Kategoriarkiv: Rocknroll

Let us in!

Der varmes op fra officiel side til 25-års-genudgivelsen af R.E.M.’s grimme ælling kaldet Monster, det med et prelyt på endnu et af numrene fra producer Scott Litt’s nye remix-version af albummet. ‘Let Me In’, en sang skrevet i skyggerne af Kurt Cobain’s selvmord, lå oprindelig begravet i en distortet guitargrav, men ikke engang et så radikalt mix-valg kunne skjule dens åbenbare kvaliteter. Det nye mix er langt mere koldsobert, har mistet både tambourin og det så fine enkle orgel fra originalen, men highlighter til gengæld Stipe’s ord og hans gribende levering. R.E.M. skrev betydelige og store amerikanske sange i deres gyldne år i første halvdel af 90’erne. Det her er en af dem.

The Butler did it

Men Bernard gjorde det ikke alene. For Simon Gilbert, Mat Osman og Brett Anderson var hans medskyldige dengang for 25 år siden i Suede. Deres andet album, den så mægtige Dog Man Star, udkom 10. oktober 1994, dog ikke uden fokusstjælende uvished og uønsket kaos, da Butler, ovenpå et tilsidst for giftigt forhold til frontfigur Anderson, netop havde forladt bandet under de sidste indspilninger. Man frygtede derfor på forhånd en splittet plade uden mål eller mening, men intet lå længere fra virkelighedens Dog Man Star, der som full on-taberromantisk gutterglam med store britiske hooks ikke havde sin samtidige lige.

Genhørte albummet for få uger siden, og blev glædeligt overrasket over holdbarheden i det stærke sæt sange. Og allerstørst i denne periodes Suede står vel netop de øjeblikke, hvor eneren Butler får lov at farve musikken helt ind i sit virtuost slingrende men årvågne spil. Taler helnatsfilmen ‘The Asphalt World’, outsiderstolte ‘We Are The Pigs’ eller den senere så udtalte Suede- og publikumsfavorit ‘Killing Of A Flash Boy’, der burde have været med på den endelige Dog Man Star-tracklist, og aldrig blot optrådt som degraderet single-b-side.

En skæbne der ironisk nok kun får sangen til at passe endnu mere perfekt ind i albummets – samt hele den fortumlede Suede-tids – beautiful loser-fortælling. Og således kan vi her med god samvittighed markere mesterskilsmissen Dog Man Star med et nummer, der blev vejet, fundet for let og måtte gå, helt alene men med hovedet holdt højt…

New Order i Tempodrom

Det var klar efterårsaften med New Order i Vestberlin. Sequencere bankede dna-genkendelige rundgange, lodret indstillede sceneprojektører præsenterede lichtdom, og ud til den udsolgte, runde sal sprang genreklassiker på genreklassiker, så mange overbevisende momenter. Men også fornemmelsen af en nu forgangen aktiv tids støv, som en fad smag af…museum. Der var videoer på storskærm til samtlige tracks, så en følelse af forestilling – snarere end koncert – indfandt sig hurtigt. Blivende billede? Synet af Bernard Sumner, der i samtlige tre omkvæd på ‘True Faith’ klappede hænder taktfast over sit hoved MENS han sang, åh jo. Og salig Ian Curtis i epileptiske dog graciøse, levende slo-mo-billeder på storskærm under en monumental ‘Decades’ – hvad mon han ville have fået ud af det hele?! Manchester/Berlin-personaen Mark Reeder (instruktør af B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989) var iøvrigt tilstede og introducerede aftenens supportband, et teknologisk yderst tjekket, toneafskyende og bevidst ondt act fra Kina ved navn Stolen. Gik ud i aftenkulden, efter ‘Love Will Tear Us Apart’ lukkede ned, oplivet af, hvor godt musikken fra Manchester kom i slut-70’erne (fik fire Joy Division-numre)/1980’erne. Samt at de numre, der på aftenen havde mest liv og størst nødvendighed, faktisk var den håndfuld fra nyeste Music Complete (2015), hvor NO’s elektroniske hjerte pludselig slog over i nutid. Det føles altid bedst.

Kim Shattuck er død

Kim Shattuck (kilde: https://www.flickr.com/people/7908078@N03)

Jeg kan læse på NMEs websted, at Kim Shattuck, der en overgang var bassist i The Pixies efter gendannelsen (og gennem mange år havde sin egen karriere som solist og sangerinde i The Muffs), er død.

Kim Shattuck havde ALS (amyotrofisk lateral sklerose), en meget alvorlig og uhelbredelig sygdom. Det forklarer måske, hvorfor hun så pludseligt forlod gruppen. ALS er en sygdom, der medfører at de motoriske nerver efterhånden dør, så man efterhånden får svært ved at bevæge arme og ben, tale, tygge, synke – og trække vejret. Troels Kløvedal er en anden kendt person, der døde af ALS.

Kim Shattuck blev 56, kun få måneder ældre end denne blogs forfattere. Æret være hendes minde.

European night

I aften vil vi her skippe overtros-vanen fra det sidste par år med en iskold Red Bull inden kampstart. For modstanderen fra Østrig er både langt mere respektkrævende og frygtindgydende end sit ry. Salzburg gik sidste sæson igennem sit Europa League-gruppespil – der bl.a. andre talte RB Leipzig og Celtic – med seks maksimale sejre, og slog siden selveste Napoli 3-1 hjemme. LFC har efter uheldet i 1. runde i selvsamme Napoli ikke råd til fuck-ups. Det bliver nervepirrende.

Liverpool – Red Bull Salzburg, onsdag, kl. 21.00, TV3+/local

Dagens 70-års…

Punk rock died when the first kid said “Punk’s not dead, punk’s not dead”‘, sang nyligt afdøde Dave Berman berømt i en Silver Jews-sang. Men det er ikke hele sandheden, for punk som idé og livsindstilling lever fint videre uden for modens og massekulturens spotlight. Tag nu bare New York City-tilflytteren Richard Hell, der fylder 70 i dag; med til der, sammen med sin ungdomsven Tom Verlaine, at starte snart så legendariske Television, derefter stifter af de langt mere wastede The Heartbreakers med Johnny Thunders, så hovedmand bag Richard Hell & The Voidoids og deres fremragende, NYC-rastløse punkklassiker Blank Generation, senere helt ud af musik – og junk! – til et mere hemmeligt og forhåbentligt stille liv som snæver men rost forfatter, artikelskriver og kronikør. Tillykke med de 70 til Hell, der stadig har bopæl i East Village på Manhattan.