Kategoriarkiv: Rocknroll

Drumming man

The Clash’s metronom og trommeslager Nicky ‘Topper’ Headon fylder 64 i dag. Vel blev han fyret af Strummer, Jones og Simonon i maj 1982 for sit misbrug af stoffer, men var det ikke for hans evner, med en optrænet baggrund i soul og jazz, kunne The Only Band That Matters umuligt have taget det musikalske kvantespring fra tidlig brutalistpunk til de senere albums mesterlige omfavnelse/videreudvikling af både traditionel og ny verdensmusik. Hans suveræne trommespil gav de andre en gennemmusikalsk bund af sikkerhed og professionalisme at kunne udtrykke sig ovenpå. Nyd lige Topper Headon’s svingende og så veløkonomiserede trommespor fra ‘London Calling’ seperat her…

Og sandelig om ikke Topper Headon, der iøvrigt står som komponist til musikken på The Clash’s hit ‘Rock The Casbah’ fra 1982, udsendte et soloalbummet Waking Up i 1985, hvorfra dette trommeflashende bigband-nummer er hentet…

Neue Deutsche Härte

Rammstein har forrige fredag i relativ ubemærkethed udsendt deres vel mest helstøbte album siden Mutter (2001). Ubemærket nok fordi tyskerne dengang uafkodet lød af farlig fremtid, hvor de i dag, efter 10 års pladepause, med de nye sange udgør et anderledes konservativt trygt genhør. Dog stadig velgørende relevant, ikke mindst fordi de mest vulgært komiske elementer er sat på lavt blus, så det istedet er den moderne europæiske sehnsucht og katedralhøje æstetik i bandets musikalske verden der hersker. Her dagens nye video fra Rammstein’s nye, en fire minutters ABC i Tintin-kolonialisme og sexturisme til tonerne af ‘Ausländer’…

Skriget

Alt for ofte giver vi John Lydon’s Public Image Ltd og Joy Division æren for sammen at have lagt byggestenene til genren post punk. Men det er at gøre regning uden vært, ikke mindst fordi London’s Siouxsie and the Banshees lige fra starten havde fast i en bevidst bedøvet-mekanisk, monokrom og ofte dissonant rockmusik. Forsangerinde Siouxsie Sioux bliver 62 år i dag. Her er hun med sine Banshees way back på et nummer fra debutalbummet The Scream (1978), der stilistisk står som en forløber til netop Joy Division…

So long, good-bye

Naturligvis ved man, han fylder 60 år i dag. For ungdommens helte har brændt sig fast, og forlader ikke bare en, selv ikke hvis de med årene – som ham her – er blevet bitre og uspiselige. Johnny Marr’s bedste ven fra de gyldne The Smiths-år havde sig i 90’erne og start-0’erne en kreativt fornem, profileret og smuk karriere. Men tiden siden har været en hård skuffelse. Både hvad angår et stadig klarere udtalt politisk ståsted på den absolut yderste britiske højrefløj, men også gennem en håbløs række kluntede, uforløste albums. Så vi siger ikke tillykke her i dag, mere farvel og tak for alt det fantastiske der var, det med det positivt mest The Smiths-lydende øjeblik endnu fra føromtalte Johnny’s egen løbebane som soloartist. De gyldne toner i den sang bringer jo det hele så klart tilbage, men med en besynderlig bismag af sorg. For alle løfterne, den tætte forbindelse, åbenheden, som dagens fødselar engang udstrålte så stærkt, har kernen af uforsonlighad i hans nuværende stemme og værk jaget bort for altid. Punktum.

LS til Skive

Udover de udendørsdatoer over sommeren, som blev samlet her på siden i går, skal Love Shop nu også spille på Skive Festival, lørdag 8. juni kl. 19.45, iøvrigt lige efter Kim Wilde. Vi ser frem.

En samlet plan over efterårstouren indendørs for Brænder Boksen Med Smukke Ting kommer her inden længe.

I want your dreams…

Tre uger til udsendelsen af The Only Ones-sangeren Peter Perrett’s nye album Humanworld. Forløbersinglen her starter forsigtigt ud, men samler sig og lyser nærmest tilsidst. Det her er rockmusik, en nichegenre som engang var istand til at tegne tiden, ændre verden og samle generationer…