Kategoriarkiv: Blog

Jonathan Richman

Oh, Jonathan. Tiden er blevet omkring 1971-72. Du bor i Boston, Massachusetts. Dine drømme kredser næsten besat meget om The Velvet Underground. Dit eget band hedder The Modern Lovers. I tager ud til Californien et forår og indspiller en række sange, endda med John Cale, et af dine fire store VU-forbilleder, i producerstolen. Men det musikalske klima er kompliceret, og du ved heller ikke selv, så det skal blive punkåret 1976 før Beserkley Records får de rå optagelser udsendt. Men da er du et helt andet sted henne. Her så ensomme ‘Hospital’ fra The Modern Lovers

Fact: Dagen før sin død spiller americana-legenden Gram Parsons minigolf (!) med Jonathan Richman og de diskuterer at indspille sammen i fremtiden.

Fact: Keyboardspiller på dette tidspunkt i The Modern Lovers er en vis Jerry Harrison, der siden skal blive anderledes verdenskendt som medlem af New York City-bandet Talking Heads.

Fact: Trommeslager på dette tidspunkt i The Modern Lovers er en vis David Robinson, der siden skal blive anderledes verdenskendt som medlem af Boston-bandet The Cars.

Tillykke, FRANZ

I dag fylder Franz Beckerlee 77. 

Det er snart mange år siden, han lagde guitaren på hylden for at koncentrere sig om billedkunst. Men her er et af de numre, jeg husker ham for. På “The Last Jim” må det være salig Jørgen Ingmann,  han har ladet sig inspirere af.

Da jeg i sidste uge var til festival i Göteborg fulgtes jeg som bekendt med en jævnaldrende svensker fra koncerten med Orville Peck, og han (dvs. svenskeren) betroede mig, at Gasolin var et af de navne, han altid har holdt af – og især Franz Beckerlee satte han højt. “Franz Beckerlee är bättre än Jimi Hendrix!” sagde han.

Gesundheit!

Bauhaus-sanger Peter Murphy, som i disse uger har et længere soloengagement på en Greenwich City, New York-klub ved navn Le Poisson Rouge, meldes hospitalsindlagt efter et seriøst hjerteanfald. Livet er skrøbeligt, de resterende aftener aflyst, og god bedring alt hvad ønskes kan til postpunkens engang så visuelle Count Dracula af natlevende bleg hud, skinnende sort hår og knivskarpe kindben. Og hans Bauhaus? De lød sådan her dengang de fandtes som band…

Yola

Så er det blevet countrytid igen. En af årets bemærkelsesværdige udgivelser er Walk Through Fire med Yola, der er noget for genren så atypisk som en engelsk sangerinde med afrikansk baggrund. Dette er hendes debut som solist og er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.

Herunder er er lige en sang mere med Yola.

Tyrkisk disco angst

I anledning af aftenens Super Cup-finale i Istanbul mellem Liverpool og Chelsea, på Besiktas’ stadion ved bredden af Bosporus, herfra lidt fokus på det tyrkiske darkwawe-band She Past Away, hvis tredje album Disko Anksiyete (‘disko angst’) netop er udkommet. Hvis The Cure kom tilbage og i musik lød ca. som She Past Away gør det her på ‘Durdu Dunya’, ville mange af os vist ånde lettede og lidt lykkeligere op…

Kimono his house!

Allerførst var der to bands som lyste klart på stjernehimlen over mine forældres hus ude i de fjerne provinser: Gasolin’ og så Sparks. Sidstnævnte red med på samme glam-hitlistebølge, som Sweet og Slade her til lands var kronede konger af, det selvom David Bowie og Marc Bolan/T. Rex ellers leverede både rammer og indhold til festen. Sparks, de var for outsider-mærkelige og asexuelle til at nå helt bredt ud. Da ikke mindst fordi Ron Mael, den keyboardspillende part af de to brødre, bandets kreative kerne, gjorde dyd ud af at ligne en ung Adolf Hitler, hvilket nok ikke ligefrem satte mange teenagepigehjerter i brand. I anledning af Ron’s 74-års fødselsdag i dag, her en af bandets største singler fra det Sparks-gyldne år 1974, hvor de udsendte deres to stærkeste albums, Kimono My House og Propaganda. Tak skæbne, man fik lov at opleve hitlistemusik af denne kaliber og luksuriøse særhed…

PS – Endnu et bevis på Sparks’ format dengang? Deres trommeslager hed Dinky Diamond.

En kompliceret familie

Jeg fik forleden udnævnt Christian Cherry til at være Neneh Cherrys bror. Men så enkelt er det slet ikke. Ved hjælp af OmniGraffle (et stykke software, som man tilsyneladende kan tjene penge på at bruge godt) har jeg lavet ovenstående diagram over de faktiske familieforhold i den dansk/svensk/amerikansk/sierraleonske familie, der har skænket os fire svenske musikere og en dansk vejrvært. Diagrammet (der er en ikke-orienteret todelt graf) afspejler en spændende (og for 1960’erne typisk) beretning om seriel monogami. Kun Cherno og Titiyo er helsøskende.

(En dag, når jeg har rigtig god tid, vil jeg lave et tilsvarende diagram, der forklarer hvorfor jeg selv har en bror, der er tysker, en anden, der er københavner og to søstre, der er englændere!)

WAY OUT WEST, DAG 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre er dygtige vokalister, er det dog Neneh Cherry, der har det mest interessante materiale og satser mest.

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen, der af og til stilnede af. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse (og regnen var holdt op for en stund). Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der ikke lægger skjul på om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Et andet er hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der udgjorde en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab. Noget helt tredje, er at Christine dertil er en usædvanligt karismatisk og tiltalende person på en scene.

Så blev det tid til en burger. Da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Derefter blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker. Erykah Badu gik langt over tiden. Hvem tør afbryde en selvproklameret diva? Det gjorde arrangørerne! Til sidst blev lyden simpelthen slukket af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Hvorefter Stormzy omsider kunne gå på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk hiphop var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og ikke nær så præget af de udskejelser som man kender fra danske festivaler (her tænker jeg bl.a. på krænkende og ubehagelig adfærd over for andre pga. druk og på nogle mænds trang til at tisse hvor det passer dem). Musikprogrammet er interessant og har gjort det nemt for mig at få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!

Way Out West, dag 2

I nat skulle jeg til koncert med Orville Peck på et spillested inde i Göteborg; det er nemlig sådan at Way Out West-festivalen efter midnat fortsætter rundt om på byens spillesteder.

Men mange andre havde fået samme idé, så jeg kunne ikke blive lukket ind, men måtte stå i kø indtil tilstrækkeligt mange fra publikum var gået ud igen. Jeg faldt i snak med en jævnaldrende mand fra Sverige, og vi kom selvfølgelig til at snakke om musik. Det viste sig at vi havde været til den samme koncert med Green On Red på en Roskilde-festival for meget længe siden. Først til sidst blev vi lukket ind og nåede at høre to numre med den gådefulde canadiske country-crooner. De var til gengæld rigtig gode, og jeg ærgrede mig over ikke at have hørt mere.

Bagefter tog jeg og min svenske følgesvend sporvognen tilbage, og her røbede han, at et af de bands han altid har sat meget højt, såmænd var Gasolin!

Der er korfestival i Göteborg og ikke helt få kor fra rundt om i verden er indkvarteret på hotellet. Her til formiddagen havde vi derfor den særegne oplevelse at kunne sidde på værelset og lytte med, mens korene øvede i hotellets gård. Det var overrumplende smukt!

Bagefter gik Pastorinden og jeg en tur for at købe kontaktlinserensevæske hos Synoptik (det har de også her!), og vi kom forbi domkirken. Her i denne kirke, der med sin enkle indretning ser så anderledes ud end danske kirker, var der en lille koncert med svensk folkemusik arrangeret for violin og harmonika. Jeg opsøger sjældent harmonikamusik, men dette var smukt og besad den længselsfulde, melankolske tone som er så karakteristisk for nordisk musik.

Dagens første egentlig koncertoplevelse blev den japansk-amerikanske sangerinde Mitski. Som en del af sit omhyggeligt koreograferede sceneshow brugte hun to rekvisitter: et bord og en stol. Musikken var (som noget, der ikke var så meget af på denne festival) egentlig rock, og her med tydelige momenter af tidlig 1990’er-rock som man stødte på den hos B-holdet i datidens “alternative rock” (Veruca Salt, Velocity Girl osv.). Men var det virkelig Martin Krasnik på guitar?

Stereolab så jeg første gang for 25 år siden. Deres musikalske udtryk, der på en og samme tid er naivistisk og cool, har de stadig. For de uindviede: forestil jer et extended remix af en udgave af “One Note Samba” indspillet af Can med Juliette Greco som gæstevokalist. Jeg lyttede en del til Stereolab dengang i 1990’erne, men selv om jeg har flere af deres album, må jeg desværre indrømme at jeg ikke kunne huske nogen af deres numre. Det vidste gruppen nu godt, for Laetitia Sadier præsenterede på et tidspunkt selvironisk et nummer som “et af vores hits”. Hvis der er noget, Stereolab aldrig har haft, er det nemlig hits. Men når det lykkes for Stereolab (og det gjorde det ofte i dag), skaber de en særlig tilstand – og det er også noget, musik kan.

Veronica Maggio er en af de helt store svenske popstjerner, og det er helt fortjent. Det store svenske publikum kunne synge med, og trods det at mange af hendes iørefaldende sange har en umiskendelig snert af melankoli (man aner igen den nordiske tone), var stemningen god. Undervejs drev to luftballoner – en gul og en blå – ind over festivalpladsen og hen over scenen. Det var et usædvanligt syn; om det var timet med netop denne koncert, ved jeg ikke.

Khruangbin er en trio fra USA, og jeg havde ikke noget systematisk kendskab til dem. De er en traditionel rocktrio med guitar, bas og trommer, men musikken er stilmæssigt svært karakteriserbar med elementer af rock, funk, afrikansk og østasiatisk musik og sikkert også andet.

Khruangbin er et usædvanligt tæt sammenspillet lille ensemble, og bassisten Laura Lee havde endda så stort musikalsk overskud, at hendes bevægen sig rundt på scenen ofte antog karakter af en slags dans. Ligesom Stereolab er Khruangbin et band der går efter at skabe en tilstand med deres musik; det skete efterhånden og især sidste halve time var rigtig vellykket i så henseende.

Aftenens sidste koncert var med The Cure. Alle musiknavne appellerer til bestemte, ofte aldersbestemte, segmenter, og her skulle man tro at netop The Cure ville appellere til mig af demografiske årsager. Jeg har da også enkelte af The Cures albums; Pornography og Disintegration er rigtig vellykkede, men ikke specielt muntre (tværtimod!). Men jeg har set The Cure nogle gange i årenes løb på festivaler, og det er desværre ikke lykkedes dem at ældes med ynde.

Kun Robert Smith er tilbage fra de glade (???) dage dengang, og han er kommet til at fremstå som Den Syngende Bedstemor. På musiksiden er der gået fuldstændig bulderrock i foretagendet, og det virker efterhånden barokt at forsøge at opildne til en form for fest med selvmedlidende sange med linjer som f.eks. “Yesterday I felt so old, I thought that I would die”. Nu måtte det være goth nok, konkluderede min hustru og jeg og tog hjem. På vej ned til sporvognen passerede vi forbi en koncert med norske Charlotte Bendiks og jeg måtte indrømme, at det elektroniske univers efterhånden appellerer meget mere til mig end The Cure ville kunne gøre det.