Han døde som 23-årig, så som 23-årig vil han altid leve videre. Men hvad nu hvis ikke Ian Curtis havde hængt sig i det køkken i Macclesfield den forårsnat efter at have hørt Iggy Pops The Idiot og set Herzog-filmen Stroszek? Så var han to dage efter rejst afsted til sit bands første otte nordamerikanske shows. Umuligt at tro USA ville have forstået eller sat stor pris på dem.
Men hvad havde den fuldvoksne Ian Curtis mon udrettet i verden? Ville Joy Division have udsendt hele syv uforglemmelige albums inden de gik i opløsning? Og skulle vi derfor så aldrig have hørt ‘Blue Monday’ eller den mageløse New Order-musik der er Power, Corruption & Lies? Måske Ian Curtis var flyttet væk til sin platoniske affære Annik Honoré’s Bruxelles og var forsvundet helt ud af rockmusikkens søgelys.
Lærer aldrig de ubetrådte veje at kende; der er kun det der blev. Men Ian Curtis ville være fyldt 70 år i dag. Markerer ham herunder med et af de numre der er nået så vidt, at ligeledes nu afdøde George Michael udnævnte den Closer-pladeside ‘The Eternal’ optræder på som en af sine absolutte favoritter. Mon Ian Curtis ligeledes havde havde elsket GM’s ‘You Have Been Loved’…?
Et fantastisk nummer, jeg først hørte i Moby versionen fra den fremragende film Heat. I originalen virker både bas og trommer endnu mere bastante og gennemtrængende, hvilket kun gør nummeret bedre.