Dagens UNESCO Festival på Møn, hvor LS skal spille op imod Steen Jørgensen er grundet hårdt vejr tirsdag rykket til i morgen onsdag.
Attention!
Kategoriarkiv: Blog
Brel fra Bruxelles
Lad os ikke snakke fodbold – hvad ved vi danskere også om det? – men Belgien har fyldt meget det seneste døgns tid. Tirsdagen fortsætter i den anerkendelse med en patosladet belgisk musik, der bemærker sig ved hverken at være Vive la Fête eller Plastic Bertrand. Istedet den mægtige Jacques Brel med ‘Fernand’, en af denne sides favoritter med den store sanger med det så udtryksfulde hesteansigt; livets nådesløse vilkår og flygtighed bekendt med voldsom feeling til en nær og netop død ven, den sagesløse Fernand…
Tainted love 45
Svært at mærke sådan fysisk i dag, hvor meget denne markante og minimalistiske produktion lød af fremtid, da den først kom i en bølge af ny britisk synth-pop. Leeds-duoen Soft Cell’s cover af det gamle Northern Soul-hit ‘Tainted Love’ blev udsendt i dag for 45 år siden. Her den første Top of the Pops-optræden på vej mod den engelske singlehitlistes nummer 1. Det bør nok lige nævnes, at næsten ingen dengang – heller ikke denne side – vidste, der var tale om en coverversion. Ret specielt når man lærer en sang at kende gennem en fortolkning af den, snarere end den ægte oprindelige vare…
Hit me with your rhythm stick
Ian Dury’s søn Baxter Dury spiller denne sommer Europa med sit band. Hans udfordrende spoken words-disco, der måske bedst kan beskrives som et Sleafords Mods for de kreative klasser, kan her opleves i en fuld koncert-optagelse fra årets Primavera i Barcelona…
Alpha Dog / Hapsburg / I’m Not Your Dog / The Night Chancers / Mockingjay / Almond Milk / Aylesbury Boy / Return of the Sharp Heads / Kubla Khan / Pleasure / Miami / Cocaine Man / Allbarone / Schadenfreude / Baxter (these are my friends)
Tory Crimes med Paul Simonon
The Clash’s første trommeslager Terry Chimes har netop startet en podcast op på YouTube. Denne weekend er første afsnit blevet lagt ud, hvor Chimes’ gæst i studiet er The Clash-bassist Paul Simonon, altid godt selskab trods podcast-værtens lidt for lavtflyvende og uambitiøse tilgang…
Johnny Marr til salg
Til september vil en større mængde af Johnny Marr’s personlige guitarer med The Smiths-historie komme til salg på Christie’s i New York. Det skal nok blive et tilløbsstykke for samlere, altså dyrt…
Norway of Song
Lad os ikke snakke fodbold – hvad ved vi danskere også om det? – men Norge har fyldt meget det seneste døgns tid. Ugen her starter i den anerkendelse med et stykke nyere norsk musik, der bemærker sig ved ikke at være de evige A-ha. Fra Lippo Lippi kom fra Oslo, spillede først post-punk, men søgte derefter en karriere med en anderledes bredspektret og ordinær popmusik. Men inden da, i transformationen mellem de to ansigter, ramte de noget ret specielt og klangligt nordisk særegent. Dette klaverbårne nummer er fra deres andet album Small Mercies (1983)…
Glemte helt…
Og nu er det lidt sent, for datoen er overskredet, men det bør vel nævnes at 4. juli 1976 var en skæringsdag for punkrock i England. Det var dagen hvor The Ramones fra Queens, New York City satte flaget ned for første gang i England; deres nu så myteomspundne 4. juli-show på The Roundhouse i Camden, hvor alle de der blev til noget på punkscenen synes at have været tilstede og være blevet ændret. Undtagen de to vel snart vigtigste bands, for oppe i Sheffield på en pub ved navn The Black Swan livedebuterede The Clash som medbragt opvarmning for de lidt mere rutinerede Sex Pistols. Næste aften – det må så være i aften for 50 år siden – var de begge tilbage i London og kunne der overvære The Ramones’ koncert på Dingwalls, hvor billeder også blev taget bagefter af de langhårede amerikanere i blå jeans og t-shirts sammen med nye engelske venner. Og denne blog? Gemt væk på en familieferie oppe i Skotland, lykkeligt uvidende om alt det som skete sydpå. Hvilket har været et behandlingsværdigt traume næsten lige siden. Her et covernummer som var på The Clash’s første setliste oppe på The Black Swan i Sheffield…
Blow away the dreams that tear you apart…
Hvor kom Bruce Springsteen’s monolit ‘The Promised Land’ fra? Wikipedia fortæller kort den konkrete baggrund for det stolte, mægtige, trodsige amerikanske stykke musik:
Wikipedia: “The Promised Land” originated through a trip to Utah and Nevada on August 16–20, 1977, with photographer Eric Meola (who shot the Born to Run cover) and guitarist Steven Van Zandt. After flying to Salt Lake City and renting a red 1965 Ford Galaxie, the group set out towards Reno, Nevada, Meola looking for photo ops, Springsteen to see some of the places he envisioned in his dreams. He was also upset, because one of his heroes, Elvis Presley, had just died. Springsteen “wanted to take every single side road that we could in Nevada”, according to Meola. On the trip, they slept in the Galaxie, saw the wilderness and got caught in a thunderstorm.
Versionen af ‘The Promised Land’ her er fra The River-touren i 1980, optaget i Tempe, Arizona. E Street Band spiller den aften – som kotumen var de sæsoner – så fornemt helhjertet, at selv Sugar Miami Steve har taget beret og fint tøj på. Bittersødt i dag at overvære sådan en performance af netop den sang, for alt hvad der siden er sket med det forjættede land i baghovedet. Springsteen og E Street Band spiller den stadig næsten ved hvert eneste show, men nu mere som et idealistisk billede fra en anden tid, en fælles arv af styrke og modstandskraft.
Independence Day
USA bliver 250 år i dag. Springsteen’s ‘Independence Day’ har altid været en sorgladet sang, men måske i dag mere end nogensinde for det dens titels bagland lige nu repræsenterer. ‘Independence Day’ udkom på The River-dblalbummet i 1980 som en af dets store, udfoldende fortællersange, men her fremføres faderopgøret to år tidligere helt ukendt og uprøvet af Al Pacino’s lookalike og hans E Street Band på Darkness-touren i 1978 . De levende billeder her er ikke noget at skrive hjem til Europa om, men det er musikken…
The Last Picture Show
Talte om effekten af at parre musik med sekvenser fra spillefilm. Her er det den sidste sang på det sidste The Smiths-album der clasher med liv, længsel og skuffelse i Peter Bogdanvich’s The Last Picture Show fra 1971…
Dylan bliver voksen
Havde denne bedagede single med hjem fra en fransk pladebutik for nogle uger siden. Hvor er det en uforbeholden fornøjelse at genhøre en sang helt tilbage fra juli 1969, hvor vokalperformance, arrangement, spil og sangskrivning upåvirket af tidens gang står i så ædel en kvalitet. Nashville Skyline (1969) var albummet, hvor Bob Dylan prøvede sig selv af som rigtig sanger, sådan en der med ydmyg værdighed og underspillet pondus kan følge en rigtig melodi til dørs. Det formår den tidligere protestsanger på denne overlegne produktion med dybde, kulør og amerikansk sjæl…
Jim Morrison RIP!
The Doors’ Jim Morrison blev I dag for 55 år siden fundet død i et badekar på femte sal på 17 Rue Beautreillis i Paris, kun 27 år gammel. Når man ser billeder af ham fra The Doors’ gennembrud til hans bortgang i 1971 er det en ekstremt hurtig ældningsproces der gennemgåes; med andre ord levede han hårdt. Det høres også i The Doors’ musik, i det nærmest vægtløst filmiske touch fra de første plader til 1971-albummet L.A. Woman’s sejt lurvede bluesrock, det på kun fire år. Vi markerer den ikonisk sangers dødsdag med titelnummeret fra The Doors’ andet album, der i september 1967 udkom kun otte måneder efter debuten og angiveligt består af ikke så få leftovers fra den. Hvilket dog ikke hindrer Strange Days i at indeholde en gavmild håndfuld tidsdefinerende klassikere…
Iceage smeltede Roskilde
Iceage får mange roser for en højelektrisk åbning onsdag af Roskilde, hvor de kvitterede ved at spille hele deres nye album kronologisk. Dagene da Roskilde-koncerter blev optaget og transmitteret af en årvågen DR-kulturredaktion er desværre blevet sparet brutalt væk, så her istedet en håndholdt entusiast-optagelse fra The George Tavern i East End fra for fire uger siden, da Iceage holdt en lignende præsentationskoncert for et lille London-publikum. Elias Rønnenfelt er en stjerne og midt i en poptid er det en befrielse at have et ungt rockband som Iceage i Danmark til at give noget andet og mere ophidsende end refrain-musik…
The Cure valgte nutid fra
27 numre på setlisten hos The Cure på Roskilde Orange i aftes. Dog ikke et eneste af dem fra forrige års så overraskende mesterlige og i superlativer bredt roste requiem Songs of a Lost World. Den slags er svært at forstå. Når et gammelt band med så sjældne udgivelsesmæssige nedslagspunkter i dette årtusinde endelig går ind og med velgørende konsekvens favner sin nutid, hvorfor så ikke spille den lyslevende ud når scenen og lejligheden er så fornem som i aftes? Her et af de nye numre, der utvivlsomt havde gjort lykke med sin bastant huggende Simon Gallup-bass i centrum…