Hovedstaden er blevet en lille oase fattigere med sidste uges lukning af Guf Records. Har selv gennem de senere år ofte været i butikken, der var en af de her i landet efterhånden sjældne, hvor man på tværs af genrer og trends og tidernes omskiftelighed kunne browse sig langt ned i et omfattende/inspirerende bagkatalog. Samt få subjektiv, indsigtsfuld og en altid yderst personlig betjening. Det har en længe truende konkurs nu sat sin stopper for. I skyggen af de overlevende underholdningssupermarkeder vil en musikentusiastisk specialbutik som Guf Records naturligvis være savnet. Hvil i fred.
Jeg tror sidens indehaver er kommet til at passe en hr. Christian Menling af – check læserkommentarerne 😉
http://ibyen.dk/gadeplan/article789081.ece
I en kombination med fadølsudskænkning vil det ramme danskeren perfekt. 🙂 Og så er der også et gynger & karrusel-princip. 😉
5. etager med film, musik (inkl. kæmpe afdelinger med jazz og klassisk!) og bøger – og åbent til midnat! Det kan umuligt give overskud på selve driften, men holdes åbent som “kulturbærer” mens Dussmann-Gruppe tjener sine penge andre steder. Hvorfor har vi ikke noget lignende (i mindre format) herhjemme?
Enig 88, Dussmann i Friedrichstrasse er virkelig et anbefalelsesværdigt sted at browse/høre/købe musik.
Har tilbragt mange timer i Amoeba på Sunset. Dussmann i Berlin er også et fantastisk sted. GUF var bedst på de gamle adresser i Larsbjørnsstræde.
@Pastoren – Amoeba holder, fordi priserne gør. Det hjælper at udvalget er enormt, at der er åbent alle dage til tæt på midnat, at det vidende personale er cool og sjove koncerter forekommende, men i sidste ende er det muligheden for at kunne supplere op til priser tæt på de på nettet forekommende, der gør udslaget.
Nu vi er ved det:
† † † Hackenbusch † † †
http://www.aok.dk/restauranter-cafeer/artikel/hackenbusch-er-lukket-efter-20-aar
Det er da hyggeligt – men hyggen var jo efterhånden også den eneste grund til at komme i Guf.
Der er ikke bare et stort udvalg på nettet; der er et 1.000 gange større udvalg. Og græsning i butikken er intet mod hvor meget man kan ‘græsse’ på MySpace, blogs, og bands’ hjemmesider – uden at skulle vente på at komme til at høre cd’en på det første ledige anlæg.
Jeg nyder lige så meget som alle andre at bruge timevis i pladebutikker. Men jeg kommer stort set aldrig ud med andet end absolutte brandtilbud på ældre ting der ikke kan fås billigere… og butikker kan vel næppe leve på den slags lokkemad alene.
Lonely Lover, jeg er enig. Følelsen af at gå på jagt er ikke den samme på nettet. Og jeg tror heller ikke at man via nettet på samme måde “opdager” ny musik, som når man står med fingrene i pladestakkene i en fysisk butik. Til gengæld er nettet fint når man ved præcist hvad man leder efter – så er der unægteligt penge at spare.
Jeg synes det er rigtig ærgerligt.
Ja, plader er billigere på nettet, og der er et stort udvalg, men der er ikke den helt specielle følelse, som man får når man netop går rundt i byen og er på pladeindkøb. Den måde man kan “græsse” på og opdage ny musik eller genopdage gammelt, få supervision af en ansat og bare være tilstede i pladebutikkerne, er en følelse, man efterhånden skal skynde sig for at opleve.
RIP GUF!
Jeg er enig. Problemet er vel egentlig vores verden på web. For her er meget af det muligt, der før krævede at man bevægede sig ud i verden. Jeg kan købe alle de albums, jeg vil, for det halve af hvad jeg kunne engang. (Og jeg kan finde min yndlingste på nettet i stedet for at sukke over, at den slags aldrig vil kunne fås i Danmark.)
For år tilbage var der en stor Rhino Records-butik i Los Angeles, men den gik ned ad bakke og fik den skæbne, der nu også har ramt GUF.
Løsningen er måske (og kun måske) at lave det, der ikke er så nemt på WWW – f.eks. at skelne mindre skarpt mellem nyt og brugt og at have arrangementer, hvor folk mødes. Amoeba Music, også i Los Angeles, er en kæmpemæssig biks, der har gjort det til en politik at opfordre kunderne til at købe brugt, hvor de kan. Da jeg var der for en måneds tid siden, var der en fyr, der stod og vendte gamle 7-tommers-singler fra tresserne med Motown-hits, og folk stimlede sammen og tog dansetrin.
Guf og Gry var blandt de forretninger i Pisserenden, hvor jeg lagde mine første lommepenge til gengæld for lækker vinyl. Gry har vi forlængst måtte sige farvel til, og nu også Guf.
Ak ja, tidens tand…
Det er surt for alle de ansatte, men jeg kan ikke rigtig beklage mig over det med troværdighed – for hvor jeg engang øste penge i butikken, så har nethandlen desværre gjort, at der helt enkelt er for lidt valuta for pengene ved at købe i butikkerne her i København, medmindre man er på tilbudsjagt…
En ny cd for 149 eller for £7? Jeg ville føle mig dum ved at vælge det første, selv om det er med til at holde hjulene i gang lokalt.