Bruce Foxton fylder 71 i dag. Her skriver og synger han for på The Jam’s fjerde single, den eneste Paul Weller ikke selv tog sig af. ‘News Of The World’ var i foråret 1978 den første The Jam-single, der kunne købes i Viborg; punkkulturen bredte sig langsomt. Tillykke til Foxton, der siden Paul Weller opløste bandet i 1982 har arbejdet som soloartist, i mange år derefter som bassist i Stiff Little Fingers og senest – sammen med The Jam-trommeslager Rick Bucker – i coverbandet From The Jam.

Bandet der i 2002 kom ud af New York og med debutalbummet Turn On the Bright Lights gjorde det klart, hvor meget vi savnede en moderne verden med æstetiseret Joy Division-lyd, udsender i dag sit 8. album. Nu om dage er Interpol’s albums blevet komplekse størrelser, ikke længere så kompositorisk strømlinede eller melodisk gavmilde som de første tre, og derfor skal vi lige her ikke give en bedømmelse af The Mirror Weighs a Ton efter kun én gennemkørsel. Fordi en musik som denne nok kræver mere tålmodighed og arbejde for at komme til sin ret. Her en smagsprøve i form af et nummer der dog umiddelbart træder frem, den klaverbårne, atmosfæriske ‘The Enemy’…

Der skulle en katastrofal nordamerikansk tour, et økonomisk nærkollaps, en masse alkohol og intern frustration til at det unge Blur endelig fremstod som et relevant band med noget på hjerte. Det her var singlen, som på trods af aldrig at nå ind på den engelske hitliste, gjorde mange af os opmærksomme på deres potentiale. ‘Popscene’ har en genstridig fuck-det-hele attitude, som sidenhen skulle blive anerkendt flere steder som Britpop’s Stunde Null. Ved ikke om det er at gå en bro for langt, men nummerets hæsblæsende ridt kommer ialfald med en aura af noget vigtigt over sig…

Ugens nye hjerteknuste break up-single fra Queens of the Stone Age mestrer den subtile, nærmest diskrete tilbageholdenhed i udtryk, der kendetegner Josh Homme og hans band når de er mest indbydende. Tidligere ‘Make It With Chu’ har noget af samme fabulerende sjælespil – og i-sig-selv-hvilende bekendelsesvokal af Homme – som her ‘Significant Other’, der er sendt i byen for at forvarsle nyt QotSA-album. Og hvilken skjult omkvædsbro der åbenbares, da nummeret egentlig synes kortlagt! Med en finesse som denne ønsker man kun, Homme kunne samle Iggy Pop op igen og lave en efterfølger til deres fælles ti år gamle Post Pop Depression, helt sikkert tom ønsketænkning…

Det er som oftest Tom Verlaine, der løber med æren for det ekspressive guitarspil på Television’s to vidunderlige albums, Marquee Moon (1977) og Adventure (1978), uden hvilke punkscenen i New York havde været et langt kedeligere og mere endimensionelt sted at være. Og det er ikke fair, for Richard Lloyd’s guitar er på de plader ligeså medskyldig i ophævelsen af almindelig kendt musikalsk lov og tyngdekraft. Herunder er det f.eks. således Lloyd som bærer soloen på Marquee Moon‘s ‘Elevation’. Kom til at tænke på Lloyd og Television, fordi han netop nu meldes nede med en alvorlig kræftsygdom, hvis behandling der samles ind til lige her.

Dagens nye single fra The Smiths-geniet Johnny Marr. Hans solokarrieres altoverskyggende problem viser sig straks. En klassisk Marr-lysende guitarguirlande lover fra starten af nummeret næsten alverden, men det øjeblik Marr begynder at synge bliver alting pinagtigt gråt og helt ordinært. Ikke blot fordi teksten fremstår klodset og blind for sprogets poetiske muligheder, men også fordi hans stemme bare ikke kan bære eller udtrykke en sang. Vanvittigt som de to fjender Marr og Morrissey savner hinandens talent til kunstnerisk at kunne forløse deres eget. Et paradoks på størrelse med Greater Manchester…