Kategoriarkiv: Rocknroll

Gesundheit!

Bauhaus-sanger Peter Murphy, som i disse uger har et længere soloengagement på en Greenwich City, New York-klub ved navn Le Poisson Rouge, meldes hospitalsindlagt efter et seriøst hjerteanfald. Livet er skrøbeligt, de resterende aftener aflyst, og god bedring alt hvad ønskes kan til postpunkens engang så visuelle Count Dracula af natlevende bleg hud, skinnende sort hår og knivskarpe kindben. Og hans Bauhaus? De lød sådan her dengang de fandtes som band…

Tyrkisk disco angst

I anledning af aftenens Super Cup-finale i Istanbul mellem Liverpool og Chelsea, på Besiktas’ stadion ved bredden af Bosporus, herfra lidt fokus på det tyrkiske darkwawe-band She Past Away, hvis tredje album Disko Anksiyete (‘disko angst’) netop er udkommet. Hvis The Cure kom tilbage og i musik lød ca. som She Past Away gør det her på ‘Durdu Dunya’, ville mange af os vist ånde lettede og lidt lykkeligere op…

Kimono his house!

Allerførst var der to bands som lyste klart på stjernehimlen over mine forældres hus ude i de fjerne provinser: Gasolin’ og så Sparks. Sidstnævnte red med på samme glam-hitlistebølge, som Sweet og Slade her til lands var kronede konger af, det selvom David Bowie og Marc Bolan/T. Rex ellers leverede både rammer og indhold til festen. Sparks, de var for outsider-mærkelige og asexuelle til at nå helt bredt ud. Da ikke mindst fordi Ron Mael, den keyboardspillende part af de to brødre, bandets kreative kerne, gjorde dyd ud af at ligne en ung Adolf Hitler, hvilket nok ikke ligefrem satte mange teenagepigehjerter i brand. I anledning af Ron’s 74-års fødselsdag i dag, her en af bandets største singler fra det Sparks-gyldne år 1974, hvor de udsendte deres to stærkeste albums, Kimono My House og Propaganda. Tak skæbne, man fik lov at opleve hitlistemusik af denne kaliber og luksuriøse særhed…

PS – Endnu et bevis på Sparks’ format dengang? Deres trommeslager hed Dinky Diamond.

WAY OUT WEST, DAG 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre er dygtige vokalister, er det dog Neneh Cherry, der har det mest interessante materiale og satser mest.

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen, der af og til stilnede af. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse (og regnen var holdt op for en stund). Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der ikke lægger skjul på om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Et andet er hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der udgjorde en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab. Noget helt tredje, er at Christine dertil er en usædvanligt karismatisk og tiltalende person på en scene.

Så blev det tid til en burger. Da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Derefter blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker. Erykah Badu gik langt over tiden. Hvem tør afbryde en selvproklameret diva? Det gjorde arrangørerne! Til sidst blev lyden simpelthen slukket af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Hvorefter Stormzy omsider kunne gå på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk hiphop var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og ikke nær så præget af de udskejelser som man kender fra danske festivaler (her tænker jeg bl.a. på krænkende og ubehagelig adfærd over for andre pga. druk og på nogle mænds trang til at tisse hvor det passer dem). Musikprogrammet er interessant og har gjort det nemt for mig at få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!

Way Out West, dag 2

I nat skulle jeg til koncert med Orville Peck på et spillested inde i Göteborg; det er nemlig sådan at Way Out West-festivalen efter midnat fortsætter rundt om på byens spillesteder.

Men mange andre havde fået samme idé, så jeg kunne ikke blive lukket ind, men måtte stå i kø indtil tilstrækkeligt mange fra publikum var gået ud igen. Jeg faldt i snak med en jævnaldrende mand fra Sverige, og vi kom selvfølgelig til at snakke om musik. Det viste sig at vi havde været til den samme koncert med Green On Red på en Roskilde-festival for meget længe siden. Først til sidst blev vi lukket ind og nåede at høre to numre med den gådefulde canadiske country-crooner. De var til gengæld rigtig gode, og jeg ærgrede mig over ikke at have hørt mere.

Bagefter tog jeg og min svenske følgesvend sporvognen tilbage, og her røbede han, at et af de bands han altid har sat meget højt, såmænd var Gasolin!

Der er korfestival i Göteborg og ikke helt få kor fra rundt om i verden er indkvarteret på hotellet. Her til formiddagen havde vi derfor den særegne oplevelse at kunne sidde på værelset og lytte med, mens korene øvede i hotellets gård. Det var overrumplende smukt!

Bagefter gik Pastorinden og jeg en tur for at købe kontaktlinserensevæske hos Synoptik (det har de også her!), og vi kom forbi domkirken. Her i denne kirke, der med sin enkle indretning ser så anderledes ud end danske kirker, var der en lille koncert med svensk folkemusik arrangeret for violin og harmonika. Jeg opsøger sjældent harmonikamusik, men dette var smukt og besad den længselsfulde, melankolske tone som er så karakteristisk for nordisk musik.

Dagens første egentlig koncertoplevelse blev den japansk-amerikanske sangerinde Mitski. Som en del af sit omhyggeligt koreograferede sceneshow brugte hun to rekvisitter: et bord og en stol. Musikken var (som noget, der ikke var så meget af på denne festival) egentlig rock, og her med tydelige momenter af tidlig 1990’er-rock som man stødte på den hos B-holdet i datidens “alternative rock” (Veruca Salt, Velocity Girl osv.). Men var det virkelig Martin Krasnik på guitar?

Stereolab så jeg første gang for 25 år siden. Deres musikalske udtryk, der på en og samme tid er naivistisk og cool, har de stadig. For de uindviede: forestil jer et extended remix af en udgave af “One Note Samba” indspillet af Can med Juliette Greco som gæstevokalist. Jeg lyttede en del til Stereolab dengang i 1990’erne, men selv om jeg har flere af deres album, må jeg desværre indrømme at jeg ikke kunne huske nogen af deres numre. Det vidste gruppen nu godt, for Laetitia Sadier præsenterede på et tidspunkt selvironisk et nummer som “et af vores hits”. Hvis der er noget, Stereolab aldrig har haft, er det nemlig hits. Men når det lykkes for Stereolab (og det gjorde det ofte i dag), skaber de en særlig tilstand – og det er også noget, musik kan.

Veronica Maggio er en af de helt store svenske popstjerner, og det er helt fortjent. Det store svenske publikum kunne synge med, og trods det at mange af hendes iørefaldende sange har en umiskendelig snert af melankoli (man aner igen den nordiske tone), var stemningen god. Undervejs drev to luftballoner – en gul og en blå – ind over festivalpladsen og hen over scenen. Det var et usædvanligt syn; om det var timet med netop denne koncert, ved jeg ikke.

Khruangbin er en trio fra USA, og jeg havde ikke noget systematisk kendskab til dem. De er en traditionel rocktrio med guitar, bas og trommer, men musikken er stilmæssigt svært karakteriserbar med elementer af rock, funk, afrikansk og østasiatisk musik og sikkert også andet.

Khruangbin er et usædvanligt tæt sammenspillet lille ensemble, og bassisten Laura Lee havde endda så stort musikalsk overskud, at hendes bevægen sig rundt på scenen ofte antog karakter af en slags dans. Ligesom Stereolab er Khruangbin et band der går efter at skabe en tilstand med deres musik; det skete efterhånden og især sidste halve time var rigtig vellykket i så henseende.

Aftenens sidste koncert var med The Cure. Alle musiknavne appellerer til bestemte, ofte aldersbestemte, segmenter, og her skulle man tro at netop The Cure ville appellere til mig af demografiske årsager. Jeg har da også enkelte af The Cures albums; Pornography og Disintegration er rigtig vellykkede, men ikke specielt muntre (tværtimod!). Men jeg har set The Cure nogle gange i årenes løb på festivaler, og det er desværre ikke lykkedes dem at ældes med ynde.

Kun Robert Smith er tilbage fra de glade (???) dage dengang, og han er kommet til at fremstå som Den Syngende Bedstemor. På musiksiden er der gået fuldstændig bulderrock i foretagendet, og det virker efterhånden barokt at forsøge at opildne til en form for fest med selvmedlidende sange med linjer som f.eks. “Yesterday I felt so old, I thought that I would die”. Nu måtte det være goth nok, konkluderede min hustru og jeg og tog hjem. På vej ned til sporvognen passerede vi forbi en koncert med norske Charlotte Bendiks og jeg måtte indrømme, at det elektroniske univers efterhånden appellerer meget mere til mig end The Cure ville kunne gøre det.

Stadium kicks

Sæsonstart en fredag aften er og føles forkert, men dejligt at komme igang igen anyways. Ingen nævneværdige indkøb for Liverpool dette vindue, bare lidt tillæg på truppens yderste mandater, samt unge Brewster nu med i truppen. En rodet pre-season præget af fravær fra de mange A-stjerner, der enten havde spillet Copa America eller African Nations Cup. Så om den røde maskines tandhjul klikker ses først mod oprykkerne fra Norwich, der nok har en defensiv plan eller tre med til Anfield. 2. halvleg af Community Shield-dysten mod Man City søndag eftermiddag gav dog håb om mere fodbold a la før sommeren. Men bliver det så til det forjættede mesterskab denne sæson? Tror det ikke. Man City vil i længden formodentlig trække det lange strå igen på en kvalitetsbredere trup og en mere kreativ midtbane. Der er ialfald ikke råd for LFC til en langsom turneringsstart med en sådan konkurrent. Det bliver nervepirrende at se om skarpheden er der allerede i aften.

Liverpool – Norwich City, fredag, kl. 21.00, Viaplay/downthelocal

It takes a train to cry

Togene græder. Og jukeboxene lider. Dave Berman’s selvvalgte død i går har formodentlig affødt, hans musik med Silver Jews i dag er blevet spillet og hørt rundt omkring mere end nogensinde før. For alle som en bærer Berman’s uendeligt grundtriste men så paradesænkede sange jo profetien om dette tragiske endeligt med sig. Og derfor giver de en tung men måske også lidt forklarende mening at høre. Ialfald står ensomheden i hele Berman’s værk pludselig endnu mere markant frem. Her er det ‘Suffering Jukebox’, der musikalsk minder ikke så lidt om Dave Berman’s Pavement-venners 14 år tidligere ‘Range Life’…

Dave Berman RIP!

For små to uger siden bragte vi en dugfrisk sang fra den i musik genopstandne amerikanske excentriker og særegne sangtænker Dave Berman, der pludselig var tilbage i vælten med nyt band. Og Purple Mountains lød overraskende vitale efter de mange år års inaktivitet ovenpå sammenbruddet af Berman’s claim to indiefame, hans uforlignelige Silver Jews. Well, det var desværre en kort sommer med Purple Mountains, for Dave Berman har i går taget sit eget liv, 52 år gammel. Her behørigt ‘Darkness And Cold’ fra det nye album…

Hvad venter du på?

Ja, hvad venter du på? En lang sommer med så lidt ny musik, så få nye udgivelser, giver kun feberdrømme. Engang for længe siden var jeg med en flok på en togtur fra Athen, gennem det nu opløste Jugoslavien, til München. Togrejsen blev undervejs ramt af groteske forsinkelser, og da ingen af os havde noget proviant, yugo-valuta, eller kunne bruge den tids American Express-rejsechecks, hverken på togstammen eller de banegårde, den i sin møjsommelige rejse nordpå sneglede sig igennem, var der slet intet at spise i to og et halvt døgn. Så vi endte uundgåeligt i sultens volds djævelske fantasier og fortalte hinanden lange, beskrivende historier om de bedste måltider, vi hver for os nogensinde havde fortæret. Gjorde mere ondt end godt at høre på og forestille sig. Så hvad venter du på? Mig, jeg tjekker utåmodigt og hver eneste dag efter annoncering af to longplayers, ingen vel ved om i det hele taget er på vej: En ny en med The Walkmen’s Hamilton Leithauser, og ligeså meget et spritnyt Thåström-album. Har allerede ventet a-l-t for længe, men sådan er spillets regler, lost in music. Hvad venter du på?

Og den omtalte togtur? Flokken ankom endelig med dræbertoget til München en morgen meget tidligt, tumlede lysvågne ud på perronen, men alt var lukket på og omkring Hauptbahnhof. Eneste reelle mulighed var Weinland-vingummi fra en automat, der fandtes tyske mønter til. Tog på efterfølgende sukkerchok et morgen-schnellzug videre, fik et enormt måltid senere samme formiddag på en hamburgerrestaurant ovre i franske Strasbourg. Sult er en mægtig energi. Hvad venter du på?

Dagens 50-års…

Den aften på Nørrebros lille Cafe Rust anede vel ingen af os få betalende, det var et stjerneskud i frit fald vi så. For manden der stod så alene, uvelklædt og genert på den lille gulvscene for enden af lokalet, lignede blot endnu en amerikansk indiemusiker på snart glemt gennemrejse. Sådan bedrager skindet så ofte. Men lukkede man øjne og lod musik tale alene, strålede de bittersøde melodiske sange af en sjældent ensom utilpassethed, prøvelser fra bunden af livet, og – overordnet – musikalitet af en anden verdens klasse. Få år efter var han død, formodentlig for egen hånd, men hans musik har nemt levet videre, det via de seks albums han nåede at indspille. I dag ville Elliott Smith fra Los Angeles, California være fyldt 50 år. Han blev 34…