Kategoriarkiv: Blog

Iceage begynder sæsonen

I en hjemlig verden af overvejende berøringsangst feelgood-pop, uforpligtende underholdningsrock og århusiansk hyggesoul er det svært ikke at knuselske Iceage, der musikalsk går til opgaven med noget så udansk som alt på et brædt og knusende hooks med spidse modhager. Den københavnske koncertsæson for det nye år begyndte onsdag aften med et show på Bremen, hvor Iceage gav en magtdemonstration af dynamisk intensitet og velstruktureret støj. Rockmusik dekonstrueret og sat sammen igen. De fem bandmedlemmer angreb fra starten den lydhøre sal med nogle af deres mere velkendte sange, men senere skulle settet byde på adskillige nye numre, som i diversitet, udtryk og generel musikalsk landvinding kun lover godt for det album, Iceage efter sigende snart skal indspille. Efter denne fuldtræffer af en aften synes ventetiden allerede lang.

Mayday! Mayday!

Mange passagerer på Soft Cell-krydstogtskibet afsted gennem livet flokkedes mod nødudgange, da kaptajn Marc Almond i december udsendte en ny sang, hvis hovedfeature var højlandsk Jethro Tull-fløjte spillet af Ian Anderson himself. Køen ved redningsbådene bliver næppe mindre efter dette nye SOS af en bleg autotune-single…

Hvor er vi nu?

I dag kunne David Bowie være blevet 73. For syv år siden på denne dag lod han høre fra sig igen efter mange års pause; han udsendte en musikvideo til sangen “Where Are We Now?”. Det var en gribende sang; Bowie så tilbage på sine år i Berlin og virkede nu meget mere skrøbelig end man huskede ham. Også helte bliver gamle. Senere kom hele albummet The Next Day, det næstsidste og meget vellykkede kapitel i en lang karriere. “Where Are We Now?” slutter med linjerne

der får ekstra vægt for mig på denne fødselsdag, som jeg er så heldig at dele med Bowie. Den verden fra engang i forrige århundrede, hvor David Bowie blev 17 år, og jeg så verdens lys som vinterbarn, er for længst blevet en anden.

Her er musikvideoen.

Evig ungdom!

Som før på denne dato Dannebrog op på stang og et stort tillykke til Webmaster Pastor, David Bowie og Elvis Presley, som deler fødselsdag i dag. I Tupelo, Mississippi, Kongens fødested, er gennemsnitstemperaturen i januar milde 10 grader Celsius, så han er derfor undtaget, men både Pastoren (født i Nordjylland) og David Bowie (Brixton, London) er ultimative vinerbørn, altså kommet til verden i den mørkeste, mest farveløse og kolde tid. Imponerende at de ikke gav op, men begge istedet fortsatte ud i den, tog kampen op, og derved på sigt berigede os alle. Tak for det – og tillykke!

Blue Tone

Jamen, hvis man skal antage (som det nu hævdes i den omtalte VG-artikel her nedenunder), at populærmusikken lige nu er historisk intetsigende, så lad os tage tidsmaskinen til en tid længe før de store pladeselskabers hitlistetilberedende konformering og blodfattige songwriting camps. Vi lander her i 1981 i Sheffield oppe i Nordengland. Samme postpunk-miljø i byen, som også i denne periode fostrer bands som Cabaret Voltaire, Human League, Comsat Angels og Pulp, repræsenteres her af et beundringsværdigt nedtrykt nummer med Clock DVA fra Thirst, deres andet album. Og ja, en cool saxafon-streg er med til at løfte de fine omkvæd.

This is pop?

På norske VG har forfatteren/musikeren Ole-Martin Ihle i dag en kronik om, hvad han ser som popmusikkens forfald i disse år. Om hvordan langt det meste på hitlisterne og i radioen lyder næsten helt ens, om at tidsalderen da musikere havde nogen anden agenda end at skrive næste store hit endegyldigt er forbi. Og om hvordan moderne hits ikke er skrevet af en eller to personer sammen, men som oftest er resultatet af et musikbranche-indsutrialiseret samlebåndsarbejde. ‘Bluesen var skaperen. Hiphop ble ødeleggeren’, konkluderer Ihle efter sin anskueliggørelse af, hvor slemt det står til i moderne maninstream-musik i dag. Sande ord eller naturlig letbitter distance fra en ikke længre helt ung mand (Ihle er 41)? Under alle omstændigheder en interessant diskussion, ikke mindst med rockmusikkens død som tidsændrende talerør in mente. Læs hele kronikken her.

This is pop?

Swindon’s XTC, der ligesom samtidige Ultravox lyder mere af Roxy Music-inspiration end af punk, udsender 6. januar deres anden single, den kantede ‘Statue Of Liberty’. Flere ligeså akavede men catchy singler følger snart efter og i et par år er XTC et af de større navne på den nye britiske scene, kulminerende i 1979 med hittet ‘Making Plans For Nigel’. Denne single lyder dog bedre i dag.

Picture this

Blondie’s guitarist Chris Stein fylder 70 år i dag. Deborah Harry’s boyfriend gennem Blondie’s gyldne new wave-år co-skrev også en del af bandets sange, som oftest i samarbejde med Miss Harry. Enkelte havde dog Chris Stein stående for både musik og tekst. ‘Sunday Girl’ er den mest kendte af disse, ‘In The Sun’, ‘Fade Away And Radiate’ og ‘Shayla’ de bedste. I de senere år har Chris Stein udsendt to bøger med sine absolut udgivelsesværdige fotografier fra årene med Blondie og punk-scenen i New York City. Og så er der jo stadig Blondie, hvis seneste Pollinator (2017) gennemgående er deres klart bedste album siden gendannelsen i 1997.

Joyride Berlin

Det er i disse dage 15 år siden Nikolaj Nørlund og jeg en eftermiddag i hans Volvo-stationcar, tungt læsset med instrumenter, kørte mod Berlin. Over en uges tid indspillede vi i Tritonus Studio på Schlesische Strasse i Kreuzberg de sange, der skulle blive til mit første soloalbum. Fra København blev de bedst tænkelige musikere fløjet ind: Rune Kjeldsen guitar, Nicolai Munch-Hansen bass, Jacob Hoyer trommer og LS’s egen Mikkel Damgaard på klaver, Hammond-orgel, glockenspiel og div. vintage keyboards. De fire boede i en lejlighed ovre mod Schöneberg, mens Nørlund, tekniker Morten Bue og jeg holdt til lige ved Kottbusser Damm, hvor vi samlede kræfter og hørte vores to referenceplader i denne periode; Interpol’s Antics og David Bowie’s Diamond Dogs. Vi mødtes i Tritonus, der lå inde i en typisk berlinsk 2. baggård på 4. sal, hver morgen kl. 10, og kørte så derudaf. I modsætning til LS’s arbejdsmetoder på det tidspunkt var der her tale om takes, altså at hele bandet spillede og optog sange samtidig, med hvad det kan give af dynamik og liv. Den metode var dernede en decideret befrielse for mig, dels fordi musikere af omtalte første klasse er en fryd at høre på i samspil, men da især fordi jeg selv kom direkte fra et band i nedbrud over LS’s dengang så endeløse samlebåndsarbejde. Planen i Tritonus var at nå i gennemsnit to numre pr. dag, så koncentration og travlhed herskede. Vi havde sammen trænet materiale sporadisk hjemmefra, så der ikke skulle spildes meget studietid på akkorder og infrastruktur, men istedet være fokus på arrangementer og overordnet feeling. Og det blev intenst, men også ret festligt. Hver dag, når den arbejdsmæssige konklusion nærmede sig, var studiets uudtømmelige supply af Beck’s Bier forlængst kommet i anvendelse. Nogle aftener fik vi noget at spise først, andre røg vi direkte ud på barer; enten den lokale Cake Club (som nu netop er lukket) lige nedenfor, Nick Cave’s gamle stamsted Wiener Blut eller sailorbaren Die Ankerklause. For rytmegruppen fortsatte fejringen af de godt fremskridende indspilninger ofte længere; et par morgener i studiet dukkede de op i taxi fra Østberlin uden at have fanget nogen søvn. Efter igang en lille uge, som hele vejen havde de frostkolde rammer kun Berlin kan levere dem, kom LS-fotograf Morten Larsen kørende ned og hang ud med os. En søndag morgen tog han og jeg ud i byen for at tage en række billeder. Ja, måske han kunne fange noget, der kunne bruges som coverfoto til det kommende album. Efter at have klapret tænder udendørs i morgentyste Kreuzberg, endte vi nede i den gamle og da endnu fungerende Tempelhof-lufthavn. Dens historiske og smukke indre lå den søndag formiddag ligehedes helt blottet for mennesker, og lignede fra første skud det pladecover, den siden skulle blive til.

Hjemme igen i Københavns almindelige verden overdubbede vi i Black Tornado ude på B&W og i Sauna på HC Ørstedsvej, hvor albummet også blev mixet. Coveret blev til i tæt samarbejde med Moneypenny, og titlen gav nemt sig selv efter LS’s køren i grøften på klassisk vis året før. Var jeg bange for at fejle helt alene? Ikke såvidt huskes, og slet ikke da vi først kom igang med at indspille nede i Tritonus, for da stod det hurtigt klart, at disse sange og deres nyfundne udtryk nemt kunne bære. Alligevel var der selvfølgelig anmelderne og den officielle modtagelse at være nervøs for. En solodebutant har af alle mest brug for al den medvind og moralske luft under vingerne, en god modtagelse kan give. Og her var der ovenikøbet så langt mere på spil, da dette album samtidig var det centrale partsindlæg fra min side i LS’s interne krig, der ikke mindst handlede om arbejdsmetoder. Så de seks hjerter på forsiden af Politiken på udgivelsesdagen føst på sommeren gjorde godt. Men hey, Vejen Hjem Fra Rocknroll er heldigvis så meget mere end det. Det album vil via sin tilblivelse, sine sange – og den modningsproces de udgjorde – stå som et af de tre-fire LS/JU-albums, jeg er mest stolte af.

Imitation of life?

R.E.M.-spydspids Michael Stipe runder 60 år i dag. I den anledning udsender han denne nye solosingle, der om ikke andet ufrivilligt fremhæver, hvorfor han og de andre i REM kreativt stod så fremragende til hinanden. For ligesom Buck, Berry og Mills havde brug for noget, ja, kunst som løftestang til deres ofte banale rockrundgange, havde Stipe sandelig også brug for den mere direkte kommunikerende stemning og melodi disse kom med. Tillykke til Stipe, og tak for al den store musik undervejs!

Christine!

‘Shine On’ gør i 1987 det den skal som debutsingle for House Of Love på Alan McGee’s indiefashionable Creation Records; positiv presseomtale, airplay, folk til bandets klubshows, samt en generel hype som antyder, noget nyt og betydningsfuldt kan være på vej. Desværre lever samme års efterfølger ‘Real Animal, der har masser af energi men heller ikke så meget andet, ikke op til de forventninger. I maj 1988 tager Guy Chadwick og hans sammenbidte band dog revanche med tredjesinglen ‘Christine’, der viderefører debutsinglens elegant dunkle popsensibiltet…

Shine on!

Årets første pladekøb måtte vente til 3. januar. Og som sådan var det endda kun et genkøb af en 12’er-single, gået tabt ved en fejl år tilbage. I 1987 udsender House Of Love debutsinglen ‘Shine On’ på Creation Records. Nummeret genindspilles siden mere hitlistelydende strømlinet til Fontana (1990), bandets andet album, men denne originalversion har en særegen magi.

Malibu brænder Nick Cave

Nick Cave’s nyeste album Ghosteen var sidste år et af de sværeste albums at komme ind i for mig. Et nummer derfra, den 14-minutter lange endgame-afslutter ‘Hollywood’, var dog øjeblikkeligt en undtagelse. For her fandtes det liv, den musikalske stemning og den dynamik, resten af albummet nemt kan synes sært foruden. Samt nogle fantastiske sangord oveni. I sin brevkasse The Red Hand Files spørges Nick Cave i dag ind til baggrunden for det mægtige slutnummer. Svaret synes så interessant, det fortjener også at blive bragt her…

Please tell us everything you can about the song ‘Hollywood’. It’s one of the most powerful pieces of music I’ve ever heard, and I want to know everything you can tell me. JON, OSLO, NORWAY

Dear Jon,

At around 8’ 30’’ into the song ‘Hollywood’ the narrator stands on the beach, looking out to sea. Malibu is on fire and the animals have been driven down from the hills to the shore. A sea serpent rises out of the ocean. A small boy drops his bucket and spade and climbs into the sun. Jon, this series of images came to me while in the back of a car driving around your city of Oslo on the last Bad Seeds’ tour, and was the first step toward the writing of Ghosteen. Within this sudden vision the whole of the album presented itself. It is rare in songwriting to be given such a rich and sustaining gift.

Some months later I wrote what would become the second verse of ‘Hollywood’ – the image of my wife, as a white cougar with ‘a terrible engine of wrath for a heart’, roaming the Hollywood Hills. This single image of rage-filled, carnivorous grief sat in my notebook waiting for a home.

The Buddhist story of Kisa and the Mustard Seed, that would eventually be the final part of ‘Hollywood’, had been of great significance and comfort to me for years and at some point I jotted it down in verse form, completely independent of anything else, and with no intention of it being a song.

Early in 2018, at the initial ‘improv’ recording sessions in Brighton, Warren threw down the driving ‘Hollywood’ loop and at the same time played the beautiful circular synth chords. Meanwhile, I sat jamming at the piano and dumping lyrics onto it. I had all these disparate images rolling around in my head, unmoored and desperate for a home – Malibu on fire, the cougar roaming the hills, the terrified animals on the shore, the breaching leviathan, the kid and the sun, Kisa and her baby – and the restless propulsion of the loop allowed me to just spill them out. I didn’t at the time know what they meant, or how they connected to each other. We played non-stop for hours, lost to it. 

Listening back, in the studio a week or so later, most of the extended jam was unusable, but there was a fifteen minute section, towards the end, that was mysterious and compelling and so we edited it out and kept it. It included within it the cougar scene, the beach and the fire, and the Kisa story. The remainder of the lyrics were there as well, extemporized yet complete. We added some strings, backing vocals, Tommy’s beautiful drumming, tidied up the vocal a bit and it became ‘Hollywood.’ It was effortless and enigmatic and it spoke to us from another place, crying from the future whilst callingfrom the past.

In the song ‘Ghosteen’, a man is saying goodbye to a sleeping woman – he is leaving, heading somewhere, we don’t know where. ‘Hollywood’ is a continuation of this song. It is the leaving, the driving away, heading out of LA, along the Pacific Coast to Malibu. Malibu is on fire.