Kategoriarkiv: Blog

Dave Berman RIP!

For små to uger siden bragte vi en dugfrisk sang fra den i musik genopstandne amerikanske excentriker og særegne sangtænker Dave Berman, der pludselig var tilbage i vælten med nyt band. Og Purple Mountains lød overraskende vitale efter de mange år års inaktivitet ovenpå sammenbruddet af Berman’s claim to indiefame, hans uforlignelige Silver Jews. Well, det var desværre en kort sommer med Purple Mountains, for Dave Berman har i går taget sit eget liv, 52 år gammel. Her behørigt ‘Darkness And Cold’ fra det nye album…

Hvad venter du på?

Ja, hvad venter du på? En lang sommer med så lidt ny musik, så få nye udgivelser, giver kun feberdrømme. Engang for længe siden var jeg med en flok på en togtur fra Athen, gennem det nu opløste Jugoslavien, til München. Togrejsen blev undervejs ramt af groteske forsinkelser, og da ingen af os havde noget proviant, yugo-valuta, eller kunne bruge den tids American Express-rejsechecks, hverken på togstammen eller de banegårde, den i sin møjsommelige rejse nordpå sneglede sig igennem, var der slet intet at spise i to og et halvt døgn. Så vi endte uundgåeligt i sultens volds djævelske fantasier og fortalte hinanden lange, beskrivende historier om de bedste måltider, vi hver for os nogensinde havde fortæret. Gjorde mere ondt end godt at høre på og forestille sig. Så hvad venter du på? Mig, jeg tjekker utåmodigt og hver eneste dag efter annoncering af to longplayers, ingen vel ved om i det hele taget er på vej: En ny en med The Walkmen’s Hamilton Leithauser, og ligeså meget et spritnyt Thåström-album. Har allerede ventet a-l-t for længe, men sådan er spillets regler, lost in music. Hvad venter du på?

Og den omtalte togtur? Flokken ankom endelig med dræbertoget til München en morgen meget tidligt, tumlede lysvågne ud på perronen, men alt var lukket på og omkring Hauptbahnhof. Eneste reelle mulighed var Weinland-vingummi fra en automat, der fandtes tyske mønter til. Tog på efterfølgende sukkerchok et morgen-schnellzug videre, fik et enormt måltid senere samme formiddag på en hamburgerrestaurant ovre i franske Strasbourg. Sult er en mægtig energi. Hvad venter du på?

Dagens 50-års…

Den aften på Nørrebros lille Cafe Rust anede vel ingen af os få betalende, det var et stjerneskud i frit fald vi så. For manden der stod så alene, uvelklædt og genert på den lille gulvscene for enden af lokalet, lignede blot endnu en amerikansk indiemusiker på snart glemt gennemrejse. Sådan bedrager skindet så ofte. Men lukkede man øjne og lod musik tale alene, strålede de bittersøde melodiske sange af en sjældent ensom utilpassethed, prøvelser fra bunden af livet, og – overordnet – musikalitet af en anden verdens klasse. Få år efter var han død, formodentlig for egen hånd, men hans musik har nemt levet videre, det via de seks albums han nåede at indspille. I dag ville Elliott Smith fra Los Angeles, California være fyldt 50 år. Han blev 34…

Here comes your band?

De var svære ikke at holde af engang, Boston’s Pixies. Men efter genforeningen – og uden Kim Deal på bass og gigantisk vokal – var det straks langt vanskeligere at connecte. Ikke mindst fordi Pixies ikke længere kunne sit gamle hoftrick, at kombinere det psykotisk twistede med det uimodståeligt ligefremme dog utæmmede. Men første sang fra det snartkommende album har igen vist noget af det adelsmærke. Og dagens nye sang tager også stikket hjem, selvom den i form muligvis lyder langt mere af Frank Black-solo end af Pixies-classic…

Hiroshima, mon amour…

Somehow we drifted off too far
Communicate like distant stars
Splintered voices down the ‘phone
The sunlit dust, the smell of roses drifts, oh no
Someone waits behind the door
Hiroshima, mon amour

Riding inter-city trains
Dressed in European grey
Riding out to Echo Beach
A million memories in the trees and sands, oh no
How can I ever let them go?
Hiroshima, mon amour

Meet beneath the autumn lake
Where only echoes penetrate
Walk through polaroids of the past
Features fused like shattered glass, the sun’s so low
Turns our silhouettes to gold
Hiroshima, mon amour

© John Foxx/Ultravox

The return of The Last Shadow Puppette

Amerikanske Alexandra Saviour, hvis debutalbum Belladonna of Sadness (2017) stilistisk lød ikke så lidt som the missing link mellem The Last Shadow Puppets og seneste album med Arctic Monkeys, er tilbage. Denne gang helt uden bærende fødselshjælp fra TLSP/AM-mainman Alex Turner og TLSP/AM-producer James Ford. Det fravær høres dog heldigvis ikke på denne netop udsendte single fra The Archer, hendes formodentlig snartkommende andet album…

Dagens 50-års…

5. august 1969 udsender The Stooges deres debutalbum, en usminket protopunk-plade af format, der sender Iggy Pop, bandets hidtil ukendte sanger, på raketkurs mod rockens stjernehimmel, en rejse der dog i sagens kompromisløse natur skal blive yderst strabadserende og næsten ødelæggende lang. Her et nummer fra debuten, der utvetydigt viser, hvor skabet i 1969 skal stå ifølge de unge Stooges…

Sunday girl

Musikken kommer tidsløs i dette amerikanske TV-klip fra d. 19. januar 1979. Det er først når kameraerne stiller ind på discodanserne, deres bedagede bevægelser og retro-uvirkelige tøj, det står tindrende klart, hvor håbløst længe siden det i virkeligheden var…

Dagens sangtitel…

…er fra det kommende album med The New Pornographers. For selvfølgelig er det mig en moralsk pligt at gøre opmærksom på at deres nye album, In The Morse Code of Brake Lights, udkommer den 27. september i år.

Og første sang, der slipper ud fra dette nye album, hedder “Falling Down The Stairs Of Your Love”. Så dét.

Imens i Örebro…

The Clash’s Mick Jones fotograferet i midtsvenske Örebro den regnfulde oktoberaften 1977, Thåström siden besynger med “Jag såg The Clash på Stora Hotellet i Örebro / Sen blev det aldrig bättre än så”. Men hvad laver guitar-es Jones da ude i regnen? Jo, hele hotellet er blevet ryddet en times tid først på aftenen, da en bombetrussel telefoneres ind.