Kategoriarkiv: Rocknroll

Blog, Rocknroll, Turnéliv

Buzzcocks på Fr’berg

2 kommentarer

Endnu en udgave af den aparte Cannonball Festival løber af stablen denne weekend i K.B. Hallen på Peter Bangsvej. I morgen headlines af Peter Doherty’s pengemaskine – Doherty er altså bare langt mere relevant og nutidig uden Carl Barat ved sin side – The Libertines, mens i dag bl.a. byder på to engang så prominente engelske punkbands som nu albumaktuelle The Damned (med tre originale medlemmer ombord) og Manchester’s Buzzcocks, hvor kun guitarist Steve Diggle er tilbage efter sanger/hovedsangskriver Pete Shelley’s pludselige død.

Diggle sang i bandets storhedstid i slut-70’erne på både singlen ‘Harmony In My Head’ og albumtracket ‘Love Is Lies’, men han er ikke sanger af natur, har hverken stemme eller et personligt udtryk at gøre godt med. På ‘Harmony In My Head’, som han selv har skrevet, er det da også Pete Shelley der synger de vindende omkvæd, mens versene der binder dem sammen attitude-råbes af Diggle og virkelig kræver en engels tålmodighed at komme igennem. Heldigvis er omkvædets belønning det værd og lidt til. Da især det breakdown-chorus (fra 1:40)…

Blog, Rocknroll, Turnéliv

Suede, Stockholm

6 kommentarer

Andet stop i Europa afviklet i B-K på havnen i Stockholm. Læg mærke til at hvert show denne vinter startes kronologisk med de tre første numre fra nye Antidepressants, skarpt efterfulgt af ‘Trash’ og ‘Animal Nitrate’; så er man ligesom igang. Men den helt optimale setliste ligger stadig forude, måske til København? Næste stop Göteborg i aften, fredag.

DISINTEGRATE
DANCING WITH THE EUROPEANS
ANTIDEPRESSANTS
TRASH
ANIMAL NITRATE
PERSONALITY DISORDER
FLYTIPPING
FILMSTAR
CAN’T GET ENOUGH
NEW GENERATION
JUNE RAIN
SHE STILL LEADS ME ON
SHADOW SELF
TRANCE STATE
THE 2 OF US
LIFE IS GOLDEN
SO YOUNG
METAL MICKEY
BEAUTIFUL ONES + + +
THE ONLY WAY I CAN LOVE YOU

Blog, Rocknroll, Svensk, Turnéliv

La Suède

1 kommentar

Suede er det franske navn for Sverige og i dag er bandet Suede i Sverige, nærmere bestemt hovedstaden Stockholm til aftenens show i den gamle lagerbygning B-K/Banankompagniet i Frihamnen. Encore på 2026-vintertouren i februar og marts er disse fire minutter fra Autofiction (2022), albummet der sendte det gendannede bands formbarometer op mod næsten klassisk gamle Suede-højder. Her spilles ‘The Only Way I Can Love You’ i overdådig BBC-opsætning med symfoniorkester, noget den bredskuldrede sang fint kan bære…

Blog, Rocknroll

Birds In Row

Skriv en kommentar

Engang var punkrockens vrede sin egen, for verden derude kommunikerede efter hensigt med tålmod og dialog, da ialfald på overfladen. Men tiden har ændret meget, tilstræbt konflikt er blevet et hovedsprog, så har støjende punk som musikalsk form overhovedet en berettigelse længere? Ville et egentligt oprør i 2026 komme fra en musik, der i sin form var ukonventionelt ordentlig, tilbageholdende og civiliseret, nu verden derude alt andet end lige slet ikke er netop det?

Det franske punkband Birds In Row fra Laval, Mayenne køber ikke ind på den præmis og sætter ufortrødent hårdt mod hårdt, som høres her på det kolosale åbningsnummer i tre satser fra deres seneste album Gris Klein (2022). Inspiration fra forgangne At The Drive-In stempler ind, alligevel synes det engelsksyngende franske band helt sit eget…

Blog, Retro, Rocknroll, Verden udenfor

Lou og Vaclav

1 kommentar

Lou Reed var selv interviewer ved to lejligheder i sit liv. Den ene gang i 1990, hvor han interviewede Vaclav Havel, der på tidspunkt var nyvalgt præsident for det daværende Tjekkoslovakiet. Så vidt jeg kan se, er interviewet desværre kun tilgængeligt fra et gammelt nummer af bladet Musician og i Reeds bog Between Thought and Expression.

Vaclav Havel var en præsident af en slags, som man ikke ser i Østeuropa (eller i Europa i det hele taget) mere. Han havde været systemkritiker under det sovjetisk kontrollerede regime, men han var i særdeleshed også en meget anerkendt forfatter. Inden den sovjetiske invasion i 1968 besøgte Vaclav Havel New York og hørte Velvet Underground dér. Han blev glad for White Light/White Heat.

En del musikere fra Tjekkoslovakiet var inspireret af Velvet Underground, bl.a. bandet The Plastic People of the Universe fra videoen ovenover. Deres sanger og rytmeguitarist indtil 1973 var Paul Wilson, der var fra Canada. Han blev deporteret i 1977. Rock’n’roll var ikke noget, regimet brød sig om. Den fredelige revolution i Tjekkoslovakiet blev på engelsk kendt som The Velvet Revolution. Måske var det ikke et tilfælde.

Havel var i øvrigt også glad for Frank Zappa; ham gjorde han til Tjekkoslovakiets kultur-ambassadør. Læs mere f.eks. her.

Det er ikke mange mennesker, der har været venner med både ham, der skrev “Runaround Sue”, og ham, der fik lufthavnen i Prag opkaldt efter sig (den hedder ikke “Dion DiMucci Airport”).

Blog, Rocknroll, Turnéliv

Suede, Helsinki

Skriv en kommentar

Suede startede Europa-tour tirsdag aften i en ishal oppe i Helsinki. Finnerne fik følgende heftige setliste. ‘We Are The Pigs’ og/eller ‘Killing Of A Flash Boy’ må gerne blive gemt til Amager. Næste Suede-stop er Stockholm, torsdag.

DISINTEGRATE
DANCING WITH THE EUROPEANS
ANTIDEPRESSANTS
TRASH
ANIMAL NITRATE
FILMSTAR
PALE SNOW
EVERYTHING WILL FLOW
SHE
NEW GENERATION
CAN’T GET ENOUGH
JUNE RAIN
SHE STILL LEADS ME ON
SHADOW SELF
TRANCE STATE
STILL LIFE (piano version)
SO YOUNG
METAL MICKEY
BEAUTIFUL ONES + + +
THE ONLY WAY I CAN LOVE YOU

Blog, Rocknroll

10 X 5 Years

1 kommentar

50 år siden i aften amerikanske TV-seere kunne stille ind på Dinah Shore Show, se David Bowie blive interviewet af værtinden og give liveversioner af ‘Stay’ fra da aktuelle Station to Station, samt dette omarrangerede åbningsnummer fra Ziggy Stardust. Den vægtløse synth-stringer og det sænkede tempo giver Bowie den perfekte ramme til at sende sin fortælling optimalt afsted…

Blog, Rocknroll, Turnéliv

Trance State Suomi

1 kommentar

I aften starter Suede sin europæiske tour i en ishockeyhal oppe i Helsinki. Setlister på den netop overståede engelske provinstour har været stærkt varierede; nogle aftener har været en sand skattekiste, andre lidt stået i et skær af spildt mulighed. Mange bolde i luften, mange veje at gå og tre shows at spille inden København lørdag aften…

Blog, Rocknroll

Anger is an energy

Skriv en kommentar

En meget engelsk ting, det med at bands offentligt går ud og hater på andre bands. Fordi den energi der gensidigt skabes kan være elektrisk for et ungt band at komme videre på. Spørg bare f.eks. Blur eller Oasis om det. Vi prøvede i LS at importere lidt af den kultur til Danmark, hvilket helt kort fortalt hverken blev modtaget eller forstået. Her er det den tidligere Felt-sanger Lawrence med sit i 1992 nye London-band Denim, som på deres debutsingle ‘Middle Of The Road’ fortæller hvor skabet ialfald ikke skal stå…

I hate the stones and I hate blues 
eddie cochran and blue suede shoes 
I hate the king I hate chuck berry 
I hate hooker I hate leadbelly 
aallrightt 
I hate funk and I hate soul 
rhythm and booze and rock ‘n’ roll 
I hate riffs and guitar licks 
I hate coke and I hate spliffs 
aaallrightttl it’s ok!! 
I hate otis and marvin gaye 
early dylan aretha -heey ?! 
spector’s wall knock it down 
jerry lee run him out of town 
aaaalllrighttt – it’s ok!-!!! 
there ain’t a lot I can do about it though
I’m force-fed your so called heroes
don’t be told who to like it’s your choice 
it’s your right to choose 
who to listen to 
it’s rock rock ‘n’ roll 
you will find me in the middle of the road…

Blog, Retro, Rocknroll

Lou Reed og de andre

Skriv en kommentar

Jeg havde en lang overgang en opfattelse af Lou Reed som sindbilledet på den humørsyge og negative amerikaner. Og ja, han var en sammensat herre; det har Jens tit nævnt her. Min fornemmelse er, at en af grundene til at Lou var så sur og besværlig som yngre, var at han ikke var særlig tolerant over for hvad han opfattede som middelmådighed og forstillelse.

Men i de rette sammenhænge var Lou Reed en anden. Jeg husker især et dejligt interview med Elvis Costello, hvor stemningen er god og afslappet. Costello og Reed har stor respekt for hinanden, og det fører noget godt med sig gennem hele samtalen. Og Lou Reed holdt altid af helt umiddelbare herrer som Dion DiMucci (der blev hans gode ven) og Sam Moore.

Jeg tror også, det var godt at Lou Reed mødte den alt andet end middelmådige Laurie Anderson. Hans hustru betød mere for ham, end man skulle tro, og jeg vil mene, at det modnede ham sent i livet.

Så kommer jeg til at tænke på “Street Hassle”, hvor Bruce Springsteen dukker op (helt ukrediteret) 9 minutter inde i titelsangen.

Simple Minds var også glade for Lou Reed – og indspillede en udgave af ovenstående nummer på deres første kedelige bulder-album, Sparkle In The Rain. Nogle år senere dukkede Lou Reed selv op på “This Is Your Land” (2 minutter og 10 sekunder inde).

Og så var der jo også Metallica, der indspillede et helt album med ham. Langt fra alle forstod, hvad de ville. Det var formodentlig at komme væk fra bulder-musikken og et andet sted hen. Lou Reed blev en slags faderskikkelse for Lars Ulrich og de andre.

Dette nummer fra Lulu, “Junior Dad”, er næsten lige så langt som “Street Hassle”, og jeg kan godt lide det – overraskende på en god måde er det.

Blog, Rocknroll

Fødselsdagssang til Lou

Skriv en kommentar

Der findes hundredevis af Lou Reed-covers. Mange af dem begår den klassiske fejl, at de i ren fan-forblændelse gerne vil lyde som originalversionen. Reed har selv udtrykt glæde over en håndfuld af de mange forsøg. Han har således rost canadiske Cowboy Junkies for den lavmælte ‘Sweet Jane’, overraskende nok engelske Duran Duran for deres showbiz-kølige ‘Perfect Day’, samt R.E.M. for en wasted slags midnats-jam over ‘Pale Blue Eyes’. Sidstnævnte VU-klassiker har han dog en anden erklæret favoritversion af, nemlig VU-trommeslager Maureen Tucker’s fra 1989, hvor Lou selv spiller leadguitar, mens Mo Tucker med sin uskolede stemme spreder amtørismens smukke autencitet. Han har vist ikke udtalt sig om versionen af ‘Pale Blue Eyes’ fra 1982 med Köln’s Die Hornissen, der tager sangen et helt andet sted hen, vel nærmest fra 1969 i retning af 1982 og Neue Deutsche Welle. Vi prøver altså at fejre Lou Reed’s fødselsdag her og det vil Die Hornissen nu hjælpe med til…

Blog, Rocknroll

Glæden ved at sige nej

Skriv en kommentar

– Being a star is more than knowing how to choose the right scarf, although I am told that being a star in California involves only knowing one’s astrological sign, denying that earthquakes are God’s revenge and wearing Frye cowboy boots. Being a star can also mean emulating old stars WHO WERE NOT EVEN DISCOVERED by the people, clods that they are. Being a star is also knowing how to say no, no a thousand times to the many subjects you rule over, no to this and no to that and no to every two bit rat who tries to get you to say yes, even when you mean no. So being a star is knowing how to say no. Sometimes it is even best to say no even when you mean yes, but that is another story and not to be gone into here.


Lou Reed, 6. Juni 1971, Fusion

Blog, Rocknroll

Satellite of love

Skriv en kommentar

Fordi Lou Reed blev født i dag for 84 år siden i Brooklyn, NYC. Fordi David Bowie producerede og synger kor på denne nøglesang fra hans gennembrudsalbum Transformer (1973). Fordi Lou Reed’s sidste ord før sin død ifølge hans kæreste Laurie Anderson var “take me into the light”…