Således så Jamie Reid’s såkaldte album-board ud til coveret på Sex Pistols’ debutplade, deres eneste regulære album, der udkom 28. oktober 1977. Siden kom de skrigende, nu ikoniske farver på og en vinylplade indeni med 11 numre, hvis største dyd var konfrontationen med sin velfriserede samtid ovenpå en mur af opsætsig, larmende rocknroll. Jeg vidste med det samme dengang, at den opstand var en fribillet ind i musik til alle dem som mig, der hverken kunne spille eller synge. For reglerne blev nulstillet, herfra var det for en tid mere et spørgsmål om idéer/nødvendighed snarere end – som før – blot musikalsk teknik/kunnen. Måske derfor står tiden fra dette album og en fire-fem år frem som en af de mest blomstrende perioder i rockmusik overhovedet. Mængden af vildt forskellige udtryk og gale/små-geinale indfald fra nær og fjern var næsten ikke til at overskue. Never Mind the Bollocks blev en central fødselshjælper til den udvikling, da Sex Pistols som band var så berygtede/skandaliserede, at deres attitude-sprængfyldte musik nåede ud til nær og fjern. Og det skete altsammen via dette mageløse album, som var alt for meget og lige tilpas på en og samme tid.
Lana Del Rey optrådte lørdag til Neil Young’s lille Harvest Moon-velgørenhedsfestival. Blandt et par håndfulde sange i et intimt set-up var en cover af Young’s klassiske ‘Needle And The Damage Done’…
Det er i dag 12 år siden at Lou Reed døde. Kunne nogen andre i sang fortælle livet så ligefremt og usminket, så nøgternt som han, først med The Velvets, siden alene i et langt, broget soloridt? Hvis man fik nok af overfladiske banaliteter i rockmusik, al dens umodne candyfloss, der ikke ejer format til at tage sine lytteres intelligens alvorligt, så bragte Lou Reed ofte den sang som talte i øjenhøjde, det salt der kunne få dagen til at glide spiseligt ned. Her viser han de sjældne kvaliteter på ‘Sword Of Damocles’ fra Magic and Loss (1992). Lou Reed står savnet.
Depression Cherry (2015) er bag sit specielle salon-røde fløjlscover en af favoritterne her fra Beach House-kataloget. Denne sangs tonesprog fortæller selvstændigt hvorfor, mens levende billeder fra den japanske 1966-film Emotion giver et meddigtende visuelt sidespor…
Havde helt glemt det her nu vistnok opløste Brisbane, Queensland-band med det håbløse navn. Goon Sax udsendte et par særegne indie-albums, hvis musik af egen fri vilje fortalte, at sangerens far er The Go-Betweens’ Robert Forster. Her Goon Sax’ måske bedste nummer i en session-optagelse, hvor bassisten kommer lidt skævt afsted, men derefter løfter det hele sig betragteligt. To yderst karismatiske sangere i modsætning til føromtalte The G-B’s, hvor Robert Forster på deres scener havde al den personlige karisma der undgik Grant McLennan…
Kig op til højre på bagsiden af Soft Cell’s debutalbum Non-Stop Erotic Cabaret (1981). Nu Dave Ball, synth-duoens musikskaber, er gået bort, skyldes det næsten at fortælle, det var derfra et vist band fik sit navn. Så vigtige og indflydelsesrige var de.
Hvilken dejlig overraskelse med en ny Depeche Mode-sang i dag, endda en virkelig vital og stærk en. ‘In The End’ er en af de sange Martin Gore skrev sammen med Psychedelic Furs’ Richard Butler til Memento Mori – singlen ‘Ghosts Again’ kom også fra det frugtbare samarbejde – men som af uforståelige grunde ikke kom med på det endelige album. Så kan hele DM-world glædes over den nu istedet…
Soft Cell’s Dave Ball meldes i dag pludselig død, 66 år gammel. Frygteligt trist for de mange af os der i 1981-83 levede gennem og med Leeds-synthduoens minimalistiske dog storslåede singler. Hans unikke og insisterende kitchen sink drama-musik – begået sammen med partner in crime Marc Almond – vil heldigvis leve videre. Her ankommer Ball i hvid blazer til natklubben Pink Flamingo, hvor Almond’s hjerte står til snart at blive knust. Frygteligt trist det hele.
Af samtlige nye engelske punkbands fra sommeren 1976 er det The Damned som vinder racet om at udkomme først på vinyl. Heldigvis for både sin egen og genrens historie er den første engelske punk-single – altså udsendt dags dato i 1976 – en markant genre-klassiker.
Den engelske musikforfatter Dave Thompson skrev i 1992 disse ord om The Damned’s første udgivelse: “‘New Rose’ is today rightly revered as one of the greatest songs to emerge from 1970s Britain. More than anything outside of the Pistols, ‘New Rose’ (and its flip, the relentless slaughter of the Beatles’ “Help”) brought a focus to the still burgeoning punk scene, finally lifting it out of the musical basket it had hitherto shared with the Stooges/Dolls/MC5 axis, and knocking the Feelgoods and Hot Rods-powered pub rock angle clean out of sight. This was no sub-metal snottiness, no high octane R&B revival. Rather, it was the absolute redefinition of all that rock’nroll held dear, a stunning return to basics which threw every last iota of expertise and experience to the winds. The band’s detractors thought they were smart when they called the Damned’s record “primitive.” They were way off the mark – the Damned’s fans saw it as primeval.”
Julian Cope fra The Teardrop Explodes fylder år i dag. Sang han nogensinde en bedre og mere ligefrem popsang end ‘Treason’ fra debutalbummet Kilimanjaro (1980)? Her i den fransksprogede version ‘Traison’ tilsat nogle levende billeder, som ufrivilligt viser hvor slummet Liverpool var dengang…
Christian Gabel, der som omtalt herunder er albumaktuel sammen med Pelle Ossler, har også spillet trommer for Thåström, inden han blev fast medlem af Bob Hund. Her er Gabel således bag sættet, da Thåström på TV4-showet Skalvan i 2009 – med Ossler på umiskendelig Ossler-guitar – har Sveriges-premiere på ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’. Selvsamme Gabel optræder iøvrigt med sit hovedprojekt 1900 nu onsdag aften i DR Koncerthusets Studie 2 i København. Hvor Ossler formodentlig medvirker i hans band på guitar. Ja, tingene hænger ofte sammen.
Pelle Ossler (den fornemme ex-guitarist hos Thåström og medlem af Sällskapet) har netop udsendt et nyt album sammen med Christian Gabel (kendt fra Bob Hund og for sit eget projekt 1900). Sådan her går åbningsnummeret på den stemningsfortættede plade…
I dag rejste jeg hjem fra Stockport efter et besøg hos min søster og hendes familie. Ved stationen var der opsat en mindeplade (som endda havde form som en plade!) til minde om hin aften i april 1970. hvor David Bowie var nødt til at sove på perronen. Han havde ikke nået det sidste tog tilbage mod London efter at have givet en akustisk koncert, som nogle skoleelever havde arrangeret (formodentlig til ære for denne blogs anden forfatter, der dagen forinden var fyldt seks år).
Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.
Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.
Belfast’s Stiff Little Fingers er opkaldt efter et nummer fra League 1-Londonbandet The Vibrators’ debutalbum. 17. oktober 1978 rykker SLF selv et par divisioner højere op med sin anden single, der bringer denne hjemstavnssang fra The Troubles, i dag en selvskreven britisk punkklassiker. Samme unge nordirske generations udgangspunkt, men en helt anderledes tilgang og lyd end hos samtidige The Undertones…
