Kategoriarkiv: Rocknroll

Precious kid…

Foråret 1987, lige udenfor Aarhus. Sent en aften er Hilmer Hassig, Lars Hug og jeg på vej i taxi i retning Mols, hvor Kliche-trommeslager Anders Brill har annonceret en lille fest i sit kolonihavehus. Taxiens radio spiller ‘Don’t Get Me Wrong’, Hug kan hvert et ord og gør den omme på forsædet straks til en Hug-sang med sin skarpe jodlen. Og hvorfor nu den historie? Fordi det er nemt at glemme hvor store The Pretenders var dengang, hvor markant og vigtig en stemme i tiden bandleader, sanger og sangskriver Chrissie Hynde var. Pretenders’ debutalbum i januar 1980 var straks en hit-sensation fra den nye bølge, for her var vel en engelsk – Hynde var emigreret til Storbritannien fra Akron, Ohio for at komme hjem til rocknroll – pendant til amerikanske Blondie, datidens store new wave-smagende popband. Skarptskårne sange af klassisk snit med attitudestærke omkvæd, spillet af et skarpt band og ført an af en stærk, kvindelig stemme, der hverken i lyd eller frasering lød som nogen anden. Debuten er den dag i dag stadig et fremragende vitalt album og klart bandets bedste, for hurtigt mistede Pretenders, trukket ned af London’s hårde stoffer, musikalsk klarsyn. To af fire medlemmer døde af drugs i 1982-83 og herefter var det mere som singlehit-band Pretenders gjorde sig gældende. Disse ord for at markere Chrissie Hynde fylder 75 i dag. Her er hun med Pretenders på BBC’s Top Of The Pops i 1979 med den nær-perfekte andensingle ‘Kid’…

Lørdagaftenspunkrock

Musik fra de unge punkbands i 1977 på den amerikanske vestkyst nåede meget sjældent til Europa. Så de er overhovedet ikke blevet en del af den europæiske punkscenes DNA på samme måde som den samtidige New York-scene er det. Her er det The Zeros fra San Diego-forstaden Chula Vista med et brændende track fra dengang. Alle bandets fire medlemmer var af mexicansk baggrund, ikke at det høres på ‘Cosmetic Couple’…

News of the world

Bruce Foxton fylder 71 i dag. Her skriver og synger han for på The Jam’s fjerde single, den eneste Paul Weller ikke selv tog sig af. ‘News Of The World’ var i foråret 1978 den første The Jam-single, der kunne købes i Viborg; punkkulturen bredte sig langsomt. Tillykke til Foxton, der siden Paul Weller opløste bandet i 1982 har arbejdet som soloartist, i mange år derefter som bassist i Stiff Little Fingers og senest – sammen med The Jam-trommeslager Rick Bucker – i coverbandet From The Jam.

What’s another year?

Hvad er et kalenderår? Det er i dag præcis et af slagsen siden Thåström lukkede sin sommertour for Somliga Av Oss (2024) oppe i Dalarna og dermed senest spillede en koncert. Hvis hans normale arbejdstempo med ny musik holdes, vil der komme en ny single om et år, et nyt album om 14 måneder, en ny tour om halvandet år. Men det er kun et hvis

Iceblink Luck

Kvinden der sang så fjernt overjordisk, hun ikke behøvede at lave sangtekster af forståelige ord eller titler til dem der gav nogen egentlig mening, fylder 63 i dag. Elizabeth Fraser kom ned med Cocteau Twins fra Grangemouth i Skotland. Først lød hendes og guitarist/producer Robin Guthrie’s band som seriøse Siouxsie and the Banshees-tilhængere med en trommemaskine, men snart og siden var de da helt deres egne. Her en promovideo fra Heaven or Las Vegas (1990)…

Interpol i dæmpet lys

Bandet der i 2002 kom ud af New York og med debutalbummet Turn On the Bright Lights gjorde det klart, hvor meget vi savnede en moderne verden med æstetiseret Joy Division-lyd, udsender i dag sit 8. album. Nu om dage er Interpol’s albums blevet komplekse størrelser, ikke længere så kompositorisk strømlinede eller melodisk gavmilde som de første tre, og derfor skal vi lige her ikke give en bedømmelse af The Mirror Weighs a Ton efter kun én gennemkørsel. Fordi en musik som denne nok kræver mere tålmodighed og arbejde for at komme til sin ret. Her en smagsprøve i form af et nummer der dog umiddelbart træder frem, den klaverbårne, atmosfæriske ‘The Enemy’…

Den store flugt

Der skulle en katastrofal nordamerikansk tour, et økonomisk nærkollaps, en masse alkohol og intern frustration til at det unge Blur endelig fremstod som et relevant band med noget på hjerte. Det her var singlen, som på trods af aldrig at nå ind på den engelske hitliste, gjorde mange af os opmærksomme på deres potentiale. ‘Popscene’ har en genstridig fuck-det-hele attitude, som sidenhen skulle blive anerkendt flere steder som Britpop’s Stunde Null. Ved ikke om det er at gå en bro for langt, men nummerets hæsblæsende ridt kommer ialfald med en aura af noget vigtigt over sig…

Stone Age Romeo

Ugens nye hjerteknuste break up-single fra Queens of the Stone Age mestrer den subtile, nærmest diskrete tilbageholdenhed i udtryk, der kendetegner Josh Homme og hans band når de er mest indbydende. Tidligere ‘Make It With Chu’ har noget af samme fabulerende sjælespil – og i-sig-selv-hvilende bekendelsesvokal af Homme – som her ‘Significant Other’, der er sendt i byen for at forvarsle nyt QotSA-album. Og hvilken skjult omkvædsbro der åbenbares, da nummeret egentlig synes kortlagt! Med en finesse som denne ønsker man kun, Homme kunne samle Iggy Pop op igen og lave en efterfølger til deres fælles ti år gamle Post Pop Depression, helt sikkert tom ønsketænkning…

Du gamle, du engang så frie

Det er ikke ligefrem noget at fejre, men dog markere, at det i dag er præcis ti år siden Håkan Hellström sidst udsendte et album med kvalitet. Da Du Gamla, Du Fria udkom 26. august 2016 var dens afsender allerede blevet svensk Nya Ullevi-superstjerne, men hørt nu var der endnu den søgen i musikken og tagen sig selv alvorligt som artist, der siden synes gået helt tabt i det umuligt store show-cirkus af en karriere. Hvilket illustreres af denne livefremførsel på svensk TV fra dengang af pladens lyse åbningsnummer. Læg mærke til, Hellström for ti år siden endnu ikke gemmer sig bag cirkushat, bag stok, bag for eksalteret publikumskontakt, bag endeløse Michael Jackson-trin, men istedet bare som en voksen sanger lægger indsats, fokus og sjæl i sin, ja, sang. Og bandet? Hvor de denne sommer atter har været klædt ud som en flok farveblinde børn til fastelavn, kommer de her – ligesom sangeren – anderledes værdigt i deres eget voksentøj. Man skulle tro så meget succes var en sikker billet til kunstnerisk frihed, men virkeligheden i GBG har desværre vist det modsatte. Du Gamla, Du Fria er den bittersøde afsked med det sidste af det frie…

Television’s Richard Lloyd

Det er som oftest Tom Verlaine, der løber med æren for det ekspressive guitarspil på Television’s to vidunderlige albums, Marquee Moon (1977) og Adventure (1978), uden hvilke punkscenen i New York havde været et langt kedeligere og mere endimensionelt sted at være. Og det er ikke fair, for Richard Lloyd’s guitar er på de plader ligeså medskyldig i ophævelsen af almindelig kendt musikalsk lov og tyngdekraft. Herunder er det f.eks. således Lloyd som bærer soloen på Marquee Moon‘s ‘Elevation’. Kom til at tænke på Lloyd og Television, fordi han netop nu meldes nede med en alvorlig kræftsygdom, hvis behandling der samles ind til lige her.

Der fandtes elektriske guitarister

John McGeoch, en af efterpunkens helt store engelske guitarer, ville have fejret fødselsdag i dag. Kendt fra Magazine, Siouxsie and the Banshees, Visage, PIL og Armoury Show var det ikke mindst hans lyd og skæve men melodiske måde at sætte toner/akkorder sammen på, der skabte postpunkens stil og sendte fremtidens rockmusik på vej. Her er McGeoch live med Banshees i 1981, hvor ‘Happy House’ og ‘Arabian Knights’ demonstrerer det usædvanlige talent…

Musik til Vietnam

Forleden var det 45 år siden Bruce Springsteen and the E Street Band spillede en myteomspundet støttekoncert i Los Angeles for de amerikanske Vietnam-veteraner. Hørte i den forbindelse det følelsesladede show og må tilstå at have glemt, et af ekstranumrene på aftenen var en eksklusiv cover af Roger McGuinn/The Byrds’ ‘Ballad Of Easy Rider’, vel en af den misbrugte Vietnam-generations fineste sange om frihed…