Morrissey udsender i januar 1989 tredje single i eget navn. Efter debutalbummet Viva Hate‘s lidt forsigtige lyd er ‘The Last Of The Famous International Playboys’ en glam-funklende banger med krads guitar og udløsningsstærke omkvæd. Og så er sangen faktisk af gavn næsten en The Smiths-single. For med på både indspilningen (begået af The Smiths-producer Stephen Street) og denne Top of the Pops-playback medvirker The Smiths-bass/trommer Andy Rourke og Mike Joyce, samt bandets andenguitarist Craig Gannon. Panic on the streets of London…
Kategoriarkiv: Blog
It’s understood
Depeche uden lyddesigner, arrangør og co-producer Alan Wilder? Det var en ny utryg fremtid, da Depeche Mode efter fire års albumpause – og fire år var lang tid dengang for DM – udsendte Ultra i april 1997. Et par uger inden, faktisk i dag for 19 år siden, kom den anden forløbersingle i form af ‘It’s No Good’. Hvad først lød sært fremmed og anderledes ildevarslende bart fremstår i dag trygt og beroligende, nu registreret, accepteret og optaget i vores dna. Popmusik kan.
Forårsbørn
I går blev det 33 år siden Suede’s debutalbum udkom og for alvor skød 90’ernes britiske rockmusik igang. Her en af de måske lidt for få helt store sange på pladen, der ikke blev udsendt som single. ‘Pantomime Horse’, der slutter side 1 så dunkelt majestætisk, blev spillet for tre uger siden i København, men at guitarist Richard Oakes ikke er nogen Bernhard Butler – og hvem er da også det?! – står klart på dette klip fra 1994, hvor Butler-guitarens dynamik på helt anderledes vis end i Royal Arena hiver fat i nummeret og giver det en knusende tyngde i sit klimaks. Tillykke med de 33 i går til Suede…
Style It takes
En nøgtern sang at begynde en ny uge med her. John Cale’s perle på Lou Reed og hans hyldestplade Songs for Drella (1990) om og til Andy Warhol efter dennes død i 1987. Når folk dør og deres liv beskrives, kan selv det mest hverdagsagtige fremstå lyrisk. Således også i denne sang, hvor vi møder Andy Warhol, der i Cale’s førsteperson fortæller sit arbejdsliv…
By The Time I Get To Phoenix
Da vi havde Nick Cave lige her igår på den nye Flea-version af ‘Wichita Lineman’ syntes det som et vildt match at høre Cave synge en af Jimmy Webb’s knuste hjertesange fra sen-60’ernes amerikanske hitlister. Først i dag rammer tanken, det jo slet ikke er første gang han gør netop det. Her Cave’s – og vintage Bad Seeds’ – lydhøre fortolkning af ‘By The Time I Get To Phoenix’, ligeledes en suverænt ført breakup-fortælling af Jimmy Webb (oprindeligt også sunget til tops af Glen Campbell), som var med på Nick Cave and the Bad Seeds’ skelsættende coveralbum ‘Kicking Against the Pricks (1986)…
Billy Mackenzie igen
Billy Mackenzie fra The Associates ville have haft fødselsdag i dag. Så derfor her den formodentlig bedst syngende unge mand nogensinde fra skotske Dundee i sit absolutte es. ‘Skipping’ er fra Associates’ andet album Sulk, der udkom i maj 1982 og aldrig er blevet forældet af den simple grund, pladen lyder af en anden, bedre og mere euforisk verden…
Wichita Lineman
En af flere store, tårevædede klassikere i amerikansk popmusik af sangskriveren Jimmy Webb. Originalen fra 1968 er med Glen Campbell, men siden er den enkle historie om den ensomme mand oppe i højspændingsledningerne også blevet givet af R.E.M. blandt utallige andre. Her er det for nu aldrig hvilende Nick Cave der synger den som gæstesolist på RHCP-bassisten Fleas’s nye album Honora, der udgives i dag…
…And I need you more than want you
And I want you for all time
And the Wichita lineman
Is still on the line…
We’ll be young again
Hvor er Depeche Mode bedårende unge og uskyldige på dette tidlige klip fra klubben Crocs, ude i Rayleigh nordøst for London. Crocs havde sit navn idet klubben, der var et fristed for folk, der kunne lide den nye synth-musik, havde et akvarie med levende krokodiller. Depeche Mode spillede flere af sine første shows der, bl.a. som support for Soft Cell, hvilket line-up!
PS – Friske ‘New Life’ var første single det lykkedes at få fat på dengang, købt på import i Haase, Løvstræde på en tur til Kbh. Den stærkere debut ‘Dreaming Of Me’ med drømme-B-siden ‘Ice Machine’ nåede desværre aldrig til DK. Depeche Mode var jo tæt på helt ukendte her, forståes. Således kunne de også nemt være i Saltlageret på Gammel Kongevej i efteråret 1982, da de første gang spillede deres techno-pop i Danmark.
We’ll be ghosts again
I går blev det tre år siden Depeche Mode udsendte Memento Mori, et uventet stærkt udspil sent i karrieren; måske det var dødsfaldet i bandet året inden der gav den ekstra glød og…liv. Kan stadig blive specielt tændt af den med Richard Butler fra Psychedelic Furs co-skrevne ‘Ghosts Again’, albummets første single, der her opføres for amerikanske Vinegar Hill Sessions…
Northern boys
I dag for 40 år siden, 24. marts 1986, udsendte Pet Shop Boys debutalbummet Please. Duoen blev da anskuet som letfordøjelig Smash Hits-synthpop. Som sådan stak det første album egentlig lidt frustrerende op og ned i mange retninger. Men der var et nummer som viste vejen frem mod et Pet Shop Boys med langt bredere og mere subtilt musikalsk vingefang. Det var den her stemningssvævende klassiker…
The Promise
Hvis man er i Liverpool og har et blødt punkt for Echo and the Bunnymen, så kan dette maleri fra 1888 af den engelske impressionist Henry Scott Tuke opleves i Walker Art Gallery, tæt ved Lime Street. Mon ikke mange vil genkende det straks her, men undre sig over at det hedder The Promise?
Den svenske italienerinde
Dagens lyd her er fra Sverige, hvor den nu italiensk-baserede Veronica Maggio i fredags udsendte anden halvdel af sit nye album Sciura. Som ofte før med Maggio bliver det hele hurtigt meget pænt og renskuret; måske det blot er os, der ønsker en VM som kunne være mere end en dygtig popstjerne, hvad hun jo med respekt er. Her en af de to sange fra anden Sciura-halvdel, der i lyd og attitude træder ud af flinkeskolens festsal og rammer noget mere direkte…
Art of the poster
Mandag med Mansfield
Ugen her begynder med tre minutters opløftende dansk musik. En ny single med det københavnske band Mansfield, der allerede har to albums under bæltet, senest For All the Right Reasons (2024). Sjældent med et band herhjemme, der så ubesværet bærer den store britiske tradition i sine årer…
Ny musik, nat og dag
Glæden ved tilfældigt at falde over en aldrig hørt om artist med et ukendt nummer, der tænder samtlige satelitter og slår begge ben lidt væk under en, uden overhovedet at lyde som om det prøver. Kan se at nummeret ‘Love Fades’ med Tamaryn – navnet lyder amerikansk – må være 14-15 år gammelt, men det kommunikerer lyslevende her og nu. Og der er tilmed en fin uofficiel video til, som en derude i YouTubeland har begået. Musik kan.