På ugen hvor New Order starter sin efterårstour i København (Royal Arena, torsdag) synes denne epokegørende 12″er fra foråret 1983 et passende afsæt her. Der er billetter endnu…
Kategoriarkiv: Rocknroll
Pol Pot, Pol Pot, Pol Pot…
San Francisco-bandet Dead Kennedys’ største øjeblik? Vel denne ætsende signatursang fra 1980, da ikke mindst takket være DK-guitarist East Bay Ray’s hæsblæsende surfridt på den indover punkrockens slagmarker, der aldrig hørte lignende før eller siden. Dead Kennedys spillede to udsolgte aftener i Saltlageret i København lige op til julen 1982. Eksplosivt stof…
Kunsten at drømme
1978-albummet Parallel Lines har gjort det lille New York City-band Blondie til usandsynlige verdensstjerner. 14. september 1979 udsendes førstesinglen til opfølgeren Eat to the Beat, der skal udkomme 14 dage efter. Blondie’s ‘Dreaming’ er så længselsfuldt berusende en popsingle som nogen nogensinde har udsendt…
Neutronstjernen kommer
Linköping-sangeren Lars Winnerbäck’s nye album Neutronstjärnan udsendes om kun halvanden uge. Som tidligere skrevet her er hele affæren produceret/arrangeret af Joakim Berg og Martin Sköld, de to som var hovedkernen i Kent. Her den nye single, der byder på en helt ny lyd at klæde sig i til Winnerbäck…
Blåsort vals
Fra Sverige tilkommes det at Thåström og The Hellacopters i fællesskab 13. oktober udsender en vinylsingle med deres version af den svenske digter Nils Ferlin og sanger Lille Bror Söderlundhs ‘En Valsmelodi’. Singlen, hvis b-side er et ligeledes fælles take på Cornelis Vrejswijk-sangen ‘Ågren’, kan postordrebestilles fra de gængse svenske musiksælgere på nettet. Her hovednummeret i den 2021-liveversion fra TV-programmet På Sporet, der danner baggrund for den kommende udgivelse…
Vi har en fødselsdag
12. september 1980. Efter den alvorlige legestue Lodger (1979) har søgt langt ud i de gængse musikalske løsningers hinterland, vender David Bowie tilbage til et mere fast, centralt greb i sin sangskrivning og begår vel med Scary Monsters sit store rockalbum inden Let’s Dance-æraen to år senere skal transportere et helt nyt sted hen. Altid på vej, station til station, sådan er det med Bowie i disse for ham så kreativt gyldne år, og lige dette album er hans vindende bud på en egentlig ukompliceret moderne rockmusik, der på overfladen er strømlinet radiovenlig, men nedenunder fuld af intrigante modhager, usædvanlige greb, en mesters rastløse vildskab. Pladens fødselsdag tages ind her, ikke med en af dens fire mere kendte singler, men med nøgletracket ‘Teenage Wildlife’, hvor nærmest alt indenfor bevægelse og udtryk synes muligt for David Bowie…
Her falder Imperiet
Rockstjernemanererne hos Imperiet er lige til at få øje på, da Sveriges største rockband op gennem 80’erne spiller sin sidste koncert nogensinde. Det sker i Stockholm på rockklubben Ritz i aften for 35 år siden. Imperiet har været meget rundt på hårdt arbejde og spiller tight som fanden her sidst i karrieren, hvor ingen på Ritz kan betvivle, at en stor solokarriere bare MÅ ligge vente på bandets altoverskyggende midtpunkt Joakim Thåström. Her er hele aftenen på Södermalm d. 11. september 1988…
En kantet mand fylder rundt
Kliché-revolten Supertanker (1980), deres mere facetterede (og med årene absolut ligeså stærke) Okay Okay Boys (1982), den modernistisk epokegørende og vildtvoksende solodebut City Slang (1985), state of the art-pop-gennembruddet Kysser Himlen Farvel (1987) og cover-trippet Kopy (1989), ja, hvad havde dansk musik været uden Lars Hug’s majestætiske 1980’ere?!
Vi begyndte at følge Kliché ovre fra Viborg det forår Supertanker udkom, fulgte dem rundt til telte og scener i jyske byer, det var tilbage dengang Steffen Brandt stod i Kliché-lære på keyboard til TV-2. Så Kliché spille support 1. september 1980 til The Ramones i Odd-Fellow Palæet i København. Den aften spillede Niels Henriksen ekstra guitar. Det var enten ham, Søren Wolff eller Hilmer som live havde den rolle. Og Hilmer var naturligvis den bedste, helt optimal for Klichés grænsesøgende musik.
Flyttede til København og fortsatte med at følge dem i øst. En manisk aften i Nørrebrohallen, hvor Hug sprængte samtlige sine guitarstrenge, en efter en, på en afsluttende men øjensynligt endeløs ‘Massselinien’. En skinger torsdag i halvtomme Kastrup Bio, hvor et bandmedlem havde fået for meget indenbords og måtte smides i koldt brusebad inden showtime, lige lidt hjalp det. Den store premiereaften for Okay Okay Boys i Saltlageret. Og i vinterkulde i Den Grå Hal på Christiania, hvor både Nils Torp og Hilmer blev ramt af appelsiner som kasteskyts og bandet utidigt forlod scenen i kaos.
Senere Hug’s første solooptræden (året før City Slang) som Lars Autoophug – bare med Finn Verwohlt, Hilmer og en spolebåndoptager – til en kunstudstilling på Charlottenborg. En musik der senere, nu udsendt på plade, skulle gøre sig tidsdefinerende som performance i Saltlageret til dén aften med bilvraget på scenen. Og endnu senere – via venskab med Hilmer – en masse koncerter rundt om i København og på Sjælland med Lars Hug & The Yuppies-bandet på den bølge af succes som var Kysser Himlen Farvel/Kopy-togterne.
Så mange tak for stor musik – og tidsrejsen med den – til Lars Hug, der fylder 70 i dag. Markerer ham herunder i levende billeder med et nummer, jeg selv er video-stand-in på. Hilmer ringede en formiddag i 1987, Flemming Muus kunne ikke, så ville jeg komme ind i et atelier bag Kultorvet og være med som bassist på en optagelse, der skulle bruges som film-backdrop til et Hug-playbackbesøg i TV-programmet Eleva2eren den kommende fredag? Okay, lad gå. Det kom der lidt senere denne promo-video ud af…
Modern life was British
Dagens 12″er en forlænget versionering af en af de Blur-singler, der hitliste-mæssigt har opnået allermindst i bandets historie, men som dog retrospektivt rager markant op. Det er fra 3:22 det særegne sker på denne ‘Visit To Primrose Hill’-extended version af ‘For Tomorrow’, der i sin kortere originaludgave åbner ballet på Blur’s britpop-influerende andet album Modern Life is Rubbish (1993). Sangens outro breakes ned og bygges op igen, så det gennemmusikalske Stephen Street-producerede arrangement tålmodigt åbenbarer sig stykke for stykke. 1993 var en stærk årgang for britisk rockmusik.
Faraway Worlds
Det hele her skal ikke handle om – eller kun være præget af – Joe Public’s posteringer for LS, så her en ny melodistærk single fra Liverpool’s The Coral, der fredag udsender hele to nye albums…
The sound of young Islands Brygge
Eller rettere sagt ‘lyden af det unge Vejle i selvvalgt eksil, optaget i en to-værelses på Islands Brygge’. Vejles unge udbryder-søn Henrik Olesen var, som alle vi andre postpunk-typer da fra de fjerne provinsers stationsbyer, kommet ind med firetoget til København. Her er hans egen fortælling om – og præsentation af – den 7″er-EP, han aldrig udgav, men som i dag udgives digitalt:
“1986. jeg bliver 20 år lige om lidt, og jeg er lige flyttet til københavn. mine nærmeste venner i den nye by er min bror peter og så jens, jeg spiller musik med dem begge. på mine besøg ude hos jens på islands brygge indspiller han og jeg indimellem nogle af mine små, nye sange på hans fire spors kassettebåndoptager. nogle af sangene kandiderer til at blive sange i peters og mit brødre-band (som jens også er med i), mens andre aldrig bliver det. jeg overvejer vist ikke for alvor at udgive sangene, men laver kassettebåndskopier, som jeg giver til 3-4 venner. set i bakspejlet kunne en lille håndfuld af sangene fra indspilningerne i disse år dog snildt have udgjort kernen i en lille udgivelse. således blev det ikke, men her flere årtier senere rådes der lidt bod på dette. i overmorgen udkommer således den lillebitte digitale ep ”songs from the living room” indholdende 3 sange fra en af vores sessions. sangene har før været digitalt tilgængelige, men aldrig samlet mastereret som her og som oprindeligt tiltænkt. det er små sange, det er lyden af fire spor, det er en tidskapsel fra en svunden tid. en dokumentation af de formative år og af unge mænd på vej. måske det endda er selve grundtonen, der her i ´86 slås an og foreviges på fire spor……..
Henrik Olesen: ”Songs From The Living Room” (ep)
Optaget på Tascam 244 fire spors kassettebåndoptager 1986
Welcome To My Life
Days Going By
Living Room
Henrik: Guitar & sang. Jens Unmack: Bas, Casio og rytmeboks
Coverfoto af Lotte Köhler, digitaliseret af Peter Bak
Mastering af Søren Vestergaard 2023
Nu tilgængelig på diverse digitale platforme og tjenester nær dig!“
Teenage kicks so hard to beat…
Hør lige den sørgmodige stemme der introducerer The Undertones’ første 7″er med ‘Teenage Kicks’ på klippet herunder. Den tilhører musikforkynder/DJ John Peel, der blev født i dag for 84 år siden. Hans radioshow The John Peel Show kunne høres fra mandag til torsdag mellem 22 og midnat på mellembølgeradio, hvis da ellers man boede indenfor BBC-radiobølge-rækkevidde i den mere vestlige del af Danmark. Derovre var der ingen koncerter med ny engelsk musik, så det var John Peel, stemmen herunder, der introducerede de nye bands, spillede de bedste af de mere kendte og de mest ukendte af de ældre, lærte en at holde af reggae/dub/ska, breakede at Ian Curtis var død, og hver aften havde sessions med to aktuelle artister/bands, der specielt til hans show netop havde indspillet fire af deres numre. Sagt helt kort var han en gigantisk inspiration og en essentiel lærer i livets store musikskole. Hør ham her, fra 3. oktober 1978, fra endnu en aften i BBC-studiet i London, som han kom kørende ind til hver eneste aften fra sin bopæl i Norwich. Fodbold? Han var Liverpool. Hør hans intime stemme, den lød som lys i mørket dengang, når man lå og snart skulle sove. En fantastisk mand…
Apropos Fraser
Der var Cocteau Twins på display her i går. Men nu viser det sig, Elizabeth Fraser, hende med den bemærkelsesværdige stemmeflugt, fylder 60 i dag. Så vi må gøre det igen. Her noget mere af den store, vægtløse musik fra Heaven or Las Vegas (1990), den skotske trios sjette, sidste og måske allerbedste album på 4AD. En forunderlig musik af en verden aldrig før set eller hørt ialfald…
Af en anden verden
Hvor kom den lyd fra der var Cocteau Twins? Ja, officielt fra skotske Grangemouth, men sangerinde extraordinaire Liz Fraser lød mere som fra langt ude i rummet, med sit unikke vægtløse tonesprog og nogle besynderlige tekster, der ofte var mere selvopfunden lyd end af et egentligt sprog. Cocteau Twins kom først postpunket, men hurtigt fandt trioen, ført stilistisk an af guitar-es/producer Robin Guthrie, sin egen soft-distortede og drømmende sound, der aldrig nogensinde krydsede rockmusikkens gængse hovedveje. Dags dato i 1990 singleudsendtes ‘Iceblink Luck’ som forløber for september-albummet Heaven or Las Vegas, et af Cocteau Twins’ allerbedste. Svært slet ikke at tænke på Kate Bush, der i en dog musikalsk helt anderledes verden kan noget af det samme, når man bortføres af Liz Frazier’s særegent tværgående musikalitet…
Introducing…Sex Pistols!
28. august 1976: Noget af en mundfuld for de engelske TV-stuer denne lørdag aften, da Granada ITV-programmet So It Goes oppe fra et studie i Manchester for første gang på britisk fjernsyn kan fremvise punk-fænomenet Sex Pistols. Den senere Factory Records-boss Tony Wilson præsenterer og så går London-spektaklet ellers igang med den imponerende harske rock-støj, der skal nedbryde det hele og starte forfra. Johnny Rotten lyder som en mand på sit livs mission og Sex Pistols, der snart herefter kun høres live med musikalsk uduelige Sid Vicious på bass, fungerer som band helt anderledes tight og målrettet med kapaciteten Glen Matlock på selvsamme. Dagen efter er Sex Pistols på alles læber i England, for på disse kun tre-fire minutter formår de at blive bredt forhadt. Så provokerende gode er de nemlig…