Det er her det sker. Med ‘This Charming Man’, en af de klassiske britiske singler i rockhistorien, ankommer The Smiths’ allerede på sin anden udgivelse i oktober 1983 som et formfuldendt band, hvor hele pakken spiller optimalt. Selvfølgelig har det hjulpet denne gang at have en rigtig producer – John Porter, der tidligere har arbejdet med Ferry/Roxy Music – til at få styr på det lydmæssige. Men udtrykket og dets renhed er tydeligvis The Smiths’ helt eget. Johnny Marr udviser her allerede – han er kun 19 år! – en forunderlig evne til at skrive musik med en ganske speciel nordengelsk tone og arrangere sine melodiske forløbs fjerlette guitarfigurer i lag. Rytmesektion Mike Joyce/Andy Rourke’s Motown-take på sangens uptempo-friske, uhm, skiffle-pop leveres som det naturligste uden nogen slinger, og den unge Morrissey er noget så (på dette tidspunkt i UK) sjældent som en indie-sanger, der både kan synge og afsøge profileret melodistruktur.

Morrissey’s stilsikre fortælling her om cykelpunkteringen ude i de øde Yorkshire-bakker, hvor en beleven, flirtende mand kommer ham til mere end bare almindelig undsætning, er en usædvanlig og billedstærk novellefilm. Med indbygget social kommentar endda. Og den koketterende unge Morrissey’s falset-skrig der signalerer omkvædskavaleriets angreb er ikke uden triumf. For et nyt popsprog er født, engelsk musik skal tydeligvis aldrig blive den samme som før…

Her i Danmark er det 12″eren man kan købe, 7″eren dukker aldrig op i importkasserne. Men det er måske også fint sådan, for hvor sidstnævnte har den lidt øvelokale-grovkornede ‘Jeane’ på b-siden, kommer 12″eren omvendt med hele to sange af en for b-sider sjældent høj kvalitet. Både ubesværede lette ‘Accept Yourself’ og den underskønt blåtonede ‘Wonderful Woman’ viser flere af de facetter frem, The Smiths vil byde på fremover. Det er Morrissey’s person der umiddelbart lægges mærke til ved dette møde med verden, men det er Johnny Marr’s musik, guitar og mundharpe der maler det fuldkomne billede, han kan stråle i. På 12″eren findes iøvrigt to versioner af ‘This Charming Man’; den rigtige ‘Manchester’-singleversion og – også på A-siden – en ‘London’-version, den første der blev indspillet af de to, som er langt mindre tør i lyden. Hvis man er til f.eks. jinglejangle-klangen på The La’s ‘There She Goes’ vil man nok foretrække denne. Her har den altid været favoritten af de to…

‘This Charming Man’ bringer The Smiths på forsiden af de ugentlige engelske musikmagasiner, endda lige ind på singlehitlistens top-30. Og rundt omkring i engelske byer begynder utilpassede unge, sikkert de der ikke kan se sig selv i Duran Duran-pop, at klæde sig som Morrissey og gå med blomster i baglommen, som de har set ham gøre det på billeder og på den omfattende efterårstour The Smiths giver dette år fra Ormskirk til Colchester. En outsidernes popstjerne er født.

Her demonstrerer Marr lige hvordan sangens musik er sat op. Det lyder måske ret enkelt og ligetil når han spiller det, men det er netop kunsten…

20. februar 1984 udsender The Smiths sit debutalbum, hvor ‘This Charming Man’ (samt disse tre b-sider) kun glimrer ved fravær. En nobel beslutning af bandet måske, men også en der i dag nemt kan stilles spørgsmålstegn ved, da albummet naturligvis ville stå langt stærkere et så uomgængeligt stærkt nummer ombord. Et mønster der iøvrigt skulle gentage sig i The Smiths’ korte karriere, hvor adskillige singler og deres b-sider kunne have højnet albumstandard, var de ellers blevet inkluderet. Omvendt gjorde den politik singleudgivelser med The Smiths ekstra attraktive, så snart man havde luret at guldet ofte kunne ligge kun der. I USA blev ‘This Charming Man’ aldrig udsendt, så som ses herunder var den derfor med på debutalbummet derovre, limet på som sidste skæring af side 1.

Verdens smukkeste hysteri? The Associates’ John Peel-version fra april 1981 af deres egen ‘Nude Spoons’ er et godt bud. Denne første indspilning af nummeret står i al sin hvileløse og anarkistiske sindssyge/genialitet endnu mere fascinerende speedet end den senere officielle og blivende version på Sulk, der udkommer i maj året efter. Billy Mackenzie og Alan Rankine har da slidt hinanden kreativt op, og Rankine forlader The Associates netop som de skal afsted på tour med Sulk…

The Crucial Three, den myteomspundne Liverpool-trio af (for) store egoer, der aldrig nåede nogetsomhelst inden den gik i opløsning, bestod af Ian McCulloch (snart sanger i Echo and the Bunnymen), Julian Cope (snart sanger i Teardrop Explodes) og så Pete Wylie, der ligeledes som forsanger fortsatte med sine Wah! Heat, der var akkurat ligeså lidenskabeligt dedikerede og Merseyside-karakterkæntrende stærke som de to førstnævnte bands. I dag er han sørgeligt nok lidt overset, glemt og borte fra de større scener, men det er ialfald ikke hans dengang fornemt profilerede sangskrivnings skyld. Her en liveoptagelse fra Channel 4 i 1983, et tidspunkt hvor han med Wah! når helt op i top-3 på den engelske hitliste med sin Merseysoul-hitsingle ‘The Story Of The Blues’, der i klassisk Wylie-stil rækker ud efter de helt store følelsers klimaks. Wylie havde lige da med Wah! hele verden – okay så, den engelske del af den – for sine fødder, men i klassisk Scouse enspænder-stil lykkedes det ham at miste momentum og formøble karrieren. Sangene fra hans lift-off er dog ret vidunderlige endnu, hør blot den her startende ‘The Story Of The Blues’ med sit næsten Marc Almond-svævende melodrama…

En sangskrivernes sangskriver, en der lavede så elegant svungne sange sammen med sin tekstforfatter Hal David, at næsten alle andre – samtidige som senere – bare måtte træde to skridt tilbage og anerkende den mesterlige musikalitet og enkeltlydende kompleksitet, der gav deres fælles katalog dets helt uforlignelige melodiske tone og overordnede identitet. Og hvor kender man dog mange af de sange, bevidst som ubevidst, når man går en liste igennem med samtlige. Kvalitetspakkede, tidsdefinerende swinging 60’s-pophits med Dianne Warwick, Dusty Springfield, Jackie DeShannon, Aretha Franklin, Carpenters, Gene Pitney, Tom Jones, Herb Alpert blandt de mere kendte. Her to af Bacharach/David’s hits, det ene sunget af Lyngbys egen Scott Walker i 1965, det andet en cover af punkbandet The Stranglers i 1978. Så stærkt defineret var Burt Bacharach melodisk, at hans sangs melodiske klasse ubesværet skinner igennem selv The Stranglers’ soniske, uhm, kvælertag på den…