Havde denne bedagede single med hjem fra en fransk pladebutik for nogle uger siden. Hvor er det en uforbeholden fornøjelse at genhøre en sang helt tilbage fra juli 1969, hvor vokalperformance, arrangement, spil og sangskrivning upåvirket af tidens gang står i så ædel en kvalitet. Nashville Skyline (1969) var albummet, hvor Bob Dylan prøvede sig selv af som rigtig sanger, sådan en der med ydmyg værdighed og underspillet pondus kan følge en rigtig melodi til dørs. Det formår den tidligere protestsanger på denne overlegne produktion med dybde, kulør og amerikansk sjæl…