Kategoriarkiv: Blog

TR/ST Amsterdam

Havde på forhånd tænkt spillestedet Paradiso Noord, som er tilgængeligt i novemberaftenens insisterende regn med en lille speedfærge fra Amsterdam Centraal, som industrielt på den berlinske spillestedsmåde, altså liggende i rammerne af en smadret fabrik. Intet er dog længere fra sandheden, for hvad venter ligner mere fællesarealet på et dansk kommunekontor, vi taler fattigt moderne byggeri, en sal rejst af kønsløshed. Kønsløst er dog ikke et ord der passer til aftenens headlinere, stillende op som stærkt markeret trio; Lia Simone Braswell, NYC-støjbandet A Place To Bury Strangers’ steady trommeslager, en navnløs kvindelig keyboardspiller, voluminøs og udfordrende påklædt, samt TR/ST-personaen Robert Alfons, tyndlemmet og lang, helt sikkert a creature of the night, med kindben man kan skære sig på. TR/ST’s forunderlige sammenstød af dyster elektro og popbangers klæder denne aften, hvor den udsolgte sal – 550 mennesker – fra første øjeblik er i sync med dette til nu så bemærkelsesværdigt oversete band. Alfons, langt mere rockstjerne på en scene end club-musiker, snor sig ind og ud af lyset, der som TR/ST’s musik lever af sin kontrast mellem det opbyggende dystre og så forløsende smukke. I en tid hvor rockmusik generelt står forunderligt svag og stivnet, er det en glæde – helt som til Boy Harsher på Loppen, Christiania i fredags – at dens største fornøjelser stadig kan leveres ubesværet i den elektroniske genre. På speedfærgen tilbage til Amsterdam Centraal før midnat pisker regnen stadig, men aftenens længselsfulde TR/ST-synths visker nemt den slags trivialiteter bort, alt er godt.

Amsterdam

Aften falder på lige nu, og regnen pisker ned over Amsterdam, hvor bloggen er tilstede, ikke mindst for at kunne opleve canadiske TR/ST i aften. Da Holland ikke har bidraget med voldsomt stort til den nyere verdensmusik, bringer vi istedet her en uomgængelig belgier, hvis sang om denne hollandske storby står bøjet i menneskets forgængelighed og armod. Jacques Brel udsendte ‘Amsterdam’ i 1964 på sit livealbum fra Olympia i Paris, hvor han med sit dramatiske talent og så fortællende sange var blevet stjerne på omgangshøjde med Serge Gainsbourg. ‘Amsterdam’ kom langt længere ud da Scott Walker i 1968 lavede en loyal engelsk version på sit debutalbum som soloartist. Så langt at en ung David Bowie hørte med i London, og siden indspillede sin version, en single-b-side til ‘Sorrow’ i 1973. Så bevægende en sang i melodi og ord er ‘Amsterdam’, hvor regnen lige nu pisser ned, som Jacques Brel i sangen græder over de utro kvinder…

Christiania rocks

Vi gik i aften først forbi en udsolgt Den Grå Hal, hvor Cigarettes After Sex var igang. Performance fejlede intet, lyd var i top, visuals løftede, men CAS har et centralt problem med deres helt ens lækkert tilbagelænede sange, hvad det vildt store træk af folk, som trak luft udenfor, bevidnede. Aftenens egentlige mål var ligeledes udsolgte Loppen, hvor Massachusetts-synth-duoen Boy Harsher gik på ca. 22.50. En positiv overraskelse af de store live, hvor pladeversionernes indimellem lidt statiske produktion er erstattet af full-on længselssugende elektro. Tankevækkende at ikke flere af de +30.000, der hvert andet år samles for at se Depeche Mode genopføre en musik slet ikke ulig denne, ikke står klar to meter fra scenen, når den bliver serveret i Boy Harsher’s helt anderledes nutidige og relevante form med alt i spil. Så medrivende godt et set var det.

Introducing…The Murder Capital!

Der sker spændende ting i Dublin. Tidligere på året kom et vitalt debutalbum fra Fontaines D.C., og nu i efteråret er fulgt et med ligeså unge og intense The Murder Capital. Hvor Fontaines med deres tale/råbe-vokal stilistisk høres i slipstømmen af The Fall – og derfor naturligvis også Sleaford Mods – er The Murder Capital af den mere alvorligt intens-dramatiske Joy Division-skole, der i dette årtusinde har sendt så dog selvstændige bands som Interpol og Protomartyr ud i livet. Her er The Murder Capital på session-arbejde i Holland med to sange fra debutalbummet When I Have Fears

Dance me to the end

Fredagens med størst spænding imødesete pladeudgivelse er Thanks for the Dance, bortgangne Leonard Cohen’s nye album. Så fint her lyder åbningsnummeret. Har hørt albummet en enkelt gang, og resten af sangene/digtene synes umiddelbart mere eller mindre at holde samme tårnhøje niveau…

The faraway towns hearing LOndon…

The Clash’s London Calling rammer de 40 år i december, og derfor skyder artikler, genudgivelse, ja, selv en udstilling i London op i denne tid. Lige her er det The Independent‘s Chris Harvey, der hylder det skelsættende dbl-album.

“In some ways, London Calling was not even the most radical UK album of 1979. The Slits released Cut, PiL’s experimental Metal Box opened with 10 and a half minutes of the near unlistenable “Albatross”, The Pop Group set off a post-punk chain reaction with Y, while Joy Division subtly tilted rock on its axis with Unknown Pleasures. London Calling only just made NME’s top 10 albums of the year, at number eight. Meanwhile, in Coventry, the 2-Tone movement was producing multiracial bands that did more than just pay homage to Jamaican music like the punks.

But London Calling had something unique. It was lightning in a bottle. All the shades of The Clash’s music – anger, passion, swagger, political fury, romantic heroism, anguish, dread, hope, innocence, humour and exhilaration – had been caught by producer Guy Stevens. It had street smarts and grandeur. In The Last Testament, Clash guitarist Mick Jones was at pains to point out that the songs had already been written, the arrangements already worked out, during a sustained period of intense writing and rehearsing at Vanilla Studios, behind a garage in Pimlico, before Stevens arrived on the scene. But the producer, a famously erratic alcoholic, whose techniques, as Letts’ film shows, were unconventional to say the least, wanted something more. Smashing chairs, pouring wine over a piano as Strummer played, swinging a ladder violently around his head, Stevens captured the spirit of The Clash. As the band’s former manager Kosmo Vinyl puts it in a quote from the Museum of London exhibition: “Guy Stevens wanted to make a record that sounded like scoring a goal at a Wembley Cup Final.””

Dagens 70-års…

Sveriges 50’er-generations store prepunk-rocksanger og sangskriver, Ulf Lundell, runder i dag de 70, kun få måneder efter sit comeback, der afstedkom både et vitalt Lundell-album, Tranorna Kommer, og en stort anlagt sommertour. Vi markerer med en ældre Lundell-klassiker, dog her i lidt nyere klæder; ‘Stackars Jack’ optaget live i den stærke Lundell-periode omkring kuldslåede Slugger (1998), hvor han og hans band for et par sæsoner positivt lød gevaldigt som et højtændt svensk Crazy Horse, intet mindre. Tillykke til Lundell – long may he run!

Vi præsenterer…

Til marts 2020 opstår en hybrid mellem Jens Unmack’s soloshows og Love Shop’s bandkoncerter, når Unmack inviterer Mikkel Damgaard (LS-producer og -keys) og Mika Vandborg (LS-guitar) med ud på tour. Under navnet Love Shop 3 vil de tre turnere Danmark i tre uger, og udfra mottoet ‘quiet is the new loud’ give deres personlige bud på versioner af sange fra både Love Shop og Unmacks eget solokatalog. Billetter i salg i dag. Vi ser frem!

Hit me with your slum schtick

Ian Dury blev usandsynligt en yderst populær engelsk anti-rockstjerne i slut-70’erne, hvor han med sine sørgmodige men kærlige sangportrætter af engelsk lowlife ramte både hjerter som hitlister vidt og bredt. Hans søn Baxter Dury – der iøvrigt ses som dreng, ved siden af sin far på coveret af dennes bedste album, New Boots and Panties!! (1979)- har hverken samme folkelighed eller varme, men det med at skildre karakterer i tidernes skiftende vold, det magter han til punkt og prikke. Som hørt her på dagens nye single fra ham…

Hamilton/Del Rey?

Poetic justice? Det forlyder på jungletrommerne fra det store Nordamerika mod vest, at denne sides protege, The Walkmen’s Hamilton Leithauser, i aften lokal tid er inviteret med på scenen til Lana Del Rey’s show i Nashville, Tennessee. Om det er som support, eller det drejer sig om en duet med Del Rey, det ved vi først i morgen. Krydser fingre for sidste scenarie . At høre og se de to sammen kunne være noget af et treat…

Mere TR/ST

Det er et proaktivt 2019 for canadiske Robert Alfons og hans darkwave-synthband TR/ST, der har udsendt hele to meget fine albums i år. Her en spritny video til et af hovednumrene fra det seneste af dem, The Destroyer – Part Two, som TR/ST fra i morgen følger op på med en håndfuld europæiske klubshows i London, Bruxelles, Bern, Paris og Amsterdam…