Ud af ingenting kom nyheden for noget tid siden, at Manchester’s Durutti Column, Factory-bandet der lød som alt andet end et Factory-band, efter 14 års udgivelsespause sidst i juli udsender comeback-album. Nu er endnu en sang fra den nye plade blevet sat fri her en uge før release. Ligesom med førstesinglen ‘Liars’ lyder musikken både af velkendt Durutti Column/Vini Reilly, men samtidig helt ny og uopdaget…
Kategoriarkiv: Blog
Leave Me Alone
Ian Curtis døde, Joy Division med ham. De tre andre JD-medlemmer (+ nytilkomne Gillian Gilbert) kaldte sig New Order og fortsatte sammen som band med at lave ny musik. Med tiden fandt de en helt særegen stil der var deres egen, men først var slægtskabet med Joy Division naturligvis en meget synlig elefant i rummet. Tag nu bare dette nummer fra Power, Corruption & Lies (1983), hvis musikalske greb og tonalitet vel nærmest står som en honnør til det band New Order kom fra…
Alle har en fortid
Også skotske Simple Minds, hvis tre medlemmer Jim Kerr, guitarist Charlie Burchill og trommeslager Brian McGee først kommer på det musikalske landkort som punkbandet Johnny and the Self Abusers, der i 1977 på London-pladeselskabet Chiswick udsender singlen ‘Saints And Sinners’. Det heftige nummer er med på den skandinaviske compilation Catch A Wave, en stærk dbl-10″er-introduktion til punk/new wave, og er således for nogle af os første gang vi støder på Jim Kerr’s let genkendelige stemme…
Paul Cook
Sex Pistols-trommeslager Paul Cook fylder 70 i dag. Har ofte haft Malcolm McLaren’s London-punks oppe på siden, så istedet for nu Paul Cook bag Edwyn Collins på det franske TV-show Taratata i 1995. Sangen er Edwyn’s kæmpehit ‘A Girl Like You’, hvis Northern Soul-beat også spilles ubesværet af Cook på studieversionen. Tag også med her Suede-helt Bernard Butler på guitar, samt The Cure-producer/bassist Phil Thornalley, noget af et stjerne-line up. Tillykke til Paul Cook!
Kevin Keegan RIP!
Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.
Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…
Bands, those funny little plans, that never work quite right…
Der er udbrudt en form for krig blandt de oprindelige ex-Simple Minds-medlemmer fra de frugtbare år og så sanger Jim Kerr. Mick MacNeil, Derek Forbes og Brian McGee (synths/bass/trommer respektivt) har først for nyligt fundet ud af, at den økonomiske fordelingsnøgle omkring Simple Minds’ tidlige plader, hvis musik opstod i tæt samarbejde de fem imellem, ikke er lige som de troede, men istedet giver sanger Jim Kerr halvdelen af bandets indtægter. Forstemmede at se det kollektive løft, der kastede noget så ungt, lyst og håbefuldt af sig, ende i bitterhed. En af pladerne konflikten omfatter er hovedværket New Gold Dream (1982); her er Simple Minds med dets åbningsnummer fra dengang de troede på hinanden. Mick MacNeil, synthspilleren med det store soniske vingefang og klanglige overskud her, fylder år i dag…
Bornholm noir
Lørdag aften on the rocks…
Ou sommes-nous?
Jeg kan ikke være med i Odense i aften, for jeg holder sommerferie i Bretagne lige nu. Men jeg lagde mærke til Jens’ opslag om Desireless og spekulerede på, hvad der blev af Claudie Fritsch-Mentrop, som hun rigtigt hed. “Voyage Voyage” er nemlig et fermt stykke fransk pop, og det er umiddelbart sært, at der ikke blev fulgt bedre op på det.
Claudie voksede op i Normandiet og begyndte sin musikkarriere i 1980’erne som del af et band, der hed Air (ikke at forveksle med duoen, der lavede Moon Safari mange år senere).
Der kom flere singler efter “Voyage Voyage”, og de var med på hendes album François fra 1989, men ikke flere hits. Her er en af dem.
Claudie Fritsch-Mentrop laver stadig musik af og til. Der kom et album i 2015 og endnu ét i 2022, men min fornemmelse er at også hun primært er blevet del af firserpopnostalgi-segmentet.
Odense i aften
Thåström startede ud
Det var en stikkende hed dag i dag for et år siden på svenske Öland, da Thåström med sit band midt inde i slotsruinen ovenfor Borgholm spillede det første show på sin svenske sommertour. Sådan her så han ud og sådan lød de den aften…
Bruxelles for Bunnymen
Paris var altid for Echo and the Bunnymen-tilhængerne, hvad Berlin var i David Bowie-mytologi; en pulserende storby forbundet med nyfødsel og kreativ råenergi, da det var der musikken til Ocean Rain (1984) blev formet og indspillet. Men fra i dag får den selvskrevne status muligvis kontinental opmærksomhedsudfordring af denne nye single, hvor Bunnymen i stedet stiller ind på Bruxelles. ‘Brussels Is Haunted’ er forløber for det nye album Apples For Isaac, hvis tracklist ses herunder…
A-Side
Take Me By The Hand
Can’t Be Sold
Brussels Is Haunted
I’ll Be Your Sunshine
Hijacked
The Honey
B-Side
An Unstoppable Force
The Light That Surrounds You
Lab Rats Ran
Asimov
We Prayed In The Dark
Et ufuldendt liv
Han døde som 23-årig, så som 23-årig vil han altid leve videre. Men hvad nu hvis ikke Ian Curtis havde hængt sig i det køkken i Macclesfield den forårsnat efter at have hørt Iggy Pops The Idiot og set Herzog-filmen Stroszek? Så var han to dage efter rejst afsted til sit bands første otte nordamerikanske shows. Umuligt at tro USA ville have forstået eller sat stor pris på dem.
Men hvad havde den fuldvoksne Ian Curtis mon udrettet i verden? Ville Joy Division have udsendt hele syv uforglemmelige albums inden de gik i opløsning? Og skulle vi derfor så aldrig have hørt ‘Blue Monday’ eller den mageløse New Order-musik der er Power, Corruption & Lies? Måske Ian Curtis var flyttet væk til sin platoniske affære Annik Honoré’s Bruxelles og var forsvundet helt ud af rockmusikkens søgelys.
Lærer aldrig de ubetrådte veje at kende; der er kun det der blev. Men Ian Curtis ville være fyldt 70 år i dag. Markerer ham herunder med et af de numre der er nået så vidt, at ligeledes nu afdøde George Michael udnævnte den Closer-pladeside ‘The Eternal’ optræder på som en af sine absolutte favoritter. Mon Ian Curtis ligeledes havde havde elsket GM’s ‘You Have Been Loved’…?
The Cure i farver
De depressive Cure-år lå i bagspejlet. Nu var der istedet catchy popsingler og energiske omkvæd, alle kunne synge med på. Dags dato i 1985 udkom singlen ‘Inbetween Days’ som forløber for Head on the Door. Det var det år hvor New Order pludselig lød som The Cure og The Cure samtidig lånte tricks fra New Order, hvad denne single da også ved første afspilning gav indtryk af. Her en liveudgave dengang fra et TV-show somewhere…
The Cure bliver i familien
Før det første af de tre shows på Wuhlheide i Berlin forleden må Simon Gallup pludselig melde fra med en indtil videre stadig ikke oplyst sygdom. Gode råd dyre, for hvad gør man så, aflysning eller…? Nødplanen bliver i sidste øjeblik at Simon’s søn, Eden Gallup, der som helt ny er med på denne tour på tredjeguitar og andetkeyboard, træder uforberedt til samme dag for at udfylde sin fars markante og i The Cure så vigtige rolle. Alle der har spillet musik ved, hvor stor, nærmest umulig stor opgave det er med så kort varsel. Specielt i et band som The Cure med lange udviklende passager og skiftende setlister hver aften. Men det er gået over al forventning med unge Eden. Her en optagelse af ‘A Forest’ fra den første aften. Man kan se hvordan Robert Smith med synlig nervøsitet giver ham al mulig støtte igennem det lidt tricky bass-introstykke og så kører det ellers. I aften spiller The Cure i Athen. Mon ikke Eden står der igen for sin far?
Bastilledag; la fin
Vi startede denne 14. juli med det nyforelskede par Jane og Serge i sommerlige Paris . Men siden da har Frankrig i aften tabt semifinalen ved VM i fodbold. Så nu slutter vi den franske nationaldag her i 1973 med vinter i St. Tropez. Væk er ubekymrede smil, fjern er tilværelsens ulidelige lethed. Her synger Serge til sin kommende ekskone, at han er kommet for at sige han går. På de levende billeder ser det ud som om hun godt ved, det en dag kommer til at ske. Men der er syv år til endnu…