Kategoriarkiv: Rocknroll

Tiden fylder mindre

Eller også har vi bare mere af den mellem hænderne. Hvis du i 1980 kunne konstatere at en plade var udsendt for 29 år siden, ja, så var den kommet fire år før Elvis gik ind i Sun Studio en aften i Memphis, Tennessee og opfandt rocknroll, intet mindre, altså en helt anden præhistorisk verden. Nu er alt anderledes. I går markeredes her på siden at det var 42 år siden The Clash udsendte sit sidste album, og det føltes om ikke lige som i går, så dog klart inden for den begrebs- og kulturverden, vi stadig er omfattet af. Her så Radiohead, et band vi lyttede meget til nede i 90’erne, ja, der er er næsten noget trygt omsluttende over bare lyden af Thom Yorke’s sørgmodige stemme. I dag er det 29 år siden Radiohead udsendte ‘Fake Plastic Trees’ på single. Faraway, so close…

Vive le punk!

Hvad ville din søndag være uden et videoklip med et selvbevidst cool punkband ved navn Strychnine fra Bordeaux, der her i 1980 midtempo-rocker sig igennem ‘Lache Moi’? Nummeret fejler intet i sig selv, men dommerjuryen vil måske været lidt splittet i spørgsmålet om hvorvidt forsanger Christian Lissarrague er gjort af karismatisk stjernestof eller blot uhyre selvforelsket…

Starburster

Først lød den nye single med Fontaines DC lidt undervældende, men erfaringen her fortæller, at den da så sandelig vokser ved flere afspilninger. For et par aftener siden besøgte Irlands nye lysende rockstjerner Jimmy Fallon på hans The Tonight Show og fremførte deres nye ‘Starburster’ live…

PS – En grim skuffelse dog at bandet fra Dublin lige nu øjensynligt tager millenium-modetips fra Blink 182. Fjollede Fætter BR-solbriller og den slags til voksne mænd, so much to answer for.

En lørdag aften på Clarendon Hotel

Så pludselig dukker denne charmerende lofi-optagelse op ud af ingenting. Der er liv, formodentlig lys, ialfald levende musik fra scenen en aften i maj 1985 på The Clarendon Hotel i Hammersmith i Vestlondon, hvor The Go-Betweens er midt i deres smukke forsøg på at nå op til stjernehimlen…

  1. That Way
  2. Bachelor Kisses
  3. Five Words
  4. Part Company
  5. Bow Down
  6. Unkind and Unwise
  7. Cattle and Cane
  8. To Reach Me
  9. Draining the Pool for You
  10. The Life at Hand
  11. You’ve Never Lived
  12. In the Core of a Flame
  13. Man O’Sand to Girl O’Sea
  14. A Bad Debt Follows You
  15. On My Block
  16. Don’t Let Him Come Back
  17. It Could Be Anyone

Tirsdag med Serge

Fransk klasse af højeste karat på denne sort/hvide hyldest til Brigitte Bardot, der her i 1968 netop har forladt Serge Gainsbourg og er taget til sydspanske Almeria for vistnok at indspille en spaghetti-western. Kan der komme stor popmusik ud af den slags? Bien sûr! 

Kimono My House fylder 50

Det var den internationale rockplade der allerførst sendte mig afsted, det første udenlandske album jeg købte og hørte igen og igen og igen. I dag er det 50 år siden Sparks udsendte Kimono My House, brødrene Mael’s første udspil efter flugten fra USA til England og samtidig deres internationale gennembrud. I dag synes det absurd at en rockmusik så skæv og egenartet kunne ramme hitlisterne, men sådan var det dengang. Genhører albummet knaldhøjt i dette øjeblik, og det er overraskende dejligt at være tilbage i en vild og særegen musik, der lægger sig fint ind i slipstrømmen blandt den tids toneangivende engelske plader fra især David Bowie og Roxy Music. I 1974 var man i skolerne i Danmark enten Sweet eller Slade, men jeg var Sparks, de var mit erklærede band i to-tre år dér. Her albummets brillante åbningssang, der om noget sætter tonen for resten af albummets musikalske eskapader og tumultariske pop-eufori…

Årets RSD-udgivelse?

Det var Record Store Day forrige lørdag. Jeg overnattede på et hotel i Aarhus, så det var den østjyske bys pladebutikker jeg var ude og tjekke op på tidligt lørdag morgen. Købte en del forskellige ting og oplevede generelt at udbuddet af udgivelser var mere interessant end de seneste år, hvor der har været lidt langt mellem nødvendighederne? Bedste køb i år? Her halvanden uge efter er der ingen tvivl: The Ramones’ tidlige 1975-demoer, der skaffede pladekontrakten med Seymour Stein’s Sire Records, udkom på RSD som et album. Havde forventet nogle flossede demoer, men albummet er langt, langt bedre end det. Bandet står knivskarpt og intenst, der spilles lidt langsommere og nok med mere swing end på selve Sire-debuten, lyden har mere mærkbar fysik, ikke mindst takket være Dee Dee’s pumpende bass-spil, sanger Joey har en tilstedeværelse i sin vokal på disse dynamiske optagelser, som gør dem dugfriske. Læg dertil en tracklist der virkelig spiller optimalt og succesen er i hus. Har hørt albummet adskillige gange siden forrige lørdags, og hvor tit sker dét egentlig lige med en RSD-udgivelse?! Her følger hele albummet for hvem må have interesse. Enjoy!