Overskriften ser præcis ligeså mastodontisk ud som det nye album lyder. Liebe Ist Für Alles Da trækker hermed helt tilbage til Rammsteins debut, for fire longplayers siden, da verden var gjort af metal, og bandets senere så smukke balanceakt med stor europæisk æstetik i skarptskåret popsprog lå ukendt fremme bag horisonten. Så fint nu, at åbningssangen ‘Rammlied’ i musik bringer minder om Nico’s soloplader fra start70-erne, inden flammekasterne kickstarter og de kviksølvsstramme guitarriffs sætter ind. Så fint, at ‘Haifisch’ og ‘Frühling In Paris’ står melodisk svære at skyde ned, i et vellykket grænseland mellem karikatur og alvor. Fint, at der i ‘Wiener Blut’ er kommet lydspor til Vater Fritzl i Østrig. Og fint, at Rammstein i 2009 kan få Metallica til at lyde som et influenzaramt Bon Jovi, destroy a-l-l monsters, sturm und drang-komplet. Men når som bedst er Rammstein altså så meget mere end et altfortærende blitzkrieg-metalband. Den pointe ligger for forsømt og forsmået et sted under denne plades uvejsomme granitlandskab. Ikke uærgeligt, især med den specielt fine slutballade ‘Roter Sand’ in mente. Det er ikke talent og personlighed det skorter på i Rammstein. Og som sådan står Liebe Ist Für Alles Da trods umiddelbar skuffelse alligevel  en anbefaling herfra værdig.

PS – Interessant iøvrigt, ‘Pussy’, førstesinglen som blev overdøvet af en forfærdelig sexsations-promovideo, klarer sig langt bedre på egen hånd, både i hjemstavnsmusik og sexturismeord – hvem siger tyskere ikke har humor!?