Kategoriarkiv: Blog

European night

I aften vil vi her skippe overtros-vanen fra det sidste par år med en iskold Red Bull inden kampstart. For modstanderen fra Østrig er både langt mere respektkrævende og frygtindgydende end sit ry. Salzburg gik sidste sæson igennem sit Europa League-gruppespil – der bl.a. andre talte RB Leipzig og Celtic – med seks maksimale sejre, og slog siden selveste Napoli 3-1 hjemme. LFC har efter uheldet i 1. runde i selvsamme Napoli ikke råd til fuck-ups. Det bliver nervepirrende.

Liverpool – Red Bull Salzburg, onsdag, kl. 21.00, TV3+/local

Dagens 70-års…

Punk rock died when the first kid said “Punk’s not dead, punk’s not dead”‘, sang nyligt afdøde Dave Berman berømt i en Silver Jews-sang. Men det er ikke hele sandheden, for punk som idé og livsindstilling lever fint videre uden for modens og massekulturens spotlight. Tag nu bare New York City-tilflytteren Richard Hell, der fylder 70 i dag; med til der, sammen med sin ungdomsven Tom Verlaine, at starte snart så legendariske Television, derefter stifter af de langt mere wastede The Heartbreakers med Johnny Thunders, så hovedmand bag Richard Hell & The Voidoids og deres fremragende, NYC-rastløse punkklassiker Blank Generation, senere helt ud af musik – og junk! – til et mere hemmeligt og forhåbentligt stille liv som snæver men rost forfatter, artikelskriver og kronikør. Tillykke med de 70 til Hell, der stadig har bopæl i East Village på Manhattan.

Come on, Pixies

I Stockholm’s Cirkus mandag aften var der tæt på 40 numre på Pixies’ setliste. Lad høre hvis nogen er i KB-hallen i aften og opleve Boston-fænomenet, hvis nye album igen igen har mere end bare svært ved at konkurrere med det så fornemme Pixies-classic-renommé fra fjerne tid, det spiller op i mod…

Imens i CaliforniA…

Nyd lige dette levende 1977-tidsbillede. BBC’s Bob Harris er i Hollywood for at besøge det nye amerikanske stjerneskud Tom Petty backstage før en koncert med hans Heartbreakers. Optagelsen er af filmisk kvalitet, 26-årige Petty selv southern softspoken, uspoleret og helt harmonisk tilbagelænet i sin nyfundne succes.

Ny mandagsmusik

New York City-indiebandet Diiv udsender på fredag tredjealbummet Deceiver. Denne nye single derfra, ‘Blankenship’, holder i sin glidende, guitarbårne fremdrift en svær balance mellem det antydende underbevidste og det mere konkret sangbare. Visse mindelser her flere gange undervejs om de tyske mestre Die Nerven i lyd og tonalt dna…

Dead man’s pop

En YouTube-spilleliste med hele Dead Man’s Pop.

Så er Dead Man’s Pop udkommet, 30 år efter Don’t Tell A Soul, det næstsidste album med The Replacements ,så dagens lys. Jeg hørte først sent om The Replacements, for deres albumudgivelser var ikke nemme at opdrive, og første (og eneste) album, jeg kunne få fat i, var netop Don’t Tell A Soul med et års forsinkelse. Dengang i 1990 kunne jeg sagtens høre, at sangene var gode, men produktionen var glat og “firseragtig” (som vi senere kaldte det). Var det virkelig så godt et band, som nogle gik og sagde? Faktisk var skurken vel den dengang så flittigt benyttede Chris Lord-Alge, der ofte blev hidkaldt for at lave det endelige mix og var i specialist i netop at forsyne datidens pop/rock/hvad det nu hedder-indspilninger med en glat og “radiovenlig” overflade. Men da jeg fik arbejdet mig baglæns gennem The Replacements’ bagkatalog, fik jeg efterhånden et noget mere dækkende billede af hvad denne gruppe med de delvist nordiske aner stod for.

Dead Man’s Pop kan man høre et nyt mix af Don’t Tell A Soul, der skyldes produceren Matt Wallace, og det lyder hverken glat eller firseragtigt. Der er også en masse outtakes, bl.a. nogle numre med Tom Waits som gæst og en liveoptagelse af en hel koncert. Noget af den har tidligere været tilgængelig på ep’en Inconcerated, men nu er det hele omsider tilgængeligt.

Stafetten fra Kent

Så udkom Lars Winnerbäcks nye album, Eldtuppen, hans første i tre år. Læste en svensk avis i morges, hvor anmeldelsen – tre ud af fem hvepse…! – slår til lyd for, at Winnerbäck på denne plade tager stafetten videre, både hvad tekst og musik angår, fra Eskilstuna’s bedste, Kent. Sådan havde jeg slet ikke selv tænkt det, da jeg først hørte albummet i nat, for traditionalisten Winnerbäck har trods en beslægtet tung melankoli altid i sin ofte viseudsprungne musik syntes en langt rundere og mere imødekommende en-til-en-dagbogstilgængelig person end Jocke Berg er det i Kent’s. Alligevel giver det en vis mening hvad Expressen’s Anders Dahlbom sigter efter, når f.eks. ‘Stockholm I Okt’ her sender hjerteslag af drivende efterårstristesse ud. Der er et tomrum efter Kent, som skriger på at blive fyldt ud. Måske det er savnets ønsketænkning, hvis man bare tilnærmelsesvis føler det sker her…