Jeg stod på Dansk Sam Distributions lager på Vesterbrogade 107 i København, da fragtposten kom med nogle store vinylkasser fra leverandøren i Sverige. Den øverste af dem blev lukket op og jeg tog det første eksemplar af The Smiths’ debutplade i Danmark med hjem til Islands Brygge, hvor jeg hørte albummet uafbrudt resten af dagen og vistnok til ud på natten. Det er det musik kan, når fra øverste hylde, som altså her Morrissey, Marr, Rourke og Joyce. Albummet The Smiths udkom 20. februar 1984, i dag for 40 år siden. Med tiden bag sig står pladen ikke som den perfekte debutplade, dertil er sangenes kvalitet for ujævn og produktionen lidt for akavet, men talentet stråler uomtvisteligt og det var første gang man hørte, hvad dette nye band var i stand til over en længere række sange. Her afslutningsnummerets take på Manchester’s makabre The Moor Murders, hvor både Johnny Marr og Morrissey virkelig stråler, da de tager musikken, dens omdrejningspunkt og virkemidler hen et sted, man aldrig havde været før…
Sonic Youth gik itu da forholdet mellem Kim Gordon og Thurston Moore gjorde det samme. Siden har de to hver for sig fortsat udforsket de randområder mellem kunst og støjrock, hvor NYC-bandet befandt sig bedst. Kim Gordon blev 70 sidste år, men alderen har ikke gjort hendes udtryk rundere. Faktisk er det imponerende at hun med sit enorme bagkatalog i Sonic Youth stadig kan finde nye veje og den friskhed i sit aftryk, der høres på denne ret så overbevisende nye single fra albummet The Collective, der udsendes 8. marts…
Har fra dag 1 haft svært ved at finde ud Vampire Weekend. For NYC-bandets pertentligt dygtige arrangementer i ofte nærmest übersterile lydbilleder kan ofte afføde en klaustrofobisk udbrydertrang, men omvendt så er der indimellem nogle decideret underskønne melodiske forløb, samt en sjælden intim betragterevne hos sangskriver Ezra Koenig. Fredag udsendte Vampire Weekend hele to singler som forløber til albummet Only God Was Above Us, der udgives 5. april. Her er den første af dem, der netop bærer en af den slags sødmefulde melodier, næsten kun Koenig kan skrive. Produktionen af den konventionelle sang er en vild rollercoaster, hvor alt synes tilladt, kedeligt er det virkelig ikke. Tilsæt en klassisk, yderst musikalsk klippet New York City-stemningsvideo og de følgende fire minutter vil ikke være spildt på nogen som helst…
Der har været ballade i Bergen. Det lokale rockband Hjerteslag, som op gennem 10’erne har udsendt tre albums i Norge og tilkæmpet sig stor anerkendelse, er raget uklar med hinanden. Det har været sanger Robert Eidevik mod de fire andre hjerteslag. Ingen har helt kunnet blive enige, om sangeren er blevet smidt ud af de andre eller selv gået, så et slagsmål om fortsat brug af bandets navn endte i efteråret 2021 i en retssal, hvor Eidevik vandt. De andre fire har sammen dannet bandet med det fine navn Kristi Brud, som nu for to måneder siden udgav debutalbummet Alt Er Nytt. Med på albummet er debutsinglen ‘Spiller Ingen Rolle’ fra 2022, der siges at være en strakt verbal langefinger til deres tidligere bandkammerat. Under alle omstændigheder er der tale om et fornemt rocknummer med vitalt drive. Anger is an energy, som John Lydon engang formulerede det. Og naturligvis havde den tidligere Sex Pistols-sanger, der selv var endt i en bitter fejde med sit eget band og rejste sig fra vragresterne gennem PIL, ret. Hør selv…
Vi havde den første her for nogle uger siden, og nu i dag er endnu et nyt nummer fra den ene Wolf Parade-sanger Dan Boeckner’s kommende soloalbum blevet udgivet. ‘Lose’ var umiddelbar, let absorberbar i lyd og fremdrift, mens ‘Euphoria’ her vist kræver lidt mere arbejde for at falde på plads, men sådan er det vel ofte med den musik, man ender med at høre mest…
Jeg kan godt lidt sange om i går. Om det er The Go-Betweens/Robert Forster’s ‘Darlinghurst Nights’, David Bowie’s ‘Where Are We Now’, Debbie Harry’s ‘End Of The Run’, Thåström’s ‘Sönder Boulevard’ eller måske hele Lou Reed/John Cale’s Drella-sangcyklus om Andy Warhol-årene. Sange med fortid set gennem nutidens briller. Fortid set igennem det der blev, hvem der var og hvad som forsvandt. Den slags sange kommer ofte med afklaret ro. I dag har Nick Cave and the Bad Seeds’ tidligere kapelmester Mick Harvey udsendt netop sådan en selvbiografisk sang som forløber for sit nye soloalbum Five Ways to Say Goodbye, der udsendes når det bliver forår…
Har ikke hørt voldsomt meget til amerikanske Grandaddy siden The Sophtware Slump i kølvandet på Radiohead blev et af tidens mest hyldede albums i år 2000. Men her er Jason Lyttle og hans band i dag med en ny single, der bærer de samme valiumsbløde kvaliteter, man måske stadig husker dem for dengang. Det nye album Blu Wav udsendes på fredag…
Der er specielle koncerter hvis datoer brænder sig fast og kommer op hvert eneste år, når tid er. En af dem her er det show Nick Cave and the Bad Seeds spillede i Admiralspalast på Friedrichstrasse i Østberlin 13. februar 2013, fem dage før udgivelsen af Push the Sky Away. Koncerten med strygere og et stort børnekor var en af vist kun to lignende europæiske koncerter i London og Paris, Cave gav som præsentation for sin snartkommende nye udgivelse. Albummet er det hidtil sidste fra Cave, der her for alvor har vundet genklang. Han har lavet stærke ting efter, absolut, men dels er før så toneangivende The Bad Seeds blevet kørt ud på et fjernt sidespor, dels har pladerne i sagens tragiske natur nu haft mere karakter af personlig terapi for Cave selv end af noget andet. Under alle omstændigheder var det en overskudsglæde i Berlin at opleve disse nye Push the Sky Away-sange kronologisk fremført så dugfriske og sprøde. Her en radiooptagelse af ‘Waters’ Edge’ fra aftenen…
En lang vej fra det fintunede elektroniske popband, der lørdag aften i København viste sig selv og sin musikalske historie så fornemt frem, til denne spæde men entusiastiske begyndelse, pladedebuten på Some Bizzare’s 1981-opsamling med nye synth-baserede bands fra England. ‘Photographic’ genindspilles i en langt mere smooth version til debutalbummet Speak & Spell senere samme år, men dette er vel den definitive version. I morgen aften er de i Berlin…
Depeche Mode er i København i aften, i Royal Arena. Første gang jeg selv så dem live var i efteråret 1983 i Saltlageret. To spolebåndoptagere på scenen, tre meget små keyboards, og så Dave Gahan der klappede i sine hænder hele aftenen, det til stor fryd for de vel 300 skrigende teenagepiger som udgjorde hovedparten af den ikke udsolgte lille sal på Gammel Kongevej. Man må sige tingene har ændret sig for DM, også hvad angår køreplanen lørdag aften. For siden i juni i Parken er både ‘Black Celebration’, ‘Behind The Wheel’ og ‘Strangelove’ kommet på setlisten. Sidstnævnte synges lige nu alene af Martin Gore, men her er nummeret i 12’er-versionen, der vel ret beset er den bedste i omløb…
Television’s banebrydende debutalbum Marquee Moon blev udsendt 8. februar 1977. New York City-bandets omdrejningspunkt Tom Verlaine døde for nu et år siden, men hans og bandets to albums med den så organisk ekspressive musik lever gerne og ufortrødent videre, som f.eks lige her, hvor nogen har fået den lyse ide at sætte levende billeder fra dengang på Manhattan til Marquee Moon‘s anden og sidste single. Utroligt når man hører Television i dag at tænke på, de blev solgt som punk…
Den særegne og kantede goth-folk-sangerinde Chelsea Wolfe fra Roseville, Californien udsender nyt album i dag. Her en smagsprøve fra den lidt vanskeligt betitlede She Reaches Out to She Reaches Out to She…
En forløbersingle fra Beth Gibbons med nyheden om et nyt album ved navn Lives Outgrown til maj. Engang så evigt langt fra hinanden, men som årene går ligger PJ Harvey’s og Beth Gibbons’ musikalske afsæt øjensynligt tættere og tættere…
Noget af en fødekæde her: The Associates’ Billy Mackenzie synger David Bowie synger Nina Simone synger Johnny Mathis’ original af ‘Wild Is The Wind’, hver version informeret af den forrige i rækken. Hvilken stemme og personlighed der gik tabt ved Billy’s selvmord i 1997…
Canadiske Robert Alphons der udsender musik under navnet TR/ST har for nyligt skrevet pladekontrakt med undergrundsselskabet Dais Records og nu sluppet en ny sortklædt EP, der positivt bløder af elektronisk stramhed. Senest TR/ST lod høre mere sammenhængende fra sig var for hele fem år siden med de to Destroyer-albums. Her åbningsnummeret på den nye EP, der består af fem tracks…
