over noget så forstokket og konservativt som country! Og i country-kredse skulle man sgu ikke nyde noget af sådan nogle langhårede flippere, der besudlede arvesølvet. Så der blev efter sigende buhet, da The Byrds spillede i det sagnomspundne Grand Ole Opry’s Ryman Auditorium i marts ’68.
Synderen bag det hele? En ung Gram Parsons, der egentlig bare blev hevet ind i The Byrds for at spille klaver. Men han holdt sig i den grad ikke tilbage. Han fik overbevist bandet om at gå i en mere ren country-retning end den oprindelige plan. Og så greb han guitaren og sang da også lige på over halvdelen af pladens numre, bl.a. på sin egen “Hickory Wind”, der i dag er en amerikansk evergreen. Dog endte de fleste af Parsons vokaler med at blive skrottet, da han var under kontrakt med Lee Hazlewoods selskab. Der er også historier om, at Byrds-bandleder Roger McGuinn følte, at ham den nye stak næsen liiiige lovlig langt frem. Da pladen udkom i 1968, var Gram Parsons allerede smidt ud af bandet – han dannede dog hurtigt sit eget, The Flying Burrito Brothers.
På trods af kontroverserne står Sweetheart of the Rodeo i dag tilbage som et stilskabende værk, der har inspireret musikere i alle årtier lige siden – fra 70ernes “outlaw country” og 90ernes “alt country” til stort set alt, hvad Ryan Adams har udgivet 🙂