Alle indlæg af Jens

Ankomst Centralmassivet

Den sæsonforskudte Tour de France kører afsted og har i dag mål i Centralmassivet. Hvis ikke vi markerer det med et nummer fra Thåström’s seneste album af sammen navn, hvemgør så? Her livssituationsanskuende ‘Karaokebaren’ som siden her oplevede den en frostkold novemberaften i Bombardier Arena i Västerås. Ja, det var dengang der endnu fandtes rigtige koncerter, med folk der stod tæt og kunne svaje sammen til musikken…

Fresh Fruit 40

Dead Kennedys, San Francisco, California-bandet med et af verdens bedste bandnavne – da ialfald for et punkband – udsendte i dag for 40 år siden sin debut, der satte nye standarder indenfor en genre, som i Europa havde haft svært ved at komme videre fra 1976-eksplosionens dogmer. Fresh Fruit for Rotting Vegetables gav under navnet hardcore nyt liv til punk, favnet som det var af den West Coast-amerikanske scene, og sendt afsted med bidende-satiriske, politiske ord fra frontmand Jello Biafra’s mund, samt ikke mindst den fænomenale guitarist East Bay Ray (godt navn igen!), hvis klare, nærmest manisk spillede surf-inspiration stod godt til Dead Kennedy’s hæsblæsende ridt. Her albummets pièce de résistance, den fænomenalt uindkapslelige ‘Holidays In Cambodia’…

Da London først kaldte

En ret fantastisk, endnu mere dystopisk og downbeat demo-version af The Clash’s hjørnestenssang ‘London Calling’, taget fra The Vanilla Tapes, det øve/referencebånd der indspilles i sommeren 1979 på en firespors-båndoptager i den tidligere garage i Pimlico, hvor The Clash laver nye numre og gør sig klar til sin svære tre’er. ‘London Calling’ starter tekstligt sit liv i Joe Strummer’s hoved som en idé ved navn ‘Ice Age’. Her den første kendte skitse…

Top-50 i postpunk-albums

Paste Magazine har hovedsæde i Atlanta, Georgia. Det bør påtænkes når denne inspirerende top-50 i bedste postpunk-albums fra web-magasinet gennemgåes. Det amerikanske udgangspunkt forklarer formodentlig/forhåbentlig en del besynderlige valg og placeringer blandt disse plader, som denne musikforbruger har – eller undervejs har haft – 35 af. Her en af listens top-10-albums – og et fornemt et af slagsen – præsenteret i sang og musik…

Dylan sunget af Swift

Blonde on the Tracks, Emma Swift’s nye album med Bob Dylan-covers står trods det nærmest umulige oplæg virkelig op for sig selv. Her endnu en sang derfra, denne med et respektfuldt stænk The Byrds i produktionen. Swift’s nye album indeholder iøvrigt tillige en fornem version af Dylan’s egen ‘I Contain Multitudes’ fra denne sommers mesterlige Rough and Rowdy Ways

Blonde on the Tracks

Den Nashville-bosiddende australinde Emma Swift, der tidligere har udsendt et enkelt soloalbum med egne sange, høster lige nu fornemme anmeldelser for Blonde On the Tracks, et netop udsendt album med fortolkninger af ni Bob Dylan-sange, hun har indspillet med sin kæreste, den tidligere Soft Boys-guitarist Robyn Hitchcock. Her en behagelig smagsprøve…

krystalskibet kom ind

Præcis to år siden i dag, siden her tog expresstoget op til Stockholm, logerede sig ind i et hjørneværelse på Hotel Esplanade på prominente Strandvägen, og gik afsted til, hvad skulle blive en mægtig aften på Djurgården, hvor Thåström på scenen i forlystelsesparken Gröna Lund gav sin indtil videre seneste koncert. Her en kortfilm fra aftenen, da touren for Centralmassivet kom i mål…

Lust for 43-års…

29. august 1977 udsender Iggy Pop sit andet David Bowie-producerede album det år. Åbningsnummeret ser sådan her ud på hollandsk TV…

Og på Lust For Life følges ‘Lust For Life’ op af ‘Sixteen’, her fremført yderst levende på et uidentificeret europæisk TV-show september/oktober 1977…

Who can I be now?

Dagens mest spændende Record Store Day-udgivelse kunne nemt være David Bowie’s  I’m Only Dancing (The Soul Tour 74), endnu et livealbum fra den amerikanske Diamond Dogs-tour i 1974. Samme år dokumenterede den notorisk mudrede David Live første del af touren, og for tre RSDs siden tog Cracked Actor (Live Los Angeles ’74) sig langt mere fornemt af anden del. Men arkæologien manglede endnu dokumentation af tredje og sidste del af touren – kaldet The Soul Tour – hvor Bowie har skiftet rytmesektion (ind er kommet tromme-es Dennis Davis samt bassist Willie Weeks) og er taget målrettet afsted på den musikalske rejse ind i det soulland, der i marts 1975 skal resultere i Young Americans-albummet.

I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) er som sådan et meget specielt livealbum. Sjette aften i træk i Detroit er stemmen mærkbart slidt, hvilket giver en flosset sårbarhed, der dog faktisk egentlig klæder Bowie’s take på Philly-soul. Setlisten er ændret fra tidligere på touren, og nu optræder for første gang de endnu uudsendte ‘Young Americans’, ‘Can You Hear Me’ og ‘Somebody Up There Likes Me’, samt en ‘Footstompin’-baseret jam-medley. Det er slet ikke perfekte takes af hverken disse sange eller de andre fra bagkataloget, men yderst givende er det alligevel at høre Bowie med et så velspillende (og anderledes) band i målrettet arbejde på, at transformere nyt som velkendt materiale over i en veldefineret, men endnu ikke stilistisk afrundet form. Og det er denne transformation og dens kreative proces som er dette livealbums styrke. I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) fortæller nemlig endelig fyldestgørende historien om, hvilken vej David Bowie på kun ti måneder tog for at overkomme den enorme distance fra Diamond Dogs til Young Americans.

Devo sendt afsted

David Bowie sagde i 1977 om Akron, Ohio-bandet Devo, at de var fremtidens band. Set baglæns havde Bowie ikke helt ret, for Devo var nok mere blot den tids forestilling om, hvordan morgendagens musik ville lyde og se ud, helt kantet, følelsesbedøvet, mekanisk og endimensionel. I Europa blev de aldrig store, her i landet kender vi først og fremmest Devo indirekte via deres enorme indflydelse – også visuelt – på vores eget nyrock-flagskib Kliché. Dags dato i 1978 udkom debutalbummet Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, produceret af Brian Eno og produktions-assisteret undervejs af føromtalte Bowie…

Introducing…The Haters!

Og apropos nye bands der starter ud: På Thåström’s redefinerende soloalbum Skebokvarnsv. 209 (2005) fortæller sangen ‘The Haters’ om begyndelsen på hans første punkband, de siden i Sverige så berømte Ebba Grön. På albummet er sangen akustisk folksinger-afdæmpet, men på b-siden af ‘Sönder Boulevard’-vinylsinglen findes denne underbare elektriske version…

top-100 i debutalbums

Debutplader. De 9-12 sange indspillet og udsendt samlet som album, hvor et nyt band for første gang bliver sat fri og sammenhængende kan udtrykke sig med sine egne virkemidler, sit helt eget sprog. Debutplader har ofte en renhed over sig, en følelse af opdagelserejse, ja, en nobel, næsten idealistisk overtone, skabt af alle de personlige drømme og ambitioner der forløses for allerførste gang. På den vis bærer debutalbums også på en berusende frihed, der aldrig kommer igen. Da slet ikke på den svære to’er, hvor uskyldigheden som regel næsten altid synes brutalt forsvundet. Det amerikanske magasin Rolling Stone lavede i 2013 en top-100 over de bedste debutalbums nogensinde. Denne skrivende pladekøber har – eller har undervejs haft – præcis 50 af dem. Listens amerikanske baggrund farver naturligvis indholdet, men den er alligevel stærkt inspirerende, og afkaster således lyst til både at høre som at genhøre. Her et link til debutalbumland.