Commercial break! For et par år siden lavede Yeah Yeah Yeah’s Karen O og Squeak E Clean den fint natlige musik til denne Spike Jonze-film for Adidas. Karen O. er lige nu aktuel med et supercatchy soundtrack til filmen Where The Wild Things Are, begået af sammenrendet Karen O and the Kids – lyder af meget mere og bedre end overskudsskitser fra det seneste YYYs-album.
Kategoriarkiv: Rocknroll
Album = koncert
Vi har kunnet læse om det her på bloggen: Echo and The Bunnymen har genopført Ocean Rain og Bruce Springsteen har spillet indtil flere af sine albums i deres helhed til sine seneste koncerter, Tilsyneladende er der tale om en tendens. I The Guardian kan man i al fald i dag læse, at der inden for de seneste par uger har været flere sådanne `albumkoncerter’ i London – The Pixies med Doolittle, Spiritualized med Ladies and Gentlemen, We Are Floating In Space og Saint Etienne med Foxbase Alpha.
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om hvad jeg synes om denne tendens. På den ene side er mange musikere nu tilsyneladende bevidste om at deres bedste værker ligger bag dem og at deres fanbase ikke vil vokse, men derimod bestå af den gamle garde – og derfor er der nu dømt nostalgi-show. På den anden side: Hvis man må spille “This Monkey’s Gone To Heaven” eller “Backstreets”, har man vel også lov til at spille de andre sange fra de pågældende album.
Det går i al fald lodret mod Bob Dylans konstante genopfindelse af egne numre. For indrømmet: Det kunne egentlig være sjovt at overvære en koncert med Bob hvor han valgte at spille “Blowing In The Wind” eller “All Along The Watchtower” lige efter bogen – bare en gang imellem.
Eller måske kunne man lade kunstnerne opføre hinandens albums? Bruce Springsteen fortolkede Surfer Rosa og The Pixies kastede sig over Greetings From Asbury Park – det kunne da faktisk være spændende!
Show of strength
Efter læsning af et par dødnegative anmeldelser fra England vedrørende The Fountain, Echo & The Bunnymen’s nye longplayer, er det ikke uden stor overraskelse, vi nu ved selvhør konstaterer, der tværtom måske er tale om den bedste Bunnymen-udgivelse siden Ocean Rain berigede verden for 25 år siden.
Nej, der er ingen nye tricks under nogen sol, ikke skyggen af cutting edge over de regelrette sange på The Fountain. Men til gengæld er Ian McCulloch vågnet op af den verdensfjerne autopilot-søvn, han har sunget ud fra alt for længe, og investerer nu sig selv, så man næsten helt glemmer de senere plader, hvor skuffelsen over tabt skarphed har været fast gæst.
Læg dertil melodimateriale der lever sit eget blåtonede liv ovenpå et let beat, og stikket kommer i hus. Ikke et album for alle, og da slet ikke de der går utålmodige efter nye landvindinger på rockfronten, men hvem der engang faldt for og fløj så højt med The Bunnymen, bør unde sig selv den store glæde af Ian McCulloch’s overraskende genopstandelse fra de døde.
Rengøringsmusik hjemme, 2 timer før Sunderland ude
R-A-M-M-S-T-E-I-N
Overskriften ser præcis ligeså mastodontisk ud som det nye album lyder. Liebe Ist Für Alles Da trækker hermed helt tilbage til Rammsteins debut, for fire longplayers siden, da verden var gjort af metal, og bandets senere så smukke balanceakt med stor europæisk æstetik i skarptskåret popsprog lå ukendt fremme bag horisonten. Så fint nu, at åbningssangen ‘Rammlied’ i musik bringer minder om Nico’s soloplader fra start70-erne, inden flammekasterne kickstarter og de kviksølvsstramme guitarriffs sætter ind. Så fint, at ‘Haifisch’ og ‘Frühling In Paris’ står melodisk svære at skyde ned, i et vellykket grænseland mellem karikatur og alvor. Fint, at der i ‘Wiener Blut’ er kommet lydspor til Vater Fritzl i Østrig. Og fint, at Rammstein i 2009 kan få Metallica til at lyde som et influenzaramt Bon Jovi, destroy a-l-l monsters, sturm und drang-komplet. Men når som bedst er Rammstein altså så meget mere end et altfortærende blitzkrieg-metalband. Den pointe ligger for forsømt og forsmået et sted under denne plades uvejsomme granitlandskab. Ikke uærgeligt, især med den specielt fine slutballade ‘Roter Sand’ in mente. Det er ikke talent og personlighed det skorter på i Rammstein. Og som sådan står Liebe Ist Für Alles Da trods umiddelbar skuffelse alligevel en anbefaling herfra værdig.
PS – Interessant iøvrigt, ‘Pussy’, førstesinglen som blev overdøvet af en forfærdelig sexsations-promovideo, klarer sig langt bedre på egen hånd, både i hjemstavnsmusik og sexturismeord – hvem siger tyskere ikke har humor!?
4 ting og en gentagelse
– Ian Brown’s nye My Way-album, der ikke fik ubetinget thumbs-up her for en uge siden, har sin egen dragende kraft og markerer lige nu årstidens vægtløse stemning omkring denne iMac.
– Omvendt har The XX, hvis debutalbum umiddelbart synes på toppen, efter flere gennemlytninger lagt sig til at sove en doven søvn, der ligner et varigt koma.
– Liverpool åbnede i 1. halvleg friviliigt for tæsk i Fiorentina i tirsdags, og tabte så igen – med ære! – mod et på dagen skarpere Chelsea-hold, det var i går i London. Er man efterfølgende blevet klogere? Ja, det ser ikke håbløst ud, men et snartkommende mesterskab er pt. heller ej på radaren. På vejen mod opstramning til storhed vil denne side ydmygt bistå træner, hold og klub med fysisk tilstedeværelse på Anfield ved de to næste hjemmekampe, helholdsvis mod Lyon i CL, Manchester United i PL.
– Dejligt at erfare en af Europas mindst elskelige fodboldklubber, vi taler galacticos-besatte Real Madrid, løb ind i sviende nederlag i går nede i Sevilla. Læs en farverig reportage lige her.
– Ked af slutteligt igen at måtte indrømme det, men den Ian Brown-plade er altså, billige keyboardlyde og mandens macho-monkey-Manchester-dialekt tiltrods, intet mindre end smittende – såvidt vides er der endnu ingen vaccine mod abeinfluenza.
Rygtet talte sandt
Tjek gerne P3’s ugens uundgåelige denne uge, som er The Rumour Said Fire med deres lysende ‘The Balcony‘, åbneren på det digitale minialbum The Life and Death of a Male Body. Stærkt selvstændigt band, fremragende sanger, stort melodisk overskud, en hel verden på spil i ord og musik. Årets omsiggribende danske debut, hvis vi bliver spurgt.
Top-10 i et tiår
‘Endnu et party, endnu en fest, endnu et glas har du tømt…’
Engelske The Telegraph er netop ude med en l-a-n-g top-100 over de sange, der på den ene eller anden måde har defineret det nye årtusindes første årti. Se her listen og begrundelserne for de indimellem mærkværdige valg, hvis øverste ti pladser falder således:
10. Hey Ya (2003) – Outkast
09. Can’t Get You Out Of My Head (2001) – Kylie Minogue
08. Seven Nation Army (2003) – White Stripes
07. Hurt (2002) – Johnny Cash
06. Bleeding Love (2008) – Leona Lewis
05. Paper Planes (2008) – M.I.A.
04. Yellow (2000) – Coldplay
03. Crazy In Love (2003) – Beyonce
02. I Bet You Look Good On The Dancefloor (2005) – Arctic Monkeys
01. Rehab (2006) – Amy Winehouse
A pint of bitter
When did punk go wrong? When The Clash became just like any other rock band. All those pictures of them in biker jackets with their hands in their pockets, like, ‘We might be holding a gun.’ Or a fucking water pistol.”
…
How do I feel about being called the Eric Clapton of the 1990s? Bollocks. If my music ever got as laid-back and mellow as his, I’d pack it in. Or shoot myself.
sagde en vis Paul Weller i 1995, og ordene randt mig i hu, da jeg sad og lyttede til At the BBC med The Jam. En intens liveoptagelse med en skarp lille powertrio. Stærkt anbefalet herfra.
Der er løbet meget vand i stranden siden dengang, da The Jam og The Clash var en slags rivaler. Jeg holdt af begge bands og gør det stadig, også selv om Paul Wellers Karen Jespersen-agtige tendenser efterhånden har kunnet gøre det svært at bevare den gamle beundring. Underligt er det også at revse The Clash for at være rockstjerner i et år, hvor man selv hænger ud med Oasis. Det er sin sag at skifte mening på drastisk vis og stædigt fastholde, at det er resten af verden, der ændrer sig.
Da Style Council opstod og musikken blev glattere og efterhånden direkte kedelig, stod jeg af og fandt andre steder at finde musikalske oplevelser. Jeg oplevede for mange år siden Paul Weller på Roskilde-festivalen og gik, inden sættet var forbi. Uha.
Dog: ret skal være ret. Paul Wellers seneste album, 22 Dreams fra sidste år, vil naturligvis aldrig blive forvekslet med The Jam, og nogle af numrene er decideret “mellow” og “laid-back” uden at der af den grund har været tale om skuddramaer. Hørt på sine egne præmisser er det faktisk et vellykket lille stykke arbejde. I titelnummeret er der endda mindelser om den gamle intensitet.
Klassisk Jamaica-coverart
Og slet heller ikke nogen dårlig plade, udsendt først 1978.
The crazy world of…
Monkey class
Årets mest primitive pladecover? Ikke utænkeligt. Kun Oasis’ Liam Gallagher, der har kopieret sin hele positur, swagger og in-your-face-arrogance fra netop manden på billedet ovenfor, kunne vel finde fornøjelse i en lignende abeburshjemhørende fremtræden. Ian Brown udsender i dag 6. soloalbum siden dagene med The Stone Roses, hvis indie-redefinerende storsucces som sanger katapulterede ham til slået antiheltikonstatus langt udover Madchesterscenens ecstacyhorder.
My Way er både titel og metode på denne samling hakkende numre, musikalsk et råkoldt sted mellem klub og øvelokale, der har hiphoptravlt med konstant forsikring om egen uovervindelige storhed. Således får Brown’s tidligere partner i Stone Roses, guitarist John Squire, også et utvetydigt ‘fuck you’ med på vejen i selvhævdende ‘Always Remember Me’. At det ikke var Squires post-Roses-rockband The Seahorses der klarede skærene, men Brown’s sololøb, har ikke forsynet sidstnævnte med formildet ydmyghed, tværtimod.
Og på den vis kræver mandens nye album et vist mentalt overskud at lytte til. For vel er der velkommen distraktion i form af atypiske Mariachi-trompeter hist og mellow akustiske guitarer her, men som altid med Ian, er det hans egen utrættelige kamp for retten til at være førsteabe, førsteabe, førsteabe, der står øverst på dagordenen, det både i de tekstlige udråbstegn, der kommer som overhalingsstriber på en motorvej, som i sangfordragets kværnende uforsonlighed. Findes der nogen anden artist udenfor hiphop, der uden mindste ironi kan posere på eget cover iført tøj med et portræt af sig selv? Den detalje siger meget. Har Ian Brown mon sejret sig ihjel?
PS – Egentlig imponerende Ian Brown har lykkedes så overbevisende med den solokarriere. Har aldrig hørt nogen synge så hjælpeløst falskt som netop ham, da Stone Roses spillede Alexandra i København i maj, 1990. Der lå han ofte op til flere heltoner ved siden af resten af bandet og fremstod – attitude tiltrods – klart som dets svageste led, bortset måske fra den medbragte mandlige danser…
En mand besat
Fun all summer long med The Raveonettes
Hvordan mon lyder et Raveonettes-album indspillet og produceret privat af Michael Jacks…..oops, mener Thomas Troelsen? Hør hele den kommende The Raves-longplayer In And Out Of Control inde på Soundvenue’s bandprofil lige her.
Philadelphia calling…
…to the faraway towns. Og er internet ikke fantastisk!? I går talte vi om The Walkmen’s helt nye sang, der i bandets tilhængerkreds nu allerede går under titlen ‘Angela’. Og her kommer hun igen, takket være www’s lynhast, i dugfrisk optagelse fra i nat dansk tid, da The Walkmen gæstede Theatre Of The Living Arts i Phildaelphia, Pennsylvania. Hvis man ikke faldt for sangen her i går, spring let over, men for os der gjorde, en ny åndeløs version at blive forelsket i svimmel af.