Årets første nye musik begynder så småt at udkomme nu. Athens, Georgia-bandet Algiers, kendt ikke mindst for virtuos musikalitet og en velfungerende samfundskritisk støj, har skruet ned for de synligt voldsomme virkemidler på denne nye single op mod bandets tredje album There Is No Year, der udkommer på fredag…
Kategoriarkiv: Rocknroll
Loft + Hell = The G-B’s?
Peter Astor var i 1986-87 for en flygtig London-sæson semikendt som frontfigur i Creation’s nye håb, de i bakspejlet så overhypede og aldeles middelmådige The Weather Prophets. Men før dem var han sanger i The Loft. De EP-udsendte (ligeledes på Creation) i 1985 en coverversion af Richard Hell’s ‘Time’. Den lød i modsætning til Hell’s original forbløffende som skrevet, spillet og sunget af The Go-Betweens, Forster/McLennan-eksilbandet fra Australiens solbeskinnede østkyst.
Og her Richard Hell med sin egen sang. Dels som reference, dels for at nyde hans guitar-es, Robert Quine, der spillede rocknroll-guitar med en kuldsejlet Tom Verlaine’sk følsomhed, som siden blev adgangsbillet til Lou Reed’s band, hvor han kan høres på The Blue Mask (1980), Legendary Hearts (1983) og Live in Italy (1984). Siden spillede Quine også for bl.a. Tom Waits, Bill Laswell’s Material, Marianne Faithfull, Mathew Sweet og Lloyd Cole, det var inden han døde af en heroinoverdosis i 2004. Men allerbedst og mest centralt iørefaldende er han vel på det artpunk-klassiske debutalbum Blank Generation (1977) med netop Richard Hell and the Voidoids, hvorfra originalversionen af ‘Time’ her dog ikke stammer…
You cheated, you lied…
Og med Greg Dulli-posten nedenunder in mente vil denne tryglende utroskabssang med Austin, Texas-vokalgruppen The Slades fra 1958 klæde en blå mandag som perfekt. Umiddelbart efter følges den af den næsten identiske svarsingle ‘I Cheated’, hvor hende der har forbrudt sig, Joyce Harris, synger undskyld og nu lover evig troskab. Verdensfreden i det amerikanske highschool-mikrokosmos er således for en stund genskabt, hvilket illustreres ikke mindst af de først så forsmåede The Slades’ medvirken på hendes single…
Dulli synger Cohen
Få har i nyere tid sunget mere ætsende om faldende kærlighed i jalousiens ubalance end The Afghan Whigs’ Greg Dulli. Så det føles naturligt, at netop han her i en session-optagelse fra december 2018 giver sit take på Leonard Cohen og Phil Spector’s ‘Paper Thin Hotel’. Greg Dulli er til februar aktuel med soloalbummet Random Desire, og kan i starten af april opleves live på Hotel Cecil i København…
Fra arkiverne i Bruxelles
I ly af vintermørket har Josef K, Postcard-bandet fra Edinburgh, på klar vinyl fra Les Disques du Crepescule fået udsendt en liveoptagelse af en belgisk koncert i april 1981. Da var bandet kreativt højtflyvende og snart aktuelle med sit enlige album, monokromt-euforiske The Only Fun in Town (1981). Optagelsen fra aftenen i Bruxelles har længe været tilgængelig via streaming, og kommer som soundboardoptagelse så tilpas dynamisk, man fint kan være med. Her tracklist fra liveudgivelsen med den obskure titel The Scottish Affair (Pt 2), samt en smagsprøve fra studiealbummet på hvordan Josef K lyder…
A1. Fun ‘N’ Frenzy
A2. 16 Years
A3. It’s Kinda Funny
A4. Crazy To Exist
A5. Forever Drone
B1. Revelation
B2. Citizens
B3. Chance Meeting
B4. Sorry For Laughing
B5. Final Request
Art of the cover
You’re not alone!
Nordlondon kalder
Svær, svær opgave for Liverpool lørdag sen eftermiddag i Nordlondon. Godt nok er klasseafslutter Kane ude for den allerede pikerede Mourinho’s Tottenham, til gengæld er Liverpool’s måske allersværeste modstander i årets PL med, dommer Martin Atkinson. Det bliver nervepirrende.
Tottenham – Liverpool, lørdag, kl 18.30, 3+/downthelocal
Idolplakat
His Death
På sin egen alvorlige fireårs-dødsdag synger David Bowie i live om sin død derude et sted i fremtiden, med ord og musik skrevet af belgiske Jacques Brel. Optagelsen er sidste nummer før pausen på den berygtede 1973-aften i Hammersmith Odeon, hvor Bowie’s Ziggy Stardust-figur senere må lade livet. Vi ophæver gerne grænsen mellem fiktion og virkelighed ved at mindes dem begge.
The magnificent 40…?
Hvid januar betyder en måned uden alkohol, IKKE en måned uden The Only Band That Matters. Guardian bringer i dag en liste over ‘The Clash’s greatest 40 songs’, sammensat og begrundet af musikjournalis/fforfatter Dave Simpson. Ved første blik konstateres straks flere tæt på kriminelle undladelser, men sådan må det jo være omkring et band med så mange forskellige kvaliteter at spille på. Under alle omstændigheder, listen, med dens små, hurtige historier, er bedst tænkelig inspiration til, at tage sig endnu en forrygende aften med den skattekiste af en diskografi som er The Clash’s. Enjoy! Således ser Dave Simpson’s top-40 over The Clash sange ud.
Iceage begynder sæsonen
I en hjemlig verden af overvejende berøringsangst feelgood-pop, uforpligtende underholdningsrock og århusiansk hyggesoul er det svært ikke at knuselske Iceage, der musikalsk går til opgaven med noget så udansk som alt på et brædt og knusende hooks med spidse modhager. Den københavnske koncertsæson for det nye år begyndte onsdag aften med et show på Bremen, hvor Iceage gav en magtdemonstration af dynamisk intensitet og velstruktureret støj. Rockmusik dekonstrueret og sat sammen igen. De fem bandmedlemmer angreb fra starten den lydhøre sal med nogle af deres mere velkendte sange, men senere skulle settet byde på adskillige nye numre, som i diversitet, udtryk og generel musikalsk landvinding kun lover godt for det album, Iceage efter sigende snart skal indspille. Efter denne fuldtræffer af en aften synes ventetiden allerede lang.
Hvor er vi nu?
I dag kunne David Bowie være blevet 73. For syv år siden på denne dag lod han høre fra sig igen efter mange års pause; han udsendte en musikvideo til sangen “Where Are We Now?”. Det var en gribende sang; Bowie så tilbage på sine år i Berlin og virkede nu meget mere skrøbelig end man huskede ham. Også helte bliver gamle. Senere kom hele albummet The Next Day, det næstsidste og meget vellykkede kapitel i en lang karriere. “Where Are We Now?” slutter med linjerne
der får ekstra vægt for mig på denne fødselsdag, som jeg er så heldig at dele med Bowie. Den verden fra engang i forrige århundrede, hvor David Bowie blev 17 år, og jeg så verdens lys som vinterbarn, er for længst blevet en anden.
Her er musikvideoen.
Evig ungdom!
Som før på denne dato Dannebrog op på stang og et stort tillykke til Webmaster Pastor, David Bowie og Elvis Presley, som deler fødselsdag i dag. I Tupelo, Mississippi, Kongens fødested, er gennemsnitstemperaturen i januar milde 10 grader Celsius, så han er derfor undtaget, men både Pastoren (født i Nordjylland) og David Bowie (Brixton, London) er ultimative vinerbørn, altså kommet til verden i den mørkeste, mest farveløse og kolde tid. Imponerende at de ikke gav op, men begge istedet fortsatte ud i den, tog kampen op, og derved på sigt berigede os alle. Tak for det – og tillykke!
Blue Tone
Jamen, hvis man skal antage (som det nu hævdes i den omtalte VG-artikel her nedenunder), at populærmusikken lige nu er historisk intetsigende, så lad os tage tidsmaskinen til en tid længe før de store pladeselskabers hitlistetilberedende konformering og blodfattige songwriting camps. Vi lander her i 1981 i Sheffield oppe i Nordengland. Samme postpunk-miljø i byen, som også i denne periode fostrer bands som Cabaret Voltaire, Human League, Comsat Angels og Pulp, repræsenteres her af et beundringsværdigt nedtrykt nummer med Clock DVA fra Thirst, deres andet album. Og ja, en cool saxafon-streg er med til at løfte de fine omkvæd.
This is pop?
På norske VG har forfatteren/musikeren Ole-Martin Ihle i dag en kronik om, hvad han ser som popmusikkens forfald i disse år. Om hvordan langt det meste på hitlisterne og i radioen lyder næsten helt ens, om at tidsalderen da musikere havde nogen anden agenda end at skrive næste store hit endegyldigt er forbi. Og om hvordan moderne hits ikke er skrevet af en eller to personer sammen, men som oftest er resultatet af et musikbranche-indsutrialiseret samlebåndsarbejde. ‘Bluesen var skaperen. Hiphop ble ødeleggeren’, konkluderer Ihle efter sin anskueliggørelse af, hvor slemt det står til i moderne maninstream-musik i dag. Sande ord eller naturlig letbitter distance fra en ikke længre helt ung mand (Ihle er 41)? Under alle omstændigheder en interessant diskussion, ikke mindst med rockmusikkens død som tidsændrende talerør in mente. Læs hele kronikken her.