En gave af en plade, ikke mindst for de af os der måske ikke umiddelbart har været så hooked på Arctic Monkeys’ synkoperede stil fra de to første albums. Nye Humbug bringer et helt anderledes klangfuldt og modent band, der uden tøven tør give egen succesfulde fortid op for at søge i nye retninger, som fra riffbaseret Queens Of The Stoneage-rawk over til The Last Shadow Puppets-melodiske poplabyrinter. Sanger/sangskriver Alex Turner er ialfald helt sin egen uanset hvilket krævende terræn Arctic Monkeys bevæger sig igennem og bærer i den grad føretrøjen på den britiske scene for tiden. Humbug er et must af overskud.
Ja, hvad kan man lægge ind under den klassiske betegnelse? Under forrige indlæg var der uenighed. Boklund mente mange af de nye navne der dengang for godt 30 år siden kom fra USA tilhørte/tilhører andre kategorier. At Blondie er new wave, The Cramps psychobilly, The B-52’s noget helt tredje. Og Pastoren slog til lyd for, at punk-inspiratoren Patti Smith nærmere er en slags post-hippie, og ligesom Television del af en mellemgeneration, der mere eller mindre misvisende blev slået i hartkorn med punk.
Men set fra dette vindue er US-punk ikke noget spørgsmål om snæver musikstil, instrumentkunnen, udseende, social baggrund, poltisk bevidsthed eller ej. Efter midt-70’ernes som oftest ret elitære amerikanske rockmusik, repræsenterer begrebet US-punk først og fremmest den omsiggribende enkle DIY-attitude – ja, som i ‘Do It Yourself’ – der blomstrede mangfoldigt op i storbyerne fra øst til vest, centreret først omkring små klubber og mindre pladelabels, senere bragt til hele verden den slagne vej.
En rodebutik af forskellige udtryk og dagsordener, en redefinering af samtiden gennem opgør med den herskende musikklasses fastlåste rammer, en ny generations selvstændige skridt ud af skyggen. Det blev på den vitale baggrund, bands så vidt forskellige som f.eks. Ramones og B52’s, Television og Bad Brains, Talking Heads og Blondie stod, står og lyder så naturligt godt sammen.
Her nedenunder opsamlet i hæsblæsende tempo – med dertilhørende vilkårlig rækkefølge! – 20 essentielle US-punk-øjeblikke. Lad gerne se hvordan andre af jer kan få sådan en liste til at se ud!
Patti Smith – Free Money
Richard Hell & The Voidoids – Blank Generation
Television – See No Evil
The Ramones – Blitzkrieg Bop
Blondie – X Offender
The Heartbreakers – Born To Lose
Suicide – Cheree
Devo – Mongoloid
Pere Ubu – Final Solution
The Avengers – We Are The One
X – Los Angeles
The Weirdos – Life Of Crime
The Dead Kennedys – California Über Alles
Black Flag – Rise Above
Bad Brains – Pay To Cum
The Cramps – Human Fly
Gun Club – Sex Beat
Jonathan Richman & The Modern Lovers – Roadrunner
The Dead Boys – Sonic Reducer
Mission Of Burma – Academy Fight Song
Var jeg virkelig den eneste der holdt meget af Scarlett Johansson’s anderledes Tom Waits-coverplade sidste år? Pladen fik ialfald store tæsk af skrivende musikpresse i både nær og fjern, det trods en helstøbt summende elektronisk indsats fra ikke mindst TV On The Radio- og Yeah Yeahs Yeahs-folk. Well, snart er der heldigvis mulighed for at opleve Johansson’s karakteristiske og uretfærdigt udskældte mørke stemme påny, denne gang på et duetalbum sammen med Pete Yorn. Samarbejdet Break Up består udover en enlig cover – Chris ‘Big Star’ Bell’s ‘I Am The Cosmos’ – af otte nye Yorn-sange og er såvidt vides tilgængelig fra medio-september. Her et kort klip fra singalong-åbningsnummeret ‘Relator’.
Og så er det vel iøvrigt i dag Arctic Monkeys udsender ‘Humbug’. Må prøve at nå i pladebutik inden lukketid. Tror den kan være rigtig god.
Joe Strummer ville være blevet 57 i dag. Der har været mange lister med The Clash her på siden, så til afveksling – og gerne at drikke kolde øl til i aften – en top-10 over bedste Joe Strummer-soloindspilninger:
01. Redemption Song (fra Streetcore) 02. Road To Rock N’ Roll – (fra Rock Art & the X-Ray Style) 03. Trash City (single-A-side) 04. Diggin The New (fra Rock Art & the X-Ray Style) 05. Shaktar Donetsk (Global A Go Go) 06. Gangsterville (fra Earthquake Weather) 07. Yalla, Yalla (fra Rock Art & the X-Ray Style) 08. Long Shadow (fra Streetcore) 09. Tony Adams (Rock Art & the X-Ray Style) 10. Gamma Ray (fra Global A Go-Go)
Under navnet Julian Plenti solodebuterer Interpol-frontmand Paul Banks i disse dage med albummet Julian Plenti Is…Skyscraper. Den fra Interpol så stålsatte bandlyd er til lejligheden skiftet ud med en langt mere varieret instrumentering, spændende fra ensomt klaver, tæt spansk guitar, gjaldende trompet, kølige electronics og samplede stemmer over til el-guitarbåren indierock i det velkendte Joy Division-sangområde, Paul Banks med Interpol de seneste år selv har regeret så håndfast.
Ligheden til trods – som skal være stor når den karakteristiske sangstemme sætter ind! – er der noget anderledes afvæbnende og utilsløret over Paul Banks på Julian Plenti-albummet. Den nærmest fascistisk stramme disciplin, der altid har kendertegnet moderbandet i både arrangement og udtryk, er givet fri her. Det giver sprækker som åbninger i en flok kantede sange, der ved flere gennemlytninger vokser sig til meget mere, end blot en forglemmelig rasteplads på vej vejen mod mere Interpol.
Der er albums, som vil ryste verden (læs: er prætentiøse flop), andre albums som faktisk ryster verden (læs: Nevermind, OK Computer osv.) og så er der alle andre. Den amerikanske singer/songwriter Cass McCombs er bag et af årets store “små” albums, som jeg fik erhvervet mig mens jeg var i Los Angeles. Stilmæssigt er vi et sted i nærheden af f.eks. M. Ward og Ron Sexsmith – dvs. en tidløs, country/folk-præget “ørkenrock”. Man kunne af lydbilledet på albummet godt forledes til at tro, at f.eks. Tchad Blake havde produceret – men det er det nu ikke! Det har McCombs derimod selv været med til.
Hør og se åbningsnummeret “Dreams Come True Girl” ovenfor. Kvinden i videoen og sangen er Karen Black, kendt fra film som bl.a. Easy Rider og Five Easy Pieces, mao. en dame af en vis status og alder.
For de som ikke har antenner rettet mod Sverige, skal oplyses Thåström i morgen aften kl. 21.30 spiller show på Stora Torget midt i Malmö City. 2-3 timer tidligere er der i Folkets Park, ikke langt derfra, mulighed for at opleve postpunk-legendariske Gang Of Four i aktion, hvis man ellers har lyst. Ved ikke hvor spændede de kan lyde nuomdage. Begge koncerter er del af den omfangsrige, ugelange og helt gratis Malmö Festival. Her Thåström’s køreplan fra sidste weekend på Öya Festival i Norge:
Släpp aldrig in dom
Långa tåg av längtan
Jeffrey Lee Pierce
Främling överallt
Miss Huddinge-72
Alla vill till himlen
Kärlek är för dom
The Haters
Fanfanfan
Var e vargen
Vacker död stad
Kort Biografi med litet testamente
+ + +
Du ska va president
Jim Dickinson døde i lørdags, netop som jeg var på vej hjem fra USA. Dickinson er nok bedst kendt som manden fra Ardent Studios i Memphis og produceren bag Big Star’s berygtede/legendariske Third/Sister Lovers og Replacements’ Pleased To Meet Me. Hvad ikke så mange ved, er at han også havde en karriere som sessionmusiker for bl.a. Aretha Franklin og spillede klaver på Rolling Stones’ klassiske ”Wild Horses’ og havde en solokarriere, der nu og da kastede et album af sig.
Fik ikke tændt lys her for Elvis’ dødsdag i forgårs, så bedre sent end aldrig en pilgrimstur til Memphis’ Sun Studio – ja, der hvor eventyret begyndte! – sammen med The Walkmen, som i de historiske omgivelser fremfører en af det seneste års allerbedste sange, ‘Canadian Girl’.
Trumpeten under hatten i baggrunden spilles til lejligheden af Ben Cauley fra Stax-husbandet The Bar-Kays. Cauley var eneste overlevende fra flystyrtet, der i december ’67 gjorde en alt for tidlig ende på Otis Redding + fire Bar-Kays-bandmedlemmer.
Walkmen-sanger Hamilton Leithauser nævner indledningsvis en anden Sun-stjerne, Roy Orbison, som stor inspiration, men det vil helt sikkert ikke genere storsindede Elvis, som altså nu mindes her. Tradition og fornyelse og et grønt trommeset – enjoy!
A message to you, Rudy: Nikolaj Torp, der var med som keyboardmand på halvdelen af vores allerførste tour, efter Vejen Hjem Fra Rocknroll var udsendt, er lige nu afsted ude i verden med selveste gendannede The Specials. Det vel mest spændende engelske skaband nogensinde huser pånær keyboardspiller og foundermember Jerry Dammers – som altså ikke er blevet spurgt med – på denne tour samtlige oprindelige medlemmer. I deres prime var The Specials vel den britiske 2-tone-scenes Gasolin’ mod Madness’ Shu-bi-dua. Udover to essentielle studiealbums – The Specials og More Specials – huskes og værdsættes især The Specials’ raceskelsnedbrydende, sveddryppende, højintense liveshows, bl.a. som support for The Clash på deres Out On Parole Tour. Her ovenfor kan Terry Hall og co. – inkl. Nikolaj Torp – opleves i en nylig optagelse fra Jools Holland’s Later-program på BBC. En virtuel iskold jamaican Red Stripe herfra til Torp – you make us proud, bwoy!!
Efter det ret fremragende debutalbum sidste år fra The Last Shadow Puppets, Arctic Monkeys-sanger Alex Turner’s altoverskyggende sideprojekt, hvis fuldbyrdede kvalitet kom som et lyn fra en næsten klar himmel, har forventningerne til Humbug, den snartkommende longplayer med hans rigtige band, pludselig vokset sig store. Ikke mindst fordi rygter fra Sheffield Wednesday-lejren taler om en kraftig intern modningsproces, der efter sigende giver sig udslag i ny musik og lyd ikke alenlangt fra netop TLSP’s The Age Of The Understatement.
Musik/kultur-websitet The Quietus tager os lige her på en guidet tur gennem den Humbug’s 11 tracks, der udsendes 24. august og er co-produceret af Queens of the Stone Age’s Josh Homme. Allerede nu på lørdag aften er der nok mulighed for at høre en del af de nye sange live, når Arctic Monkeys stiller op i Valby Parken til Beatday09.
Her slutteligt en vidneberetning fra forleden, da Arctic Monkeys blæste gennem New York City for et enkelt show.
Som man kan se af mit foregående indlæg, er jeg draget til Hollywood som næste skridt i karrieren og har haft tid til at besøge USAs største uafhængige cd/dvd/lp-butik, Amoeba Music på Sunset Boulevard. Enorm, dét er den.
Hvad var det så, jeg købte ? Denne gang var der klar overvægt af country o.lign. Det var især fristende at få genudgivelsen af No Depression for sølle $8 (= 42 kroner), de to Flying Burrito-albums på én cd og American Land-udgaven af Seeger Sessions, der kom lige efter jeg havde købt den oprindelige. Son Volt-bagkataloget skulle også opdateres, nu hvor Jay Farrar er blevet endegyldigt rehabiliteret i mit Uncle Tupelo-parnas. Så lader jeg Jeff Tweedy passe lyd-dynerne; det vil han desværre tilsyneladende helst.
Når jeg tidligere har været i USA, har jeg altid fundet No Depression i musikforretningerne – det var sådan et blad for alle dem/os, der hører alt-country og beslægtet musik (og var selvfølgelig opkaldt efter Uncle Tupelos album). Men bladdøden kom forbi med sin kolde hånd sidste år. Heldigvis er tidsskriftet videført dels som et websted, hvor alle kan blive brugere, dels som en bog-agtig udgivelse, der kommer to gange om året. Se mere her.
Nå, her er listen så.
The Flying Burrito Bros. – The Gilded Palace of Sin / Burrito de Luxe
Uncle Tupelo – 89/93: An Anthology
Uncle Tupelo – No Depression (re-issue)
Son Volt – Wide Swing Tremolo
Son Volt – Straightaways
Son Volt – Okemah and the Melody of Riot
Son Volt – American Central Dust (endelig fik jeg det i hænde – hvor er det dog et godt album!)
Magnolia Electric Co. – Josephine
Bruce Springsteen – The Seeger Session (American Land Edition)
Catacombs – Cass McCombs
Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
Mos Def – The Ecstatic
Julian Plenti – Skyscraper
Animal Collective – Merriweather Post Pavillion
Og ja, jeg ved godt, hvem Julian Plenti rigtigt er. Men det kan jeg jo skrive om en anden gang. Eller også gør Jens.
Det sidste køb er ret kontroversielt, for jeg har tidligere været ret skeptisk over for dyrekollektivet, så ligefrem at eje deres album ikke kun som download, men nu som rigtig cd… Jeg fik en lille epifani, da jeg i går hørte albummet i min iPod på en solrig augustformiddag i USA og indså, at den pludrende psykedelia egentlig er et ambient lydtæppe i mange farver til sommerstemninger og ikke en samling sange, der skal nærlyttes.
