Kategoriarkiv: Blog

Dead man’s pop

En YouTube-spilleliste med hele Dead Man’s Pop.

Så er Dead Man’s Pop udkommet, 30 år efter Don’t Tell A Soul, det næstsidste album med The Replacements ,så dagens lys. Jeg hørte først sent om The Replacements, for deres albumudgivelser var ikke nemme at opdrive, og første (og eneste) album, jeg kunne få fat i, var netop Don’t Tell A Soul med et års forsinkelse. Dengang i 1990 kunne jeg sagtens høre, at sangene var gode, men produktionen var glat og “firseragtig” (som vi senere kaldte det). Var det virkelig så godt et band, som nogle gik og sagde? Faktisk var skurken vel den dengang så flittigt benyttede Chris Lord-Alge, der ofte blev hidkaldt for at lave det endelige mix og var i specialist i netop at forsyne datidens pop/rock/hvad det nu hedder-indspilninger med en glat og “radiovenlig” overflade. Men da jeg fik arbejdet mig baglæns gennem The Replacements’ bagkatalog, fik jeg efterhånden et noget mere dækkende billede af hvad denne gruppe med de delvist nordiske aner stod for.

Dead Man’s Pop kan man høre et nyt mix af Don’t Tell A Soul, der skyldes produceren Matt Wallace, og det lyder hverken glat eller firseragtigt. Der er også en masse outtakes, bl.a. nogle numre med Tom Waits som gæst og en liveoptagelse af en hel koncert. Noget af den har tidligere været tilgængelig på ep’en Inconcerated, men nu er det hele omsider tilgængeligt.

Stafetten fra Kent

Så udkom Lars Winnerbäcks nye album, Eldtuppen, hans første i tre år. Læste en svensk avis i morges, hvor anmeldelsen – tre ud af fem hvepse…! – slår til lyd for, at Winnerbäck på denne plade tager stafetten videre, både hvad tekst og musik angår, fra Eskilstuna’s bedste, Kent. Sådan havde jeg slet ikke selv tænkt det, da jeg først hørte albummet i nat, for traditionalisten Winnerbäck har trods en beslægtet tung melankoli altid i sin ofte viseudsprungne musik syntes en langt rundere og mere imødekommende en-til-en-dagbogstilgængelig person end Jocke Berg er det i Kent’s. Alligevel giver det en vis mening hvad Expressen’s Anders Dahlbom sigter efter, når f.eks. ‘Stockholm I Okt’ her sender hjerteslag af drivende efterårstristesse ud. Der er et tomrum efter Kent, som skriger på at blive fyldt ud. Måske det er savnets ønsketænkning, hvis man bare tilnærmelsesvis føler det sker her…

Det svenske vemod

Opløste Kent ligger til stadighed ned, Håkan Hellström er formodentlig taktisk neutraliseret i eget superstarfængsel, Lundell tager sig et velfortjent hvil ovenpå sommerens comeback-tour, og Thåström er guderne må vide hvor, forhåbentlig igang med at kæmpe de nye sange på plads, vi venter utålmodigt på. Så den svenske voksenscene står lige nu helt åben og klar til den hinsidan så massivt populære Lars Winnerbäck’s nye album Eldtuppen, hans tolvte, der udkommer på fredag. Her er åbningssangen…

Dagens anden 40-års…

Manchester’s Buzzcocks kom i 1977 med EP’en Spiral Scratch som et fornemt skarpt, bevidst primitivt punkband, men forlod allerede den nye relevante musik i 1979, da som et fremragende popband. Det skete dels med det vanskelige og uforløste tredje album, A Different Kind of Tension, men langt mere effektfuldt med singleopsamlingen Singles Going Steady, der på side 1 kronologisk præsenterede Buzzcocks’ til da otte a-sider, på side 2 de tilhørende b-sider. For hvis der var et medie Buzzcocks beherskede, så var det singleformatets korte spurt ind i bittersød popeufori. Den findes til overmål på Singles Going Steady, hvis første side er en åndeløs magtdemonstration i den uforløste og/eller uigengældte kærligheds muligheder for levende, selvudleverende, og ofte sort-humoristisk historiefortælling. Manden bag den, Buzzcocks’ frontfigur og hovedsangskriver Pete Shelley, døde pludselig for mindre et år siden. Men hans – og bandets – musik står lyslevende på Singles Going Steady. Hvilket jo kun giver god mening, for døde helte dør aldrig.

Dagens 40-års…

De var vistnok marxister, kom fra Leeds, og spillede en iskold post-punk, hvis skarpe hjørner og akavede terræn skyldte mindst ligeså meget til funk som til punk. Debutsinglen ‘Damaged Goods’ var en bemærkelsesværdigt frustrationskrampe med indestængte råbevokaler og koldsvedige lofi-håndklap. Fra lille Fast Records gik turen – ikke mindst via et par berygtede Peel Sessions på BBC – til store EMI, der 25. september 1979 usendte debutpladen, som bød på mere – og mere velproduceret – af samme slags. Et album hvis musikalske indflydelse rakte vidt og bredt i de år, således f.eks. siden nævnt af både Kurt Cobain og Michael Stipe som stærk igangsætningseksplosion.

Fripp mod Bowie

Robert Fripp, den engelske art rock-guitarist der så ekspressionistisk hørbart medvirker på Bowie’s “Heroes” (1977) og Scary Monsters (1980), er gået i juridisk clinch med David Bowie’s bo, da dets repræsentanter ikke vil anerkende Fripp’s rolle som ‘featured player’ – kan vel oversættes som ‘solist’ – på de to omtalte albums. Her refereres den ‘nyhed’ som perfekt undskyldning for, at kunne bringe billedet foroven af Fripp, Brian Eno og Bowie i Hansa Tonstudio, Vestberlin, sommeren 1977.

Lulu synger Bowie

Den engelske 60’er-popsangerinde Lulu – hende med ‘Shout’ – fik i 1973 assistance fra uventet side, da David Bowie og Mick Ronson, under optagelserne i Frankrig til coveralbummet Pinups, hjalp hende med indspilning og produktion af to Bowie-sange til en Lulu-single. A-siden ‘The Man Who Sold The World’ blev et stort hit i England, nok ikke mindst fordi Bowie’s faste band leverer solid backing og Starman selv synger andenstemme, samt spiller saxofon…

David Bowie i live

I går var ikke bare New Jersey-fænomenet og The Clash’s ‘Complete Control’s fødselsdag. Nej, det var også årsdagen for 1977-singleudgivelsen af David Bowie’s ‘Heroes’. I den anledning offentliggjorde Bowie-entusiasten Nacho en ‘ny’ video til sangen, bestående af ikke brugte klip fra den originale råoptagelse, skudt i London 27. september 1977. Det hele ville være lige meget, hvis ikke videoen var så kommunikativt fortryllende, en tidsrejse uden forbehold, der her så ubesværet forbinder afsenderens september 1977-verden med vores september 2019-verden, hvor forskellige de end er i ramme og indhold…

Nico i drømme

Fandt og købte i en brugtpladebutik i dag den berlinske sangskriver Lutz Ulbrich’s soloalbum Lüül fra 1981. Albummet er en tidstypisk rodet vestberlineraffære med sange om junk og ubahns og disco-tingeltangel, men midst i det hele dukker en drøm af en sang kaldet ‘Reich Der Träume’ op, sunget hjem af ingen andre end Ulbrich’s daværende veninde Nico…

Happy Bossday!

Denne alt for længe uudgivne sang, der oprindeligt blev indspillet til The Ties That Bind, det enkeltalbum, der siden blev til dobbeltalbummet The River, siges at være en af højrehånden Miami Steve’s absolutte favoritter i Springsteen’s samlede katalog. Den har så sandelig også det hele både hvad angår melodrama, Spector-wall-of-sound, hjerteskælvende vers og så de forløsende omkvæd. Men sådan er det jo med Springsteen, at man ofte undres til dyb frustration over de enkeltsange, han i sin evige jagt på de stemnings- og indholdsmæssigt perfekt sammensatte plader i de gyldne år, valgte IKKE at udgive. ‘Loose Ends’ blev indspillet i 1979, men så nærmest kriminelt først dagens lys på Tracks-opsamlingen i 1998. Siden har den været en kærkommen men yderst sjælden gæst til Springsteen & E Street Band-koncerterne. ‘Loose Ends’ er dog blevet spillet en gang i Danmark, i maj 2013 i København, da den optrådte som sign request i aftenens tredje nummer i Parken. Hvor heldig har man lov at være?!