1985, det var en vanskelig situation; skulle man flytte ned til München og blive forenet med Sandra, eller gå efter London og Kim Wilde istedet, livets store valg. Gad vide om førstnævnte (og Michael Cretu) egentlig var klar over, hvor mægtigt et værk (!) de satte i verden med det års debutalbum The Long Play. Havde det på den ene side af en C90-kassette på min Sony Walkman allerførste gang i Vestberlin. ‘Maria Magdalena’ er den europop-klassiker – Thåström har med slet skjult kærlighed kaldt sangen for “piss-disco” – som huskes bredt derfra i dag, men alligevel er der mindst to numre på The Long Play som vel faktisk har endnu mere klasse. Her det ene af dem i en TV-optagelse samme år fra Finland, hvor Michael Cretu på synth for en sjælden gangs skyld er med og synlig i Sandra’s playback-band…
Sandra kigger svært beundrende ned på Joy Division i indlægger herunder
Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.
Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.
På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.
Den nu en måned gamle plade med Gabel/Ossler er et stærkt lydtapet til årstiden udenfor. Ni fiktive drømmebilleder sat i lyd og lagt ned af disse to lydhøre svenske musikere, hvis filmiske sans er betragtelig. Her er det ‘Vi Barn Från Jedwabne’, albummets femte skæring, så harmonisk afrundet og ildevarslende på samme tid. Jedwabne er iøvrigt en lille by i det østlige Polen, hvor en tysk/polsk massakre på byens jødiske befolkning fandt sted i juli 1941. Det fortæller musikken ikke, så nu står det her…
Hørt herfra har Pete Doherty’s Babyshambles altid været et mere interessant band end Pete Doherty’s The Libertines. Måske fordi han ikke i førstnævnte har måttet dele sangskriveri og mikronfon-tid med den langt mere arbejdsmandsdriftige Carl Barat. Måske fordi der var en lyrisk flammende komet-fornemmelse af flugtaktion over hele Babyshambles’ kaotiske karriere ovenpå Libertines’ første sammenbrud. Bandet er dette efterår blevet gendannet til en britisk tour, der starter om en uge i Coventry. Den lægges der op til med dagens nye single – den første i 12 år derfra – hvor Doherty som før i Babyshambles’ historie (tænk f.eks. ‘I Wish’ eller ‘Dr. No’) trækker på Doherty’s svaghed for sødmefuld jamaicansk popmusik…
PS – Hvor stærkt iøvrigt at Babyshambles efter så lang tids fravær trækker sine kommende koncerter ind i nutid med en enkelt ny sang blandt de velkendte fra engang. Mere kræver det egentlig ikke for tilhængerne, at deres band føles rigtigt levende igen. Der kunne både Kent og Oasis lære en lektie.
6. november 1975 live-debuterer Sex Pistols foran en mindre skare på St Martin’s School Of Art i midten af London som support til et band ved navn Bazooka Joe. Et ifølge vidner kaotisk, højt og støjende set på kun godt 20 minutter, bestående næsten udelukkende af de coverversioner, der siden dukker op som demooptagelser på post-mortem soundtrack-albummet The Great Rock’N’Roll Swindle (1979). Punkrock er født, har endnu ikke fået et navn, men næsten på dagen to år efter har snebolden rullet sig til en lavine, da Pistols’ debutalbum anmeldes af Jon Savage i Sounds…
Har ikke haft det nemt med seneste Hamilton Leithauser-album, så overraskende dejligt i Lille Vega onsdag aften endelig at høre dets sange blive spillet i mål i hjertet med hans så specielle mix af nordamerikansk Østkyst-ligefremhed og så den der uforligneligt brændende vokale intensitet i levering, han har taget med over fra The Walkmen. Vega nærmest svajede af glæde tilsidst, mens Hamilton lovede at møde i t-shirt-boden, hvor han ville komme med whiskey, man skulle bare selv bringe en mund. Han fik næsten Vega til at glemme savnet af The Walkmen et øjeblik der…
Det kan jo ikke kun være trakasserier, disharmoni og ufred, som skal tegne det store billede. Nogle dage må gerne tilegnes noget mere sundt og livsbekræftende. Den engelske outsider-musiker Bill Fay udsendte omkring 1970 et par soloalbums, som trods stor ros druknede i tidens malstrøm. Sikkert som følge af den afvisning trak Fay sig tilbage i 40 år, inden han igen begyndte at udsende plader med nogle nærmest Spiritualized-relaterede sange, hvis roligt flydende musik lyder af en bedre verden…
Albummet hvor The Jam og Paul Weller for alvor trådte i karakter. De som mere end et endimensionelt punkband i mod-tøj, han som en udsøgt engelsk sangskriver, den naturlige arvtager til The Kinks’ Ray Davies. All Mod Cons udkom dags dato i 1978, en uge før The Clash svarede igen på tværs af London med Give ‘Em Enough Rope. Der var ild i rockmusik. Sådan her lød The Jam i november 1978…
Fra det sted i mit bagland, som har forstand på det band og den slags, tikker det nu ind på telegrafen, at det i går var 20 år siden Kent udsendte The Hjärta & Smärta EP, den EP med fem numre, hvor bandet for en sidste gang lød som det håndspillede guitarband, de først trådte i karakter som. ‘Dom Som Försvann’ hedder udgivelsens vel mest elskede nummer herunder, hvor et børnekor og Jocke Berg duellerer på en melodi så hjerteskærende, man næsten overvejer, om sangtitlen måske kunne være et profeti om bandets egne skæbne. Mon skarpretter Berg markerede dagen i går med en tur på kirkegården, for dog at lægge blomster på Kent’s grav, eller er han bare videre?
Der er noget befriende trodsigt og sejt over Lucinda Williams, som igen på dagens nye single fra et slået USA nægter at lægge sig besejret ned, men i stedet rapporterer dystre stemningsbilleder ud derfra. Måske musikken er lige lovligt traditionel amerikansk, men skal det endelig være denne ofte ensrettede boldgade, så er hun absolut en af de stemmer og sangskrivere, der gerne må stå først i køen for at komme til mikrofonen…
I vinter, da Thåström var på tour oppe i Sverige, var det altid en glæde på hans preshow-playliste, når Soulsavers og Mark Lanegan dukkede op med ‘Revival’, det markante og vel stærkeste nummer fra deres fælles samarbejde, inden Depeche Mode’s Lothario-figur Dave Gahan istedet blev sanger for projektet. Mon ikke også den lindrende ‘Revival’ er blevet lagt mærke til i Stillwater, Oklahoma, hvor indiebandet Other Lives holder til; fra deres nye og femte album hermed ‘What’s It Gonna Take’…
