Engang engelsk nyrock-ledestjerne og generationsmodlys i The Jam, dernæst capuccino-chefsoulmixer i frankofile The Style Council, så vædderstædig men musikforelsket traditionalist i eget navn. Og nu, høj på solskin? Paul Weller udsender i dag sit nye album On Sunset. Her åbningsnummeret derfra. Kedeligt eller dårligt er det slet ikke. En mand i bevægelse…
Kategoriarkiv: Blog
KØBENHAVN EKSTRA
Love Shop 3-touren senere på året udvides nu. Da den første aften på Hotel Cecil i København er udsolgt, arrangeres et ekstra-show 7. december samme sted. Billetter er netop sat i salg. Vi ser frem!
Suede på Roskilde
I aften kl. midnat er det exactement 25 år siden Suede gik på Grøn/Arena til, hvad skulle blive deres bedste og mest hæsblæsende koncert ever på dansk jord. Ialfald ud af de vel 15-20 stykker, jeg har været med til herhjemme. Europa var i den grad Suede’s legeplads. Her er den…
Slow Motion 75
Det er den dag i verden, hvor Blondie’s Debbie Harry, engang det ganske symbol på vægtløs ungdom, bliver 75. Sådan her lød de og hun i 1979 på Eat to the Beat, Lower East Side-bandets fjerde album. Forstår stadig ikke, hvorfor ‘Slow Motion’ aldrig blev udsendt som tredje single fra den plade efter ‘Dreaming’ og ‘Atomic’. Mener, så kunne Blondie måske være blevet til noget ved musikken …
CentralStockholm
Det var en mild aften sidst i august 2018 i Stockholm. Denne side havde taget X 2000-toget op for at se Thåström’s allersidste show på touren for Centralmassivet, der små ti måneder tidligere var begyndt med to højspændte udladninger i Liseberghallen i Göteborg. I sin hjemby kom en hvidklædt Thåström perfekt i mål denne aften med sit band, det foran en tætpakket plads i tivoliet Gröna Lund på Djurgården. I går blev dette videoklip fra den aftens ‘Old Point Bar’ udsendt…
LS på Roskilde
30. JUNI 1995: Strålende sol over kastevind med støv på Roskilde, Love Shop har tid sent eftermiddag i et af to telte ovre bag jernbanen, Jeff Buckley på lige før i det andet, et hæsblæsende set af hans, vi bliver helt klar og gør så vores ting, et flyvsk glimt af Hall’s jakkesæt, gin, Juve-striber, opstemte nerver og sort, som altid på Roskilde båret frem, umiddelbart bagefter afsted i hast over til Grøn/Arena, at se Oasis som endnu er helt uspolerede, er vi ikke alle? I dag er det 25 år siden LS spillede 3. gang på Roskilde Festival.
Art of the cover
Roxy Music’s fjerde album Country Life, udsendes i november 1974. I USA’s pladebutikker ser coveret således ud, svøbt i grøn plastik…
Hurtigt kommer en regulær version, hvor coveret ikke er gemt væk, dog i handel…
De amerikanske Roxy Music-tilhængere må undre sig, for hvad er der sket med Roxy-artworket, indtil nu så kendt og berygtet for de første tre albumcovers’ æstetisk udsøgte fremstilling af dekadence gennem stiliserede modelkvinder? Svaret er enkelt: USA. Roxy Music’s amerikanske pladeselskab Atco har ikke turdet gå med Ferry & co’s nye cover, som man frygter vil blive forbudt i de censurstramme amerikanske butikskæder. Det rigtige cover, det som kan købes i resten af verden, giver langt mere Roxy-mening…
Først fra i 1990 bliver dette cover tilgængeligt utilsløret i land of the free, home of the brave.
Introducing…Khruangbin!
Hører afslutningsnummeret ‘Shida’ fra Mordechai, det tredje og spritnye album fra Houston, Texas-trioen Khruangbin, og kan der, på trods af den særegne og rumdybe psychedelia-soul, slet ikke slippe følelsen af at høre en instrumentalbåret musik i tone forbløffende nært beslægtet med guitaresset Vini Reilly og de så særegne guitarnumre, han udsendte med sit postpunk-band The Durutti Column på Factory Records i Manchester for 40 år siden. Hvilket kun er ment som et kompliment, for noget mere intuitivt sjælfuldt end tidlig Durutti er sjældent hørt…
The Clash på Roskilde
Som at se Joe Strummer med Lost Kids bag sig. Skinger og karrikeret, nærmest barnligt insisterende på at være true rebel, råbende af TV-kameraer, eksalteret høj på egen fuck you-attitude. Strummer og bassist Paul Simonon var de to vi kendte fra bandet, tre nye anonyme, tydeligt underkuede punk-muppets var kommet til; Pete Howard, Nick Sheppard og Vince White. Setlisten var rebelsk og centreret omkring debutalbummets vrede konfrontation. Et halvt år efter skulle denne udgave af The Clash udsende et album så ringe, det for længst konsekvent er blevet Clash-officielt slettet af The Only Band That Matter’s fornemme albumkatalog, der derfor slutter tre år før, i sommeren 1982, med Combat Rock. I aften for 35 år siden spillede The Clash på Roskilde Festival’s Orange Scene. Det var alt andet end opløftende.
Dressed in a white shirt…
Det var et hårdt rocknroll-liv i London, så The Go-Betweens’ Robert Forster, der i dag fylder 63, er for længst trukket bort fra dets lokkende flamme, vendt hjem og har slået sig ned i den så anderledes rolle som excentrisk gentleman af den klassiske skole i sin australske fødeby Brisbane, Queensland. Herfra udsender han med års mellemrum publikumssky albums med de enkle men forfinede sange, der på så elegant vis – og med den måske tørreste humor på den sydlige side af Ækvator – tegner livets emotionelle ind- og udfald op med skarp streg. Her er han dog nede ad vejen mod i går, i rollen som centerforward for The Go-Betweens, da deres søgen efter en lille bid af verdensherredømmet indenfor rockmusik endnu ikke syntes den absurde drøm, eftertiden lidt for nemt afskriver den som. Med lidt mere held kunne en bredere karriere godt være sket. Sangene var ialfald til det. De kan heldigvis nydes i dag…
Unlucky Jim
Jeffrey Lee Pierce blev født i dag for 62 år siden i Californien. Musikhistorien ville hørt herfra være ikke så lidt fattigere uden hans bidrag som sanger/sangskriver i The Gun Club, der udsendte en række ofte fremragende, altid nervøst desperate albums fra 1981 til 1993. ‘Lucky Jim’ er fra sidstnævnte årstal, hvor Gun Club-sangene flød tungt og med en bitter eftersmag. Jeffrey Lee døde tre år efter, kun 37 år gammel. Bag ham på billedet herunder står guitar-es Kid Congo Powers, som var med i The Gun Club i flere perioder, når han ikke arbejdede for The Cramps eller Nick Cave and the Bad Seeds. Congo er ikke med på ‘Lucky Jim’, hvor Jeffrey Lee selv spiller den sørgmodige elektriske guitar…
Introducing…No Age!
Fra Los Angeles, Californien kommer støjrock-duoen No Age, der netop har udsendt album nummer fem, Goons Be Gone er titlen…
He’s not down
The Clash’s Mick Jones fylder år i dag. Her synger han for på næstsidste track på London Calling…
Mestrene!
Ubeskriveligt. Der har været så mange underkuede år undervejs, hvor man drømte, men realistisk aldrig troede, at skulle opleve denne vilde lykke igen. Velkommen hjem, fodbold! Sidst jeg selv stod dér, hvor billedet er taget, var i december, da Liverpool havde taget Everton ned med 5-2. Følelsen af, at noget stort var under opsejling, lod sig ikke skjule, da slet ikke bagefter på de lokale værtshuse. I aften faldt det hele på plads…
En lille politisk uoverensstemmelse
Jeg har altid tænkt på System of a Down som et band med venstreorienterede holdninger. Men nu kan jeg så pludselig læse, at trommeslageren John Dolmayan åbenbart er blevet glad for… Donald Trump. Han er så også blevet helt uenig med sanger Serj Tankian, der har støttet Bernie Sanders i valgkampen. og så afgjort er venstreorienteret.
Om John Dolmayan altid har været højreorienteret, eller om han er ved at lave en Morrissey-agtig rejse, ved jeg ikke. Jeg spekulerer på, hvordan han har det med Trumps lunkne holdninger til folkemordet på 1,5 millioner armeniere i 1915. Alle fire medlemmer af System of a Down har nemlig armensk baggrund.
Men her er nummeret “Boom!” med en video fra 2003 om demonstrationerne mod USAs invasion af Irak og et politisk budskab, der ikke er til at tage fejl af. Jeg lægger først nu mærke til, at det medlem af bandet, man ikke ser, netop er John Dolmayan. Det må under alle omstændigheder være lidt underligt at skulle lægge rytmer til musik, hvis budskab man er fundamentalt uenig i.