Stærkt! Fra New York City skriver den tidligere Pogues-bassist Cait O’Riordan om nyligt afdøde Terry Hall fra The Specials:

“At City Hall station down by the Brooklyn Bridge tonight – love the sticker too. A month since we lost Terry and this tribute has been allowed to remain untouched, no damage, no tags, no cover-up – maximum respect.”

Kan umiddelbarhedens uskyld gentages med succes? Nej, naturligvis, det der først lever på sin spontanitets energi drænes langsomt men sikkert ved repetition. Og det er vel derfor, at The Ramones kun lykkes 100% på sine to, måske tre første albums. Hvorefter den simplificerende formel der først fungerer så optimalt forfriskende langsomt bliver en kreativ forbandelse for Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy. For hvor går man hen, når det perfekte nåes i første hug og lever af sin egen utøjlede energi? The Ramones prøvede flere udveje; at blive et Phil Spector-produceret popband (End of the Century (1979)), at lave et hardcore-inspireret album (Too Tough to Die (1984)), at speede alle sine (i forvejen hurtige) numre op live, så de blev mere tidssvarende ‘punkede’ (efter forfærdelige Marky Ramone blev trommeslager). Og ellers? Ellers gentog man oftest bare blindt det oprindelige musikalske Ramones-manifest, men uden samme nødvendighed, uden det knivskarpe snit, der af naturlige årsager havde stået så stærkt i begyndelsen. Her The Ramones i verdensklasse-form i starten, da de netop har taget form, filmet på bandets ven og hjælper Arturo Vega’s loft i New York City’s East Village i 1975. Der er endnu 14 måneder til denne sang udkommer på bandets selvbetitlede debutalbum (hør ovenfor). Beklager den forvrængede lyd på optagelsen her, som faktisk bare gør det samlede indtryk endnu mere tidsautentisk intenst…

Dengang føles det som meget, meget lang tid, hvis ens favoritband har sig et år uden udgivelse af nyt album. Efter et meget stille 1982 for Echo & The Bunnymen, kun punkteret af april-singlen ‘The Back Of Love, startes et anderledes synligt 1983 allerede d. 14. januar med udsendelsen af singlen ‘The Cutter’, en forløber for det snartkommende februar-album Porcupine, den så vanskelige opfølger til Heaven Up Here, mesterpladen fra foråret 1981. Og hvilken stærk og særegen profil ‘The Cutter’ stadig, uhm, skærer som single her på udgivelsesdagen 40 år efter…

Supergrass-frontmand Gaz Coombes udsender i dag albummet Turn the Car Around, der måske – som Suede’s Mat Osman for nylig antydede – kan være det album, Arctic Monkeys burde have lavet nu senest. Den her vitale sang derfra lyder ialfald på toppen af britpoppen og beruset af sofistikeret overskud; ‘Long live the strange / Don’t ever change / coz’ I love you’…

De fire R.E.M.-medlemmer findes stadig derude og laver musik, selvom det ikke længere er sammen. De to mest musikalsk tilbagetrukne af de fire kan lige nu høres i hver sin sammenhæng.

Michael Stipe’s R.E.M.-efterliv har været næsten imponerende passivt. Man troede vel det var ham, den stærke kommunikator, ordene og den musikalske fortabelses mand, der skulle tage faklen og løbe den ind i en blomstrende solokarriere. Det er aldrig sket. Et par hjemløse solotracks hist og her med års mellemrum, et par optrædender med vennen Patti Smith, samt et par enkelte gæsteoptrædender, det er hvad han har bedrevet til nu. Det er en af de sidstnævnte gæsteoptrædender der bringer hans navn ind i 2023. Den amerikanske kunstner Lollie Holley udsender til marts sit sjette album med diverse gæsteoptrædender, og her er Stipe med som en af dem. Her høres følgende track lige nu, desværre kun med hovedrysten til følge. Er der noget mere ærgeligt end et spildt/ubrugt talent?

Efter en hjerneblødning under en R.E.M.-koncert i Schweiz i 1996 meldte trommeslager Bill Berry sig ud til istedet sin livsdrøm om at køre traktor og være landmand. Det skulle vise sig et stort tab for R.E.M., der mistede sin kreative ligevægt og de næste 15 år til opløsningen vel var en sært forkrampet skygge af sit eget før så naturlige jeg. At Berry nogensinde skulle spille musik igen lå ikke i kortene, så stor er overraskelsen over at opleve ham fast bag trommerne i bandet The Bad Ends, der om en uge udsender debutalbummet The Power and the Glory. The Bad Ends lyder på følgende forløbersingle vel egentlig okay på den traditionelle amerikanske facon, men samtidig også som de hundreder af bands i USA i 80’erne, der skyldte deres musikalske afsæt og ordforråd til det Athens, Georgia-band, netop Bill Berry var med i. Dejligt dog at se/høre ham her igen. Og så dukker R.E.M.-bassist Mike Mills endda op i videoen…

Aaaron og Bryce, de to Dessner-brødre fra The National, er sammen med søsteren Jessica Dessner og komponist Rebbeka Karijord aktuelle i det nye band Complete Mountain Almanac, der albumdebuterer nu sidst i januar. Albummet består af 12 sange kronologisk opkaldt efter årets måneder, dets musikalske indhold meldes ud som et genrekryds af folk og kammermusik. I november blev ‘May’ udsendt som første single, nu i går kom så ‘February’…