Kategoriarkiv: Blog

Fra Sparks til Kliché

I Kliché-indlægget herunder bliver der i kommentarerne talt om amerikanske Hilly Michaels, der – uvist her af hvilken grund – blev fløjet ind til Svinkløv Badehotel for at producere Okay Okay Boys. Her spiller selvsamme Hilly Michaels trommer for Sparks i 1976 på en af singlerne fra Big Beat, deres første og på alle måder tømmermændsramte amerikanske album efter de gyldne år i England. ‘I Like Girls’ fejler nu som klassisk eksotisk Sparks-nummer ingenting…

Mere end bare okay

Det efterår den kom blev Okay Okay Boys modtaget med en sært behersket begejstring. Nok var der tale om et stærkt andet album, men Kliché bragte ikke længere det soniske overraskelsesangreb, de var kommet med to år tidligere på den på alle måder banebrydende Supertanker. Den så anderledes, iskolde lyd af Kliché var nu registreret – ja, Aarhus-bandet TV-2 havde endda scoret sig en pladekontrakt på CBS med en velfriseret version af den – og Hugs splintrende jodle-fraseringer stod nu aflæst og næsten normaliseret. Derfor ikke samme chok eller opstandelse som første gang, blot en bred tilfredshed over at høre et veldefineret band arbejde sig videre. Og på den vis svarer Kliché til NYC-bandet Television, hvis bjergtagende debutplade Marquee Moon (1977) fik sin isoleret set glimrende opfølger Adventure (1978) til ved udgivelsen at fremstå skuffende ordinær. Heldigvis har årene været gode ved Okay Okay Boys, der vel i dag kommer akkurat ligeså givende som Supertanker. Her albummets indgangsnummer, den vanvidskrængende ‘Bag De Røde Bjerge”…

Elskede ham for evigt

Faldt over 12″eren med den originale seks-minutters version af Lars Hug’s ‘Elsker Dig For Evigt’ i Aarhus fredag formiddag. Hug var flyvende efter Kliché-bruddet med sit frygtløst mesterlige Søren Ulrik Thomsen-album City Slang (1984), men hvor dén vildtvoksende moderne musik skulle føre hen, det var der i sagens mangefacetterede natur intet logisk bud på. Singlen ‘Elsker Dig Forevigt’ – udsendt såvidt huskes i det tidlige forår 1986 – var første gang man hørte Hug som soloartist med egne og dengang overraskende romantiske ord. Musikken er i essens schlager, men Hug havde den skarpe kant i sin stemme, der skulle til for helt at undvige genrens faldgrube af tynd døgnflue-fernis. ‘Elsker Dig Forevigt’ blev som fortjent hit Lars Hug’s folkelige gennembrud som soloartist, og satte os alle på sporet af det store danske state-of-the-art-popalbum Kysser Himlen Farvel, der skulle udkomme året efter. Videoens billeder undervejs af Hug, Vervohlt og Hilmer er fra et DR-kulturprogram de optrådte i, kvinden med parasollen Hug’s daværende kæreste, nej, kun sangen var for evigt. Her er det ikke den anderledes udgave fra 12″eren, men i stedet 7″er- og album-versionen…

Wild is the wind

Kun at poste om den nye Thåström-plade igen og igen ender jo med at fremstå lettere manisk, så her et hårdt forsøg på helt at skifte spor. Men er der andre spor? Ah jo, det kunne f.eks. være David Bowie der synger sin helt egen fortolkning af Nina Simone’s ‘Wild Is The Wind’, først hørt som afslutningsnummer på Station to Station i 1976. Det har vel intet med Thåström at gøre…

Kærlighed og Straf

Den indeholder bl.a. ‘Hugorm’, ‘I morgen’, ‘Danmark bye-bye’, ‘Den længste dag er alt for kort’, LS-deepcuttet ‘Evaklubben’ og ‘Mesteren’. Moneypenny-coveret prydes af et Lærke Posselt-foto, der er taget i Norge. Pladen er indspillet på Dortheavej i Nordvestkvarteret i København, og siden mixet i andet studie på samme vej af Frank Birch Pontoppidan. I dag er det 10 år siden Kærlighed og Straf blev udsendt. Tillykke med fødselsdagen!

Mathilde

En af de mest tilfredsstillende ting ved denne blog er den feedback som jævnligt kommer ind, når nogen er blevet præsenteret for ældre eller ny musik her, som de ikke kendte i forvejen, men nu med glæde har opdaget. Så ingen skal dø i synden omkring ikke at have haft chancen for at høre den ‘Mathilde’ der blev omtalt i et indlæg herunder, der vedrørte det nye Thåström-album. 1964-originalen af ‘Mathilde’ med Jacques Brel er måske for hardcore på fransk, så her istedet Scott Walker’s overdådige cover på engelsk fra 1967…

Sang til en søndag

Søndagens sang her fra den nye Thåström? Det kunne være skæring nummer tre på side a. Sangtitlen ‘Mathilde’ tilhørte vel til nu Jacques Brel og Scott Walker, der begge har udgivet nærmest berusende versioner af førstnævntes besættelse af en kvinde ved det navn. Men Thåström tager nu også ejerskab i følgende sang, hvis vinkel og strygernænsomme grundstemning er en ganske anden…