Kategoriarkiv: Blog

And he was alright…

16. juni 1972: Liverpool FC’s mirakelmager Jürgen Klopp fylder fem år den fredag, David Bowie udsender sit banebrydende album The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Her ‘Lady Stardust’, denne søndags favoritsang derfra. I går i Vordingborg med LS var det ‘Hang On To Yourself’ og ‘Suffragette City’, i morgen sikkert en helt fjerde, femte eller sjette. Så sjældent stærkt et album er det.

Where have all the good songs gone?

Ja, det synger Bill Callahan på denne sang fra hans nye album. Og man forstår ham. En af hovedgrundene til denne blogs helt sikkert alt for mange indslag fra fortiden er jo netop, at nutidens output indenfor rockmusik i disse år alt for ofte kommer så forbløffende halvhjertet, ligegyldigt og slapt. Der findes ikke noget bedre end begejstring over ny musik, over et anderledes spændende take på det hele, over en ny generation, der finder sin egen egenartede, kraftfulde stemme gennem toner, ord og rytme. Vi vil allerhelst bringe ny musik her. Men den skal fandeme også være god, ikke bare ny.

Shining bright again…

På udgivelsesdagen for Western Stars har Bruce Spingsteen udsendt denne americana-dryppende video til albummets titelsang…

På pladen følges ‘Western Stars’, en af de diskret største sange Springsteen vel har skrevet i nyere tid, iøvrigt næsten perverst af ‘Sleepy Joe’s Cafe’, som til gengæld nok er det allernærmeste den civiliserede verden kommer en slingrende Kandis-version af Chuck Berry’s ‘You Never Can Tell’ i år.

Northern pleasures

Så i en pladebutik i dag det monstrøst forkerte kridhvide jubilæums-cover til Joy Division’s klassiske debut Unknown Pleasures, der fylder 40 i morgen. Forkert fordi ingen plade fra den årgang er mørkere og mere sammenknuget end producer Martin Hannet’s version af lyden af det unge Nordengland i 1979. Her ovenfor er ‘Interzone’, den næstsidste skærebrænder af et nummer på Unknown Pleasures‘ side 2. Hvor mange ved mon, at der i Joy Division’s omgangskreds dengang var en northern soul-DJ (Richard Searling), som opfordrede Ian Curtis & co. til en cover af N.F. Porter’s stompende Wigan Casino-hymne ‘Keep On Keeping On’. Det skete som bekendt aldrig, men northern soul-riffet har alligevel gjort mærkbart indtryk på Joy Division. Hør selv…

Bruce & Maureen

Hvilken fin fredag. Ikke blot udsender Bruce Springsteen med Western Stars sit bedste album siden Magic (2007), og det første i meget lang tid med sange istedet for numre. Tilmed sange der folder sig ud og vokser ved flere genlytninger. Nej, Sæbys moi Caprice, der velsignede 0’er-tilværelsen med en række fornemme synthpop-albums, er tilbage ud af intet med deres første single i over ti år. Og mikrofonholder Michael Møller har ikke mistet sit unikke talent for hverdagens kolossale drama…

Run like a villain

Iggy Pop’s Chris Stein-producerede 1982-album Zombie Birdhouse genudgives senere i juni på vinyl. Derfor er der nu blevet sendt en ny animeret video i omløb til albummets oprindelige forløber-single ‘Run Like A Villain’. Iggy Pop var her i sine wilderness-years i grøften igen, inden Bowie fik medlidenhed og i 1986 skabte Blah Blah Blah-succesen for ham. Det høres positivt på dette utæmmede bæst af et nummer, hvor Iggy (dengang så fremtiden-er-ankommet-moderne) synger om en kvinde med ‘a Sony Walkman on her head’…

Supermoronic?

Åh, rockmusik, du er nogle gange en svær en at holde af. Tag nu Liam Gallagher’s nye single. Co-skrevet af Liam med en eller flere professionelle sangskrivere, lyder ‘Shockwave’ ligeså overbevisende autentisk som i 90’erne, når Robbie Williams udsendte sine britpopstiløvelser, bare minus sælgercharmen. Liam er omvendt helt fortabt i en verden uden bror Noel som musikalsk oplægger, og det formår ingen Status Quo-boogie med et par Oasis-referencebærende Beatles-broer at skjule, tværtimod. Albumtitlen Why Me? Why Not? skriger vel kun på ét svar: Fordi du aldrig er blevet voksen. Sæt hellere ‘Supersonic’ på og hør, hvor uomgængelig han sammen med Oasis var engang.

Køreplanen er kommet

August

Friday 9 – Norwich City (H)
Saturday 17 – Southampton (A)
Saturday 24 – Arsenal (H)
Saturday 31 – Burnley (A)

September

Saturday 14 – Newcastle United (H)
Saturday 21 – Chelsea (A)
Saturday 28 – Sheffield United (A)

October

Saturday 5 – Leicester City (H)
Saturday 19 – Manchester United (A)
Saturday 26 –Tottenham Hotspur (H)

November

Saturday 2 – Aston Villa (A)
Saturday 9 – Manchester City (H)
Saturday 23 – Crystal Palace (A)
Saturday 30 – Brighton and Hove Albion (H)

December

Wednesday 4 – Everton (H)
Saturday 7 – Bournemouth (A)
Saturday 14 – Watford (H)
Saturday 21 – West Ham United (A)
Thursday 26 – Leicester City (A)
Saturday 28 – Wolverhampton Wanderers (H)

January

Wednesday 1 – Sheffield United (H)
Saturday 11 – Tottenham Hotspur (A)
Saturday 18 – Manchester United (H)
Tuesday 21 – Wolverhampton Wanderers (A)

February

Saturday 1 – Southampton (H)
Saturday 8 – Norwich City (A)
Saturday 22 – West Ham United (H)
Saturday 29 – Watford (A)

March

Saturday 7 – Bournemouth (H)
Saturday 14 – Everton (A)
Saturday 21 – Crystal Palace (H)

April

Saturday 4 – Manchester City (A)
Saturday 11 – Aston Villa (H)
Saturday 18 – Brighton and Hove Albion (A)
Saturday 25 – Burnley (H)

May

Saturday 2 – Arsenal (A)
Saturday 9 – Chelsea (H)
Sunday 17 – Newcastle United (A)

Reconstruction

Der diskuteres i kommetarerne til indlægget under dette, om Fables of the Reconstruction sin egenartethed til trods er et godt og vellykket album. Jeg er splittet på det første, for der er noget sært uforløst og klaustrofobisk i albummets kerne. Men jo til det sidste, for Fables bliver man som musikalsk mysterie aldrig helt færdig med som lytter. Som plade forbliver den en slags lokkende men utilnærmeligt spørgsmålstegn, R.E.M. muligvis ikke engang selv kender svaret på. Hvilket i en konventionel rockverden af regnestykker der altid går op, står som en meget sjælden kvalitet.

I oktober 1985 turnerede R.E.M. det nye album i Europa med deres Reconstruction Tour. Michael Stipe var den sæson blondine til lejligheden, hans band i letbenet kampform, og blandt månedenes hektiske 22 shows var en optræden i Bochum på det tyske TV-show Rockpalast, der bød på syv sange fra det nye album…

Fables

I disse dage i 1985 udkom Fables of the Reconstruction, R.E.M.’s tredje regulære album. Indspillet i London af folk-veteranen Joe Boyd lyder Fables ikke som noget andet i bandets karriere – eller i rockmusikken som sådan – med sin druknende monokrome lyd og sine tonalt drævende numre. Michael Stipe fortalte omkring pladens udgivelse, at indspilningen i en fjern forstad i fremmede London, hvor det regnede konstant, fyldte R.E.M. med modløshed og hjemve. Det høres. Her den så fine ‘Driver 8’ tilsat grynede skumringsbilleder af endeløse amerikanske tog og rangerterræner; the things that Stipe’s dreams were made of.

Fra Hollywood til Helsingør

LS spillede fredag aften ved Konventum i Helsingør. Var tidligt deroppe om eftermiddagen, og lånte på stedet en cykel, langs den solskinsbelagte kystvej ind til byen, at bruge lidt tid i en nyåbnet second hand-pladebutik. Fandt blandt andre ting der en af de allerbedste 3-4 singler med The Rolling Stones, deres ‘Get Off Of My Cloud’ i det specielle danske cover, en sort/hvid gengivelse af albumcoverportrættet fra Out of Our Heads (1965). Det er slet ikke en sjælden single, dog standen af den er som oftest tvivlsom og meget slidt. Men dette helt anderledes velholdte vinyleksemplar af sangen, der blev indspillet i Hollywood i september 1965 som opfølger til samme års ‘(I Can’t Get No) Satisfaction’, er øjensynligt aldrig nogensinde før blevet afspillet, og erstatter nu i sin klare vellydende power den så skrattende udgave, jeg havde i forvejen. De små glæder er store.

Permanent Solution

Pludselig kom jeg i tanke om Paradise Lost. I dag laver de vistnok gotisk metal. Men for 20 år siden lød de sådan her. Søren Vegeberg sagde, at de var gode (og det syntes jeg bestemt også). Jens syntes, de lød som det danske band Portland. Begge havde ret. Og så ikke et ord om Depeche Mode.