Vi har aldrig sat penge på Stephen Patrick Morrissey som verdens mest sympatiske person at være omkring. Wise decision. Læs denne beretning fra en midlertidig insider i Morrissey’s regime.

Og Billy MacKenzie, den uforglemmelige stemme og personlighed i skotske Associates, døde også på denne tid i januar for 11 år siden. Den sommer jeg selv rykkede til København havde Associates lige udsendt deres album-mesterværk Sulk, et ekcentrisk og helt igennem svimmelt popalbum, vi hørte igen og igen uden nogensinde at blive trætte af.

Billy var på det tidspunkt i NME og musikbladene hele tiden, en rigtig stjerne i ordets bedste forstand, ofte afbilledet sammen med sine elskede whippethunde. Men det var altså sammenstødet mellem Alan Rankine’s grænsesøgende elektroniske pop-rodebutik og Billy MacKenzie’s uforlignelige og luksuriøse sangstil, der i det hele taget skaffede Dundee-duoen al den opmærksomhed og afstedkom en storslået heliumslet musik, hvis lige aldrig er hørt før eller siden.

Men også i dette stilglamourøse paradis fandtes slanger. Rankine røg voldsomt ud af bandet bedst som det gik fremad. MacKenzie fortsatte alene som Associates med mindre spektakulær kvalitet som følge, for nu at sige det diplomatisk. På Roskilde Festival 1985 charmedansede vores Billy således rundt foran et alt for uudfordrende backingband. Hans stjernekvalitet var stadig soleklar der under alpehuen, men dens rammer nu meget mere jordnære.

Der kom sporadiske underpræsterende plader og tilsidst kom der slet ingenting, Billy MacKenzie forsvandt ligesom. Indtil han i 1996 blev signet af Suede-pladeselskabet Nude. Men det der skulle have været en ny professionel begyndelse endte istedet i personlig tragedie. Under indspilningen af sin comeback-plade gjorde han ende på sit eget liv, 39 år gammel. Det næsten færdige album – senere udsendt i eget navn under titlen Beyond The Sun – blev paradoksalt nok netop den kvalitative og moralske genoprejsning, Billy må have drømt om i sine wilderness years.

Her en Top-10 over stærkt anbefalelseværdige Associates/Billy MacKenzie-øjeblikke til de som aldrig har hørt:

01. Skipping (Associates – Sulk, 1982)
02. Pain In Any Language (Apollo 440 – Electroglide In Blue, 1997)
03. Party Fears Two (Associates – Sulk, 1982)
04. White Car In Germany (Associates – Fourth Drawer Down, 1981)
05. Even Dogs In The Wild (Associates – The Affectionate Punch, 1980)
06. Nocturne VII (Billy MacKenzie – Beyond The Sun, 1997)
07. Breakfast (Associates – Perhaps, 1985)
08. A Matter Of Gender (Associates – The Affectionate Punch, 1981)
09. Gloomy Sunday (Associates – Sulk, 1982)
10. Tell Me Easter’s On Friday (Associates – Fourth Drawer Down, 1981)

Billy’s favorit top-10-albums:

01. Patti Smith – Horses
02. Sparks – Kimono My House
03. Average White Band – Average White Band
04. Deee-Lite – World Clique
05. Leonard Bernstein – West Side Story
06. Django Reinhard – Collective Work
07. Paul Haig – The Warp Of Pure Fun
08. David Bowie – Low
09. Roxy Music – For Your Pleasure
10. K.D. Lang – Ingenue

Billy’s favorit top-10-singler:

01. Billie Holiday – You’ve Changed
02. Sparks – Never Turn Your Back On Mother Earth
03. Melina Mercouri – Never On A Sunday
04. Average White Band – Pick Up The Pieces
05. David Bowie – Drive-In Saturday
06. Nat King Cole – Dance Ballerina Dance
07. Dusty Springfield – Son Of A Preacher Man
08. The Orb – Little Fluffy Clouds
09. Outerpol – Stone The Memory Place
10. Josef K – It’s Kinda Funny

Never turn your back on Mother Earth, Billy!

Sangen var til og om Kurt Cobain. Bandet der lavede den hed For Squirrels og kom fra Gainsville, Florida. I 1995 indspillede de major label-debutalbum for Sony og var i medvind af en støt voksende hype klar til the big time, da ulykke ramte.

På vej hjem sydpå, efter en showcase i New York, kun godt en måned før den planlagte udsendelse af Example, blev For Squirrels’ varevogn involveret i et carcrash, der tog livet af sanger Jack Vigliatura, bassist Bill White, samt bandets tourmanager.

Den seriøst tilskadekomne men overlevende halvdel af For Squirrels insisterede trods tragedien på at Example skulle sendes ud og sådan gik det. Albummet blev modtaget med ros af musikpressens talentspejdere, som gav deres fulde respekt til det allerede døde band.

For Squirrels’ musik beholdt sit eget liv gennem collegeradio i 2-3 år, men forsvandt så også, afløst af nye, mere konkurrencedygtige navne. Ikke nemt som upcoming band at holde sin fortjente hype kørende, når man ikke længere findes.

Men ‘Mighty K.C.’, første single fra Example, er derinde på YouTube endnu. Sangen bygger som skrevet før på Kurt Cobain’s himmelfærd, men mindst ligeså meget på de bedste elementer af stildannende R.E.M.’s lyd og musik. Nej, vi taler ikke plagiat, dertil er sangen for god og For Squirrels-sangerens udtryk alt for egenartet stærkt.

Morbidt at høre netop Vigliatura’s stemme trænge sig på med linier som ‘ship me off to the morgue / I’m ready to be buried / alone way down in my bed / and I’m alone without the sun / please just take one / and by the grace of God go I / into the great unknown…’ i en sang, der nu i førsteperson handler om så meget mere end Nirvana’s forsanger.

Hør selv ‘Mighty K.C.’ med det ulykkeligt talent-uforløste For Squirrels-band.

Det er ikke meget, men det er meget bedre end ikke noget – hør de første 30 sekunder af R.E.M.’s førstkommende Accelerate-single her.

Bow-wow – elsker vi ikke at gø sammen med nyhedshundene på GAFFA!? Århus’ musikblad #1 har opsnuset tracklist til R.E.M.’s Accelerate, og her er den:

Living Well Is The Best Revenge
Mansized Wreath
Supernatural Superserious
Hollow Man
Houston
Accelerate
Until The Day Is Done
Mr Richards
Sing For The Submarine
Horse To Water
I’m Gonna DJ

GAFFA oplyser endvidere at ‘Supernatural Superserious’ er valgt som førstesingle. Men hey, hvor er den nye Accelerate-sang med den fængende titel ‘Staring Down the Barrel of the Middle Distance’ blevet af her?

Han tager mange hårde slag, også i kommentarerne her på siden. Morrissey, der sammen med The Smiths, egenhændigt reddede engelsk popmusik i starten af firserne, vendte i går aftes hjem til England. Der afholdt han det første af sine 6 shows på 7 dage i London’s klassiske The Roundhouse, stedet i Camden som ikke mindst huskes for The Ramones’ skelsættende Europa-premiere der d. 4. juli, 1976, all those years ago. Her er Morrissey’s setliste fra førsteaftenen:

How Soon Is Now? / First Of The Gang To Die / I Just Want To See The Boy Happy / Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before / That’s How People Grow Up / Sister, I’m A Poet / Something Is Squeezing My Skull / All You Need Is Me / The National Front Disco / Death Of A Disco Dancer / Life Is A Pigsty / The Loop / Billy Budd / Mama Lay Softly On The Riverbed / The World Is Full Of Crashing Bores / I’m Throwing My Arms Around Paris / Why Don’t You Find Out For Yourself? / Stretch Out And Wait / Irish Blood, English Heart // Last Of The Famous International Playboys

Pete1970 har venligst sendt os coveret til Accelerate, den med stor spænding imødesete R.E.M.-plade, der ankommer når marts møder april. Bag det kantede stykke sort/hvid energi, menes følgende sangtitler (her i vilkårlig rækkefølge) at være med ombord:

Sing for the Submarine
Hollow Man
Mr. Richards
Until the Day Is Done
Houston
Staring Down the Barrel of the Middle Distance
Horse to Water
Accelerate
I’m Gonna DJ
Supernatural Superserious
Man Sized Wreath
Living Well Is the Best Revenge

Ikke dårligt for Chan Marshall alias Cat Power; de maksimale 6 stjerner i Kim Skotte’s flyvende anmeldelse i Politiken i går, og så en vistnok 36-års fødselsdag i dag, hvor hendes coverplade Jukebox udsendes. Selv skrev vi også her med solstråler om albummets høje kvalitet i forrige uge, og dets absolutte hovedperson er i de frit lånte sange ikke blevet mindre fængslende, de gange det har været på siden da. Bemærk at Jukebox kan fåes i en limiteret deluxe-udgave, indeholdende fem ekstra covers, Nick Cave’s ‘Breathless’ en af dem.

Talte i går om de sange, David Bowie indspillede i januar 1972 i BBC-studierne i London. En af dem er Ziggy Stardust-albummets letgenkendelige dommedags-åbningsspor ‘Five Years’, der undervejs så musikalsk imponerende vokser, folder sig ud og tilsidst nærmest letter. Se og oplev sangen her i fire meget forskellige udgaver:

– Ultra dugfrisk og uspoleret på BBC’s Whistle Test 8. februar, 1972.

– Som smuk plastic-soul på Dinah Shore‘s TV-show, 1975.

– Fjern og lettere mekanisk på Heroes-touren i Tokyo, 1978.

– Sat ned i toneart, men op i intensitet, sammen med Arcade Fire, NYC, 2005.

Ved ikke hvad der er galt med det nye år, men her på siden synes alt gået i enten David Bowie eller fodbold. Og her mere af førstnævnte.

For præcis 36 år siden – den hedder 18. januar 1972 kl. 9.30 om morgenen – gik David Bowie og hans band ind i BBC’s Maida Vale-studier i London, for at indspille session til DJ John Peel’s ‘Sounds Of The 70’s’-radioshow. Ziggy Stardust-albummet ville først komme i starten af juni, og den gigantiske tour på omkring 160 (!) shows, der skulle bringe Ziggy Stardust-konceptet ud i den virkelige verden, var sat til start 3. februar i Coventry, og altså endnu ikke afsted på landevejen.

Hunky Dory var netop udkommet i december, kun en måned tidligere, alligevel var Bowie og co. allerede langt videre i teksten. For væk var den plades lettere forfinede som ekcentriske stil, istedet afløst af episk men enkel singalong-semiglam, suverænt manifesteret senere på selve Ziggy Stardust-pladen. Men disse hastige BBC-indspilninger var derfor første offentlige demonstration af den ny anderledes kurs. Ingen rysten på hænder eller nervøsitet i feltet af den grund fra det fremragende band. Tværtimod. De 5 sange der blev indspillet på godt fire timer:

Hang On To Yourself
Ziggy Stardust
Queen Bitch
I’m Waiting For My Man
Five Years

Lou Reed-sangen (‘I’m Waiting..’) og Hunky Dory-nummeret (‘Queen Bitch’) er her ret ligegyldige. Men de tre sange, der siden skulle ende op på Ziggy Stardust, står massivt i impulsiv råstyrke. De mere velproducerede studieversioner på albummet er muligvis de definitive, men disse live i studiet BBC-versioner besidder en skødesløs rocknroll-selvsikkerhed, umulig ikke at blive fanget ind af. Ikke mindst guitarhelt Mick Ronson deler offensivt ud af skarp attitude, distortion og – som altid – musikalske licks.

BBC-sangene blev broadcastet første gang 6. februar, og kan kun have givet voldsom genlyd blandt de med fingre på tidens puls. Længe siden har man kun kunnet læse om optagelsernes overlegenhed, men nu kan de heldigvis atter høres, det på dbl-cd’en Bowie At The Beeb, der samler samtlige David Bowie-BBC-sessions fra 1968-73. Ab-so-lut anbefalelsesværdig musik for hvemsomhelst der holder af Bowie i denne periode. Specielt pladens 2. cd, der gør sig i sessions fra hans ’72-guldalder, er et must.

PS – Et andet stærkt cd-dokument fra samme era er det meget lydforbedrede live-soundtrack fra D.A. Pennebaker’s berømte koncertfilm, den af Tony Visconti 2003-remixede Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, optaget i Hammersmith Odeon, London på Ziggy Stardust-tour’ens allersidste show i juli 1973, den aften iøvrigt David Bowie sagde farvel og opløste sit band på scenen. Men det er en anden historie.

PPS – Bemærk David Bowie ikke ét sted ovenfor kaldes det om sig altid brugte ‘The Thin White Duke’. Vi hader sgu’ det tilnavn her – lazy journalism!

2007 var et specielt år for Radiohead. Ikke bare var der den nytænkende måde at sælge sin musik på, som bandets In Rainbows-album blev eksponent for. Nix, der var også selve pladens indhold, en fascinerende return to form, sange og lyde som vandt beundring næsten hvorend de blev hørt. Og sidst men ikke mindst blev Radiohead, efter år i skammekrogen, taget til nåde her på siden.

Alle disse fremgange blev onsdag aften fejret i London, hvor Radiohead spillede årets første koncert, et hastigt arrangeret show i 93 Feet East, en lille sal ikke mange meter fra Rough Trade, pladebutikken der egentlig skulle have dannet ramme om denne begivenhed.

Ikke dårligt for de heldige få specielt at være kommet for sangene på In Rainbows, der på aftenen blev spillet i sin helhed – her er setlisten:

’15 Step’
‘Bodysnatchers’
‘Nude’
‘Weird Fishes/Arpeggi’
‘All I Need’
‘Faust Arp’
‘Reckoner’
‘House Of Cards’
‘Jigsaw Falling Into Place’
‘Videotape’
+ + +
‘Up On The Ladder’
‘You And Whose Army?’
‘The National Anthem’
‘My Iron Lung’
‘The Bends’

I disse dage i 1984 udkom The Smith’s 3. single ‘What Difference Does It Make?’. Efter originaliteten og adrenalin-rushet af ‘This Charming Man’, The Smiths’ brag af et britisk gennembrud, blev forventninger en smule vingeskudt af denne nye sanges mere jordiske musikalske gods. Heldigvis var der, som altid hos The Smiths, trøst at hente på et par overlegne B-sider; ‘These Things Take Time’ og ‘Back To The Old House’ Da første oplag var væk, kunne singlen iøvrigt kun købes med ‘forkert’ cover. Den oprindelige coverstar Terence Stamp følte ikke det var juridisk iorden at blive brugt af The Smiths, og derfor blev Rough Trade tvunget ud i remaken her nedenfor, hvor Morrissey himself poserer smilende med det glas mælk.