For lidt over 10 år siden, mens Love Shops webside var noget Jens og jeg kun berørte flygtigt som en idé, besøgte jeg New Zealand i januar måned, dvs. mens der var midsommer dernede med lyse nætter. Først kom Sydøen. Uden for Dunedin så jeg de vilde pingviner og byen selv rummede slet skjulte ekkoer af en skotsk nybyggerfortid. Dertil rocktraditioner fra Flying Nun Records – The Clean gav koncert der, den dag jeg kom (og jeg gik glip af dem). Christchurch var derimod nærmere engelsk helt ned til stednavnene og var præget af en speciel blanding af engelsk inspireret gotik og den nye verdens lige gader og betonhuse. Der var Picton med blåt vand, vinmarker, grøn Middelhavsstemning og lyse nætter ved Cook-strædet, hvor hurtigfærgen (der i vores sommerhalvår sejlede mellem Frederikshavn og Göteborg) krydser over til Nordøen. Herfra med jernbane fra Wellington op til Auckland, den eneste rigtigt store by i dette land på størrelse med Storbritannien, men med et befolkningstal mindre end Danmarks.

Og hvorfor så al denne rejsenostalgi? Jo, i dag blev jeg vækket af telefonen. Historien om mine ukendte engelske søstre fortsætter nemlig. I dag var det min anden søster, der ringede til mig – fra Christchurch, hvor hun nu bor og arbejder. For første gang nogen sinde talte vi sammen og jeg genkendte straks hendes accent, som hun har fælles med min anden lillesøster, der stadig bor i Manchester. De voksede op få kilometer fra hinanden men anede ikke, at den anden fandtes – takket være min fars mangeårige anstrengelser for at holde os fra hinanden. Jeg var glad, lettet og bevæget over endelig at kunne snakke.

En dag, når det er vinter i Danmark, vil jeg sydpå igen!