Alle indlæg af Jens

On the route of the 19 bus…

Ordene er Joe Strummer’s på ‘Rudie Can’t Fail’ fra London Calling (1979). Da The Clash indspillede deres mesterlige dobbeltalbum i sensommeren det år, tog Joe Strummer ofte London Transport’s linie 19 fra Battersea op til Highbury, hvor Wessex Studios lå, så derfor. Hverken Strummer eller de andre i The Only Band That Matters havde næppe nogensinde set komme, ‘the 19 bus’ i disse dage, som markering af 40-års-genudgivelsen af London Calling, skulle køre rundt sådan her. Poetic justice kaldes det.

Stockholm når lyset forsvinder

En hovedstad inspirerer ofte sit lands sangskrivere, og da ikke mindst den svenske. Det er således kun små to måneder siden Linköping’s Lars Winnerbäck – som iøvrigt kan opleves i aften i den mentale frostbox Malmö Arena – på sit nye album præsenterede løvfaldssangen ‘Stockholm I Okt’. Og næste fredag tager sommerens svenske comeback-artist Ulf Lundell så den stafet op og udsender en single med næsten identisk navn, ‘Stockholm I December’…

Er det mon endnu for tidligt her, at annoncere kronisk savnede Kent’s genkomst-single til januar, ‘Stockholm I Februari’?

Dem med det lange navn

Austin, Texas-støjbandet med det uhåndterligt lange navn …And You Will Know Us By The Trail Of The Dead, som for en del år siden gav en opsigtsvækkende vellykket koncert på Roskilde, udsender i januar 2020 sit 10. album, X: The Godless Void and Other Stories. Her en for Trail of Dead atypisk melodisk ny singleforløber…

Gårsdagens 42-års…

I dag har Words of Love, dokumentarfilmen om den græske kærlighedsaffære mellem Leonard Cohen og norske Marianne Ihlen biografpremiere. Ikke mindst derfor relevant at markere Leonard Cohen’s Phil Spector-album Death of a Ladies Man, der udsendtes til forundrede reaktioner 13. november 1977. Mange kan ikke holde pladens dunkelt Wall of Sound-sumpede, nærmest passiv-aggressive trip ud, mens andre af os finder det både underholdende , eksotisk forfriskende, ja, endda mærkværdigt givende med dette så umage musikalske rendezvous mellem to på det tidspunkt hørbart uligevægtige mestre af ganske forskellige discipliner…

Imens i Hamburg…

Det er 1983. Den unge tysk/polske Hamburg-sangerinde Mona Mur har både i Vesttyskland og England haft en vis gennemslagskraft med sin debut-EP, et samarbejde med medlemmer af Berlin’s Einstürzende Neubauten. Hendes pladeselskab foreslår et mere moderat udtryk, og et prøvesamarbejde mellem Mona Mur og Neue Deutsche Welle-stjernen Joachim Witt resulterer i en enkelt prøveballon-single, hvor ialfald b-siden kan sit kølige greb på tidens fagre nye verden…

Lyden af PSB’s efterår?

Pet Shop Boys har i dag løftet slør for Hotspot (!) som titlen på elektroduoens til januar kommende album. Samtidig er denne nye efterårssmagende single blevet sendt i omløb. PSB skriver stadig regulære sange, og om ikke andet så for det faktum er der altid håb, selvom det igen her ikke bliver helt indfriet. For Tennant og Lowe kunne og kan bedre end denne lidt afkræftede ballade med sær medicinsk-sødbitter eftersmag…

Do or die!

Billedet her er fra onsdag d. 12. november 1980, da Phil Oakey og Adrian Wright, de to tiloversblevne i The Human League (efter flugten af bandets til da kreative kræfter over i Heaven 17), for første gang spiller live med de to nye piger, Joanne Catherall og Susan Ann Sulley, som Oakey netop har shanghajet på et diskotek i hjembyen Sheffield. Men her er vi på klubben Rotters i nabobyen Doncaster, Yorkshire. Ingen tror på dette tidspunkt, The Human League lever på andet end lånt tid. Men 11 måneder senere udsendes synthpopmesterstykket Dare, som avler massive singlehits og går nummer 1 i England. Her er The Human League i maj 1981 på Top of the Pops med albummets første og fremragende forløber-single…

Nyt fra Wolf Parade

Canadiske Wolf Parade, der egentlig var opløst men kom stærkt tilbage i 2017 med albummet Cry Cry Cry og en medrivende aften på Christiania’s Loppen, varsler i dag nyt album, Thin Mind, til januar. I den forbindelse er singlen ‘Forest Green’ nu blevet udsendt, en sang med bandets mest spændende sanger Dan Boeckner, ham med den desperat rastløse stemme, i front…

Business as usual, Pete

Fra The Guardian, mandag:

The Libertines and Babyshambles frontman was initially arrested in the Pigalle district in the early hours of Friday for allegedly attempting to buy cocaine. He spent two days in police custody and was provisionally fined the equivalent of £4,300, a sentence yet to be approved by a judge, the Mail reports.

Doherty, 40, reportedly went out on Sunday wearing his pyjamas to celebrate his release. He was allegedly seen fighting in the Saint-Germain-des-Prés district with a 19-year-old male, who is believed to have filed a police complaint.

SS Say

I de farveløse startfirsere i postpunkens København var det udelukkende Mensa-dandyen Martin Hall, der kunne tage kampen op med Sods/Sort Sol om at være tidens fremmeste stemme i undergrunden. Gennem Identity, Ballet Mecanique, Ballet M og Under For udsendte han på vinyl sine sammenbrudstruede skrig for en bedre verden, der på febervild klangbund af violindrone og piskende rytme, tegnede tidens galopperende sortsyn med imponerende sikker streg. Her Martin Halls sideprojekt SS Say, der – udover bl.a. at spille support til William Burroughs i Saltlageret – i februar 1985 udsendte EP’en Fusion, hvorfra dette så fornemt synth-udhuggede track, ‘Care’, stammer. Martin Hall har skrevet og spiller selv det meste, nu afdøde Henrik Möll er også ombord, men nummerets køligt smukke stemme tilhører Inge Shannon…

Give ’em enough dope

Dagens 41-års tilhører The Clash, der 10. november 1978 udsender Give ‘Em Enough Rope, Ladbroke Grove-kvartettens svære toer. Og vanskelig er den, for efter debutens hæsblæsende nødvendighed er det blevet hverdag i Clashland, og som sådan er det Sandy Pearlman-producerede album for ofte en noget mudret og uforløst affære, hvor hverken materiale eller fremførsel slår den gnist, bandets klare ambitioner fordrer. Enkelte øjeblikke af stor klasse er der dog, især åbningsnummeret ‘Safe European Home’, hvor Strummer og Jones’ mislykkede rejse til Kingston, Jamaica besynges, så ingen frustration over kulturelle barrierer går mål forbi. Her høres også, hvad den nye trommeslager Topper Headon bibringer The Clash af dynamik og luksuriøs køresikkerhed. Hvilket skulle blive essentielt på næste album, London Calling (1979), da både sangskrivning og produktion faldt på plads, så The Only Band That Matters atter lød som var de ikke faret vild i jagten på at være sig selv.

Warren Ellis-Bad Seeds 1-0

På dagen hvor Nick Cave & The Bad Seeds’ Ghosteen udsendes fysisk på vinyl og CD, her en flaskepost fuld af længsel efter det Bad Seeds, der på det nye album ligger så annihileret, at selv coverets stort anlagte gatefold-foto kun er med Cave himself og Warren Ellis. Selve The Bad Seeds, i mange år scenens vel mest dynamisk spillende rockorkester, er hverken at høre eller se, selvom navnet dog står på coveret af det tekst-veloplagte men musikalsk så sært udsvingsløse – som i medicineret-lydende – udspil. The Bad Seeds, fra da musikken stod svøbt i drama og melodierne kom ildevarslende underskønne, here’s to you!