Aftenen sluttede med en konflikt for mit vedkommende: Skulle jeg høre Modeselektor, Perfume Genius eller Janelle Monáe? Jeg valgte – alle tre.
De tre musiknavne udtrykker hver deres bud på en kropslighed i musikken.
Modeselektor – to tredjedele af tyske Moderat (som jeg har skrevet om på bloggen for snart længe siden) – begyndte et forudprogrammeret og typisk snedigt og effektivt sæt på Apollo-scenen, bedre kendt som Det Oppustelige Græskar. Alle dansede med.
Jeg måtte dog gå efter forholdsvis kort tid for at nå ned til Perfume Genius, der er klart i familie med chillwave-navne som især Youth Lagoon, uden dog at være særligt elektroniske. Følsomme og gribende pianoballader fra en bleg ung amerikaner. Og en rigtig vellykket coverversion af Neil Youngs “Helpless”. Men stemningen… Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!
Også denne gang måtte jeg gå før tiden for at nå frem til Janelle Monáe i det stuvende fyldte Arena. Jeg havnede i kødranden uden om teltet og kunne fornemme, at en særdeles god koncert var under opsejling. Men det kneb mest høre musikken. Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!
Til sidst førte “naturlig afgang” mig længere ind i teltet, og jeg kunne nu både se og høre musikeren ordentligt. Hvor The Shins og Perfurme Genius spiller deres sange, så publikum er tilfredse, kan Janelle Monáe og band gøre publikum ellevilde.
Monáe laver soulmusik med tydelig inspiration fra James Brown og Jackson Five (vi fik en forrygende version af “I Want You Back”), men der er også Cameo, new save og rocknroll med i ligningen. Og der danses! Og males – Janelle malede et billede på et opspændt lærred undervejs. Og der er guitarsoloer fra en inspireret guitarist. Og der er en masse call-response med publikum, som Janelle snart har i sin hule hånd. Et langt ekstranummer bliver det til, og til allersidst kommer alle på scenen blot for at præsentere sig én efter én. En ung fyr i publikum, der har fødselsdag, hives op på scenen og får Janelles maleri som gave.
Det er 100% showmanship, og vi elsker det (The Cure har som modsætning slet intet showmanship) – og vi elsker Janelle og hendes band. Det er tydeligt, at de holder af at spille Roskilde for andet år i træk.
Et par andre forklaringer: 1. Agurketid. 2. Det er nemt stof – man ved hvornår festivallen begynder og slutter. 3. Journalisterne tror at glade fulde folk i mudder er en god historie (og det har de måske ret i).
Er jeg i øvrigt den eneste her, der mener, der er alt for meget Roskilde festival i danske medier?
Ikke på denne blog, det er fair nok, da hovedstofområdet her må siges at være musik. Men efter min smag, er der alt for meget sendetid i radio og på tv og for mange helsider i aviserne, som omhandler denne festival.
Og nej, jeg har bestemt ikke et Klaus Rifbjergsk syn på Roskilde Festival. Jeg mener, det er en fantastisk begivenhed, som jeg selv deltog på flere gange, inden jeg blev 25 år i slutningen af 90′ erne.
Og fair nok, naturligvis skal der da være en anmeldelse eller to og en reportage eller tre. Men en festival er nu engang noget værd, hvis man selv er med. Livemusik er fedt live, men derhjemme er studieinspilninger at foretrække, med mindre man er hard core fan og opdager små nuancer (og det er vist kun med Love Shop, jeg har det sådan med :-)) – og ærligt talt interview nr. 200 med en 20-årig, som er afsted -og hvordan er det med regnen? Come on, så kan der ikke tærskes mere langhalm på det.
Handler den massive dækning af Roskilde festival ikke om, at danske journalister elsker at blive akkrediteret for at få den oplevelse – og så skal vi sagesløse medieforbrugere tæppebombarderes helt ude af proportioner?