Kategoriarkiv: Rocknroll

Giv mig noget som giver mig noget

Fik først øjnene op her forleden for Joel Alme, den GBG-fyr der i disse måneder er aktuel med sit tredje svensksprogede album. Har tjekket lidt mere op på ham nu, og han kan virkelig noget med personlig lineær fortælling og hjertestikkende melodi. Tænk nu hvis hele Sveriges Håkan Hellström ikke var havnet i succésfælden og stadig – det er umuligt – kunne lave sin ting uden blytung A&R-overvågning og gravalvorlige karriere-planlægningsmøder. Så ville hans sange måske stadig lyde naturligt i sync med eget univers (det var jo præcis den kvalitet, vi alle faldt for) og så fint underspillede som denne her. For hvem skulle være i Göteborg om et par weekends, så spiller den nu i Stockholm bosiddende Joel Alme med sit band to aftener på Pustervik 3. og 4. februar…

Da fremtiden begynder

En rejse denne kolde dag til 1976, hvor David Bowie 23. januar udsender sin magtdemonstration Station to Station, hvis ti minutter lange titel- og åbningsnummer herunder i opbygning som tonesprog bryder med ikke så få konventioner indenfor traditionel rocknroll, og derved leder sin egen skaber på sporet af den helt nye musik, han året efter vil udsende fra sin til den tid nye bopæl i Vestberlin…

Introducing…Joel Alme!

Göteborg er andet og langt mere end bare Broder Daniel og Håkan Hellström. Her således en ny sang med 42-årige Joel Alme fra bydelen Majorna, der – med baggrund i en mørk og disharmonisk opvækst – på sit sjette og lavmælt 100% håndspillede soloalbum Sköt er själva så sköter jag inte mitt (2022) synger ud om sit liv i hjembyen. Her en melodisk stærkt drejet single derfra…

Terry Hall Station!

Stærkt! Fra New York City skriver den tidligere Pogues-bassist Cait O’Riordan om nyligt afdøde Terry Hall fra The Specials:

“At City Hall station down by the Brooklyn Bridge tonight – love the sticker too. A month since we lost Terry and this tribute has been allowed to remain untouched, no damage, no tags, no cover-up – maximum respect.”

Den geniale one trick ponys forbandelse

Kan umiddelbarhedens uskyld gentages med succes? Nej, naturligvis, det der først lever på sin spontanitets energi drænes langsomt men sikkert ved repetition. Og det er vel derfor, at The Ramones kun lykkes 100% på sine to, måske tre første albums. Hvorefter den simplificerende formel der først fungerer så optimalt forfriskende langsomt bliver en kreativ forbandelse for Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy. For hvor går man hen, når det perfekte nåes i første hug og lever af sin egen utøjlede energi? The Ramones prøvede flere udveje; at blive et Phil Spector-produceret popband (End of the Century (1979)), at lave et hardcore-inspireret album (Too Tough to Die (1984)), at speede alle sine (i forvejen hurtige) numre op live, så de blev mere tidssvarende ‘punkede’ (efter forfærdelige Marky Ramone blev trommeslager). Og ellers? Ellers gentog man oftest bare blindt det oprindelige musikalske Ramones-manifest, men uden samme nødvendighed, uden det knivskarpe snit, der af naturlige årsager havde stået så stærkt i begyndelsen. Her The Ramones i verdensklasse-form i starten, da de netop har taget form, filmet på bandets ven og hjælper Arturo Vega’s loft i New York City’s East Village i 1975. Der er endnu 14 måneder til denne sang udkommer på bandets selvbetitlede debutalbum (hør ovenfor). Beklager den forvrængede lyd på optagelsen her, som faktisk bare gør det samlede indtryk endnu mere tidsautentisk intenst…

Dead pop stars…

Alle medlemmer i Glasgow-bandet Altered Images var i 1980 medlemmer af Siouxsie and the Banshees’ fanklub, så naturligvis var det en support-tour i Storbrittanien for Banshees på deres Kaleidoscope-tour samme år, som førte til en John Peel-session på BBC, der igen – via Peel’s åbenlyse forelskelse i dem (nærmere præciseret forsangerinden) – førte til en stor pladekontrakt. Førstesinglen ‘Dead Pop Stars’ (produceret af Banshees-bassist Steve Severin) blev ikke bemærket af mange udenfor indieland, men følgende singler som ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’ gjorde for et par år Altered Images til regulære popstjerner i Storbritannien. ‘Dead Pop Stars’ er dog øjeblikket for Altered Images, hvor det hele smelter sammen og giver mening. Clare Grogan’s besynderligt hikstende lillepigestemme fungerer langt bedre i denne kantede postpunk-ramme end på de senere pophits, hvor dens selvbevidste charme-koketteri meget hurtigt bliver belastende. Nogle bands ud af postpunken var som født til at stråle på en enkelt sang og så aldrig igen. Dette er Altered Images’ gyldne tre minutter og 20 sekunder i den forstand…

Den lange rejse

Ja, kan det blive mindre rocknroll, den rygende bueskytte her fik om nogen disse øjne op for mulighederne i det danske sprog. Johannes V. Jensen blev født på denne dag for 150 år siden. Har du aldrig læst ham, eller kun kender Kongens Fald, så en anbefaling herfra af Den Lange Rejse, hans episke storværk om nordisk liv, drift og længsel. Hvis dét er for stor en mundfuld i denne fragmentariske tid, så slå eventuelt bare ned på digtet På Memphis Station, en majestætisk sansning af nogle timers ubærlig ventetid på en rejse langt hjemmefra. Ikke uden grund det blev til Nobels Litteraturpris i 1944. Stort tillykke, JVJ!

The Cutter 40

Dengang føles det som meget, meget lang tid, hvis ens favoritband har sig et år uden udgivelse af nyt album. Efter et meget stille 1982 for Echo & The Bunnymen, kun punkteret af april-singlen ‘The Back Of Love, startes et anderledes synligt 1983 allerede d. 14. januar med udsendelsen af singlen ‘The Cutter’, en forløber for det snartkommende februar-album Porcupine, den så vanskelige opfølger til Heaven Up Here, mesterpladen fra foråret 1981. Og hvilken stærk og særegen profil ‘The Cutter’ stadig, uhm, skærer som single her på udgivelsesdagen 40 år efter…

Long live the strange!

Supergrass-frontmand Gaz Coombes udsender i dag albummet Turn the Car Around, der måske – som Suede’s Mat Osman for nylig antydede – kan være det album, Arctic Monkeys burde have lavet nu senest. Den her vitale sang derfra lyder ialfald på toppen af britpoppen og beruset af sofistikeret overskud; ‘Long live the strange / Don’t ever change / coz’ I love you’…

Bill Berry synger!

Bill Berry fra R.E.M. har én soloudgivelse, nemlig en single fra 1989 udgivet under pseudonymet 13111 (som kan læses som “Bill”). På a-siden er en bevidst corny country-sang, “My Bible is the Latest TV Guide”, som han selv har skrevet. På b-siden er der en coverversion af en sang oprindelig indspillet af gruppen New Colony Six tilbage i 1968. Den får I her.

Vejen væk fra R.E.M.

De fire R.E.M.-medlemmer findes stadig derude og laver musik, selvom det ikke længere er sammen. De to mest musikalsk tilbagetrukne af de fire kan lige nu høres i hver sin sammenhæng.

Michael Stipe’s R.E.M.-efterliv har været næsten imponerende passivt. Man troede vel det var ham, den stærke kommunikator, ordene og den musikalske fortabelses mand, der skulle tage faklen og løbe den ind i en blomstrende solokarriere. Det er aldrig sket. Et par hjemløse solotracks hist og her med års mellemrum, et par optrædender med vennen Patti Smith, samt et par enkelte gæsteoptrædender, det er hvad han har bedrevet til nu. Det er en af de sidstnævnte gæsteoptrædender der bringer hans navn ind i 2023. Den amerikanske kunstner Lollie Holley udsender til marts sit sjette album med diverse gæsteoptrædender, og her er Stipe med som en af dem. Her høres følgende track lige nu, desværre kun med hovedrysten til følge. Er der noget mere ærgeligt end et spildt/ubrugt talent?

Efter en hjerneblødning under en R.E.M.-koncert i Schweiz i 1996 meldte trommeslager Bill Berry sig ud til istedet sin livsdrøm om at køre traktor og være landmand. Det skulle vise sig et stort tab for R.E.M., der mistede sin kreative ligevægt og de næste 15 år til opløsningen vel var en sært forkrampet skygge af sit eget før så naturlige jeg. At Berry nogensinde skulle spille musik igen lå ikke i kortene, så stor er overraskelsen over at opleve ham fast bag trommerne i bandet The Bad Ends, der om en uge udsender debutalbummet The Power and the Glory. The Bad Ends lyder på følgende forløbersingle vel egentlig okay på den traditionelle amerikanske facon, men samtidig også som de hundreder af bands i USA i 80’erne, der skyldte deres musikalske afsæt og ordforråd til det Athens, Georgia-band, netop Bill Berry var med i. Dejligt dog at se/høre ham her igen. Og så dukker R.E.M.-bassist Mike Mills endda op i videoen…

3 X Dessner & Karifjord

Aaaron og Bryce, de to Dessner-brødre fra The National, er sammen med søsteren Jessica Dessner og komponist Rebbeka Karijord aktuelle i det nye band Complete Mountain Almanac, der albumdebuterer nu sidst i januar. Albummet består af 12 sange kronologisk opkaldt efter årets måneder, dets musikalske indhold meldes ud som et genrekryds af folk og kammermusik. I november blev ‘May’ udsendt som første single, nu i går kom så ‘February’…