Slet ikke umuligt som hørt herfra. The Walkmen er ialfald langt højt deroppe på musikhimlen og for tiden på tour rundt i USA, inden videre indspilning af opfølgeren til sidste års medrivende You & Me-album. Der jonglerer setlister lige nu med skitseagtige, foranderlige arbejdskopier af helt nye numre. I fredags på natklubben The Middle East i Cambridge, Massachusetts startede The Walkmen således deres show med denne endnu titelløse sangpremiere, et mesterligt eksempel på hvor ubesværet og enkel sand klasse vil fremstå.

Og han fandt sin egen verden. Som der også blev givet plads til os andre i. Bruce Springsteen runder 60 i dag; stort tillykke herfra hele vejen over New Jersey!

Tjek lige den setliste nedenfor fra forleden i Chicago – umiddelbart et almindeligt show på 28 (!) sange, men læg så mærke til #8>#15, der ved nærmere eftersyn byder på en bare for den aften kronologisk og komplet gennemspilning af mandens klassiske Born To Run-album fra 1975 – evig ungdom Springsteen-style, som kan gøre den slags!

2009-09-20, United Center, Chicago, IL
Seeds
No Surrender
Johnny 99
Cover Me
Outlaw Pete
Hungry Heart
Working on a Dream
Thunder Road
Tenth Avenue Freeze-Out
Night
Backstreets
Born to Run
She’s the One
Meeting Across the River
Jungleland
Waitin’ on a Sunny Day
The Promised Land
Radio Nowhere
Lonesome Day
The Rising
Badlands
Hard Times Come Again No More
Da Do Ron Ron
Rockin’ Robin
I’m Goin’ Down
American Land
Dancing in the Dark
Rosalita (Come Out Tonight)

Indian Summer

Breakfast in cemetery
Boy tastin’ wild cherry
Touch girl, apple blossom
Just a boy playin’ possum
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
What is that cheerful sound?
Rain fallin’ on the ground
We’ll wear a jolly crown
Buckle up, we’re wayward bound
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
Motorbike to cemetery
Picnic on wild berries
French toast with molasses
Croquet and Baked Alaskas
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
Cover me with rain
Walk me down the lane
I’ll drink from your drain
We will never change
No matter what they say…

© Beat Happening, men Luna’s version er den man vil gå efter!

The Rolling Stones i 1964 på perron 14 på Victoria Station i London, på vej til show i Brighton.

Hovedstaden er blevet en lille oase fattigere med sidste uges lukning af Guf Records. Har selv gennem de senere år ofte været i butikken, der var en af de her i landet efterhånden sjældne, hvor man på tværs af genrer og trends og tidernes omskiftelighed kunne browse sig langt ned i et omfattende/inspirerende bagkatalog. Samt få subjektiv, indsigtsfuld og en altid yderst personlig betjening. Det har en længe truende konkurs nu sat sin stopper for. I skyggen af de overlevende underholdningssupermarkeder vil en musikentusiastisk specialbutik som Guf Records naturligvis være savnet. Hvil i fred.

Pladen vi hørte mest på de jyske veje under sol og måne denne weekend var Sydlondonkvartetten The XX’s debutalbum. Mellow tætte vokaler i håndspillede men nærmest elektronisk lydende sangforløb, der starter, stopper, breaker, fortsætter, stopper, starter i en present drøm af kompakt varm lyd. Visse musikalske genklange fra især New Order, specielt i de spinkle træfsikre guitartemaer, på en fornemt gennemarrangeret og stilsikker debut. Dugfrisk og anbefalelsesværdig absolut.

“Har du fået hørt det nye album med… ?” spurgte Jens mig i et ubevogtet øjeblik. Og nej, det havde jeg ikke. Jeg har inden for den sidste måneds tid erhvervet mig et så uhørt antal albums (ikke mindst fordi jeg var så uforsigtig at henlægge min karriere til Hollywood for en kort bemærkning), at jeg nu har indført et kort moratorium, hvor jeg kan blive ordentligt fortrolig med dem alle.

Et sted i stakken findes Lungs, debutalbummet med britiske Florence & The Machine. Det er ikke den trygge, fodslæbende gammelmandscountryrock, jeg som bekendt ynder at skrive om her i tide og utide. Det er britisk, det er en ung kvinde, der synger, og det er harpe, ikke mundharpe, man får at høre. Maskiner er der til gengæld ikke mange af; dette er trods navnet ikke elektronisk musik.

Florence Welch’s nationalitet, let quirky fremtoning og hårfarve får sammenligninger med Kate Bush frem hos nogle anmeldere, men den slags er noget misvisende, hvis man spørger mig. Der er mindelser om Bat For Lashes, men udtrykket er mere poppet, langt mere udadvendt og med et tydeligt præg af soul. “You’ve Got The Love” er da også en coverversion af et gammelt Candi Staton-nummer. Måske er Florence & The Machine egentlig ikke så originale, hvis man lytter ned under de rislende arrangementer, men vi har stadig at gøre med hvad jeg vil betegne som en overbevisende albumstart på en karriere og et nyt bud på velorkestreret britisk pop. Forhåbentlig går det ikke Florence & Co. som det gik med The Guillemots, der i mine ører svipsede fælt med deres andet album.

Der blev talt ny tysk musikkultur her på siden i går. I den forbindelse skal det nævnes, endnu en spændende tysk folkemusikudgivelse nu endelig konkret viser sig på vej: 16. oktober udsender det så succesombruste ensemble Rammstein sit 6. studiealbum, kaldet Liebe Ist Für Alle Da. Vi ser frem.

Die Nacht geht vorbei
Ein neuer Tag beginnt
Alles strömt

Berlin
Du gibst mir die Kraft
Bin ein Teil von dir
Stadtkind

© Ellen Allien

Johnny Marr løfter som nyt medlem og ekstra guitarist på Ignore The Ignorant nordengelske The Cribs alenlangt over hidtidige præstationer. Bandet slår sig her tungt afsted på en række hakkende sange, hvis kantede melodier sjældent svigter The Cribs’ trodsige grundtilstand. Så ikke meget sammensmeltende Smiths-jinglejangle at varme sig på, istedet genretrofast indieoprustning bag en stolt Berlinmur af kradse guitarfigurer. Der er også en hæs stemme et sted derinde, der kæmper for at blive hørt og indhalere lidt frisk luft. Indestængt, endda mavesurt, men i live faktisk slet ikke så håbløst som det vist lyder her. Effektiv og stemningsfuld sæsonplade til efterår på vej.

Big Star i godt humør? A smile is just a frown turned upside down!

Så befriende stjernehimmellangt væk fra enhver ‘Don’t Worry, Be Happy’-isme på denne ‘når søndag er fodboldtom og syg’-top-10:

01. Holocaust – Big Star
02. I Hate Myself And I Want To Die – Nirvana
03. Rehearsals For Retirement – Phil Ochs
04. City Sickness – Tindersticks
05. Means To An End – Joy Division
06. Gloomy Sunday – The Associates
07. Reich Der Träume – Nico
08. Heaven Knows I’m Miserable Now – The Smiths
09. Unsatisfied – The Replacements
10. Sunday Mornin’ Comin’ Down – Kris Kristofferson

Sunglasses men only: Nico, Andy, Maureen, Lou, Sterling & John.

VU top-10:

01. Sunday Morning
02. Beginning To See The Light
03. Pale Blue Eyes
04. White Light White Heat
05. There She Goes Again
06. Ride Into The Sun
07. Foggy Notion
08. I Found A Reason
09. Venus In Furs
10. Head Held High

Og nu er dyrene brudt ud af zoo. End of story, morning glory.

Sheffield Wednesday-bandet m. verdens flotteste guitar; Fender Jazzmaster.

Arctic Monkeys rundede London onsdag aften, hvor Brixton Academy var pakket og udsolgt. Her aftenens setliste:

My Propeller
Red Right Hand (Nick Cave-cover!)
Crying Lightning
Brainstorm
Still Take You Home
I Bet You Look Good On The Dancefloor
Poison Approaching
Pretty Visitors
This House Is A Circus
If You Were There, Beware
Dangerous Animals
The View From The Afternoon
Cornerstone
Only Ones Who Know
Do Me A Favour
Fluorescent Adolescent
+ + +
Secret Door
505