Kategoriarkiv: Blog

Fire amerikanske nedslag

Der har sjældent været så mange koncerter som i dette forår. De seneste to års nedlukning har genereret en aktivitet, som nærmest kan synes overvældende. Siden her har den seneste lille halvanden ugen observeret fire vidt forskellige amerikanske acts på deres vej gennem København.

Først var det legenderige Iggy Pop, som forrige søndag rev Falkoner midtover med en af den slags eksplosioner, der ikke burde være en mand af hans alder mulig. Med et overraskende stærkt nyt fransk band (franskmænd kan ikke spille rock, remember?!), der kan så meget andet og mere varieret end ‘bare’ Stooges-rock, storsang Iggy Pop sig gennem koncerten, der indimellem fremstod som en veritabel æresrunde for hans unikke karriere. Så decideret rørende det var at høre ham tilsidst på aftenens sidste indslag, en nådesløs version af 1973-bangeren ‘Search & Destroy’, gentage mantraet ‘forgotten boy’ henover gigantisk tårnhøje guitarbredsider. Og de horn til venstre for Iggy på scenen altså, tre af dem sammen, bragte klare associationer til australske The Saints fra punkdagene. Fortid og nutid i vital omfavnelse. *****

Et ganske anderledes band samme sted torsdag var uforlignelige Beach House, hvis seneste to shows i København har været hypnotiserende seancer med en overraskende klædelig kant i leveringen. Så helstøbte fremstod live-trioen ikke i Falkoner, hvor aftenen nok blev martret af et for tidsfattigt set, domineret af numre fra de seneste to albums, der trods karakteristisk besnærende lyd og klassiske Beach House-arrangementer ikke kompositorisk matcher tidligere bedrifter. Storslåede stemningskonstruktioner som ‘Myth’ og ‘PPP’ vil altid funkle klart, men de stod uvant alene denne københavnske aften på en ellers for uklar Beach House-himmel. Kom igen! ***

Lørdag aften kl. 22 spillede The National på den nye lovende Syd For Solen-festival i Søndermarken. The National’s seneste to albums har så absolut ikke været deres mest blomstrende, men i de grønne omgivelser på Frederiksberg tog Matt Berninger & co. revanche på en forbløffende stærk tur gennem bandets efterhånden så imponerende bagkatalog. Har næppe før oplevet Dessner-brødrenes guitarspil så ekspressivt, klartdefineret og dynamisk, mens Berninger pålagde musikken sin varme Bo Bedre-vokalfernis på en for ham på scenerne bemærkelsesværdig atypisk sober aften. Overordnet smukt at så stort et hengivent publikum har fundet vej til et tålmodighedskrævende band, der aldrig nogensinde har haft et hit. Det er fuldt fortjent. *****

Mandag i Amager Bio gav albumaktuelle Wilco så et skønt tilfredsstillende to-timers-set, hvor den nye plades uforstillede, sagte amerikanske melankoli blev blandet effektivt op med de mere grænseafsøgende sider af Wilco-kataloget. Det ene øjebliks blåtonede sange af tvivl, søgen og tab blev det næste punkteret med forløb af en vel nærmest amerikansk krautrock, af Sonic Youth-chemtrails over dissonante randområder, samt af himmelfarende, hypersensitive guitarforløb, hvor bandets to/tre guitaresser (!) spillede suverænt i stil udfra Tom Verlaine’s Television-eliteskole. Og manden i midten, Jeff Tweedy, sang det hele så enkelt hjem uden de store armbevægelser, kun bevæbnet med sine søgende ord og den der sprukne Wilco-stemme af guld. En nydelse at opleve dette band, der tydeligvis har tusinder af kilometer i benene. Spillerne kender hinanden til et punkt, så sange og numre uden rationelt besvær angribes med synkroniseret temperament, en særdeles velsmurt organisk maskine. Musik kan. *****

Reintroducing…Wilco!

Har Wilco netop udsendt sin stærkeste samling nye amerikanske sange i dette årtusinde? Cruel Country indeholder hele 21 lavmælte tracks, der stilistisk hørt er en velkommen hjemkomst til den lidt mere regelrette Jeff Tweedy-sangskrivning uden store armbevægelser men med enormt melodisk overskud, der stadig holder de to tidlige Wilco-albums Being There (1996) og Summerteeth (1999) i levende live som hjertebankende klassikere. Her et ærketypisk Tweedy-blåtonet udpluk fra det nye album…

Dagens 20-års…

For ikke få af os var det David Bowie’s kunstneriske genkomst efter 19 år, først i skyggen af goldt stjernestøv, dernæst i en frustrerende forgæves jagt på egen dagsordensættende legende fra de gyldne 70’ere. Men 10. juni 2002 udkom albummet Heathen, hvor stemmen der var forsvundet i kølvandet på Serious Moonlight-touren i 1983 pludselig var tilbage og uventet igen lød som den fritsyngende Bowie, verden efterhånden havde afskrevet som borte for altid. Ikke mere end på følgende længselssug af en sang fra Heathen, her i lyd, værdighed og smukt levende øjebliksbilleder fra samme efterår på l’Olympia i Paris…

Fra bowiesongs.com: ‘…And Bowie gave one of his finest sustained performances as a vocalist on record. It’s as if he’s playing the character he offered in interviews for the album—an older man drained of the potential to be surprised, a settled man, one content within his twilit world and accepting of barbarity—but the character keeps breaking script.

You & Me revisited

The Walkmen, fraværende nu på niende år på sin berømte ‘tidsubestemte pause’, genudsender på fredag 2008-mesterstykket You & Me, albummet hvor The Walkmen’s musik for alvor faldt på plads og blev helt sin egen. Den remastererede genudgivelse bærer navnet You & Me – The Sun Studio Edition, da den som bonus også indeholder de fem numre, der blev indspillet med lokal hornsektion under en dags besøg dengang i Memphis, Tennessee’s legendetunge Sun Studio. Her det første af de fem, en tilbagelænet, slingrende gennemkørsel af ‘Louisiana’, oprindeligt fra A Hundred Miles Off (2006), der onsdag er blevet udsendt som video. Bliver The Walkmen nogensinde gendannet? Det er gratis at håbe.

With anxiety…

Championship-punkbandet The Ruts fra London udsendte dags dato i 1979 ‘Babylon’s Burning’, deres anden og mest udbredte single, der siden har stået markant på soundtracket fra sin brydningsfulde engelske samtid. Godt et år efter døde bandets karismatiske sanger Malcolm Owen af en heroinoverdosis, og The Ruts fortsatte herefter med stærkt formindsket skarphed og relevans som Ruts DC…

Dusty i Berlin

Den største sangerindestemme i 60’ernes britiske popmusik tilhører Dusty Springfield. Her har hun 15. marts 1969 taget den helt til Vestberlin for på Freies Berlin-senderen at synge til ARD-Eurovisionen Gala-Abend der Schallplatte, en live-fremførsel med stort orkester af en blandt de allermægtigste Dusty-sange, den da aktuelle ‘I Close My Eyes And Count To Ten’-single. Danske Nina & Frederik medvirker også ved showet den aften, men det er Grethe Ingmann der snart herhjemme indspiller Chris Westlake’s Dusty-sang på dansk…

Yeah Yeah Yeahs tilbage

Yeah Yeah Yeahs spiller lige nu shows i Europa for første gang i ni år. Samme afbrud af tid har der også være i pladeudgivelser fra Karen O, Nick Zinner og Brian Chase’s fælles band. Det rådes der i første omgang bod på med denne nye single, der jo umiskendeligt lyder som dem…

Dagens 41-års

Ikonisk cover, negroni-bittert album, et britisk band i stor form. The Psychedelic Furs andet album Talk Talk Talk, der udkom 6. juni 1981, er mest kendt for ‘Pretty In Pink’, der i en mærkbart svagere genindspilning blev et signaturhit fem år efter via teen romance-filmen af samme navn. Men der er langt stærkere sange ombord på Talk Talk Talk, tag nu denne…

Pre Pop mania

Falkoner, København er i morgen (søndag) næste stop på Iggy Pop’s Europa-tour dette forår, der forfriskende bringer et nyt band – inkl. horn – med sig, hvis aftener med Iggy dette forår har fået særdeles positiv omtale påhæftet. Denne gang er det endelig (!) ikke kun The Stooges-delen af hans fortid, som står altdominerende på setlisten, men mindst ligeså meget karrierehøjdepunkter fra soloårene. Her er James Osterberg himself (vistnok med sit nye band) i en nylig BBC-optagelse af New Values-højdepunktet ‘The Endless Sea’, som er med hver aften dette forår. Kan koncerterne nu leve op til det magiske niveau fra The Idiot/Lust for Life/Post Pop Depression-touren med Josh Homme-bandet, foråret 2016? Synes rationelt set ikke muligt, men det er gratis at håbe…

Heaven 17 synger Associates

En stærk coverversion af The Associates’ helium-hit ‘Party Fears Two’ fra 1981 med sine vilde melodiske løb og fandenivoldske helium-vokal synes naturstridigt. Mod alle odds klarer Sheffield’s Heaven 17 dog den udfordring her med bravour ved hjælp af både fod- og håndbremse, samt en konsekvent udryddelse af originalens euforiske arrangement-hektik. Det kommer der en helt anderledes reflekterende og mægtig ballade ud af…

God Save The Queen

Like punk never happened? Det stramme royale fokus lige nu omkring Queen Elisabeth’s 70-års jubilæum minder om 25-års-dagene i 1977, da Sex Pistols punkterede den britiske blåblodrus med sit veltimede ‘God Save The Queen’-smashhit. Her ovenfor på The Mail-overskriften fra i dag er det ikke bare vegan ego activists, men ‘vegan activist ego morons’, nogle unge protesterende gøres til. Storbritannien har ikke brug for mindelser om tidens skyggesider under den ekstravagante jubelfejring af klassesamfundets allerøverste. Den samlede menneskemængde reagerede forståeligt med raseri. Sex Pistols, I får igen tre minutter…

Brother, my cup is empty…

Vi markerer aftenens besøg på Northside af The Bad Seeds med et billede af det ‘happy tea set’, Nick Cave selv har designet og som nu kan købes for lige over 1.200 kr. gennem hans webbutik Cave Things. Hvis man har 3.742 flere penge, så er der også blandt utallige pudsige ting samme sted en mørkegrøn Nick Cave-designet cashmere jumper med hans eget slogan ‘This morning is amazing and so are you’ henover brystet. Ja, du læste rigtigt: This morning is amazing and so are you.

Pre-postpunk?

Allerede i efteråret 1977, da man først hørte Sex Pistols-debuten Never Mind the Bollocks, var der ét nummer, der stilistisk skilte sig ud fra pladens fyrværkeri af indignations-antændte in-your-face-punknumre. ‘Submission’ lød dengang omme på side 2 ikke bare anderledes, men pegede klart mod en retning, Sex Pistols muligvis kunne have taget, havde bandet ikke fyret bassist/sangskriver Glen Matlock til fordel for håbløse Sid Vicious, og senere var gået i opløsning ovenpå et Malcolm Maclaren-skabt mareridt af en tour i det sydlige USA. ‘Submission’ står distancen i dag, og lyder stadig som intet andet fra dengang eller nu. Måske lige bortset fra instrumentalstykket midt i sangen (1:53>), der bærer et sært slægtskab med et ditto stykke i Roxy Music’s fire år tidligere ‘Editions Of You’…