Kategoriarkiv: Rocknroll

Torsdag på Sort Sol

Copenhell gjorde sig noget af et scoop, da den tunge festival lykkedes med at hyre – og derved gendanne – Sort Sol til koncerten nu lørdag ved midnat ude på Refshaleøen. Men allerede i aften går det løs første gang igen, når det uforlignelige danske band på Gimle i Roskilde tager sig et opvarmningsshow. Så hvad kan forventes af setlisten? Formodentlig at den bliver hårdtslående så det slår gnister og lidt til, nu det er Copenhell som har ringet. Her Sort Sol filmet i Den Grå Hal i København i 2018, det år man senest var ude at spille…

James Chance RIP!

Vi har vel aldrig haft James Chance and the Contortions musik her på siden, men da Chance døde i går i New York City fortjener han et kip med flaget. Lånte den genredannende opsamlingsplade No New York (1978) på Viborg Centralbibliotek, da jeg kun var 14-15 år gammel. Dens fire NYC-bands radikale afvisning af gængs rockmusik-opbygning/tradition var helt ekstremt at lytte på da, og de folk der faldt for pladens tonesprog og psykotiske temperament endte formodentlig meget hurtigt ude i avantgarde-jazz. Mange af os andre kravlede tilbage til rocknroll-brudstykkernes dog genkendelige tryghed, men glemte aldrig lyden/førsteindtrykket af hverken Lydia Lunch’s band Teenage Jesus and the Jerks eller nu James Chance, der ikke bare skreg sit hjerte ud, men også spillede sin saxofon, så det sortnede for øjnene. Her er han på et af Contortions-numrene fra No New York, som altid for ham/dem helt uden hjælp af kunstige sødemidler…

Tirsdag på Blondie

I går var årsdagen for udgivelsen i 1976 af Blondie’s debutsingle, den Shangri-las-elskende ‘X Offender’. Debbie Harry og co. er i Europa for at spille shows disse uger og kan i aftes opleves i Musgrave Park i irske Cork som opvarmning til den tidligere The Police-sanger Sting. Og ja, ‘X Offender’ er med på setlisten…

Mandag på The Roxy

This image has an empty alt attribute; its file name is R-4866230-1377908477-4815.jpg

Faldt i fredags over den spanske single med dette stærke cover-artwork af Roxy Music’s 1975-hit ‘Love Is The Drug’. Hilmer holdt meget af den iskolde og nærmest lidt reserverede måde at spille disco på, Bryan Ferry og co. praktiserer på startnummeret her fra Siren, det femte og sidste Roxy-album inden bandet for første gang går i opløsning. Men dét er først noget efter denne liveoptagelse fra Wembley Empire Pool i London, oktober 1975…

Unser Leben!

Noget helt specielt over sådan en junidag med start på en stor slutrunde. Ikke mindst ovenpå den seneste af slagsen, som vi blev snydt for af mørkets FIFA-fyrster, der ødelagde den under goldt vintermørke i en pengeørken. Har fundet min vesttyske VM-74-single frem, købt syd for grænsen dengang. En banger der forunderligt nok lyder endnu bedre i dag. Immer vorwärts, Jungs!

Gamle franske bekendte

Franske Indochine slog først igennem i start-80’erne med en letfordøjelig, kitschet new wave, der både trak på tidens techno-pop og Jørgen Ingmann-guitartwang. Jeg hørte dem en del dengang, hvor specielt singlen ‘L ‘Aventurier’ (samt også hele deres andet album Le Péril Jaune (1984)) virkelig var en vinder. Så Indochine live da de spillede en solbeskinnet eftermiddag på Roskilde Orange i 1985 lige efter – eller var det før? – The Ramones foran meget få tilskuere. Siden blev de kæmpestore i Frankrig med en musik der insisterede på en alvor og en mystik, den slet ikke var frankeret til. Købte forsøgsvis et par nye Indochine-plader når i Frankrig, men blev kun skuffet, så de forsvandt. Indtil denne morgen, hvor en ny Indochine-single er blevet udsendt. Tvivler på den kan noget, men der er alligevel noget ved det omkvæd der positivt minder om vintage-Mylene Farmer, so here goes…

Singles going steady!

Hvis nogen skulle være lidt besat af singler, så har jeg for nogle måneder siden – stærkt inspireret af LS-artworkdesigner Lasse Høgh – startet en lille særskilt Instagram-profil, der kun handler om vinyl-7″ere, deres korte men stærkt varierende indhold, de ofte stilfulde covers, samt mit eget forhold til dem. Insta-profilen unmack45s sættes nu op under denne sides links længere nede til højre, men kan også tilgåes lige her:

unmack45s

Dave synger for Mark

En tribute-sang til Mark Lanegan sunget af Depeche Mode’s Dave Gahan? Humanist er den nordengelske producer, sangskriver og multi-instrumentalist Rob Marshalls alterego. Ligesom hos Soulsavers lader han sin musik synge af forskellige stemmer udefra, og har således tidligere arbejdet tæt sammen med både Mark Lanegan og Dave Gahan. Og sidstnævnte lader Marshall altså her fremføre ordene til sin tabte ven…

Hvideruslands sønner

‘Son’ er den spritnye Molchat Doma-single, der varsler et nyt album forude ved navn Belaya Polosa, samt en europæisk efterårstour med besøg på Christiania i Den Grå Hal. Er singlen på toppen? Umiddelbart udløser C-stykket (fra 4:18) størst lykkefølelse her, men resten kan absolut også noget. Hvem skulle have troet vi en dag skulle søge musik, der blander de hvidrussiske steppers ensomme klang med Joy Division? Musik kan.

Born Innocent

Nu er der en rockumentary om Redd Kross, der har eksisteret i 45 år nu, og altid med brødrene MacDonald som den faste kerne. Filmen hedder Born Innocent. Utroligt, at der tilsyneladende findes ét eksempel på brødre, der laver musik sammen uden at ende med at blive sure på hinanden. (Radiohead kunne være et andet eksempel, men måske er der en grund til at de to Greenwood-brødre ikke samarbejder i The Smile?). Også lidt utroligt, at Redd Kross blev dannet, før London Calling udkom.

Redd Kross er (sammen med bl.a. The Posies) blandt powerpoppens fædre, og deres kærlighed til The Beatles er altid tydelig. Det ser og hører man også på dette nye nummer. I næste måned kommer der et nyt album med dem (Redd Kross, altså) og det hedder bare Redd Kross. Om det er et godt eller et dårligt tegn at en gruppe opkalder et album efter sig selv, ved jeg ikke. Da The Beatles udsendte The Beatles (det hvide album), gik der kun to år, og var det slut med The Beatles.

Casbah rock

11. juni udsender The Clash singlen ‘Rock The Casbah’. Her nummeret som det bliver lavet i en version noget tid efter, hvor Strummer’s lead-vox er erstattet af The Beat-toasteren Ranking Roger…

Ranking Roger: “I recorded this for The Clash in London around 82-83 when The Clash and The Beat toured quite a bit in the USA together. I did it as a one take in the studio. The Clash split up shortly afterwards so it was never released. Well, we used a studio I think in Notting Hill. Mick Jones was with me and a couple of engineers. We took the original 24 track and took the lead vox out.”