Efter det ret fremragende debutalbum sidste år fra The Last Shadow Puppets, Arctic Monkeys-sanger Alex Turner’s altoverskyggende sideprojekt, hvis fuldbyrdede kvalitet kom som et lyn fra en næsten klar himmel, har forventningerne til Humbug, den snartkommende longplayer med hans rigtige band, pludselig vokset sig store. Ikke mindst fordi rygter fra Sheffield Wednesday-lejren taler om en kraftig intern modningsproces, der efter sigende giver sig udslag i ny musik og lyd ikke alenlangt fra netop TLSP’s The Age Of The Understatement.
Musik/kultur-websitet The Quietus tager os lige her på en guidet tur gennem den Humbug’s 11 tracks, der udsendes 24. august og er co-produceret af Queens of the Stone Age’s Josh Homme. Allerede nu på lørdag aften er der nok mulighed for at høre en del af de nye sange live, når Arctic Monkeys stiller op i Valby Parken til Beatday09.
Her slutteligt en vidneberetning fra forleden, da Arctic Monkeys blæste gennem New York City for et enkelt show.
Som man kan se af mit foregående indlæg, er jeg draget til Hollywood som næste skridt i karrieren og har haft tid til at besøge USAs største uafhængige cd/dvd/lp-butik, Amoeba Music på Sunset Boulevard. Enorm, dét er den.
Hvad var det så, jeg købte ? Denne gang var der klar overvægt af country o.lign. Det var især fristende at få genudgivelsen af No Depression for sølle $8 (= 42 kroner), de to Flying Burrito-albums på én cd og American Land-udgaven af Seeger Sessions, der kom lige efter jeg havde købt den oprindelige. Son Volt-bagkataloget skulle også opdateres, nu hvor Jay Farrar er blevet endegyldigt rehabiliteret i mit Uncle Tupelo-parnas. Så lader jeg Jeff Tweedy passe lyd-dynerne; det vil han desværre tilsyneladende helst.
Når jeg tidligere har været i USA, har jeg altid fundet No Depression i musikforretningerne – det var sådan et blad for alle dem/os, der hører alt-country og beslægtet musik (og var selvfølgelig opkaldt efter Uncle Tupelos album). Men bladdøden kom forbi med sin kolde hånd sidste år. Heldigvis er tidsskriftet videført dels som et websted, hvor alle kan blive brugere, dels som en bog-agtig udgivelse, der kommer to gange om året. Se mere her.
Nå, her er listen så.
The Flying Burrito Bros. – The Gilded Palace of Sin / Burrito de Luxe
Uncle Tupelo – 89/93: An Anthology
Uncle Tupelo – No Depression (re-issue)
Son Volt – Wide Swing Tremolo
Son Volt – Straightaways
Son Volt – Okemah and the Melody of Riot
Son Volt – American Central Dust (endelig fik jeg det i hænde – hvor er det dog et godt album!)
Magnolia Electric Co. – Josephine
Bruce Springsteen – The Seeger Session (American Land Edition)
Catacombs – Cass McCombs
Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
Mos Def – The Ecstatic
Julian Plenti – Skyscraper
Animal Collective – Merriweather Post Pavillion
Og ja, jeg ved godt, hvem Julian Plenti rigtigt er. Men det kan jeg jo skrive om en anden gang. Eller også gør Jens.
Det sidste køb er ret kontroversielt, for jeg har tidligere været ret skeptisk over for dyrekollektivet, så ligefrem at eje deres album ikke kun som download, men nu som rigtig cd… Jeg fik en lille epifani, da jeg i går hørte albummet i min iPod på en solrig augustformiddag i USA og indså, at den pludrende psykedelia egentlig er et ambient lydtæppe i mange farver til sommerstemninger og ikke en samling sange, der skal nærlyttes.
The Cribs fremfører spritny single, ‘Cheat On Me’, forløber for september-albummet Igonore The Ignorant. Spillede ham guitaren til venstre ikke med i et andet halvkendt band engang…?
Lad os nu se… Neil Finn og Tim Finn (fra Crowded House, skulle nogen være i tvivl), Liam Finn (Neil Finns søn), Lisa Germano, Johnny Marr, Wilco, Don McGlashan fra The Muttonbirds, Ed O’Brien og Phil Selway fra Radiohead, KT Tunstall, Bic Runga (endnu en new zealandsk sangskriver) og Sebastian Steinberg (fra hedengangne Soul Coughing) er gået sammen om at lave en dobbelt-cd, The Sun Came Out, der udkommer 29. september. Man kan se hele tracklisten her.
Med så mange kunstnere, der for en stor dels vedkommende er rigt repræsenteret i min musiksamling, kan jeg kun imødese dette album med stor spænding og en vis bæven. Der er trods alt mange kokke om maden, og de seneste albums fra Crowded House og Wilco har været lidt kedelige, synes jeg – men det er da lidt af en oplevelse, at Jeff Tweedy og Neil Finn samarbejder.
Og pengene går til Oxfam, så helt skidt kan det ikke være.
Tyskfødte Klaus Nomi stod for et af de første AIDS-relaterede dødsfald inden for musik. 6. august 1983 var det forbi for den ekcentriske artpop-situationist, der blandede sin klassiske operabaggrund med en selviscenesættelse så pop-bizar og teatralsk, det selv dengang kunne få David Bowie – som Nomi optrådte sammen med på Saturday Night Live i ’79 – til at fremstå næsten helt afkodelig og jordbunden. Bowie’s plader har haft så meget større styrke og langtidsholdbarhed med i bagagen, men når som bedst er der stadig noget uafviseligt skæbnesvangert over Klaus Nomi og hans isnende tenor. Især på ‘Death’, Purcell-tracket han markeres med her. Morrissey er erklæret fan af denne version. Det er kulturministerkadidat Pia K. til gengæld nok ikke, da Klaus Nomi’s homosexuelle outsidertragik næppe går i fodslag med hendes definition af god og sund kunst. Enjoy y’all!
…When I am laid in earth, may my wrongs create
No trouble, no trouble
In thy breast
Remember me
Remember me
But aaaaah
Forget my fate
Remember me
But aaaaah
Forget my fate…
Et så godt band som The National tager altid chancer.
Nogle aftener lykkes og er bedre end man tør tro.
Andre gange vil der være strafporto at betale, setlister at revidere, ærgelse bagefter.
Tivolis Koncerstal blev ikke scenen hvor The National gav sin bedste danske koncert til dato.
Og stadigvæk var der dog svimlende øjeblikke undervejs. Hyldest kom varm som fortjent.
Frontmand Matt Berninger skal intet have at skamme sig over, stemme så bang ligepå, hvidvinsflaske i højre hånd. The National’s kommende plade står ventet og savnet. Så meget fortalte Tivoli os da uden besvær.
– Odeon Theatre, Liverpool, England – 14May1966
Tell Me, Momma
I Don’t Believe You (She Acts Like We Never Have Met)
Baby Let Me Follow You Down
Just Like Tom Thumb’s Blues
—-Crowd Leopard-Skin Pill-Box Hat
One Too Many Mornings
Ballad Of A Thin Man Like A Rolling Stone
—-God Save the Queen
Nu er vi alligevel i nostalgiens land, så lad os blive der en lille stund. (Dette indlæg vil glæde Jens!)
Tilbage i 1990’erne blev Joe Strummer i forbindelse med et tv-projekt bedt om at fortælle, hvad han syntes om Bruce Springsteen. Han sendte ovenstående fax. Læs lidt mere i artiklen fra The Guardian.
Mødte de to herrer nogen sinde hinanden? Jeg ved det ikke, men det gjorde de vel. Spillede de så nogen sinde sammen? Jeg ved det ikke, men jeg tror det ikke.
Ikke et ondt ord om den aften på dyrskuepladsen i FCM City for to uger siden. Enhver som oplevede ‘Twist & Shout’ der, skal aldrig i år kunne klage over sommerens høst. Men, men, men, alligevel. For Springsteen-tourens hidtil mest lysende og inspirerede setliste kunne opleves i aftes et helt andet sted, sydpå i Torino, Italien. Udover at indeholde seks (!) tourpremierer, var der sjældne toptoptop-tunes som ‘Loose Ends’, ‘Backstreets’ og ‘Drive All Night’ med på køreplanen. Samt altså igen også ‘Twist & Shout”. Av!
2009-07-21, Stadio Olimpico, Turin, Italy:
Loose Ends
Badlands
Hungry Heart
Outlaw Pete
Working on the Highway
Working on a Dream
Murder Incorporated
Johnny 99
American Skin (41 Shots)
Raise Your Hand
Travelin’ Band
Drive All Night
Two Hearts
My Love Will Not Let You Down
Waitin’ on a Sunny Day
The Promised Land
My Hometown
Backstreets
Lonesome Day
The Rising
Born to Run
Land of Hope and Dreams
American Land
Glory Days
Dancing in the Dark
Twist and Shout
01. The Killing Moon – Echo & The Bunnymen
02. Blue Moon – Elvis Aaron Presley
03. Cape Canaveral – Conor Oberst & The Mystic Valley Band
04. Moonshot – Dean & Britta
05. Rocket Ship – Daniel Jonston
06. The Black Hit Of Space – The Human League
07. Tides Of The Moon – Mercury Rev
08. Soft Black Stars – Anthony & The Johnsons
09. Looking For Astronauts – The National
10. Moon River – Andy Williams
…Streets full of people, all alone
Roads full of houses, never home
A church full of singing, out of tune
Everyone’s gone to the moon…
…Den nat de nåede månen var der feber i min krop
fra sygelejet hos min mor kunne jeg næsten nå derop
og stjernerne de vinkede ned til den lille tavse dreng
der lå med hede kinder trygt i sin store hvide seng…
…Rocket, rocket, USA
C’mon now USA
Gonna crash!
Wooo!
Gonna die…
Sommeren er den tavse tid. Netop som Jens og jeg har masser af tid til at skrive her, holder vi ferie! Jens sidder i et sommerhus på nogenlunde afstand af internet-forbindelser, og selv er jeg omsider næsten klar til at holde ferie.
Men lad mig skrive lidt om musik, nu jeg alligevel er her – og denne gang skal det være om ny musik.
Og hvor nyt er det så egentlig? Den indadvendte, psykedeliske skokigger-lyd bliver genopdaget i disse år, og det kan faktisk være fascinerende. Dengang omkring 1990 var det lige en tand for påtrængende blodfattigt, men det behøver ikke være sådan.
Jens var så begejstret for Blonde Redhead og deres opdaterede skokigger-lyd på 23, at albummet toppede hans liste over albums fra 2008.
Nu er turen så kommet til mit møde med skokiggerne i form af britiske The Horrors. De var vistnok NMEs kæledægger engang, og alene dét burde få alle alarmklokker til at ringe. Jeg fik aldrig hørt deres første, efter sigende meget Cramps-agtige album.
Men for ikke så længe siden udkom opfølgeren, Primary Colours, og denne gang er der ikke rigtig nogen mindelser om The Cramps el.lign. Her er til gengæld elektronik, dystre vokaler, forvrænget guitar á la My Bloody Valentine og Jesus and the Mary Chain og så heldigvis en række sange, der forstår at få skokigger-lyden “klædt på” med producerhjælp fra bl.a. Geoff Barrow fra Portishead. Prøv at høre det. Det er faktisk interessant!
Pastorinden og jeg var i går aftes at finde på en velorganiseret mark i Herning. En overgang fik vi endda lov at stå bag den højeste tilskuer og betragte hans smukke beigefarvede trøje. Det kunne dog ikke helt kompensere for et totalt manglende udsyn til scene og storskærm, så vi rykkede bagud. Oppe på tribunerne sad Jens med sin hustru og havde mulighed for at spise kirsebær med bl.a. en overborgmester.
Hvad fik vi så at høre? Blandet andet en intens piano-drevet udgave af “For You”, der mere end matchede den fra Live at Hammersmith Odeon, en noget anderledes udgave af “Racing In The Street” og en smægtende fremførelse af “Follow That Dream”.
Og det var såmænd bare, hvad Jens fandt frem i bilen, mens vi bagefter blev transporteret gennem tekstilbyens trafikknude.
Til selve koncerten kunne man opleve hvordan en veloplagt Boss sammen med et lige så veloplagt E Street Band endnu engang leverede en koncert, der viste mange af facetterne i Bruce Springsteens traditionsbevidste, men sjældent kedelige univers. Hvis jeg selv kan holde et sådant energiniveau, når jeg er omkring de 60, vil jeg være yderst tilfreds.
For mig var højdepunkterne “Candy’s Room”, “Prove It All Night”, “Promised Land” og “Badlands”, alle fra Darkness On The Edge Of Town, et album, jeg skatter højt. Der var ikke så mange ballader – vel egentlig kun “I’m On Fire”, “Atlantic City” og så selvfølgelig “The River”. Men de blev leveret i fin stil i den meget løse sætliste, hvor publikum kunne ønske numre og bandet leverede dem på overbevisende facon. Skuffende få af dem kendte dog “Thunder Road”, da den så kom. Fy! Når jeg engang får sætlisten at se, lægger jeg den som en kommentar her.
Jeg tilgiver så, at vi midtvejs i det næsten tre timer lange sæt skulle trækkes med “Seeds”, det gamle forgæves forsøg på at lave et samfundskritisk tøfrocknummer og samtidig en af de få Springsteen-sange, jeg synes er decideret træls. Og er “Rosalita” et løst, festagtigt nummer der passer godt til jam og pjat til sidst i et langt sæt, eller har vi at gøre med en ustruktureret melodi fuld af dur-akkorder bundet sammen af en alt for ordrig tekst? Her var der en vis uenighed.
Nå, lad det fare. Alt i alt var der, som man kan læse mellem linjerne, tale om en særdeles vellykket koncert.
“Tænk, at der på en tilfældig krejlermark i Herning er bedre lyd end der nogensinde har været på det sted, der gerne vil være Danmarks førende arena for store koncerter”, sagde Jens bagefter. Og jeg er enig.
(Hertil vil Don Ø. nok replicere at vi ikke skal brokke os, for i Parken får man alting at høre to gange.)
