Roxy Music’s fjerde album Country Life, udsendes i november 1974. I USA’s pladebutikker ser coveret således ud, svøbt i grøn plastik…
Hurtigt kommer en regulær version, hvor coveret ikke er gemt væk, dog i handel…
De amerikanske Roxy Music-tilhængere må undre sig, for hvad er der sket med Roxy-artworket, indtil nu så kendt og berygtet for de første tre albumcovers’ æstetisk udsøgte fremstilling af dekadence gennem stiliserede modelkvinder? Svaret er enkelt: USA. Roxy Music’s amerikanske pladeselskab Atco har ikke turdet gå med Ferry & co’s nye cover, som man frygter vil blive forbudt i de censurstramme amerikanske butikskæder. Det rigtige cover, det som kan købes i resten af verden, giver langt mere Roxy-mening…
Først fra i 1990 bliver dette cover tilgængeligt utilsløret i land of the free, home of the brave.
Hører afslutningsnummeret ‘Shida’ fra Mordechai, det tredje og spritnye album fra Houston, Texas-trioen Khruangbin, og kan der, på trods af den særegne og rumdybe psychedelia-soul, slet ikke slippe følelsen af at høre en instrumentalbåret musik i tone forbløffende nært beslægtet med guitaresset Vini Reilly og de så særegne guitarnumre, han udsendte med sit postpunk-band The Durutti Column på Factory Records i Manchester for 40 år siden. Hvilket kun er ment som et kompliment, for noget mere intuitivt sjælfuldt end tidlig Durutti er sjældent hørt…
Som at se Joe Strummer med Lost Kids bag sig. Skinger og karrikeret, nærmest barnligt insisterende på at være true rebel, råbende af TV-kameraer, eksalteret høj på egen fuck you-attitude. Strummer og bassist Paul Simonon var de to vi kendte fra bandet, tre nye anonyme, tydeligt underkuede punk-muppets var kommet til; Pete Howard, Nick Sheppard og Vince White. Setlisten var rebelsk og centreret omkring debutalbummets vrede konfrontation. Et halvt år efter skulle denne udgave af The Clash udsende et album så ringe, det for længst konsekvent er blevet Clash-officielt slettet af The Only Band That Matter’s fornemme albumkatalog, der derfor slutter tre år før, i sommeren 1982, med Combat Rock. I aften for 35 år siden spillede The Clash på Roskilde Festival’s Orange Scene. Det var alt andet end opløftende.
Det var et hårdt rocknroll-liv i London, så The Go-Betweens’ Robert Forster, der i dag fylder 63, er for længst trukket bort fra dets lokkende flamme, vendt hjem og har slået sig ned i den så anderledes rolle som excentrisk gentleman af den klassiske skole i sin australske fødeby Brisbane, Queensland. Herfra udsender han med års mellemrum publikumssky albums med de enkle men forfinede sange, der på så elegant vis – og med den måske tørreste humor på den sydlige side af Ækvator – tegner livets emotionelle ind- og udfald op med skarp streg. Her er han dog nede ad vejen mod i går, i rollen som centerforward for The Go-Betweens, da deres søgen efter en lille bid af verdensherredømmet indenfor rockmusik endnu ikke syntes den absurde drøm, eftertiden lidt for nemt afskriver den som. Med lidt mere held kunne en bredere karriere godt være sket. Sangene var ialfald til det. De kan heldigvis nydes i dag…
Jeffrey Lee Pierce blev født i dag for 62 år siden i Californien. Musikhistorien ville hørt herfra være ikke så lidt fattigere uden hans bidrag som sanger/sangskriver i The Gun Club, der udsendte en række ofte fremragende, altid nervøst desperate albums fra 1981 til 1993. ‘Lucky Jim’ er fra sidstnævnte årstal, hvor Gun Club-sangene flød tungt og med en bitter eftersmag. Jeffrey Lee døde tre år efter, kun 37 år gammel. Bag ham på billedet herunder står guitar-es Kid Congo Powers, som var med i The Gun Club i flere perioder, når han ikke arbejdede for The Cramps eller Nick Cave and the Bad Seeds. Congo er ikke med på ‘Lucky Jim’, hvor Jeffrey Lee selv spiller den sørgmodige elektriske guitar…
Ubeskriveligt. Der har været så mange underkuede år undervejs, hvor man drømte, men realistisk aldrig troede, at skulle opleve denne vilde lykke igen. Velkommen hjem, fodbold! Sidst jeg selv stod dér, hvor billedet er taget, var i december, da Liverpool havde taget Everton ned med 5-2. Følelsen af, at noget stort var under opsejling, lod sig ikke skjule, da slet ikke bagefter på de lokale værtshuse. I aften faldt det hele på plads…
Jeg har altid tænkt på System of a Down som et band med venstreorienterede holdninger. Men nu kan jeg så pludselig læse, at trommeslageren John Dolmayan åbenbart er blevet glad for… Donald Trump. Han er så også blevet helt uenig med sanger Serj Tankian, der har støttet Bernie Sanders i valgkampen. og så afgjort er venstreorienteret.
Om John Dolmayan altid har været højreorienteret, eller om han er ved at lave en Morrissey-agtig rejse, ved jeg ikke. Jeg spekulerer på, hvordan han har det med Trumps lunkne holdninger til folkemordet på 1,5 millioner armeniere i 1915. Alle fire medlemmer af System of a Down har nemlig armensk baggrund.
Men her er nummeret “Boom!” med en video fra 2003 om demonstrationerne mod USAs invasion af Irak og et politisk budskab, der ikke er til at tage fejl af. Jeg lægger først nu mærke til, at det medlem af bandet, man ikke ser, netop er John Dolmayan. Det må under alle omstændigheder være lidt underligt at skulle lægge rytmer til musik, hvis budskab man er fundamentalt uenig i.
I disse junidage i 1978 udsendte The Clash singlen ‘White Man (In Hammersmith Palais)’, en levende transformation af Joe Strummer’s tanker og oplevelser fra en reggae-allnighter i Vestlondon sommeren før. ‘White Man (In Hammersmith Palais)’ var opfølgeren til februar-singlen ‘Clash City Rockers’, et The Kinks-inspireret rif af et klassisk punknummer, og som sådan et tremileskridt fremad i den musikalske udvikling. The Only Band That Matters integrerede her med stort held i eget udtryk den jamaicanske inspiration, man først havde fremvist året før på debutalbummets coverversion af Junior Marvin’s ‘Police and Thieves’. Her singlen i fin optagelse fra Tokyo, starten af 1982, afsted umiddelbart efter færdiggørelsen af Combat Rock…
En ny lyric-video til ‘False Prophet’, Bob Dylan’s seneste single og tredje forløber for Rough and Rowdy Ways, som udkom i fredag. Værd at bruge alverdens tid på for den modne mesters suveræne greb om levering og sprog. Selve albummet vokser stadig her, så vidunderligt befriet for tidens overfladiske toneklang som det står i sine mange lag. Med en sodbrændt grundstemning af, hvad der gives lige nu af konflikt, kaos, og katastrofer i verden, det er ingenting, det hele skal nok blive langt værre, og ved gud, det er kun fortjent. Sendt snerrende afsted med det specielle Dylanske glimt i øjet naturligvis…
Som at høre Brisbane’s The Go-Betweens fra et noget mindre fortryllet australsk parallelunivers. Det indtryk har de her til nu hørte sange med Melbourne’s Rolling Blackouts Coastal Fever – umuligt navn, absolut! – givet. Men dagens nye single fra dette forårs Sideways to New Italy kan vist mere, end bare at stå ærbødigt i skyggen af engang…
The Walkmen’s Hamilton Leithauser havde på forhånd næppe forestillet sig, hans længeventede album The Loves of Your Life i disse måneder kun skulle kunne karantæne-promoveres via en række spredte webcasts, hjulpet musikalsk afsted af hans wife Anna, deres to små døtre, disses to niecer, samt her i går, på NPR’s Tiny Desk Concert et sted ude fra det landlige Amerika, endda Hamilton’s mundharpespillende far…
Hvem andre end The Stranglers skulle kunne lykkedes undvige BBC’s normalt strenge censur og i 1982 score sig et kæmpe hit i England med en kærlighedssang, der så utilsløret er en hengiven hyldest til heroin? Og hvilken speciel sang det er, centreret omkring Dave Greenfield’s lille genistreg af en cembalo-figur, sendt afsted til sidst på Hugh Cornwall’s længselsfulde trappe af en katedralsk vokalmelodi. ‘Golden Brown’, her i en Top Pop-optagelse fra hollandsk TV, nåede adskillige uger på den engelske hitliste, kun holdt tilbage fra førstepladsen af The Jam’s ‘Town Called Malice’…
