Thåström synger en sang om at fryse ihjel, måske relevant en bidende kold dag som i dag. Det gør han med sit gamle punkband fra forstæderne i det sydlige Stockholm. ‘800 Grader’ er iøvrigt åbningsnummer på Kärlek & Uppror (1981), Ebba Grön’s andet og klart bedste album. I aften kl. 20. kan Thåström efter tre års tilbagetrukket liv atter opleves på en scene, når han i SVT1’s På Spåret gæstesynger et nummer med programmets husband The Hellacopters som backing.
Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.
Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?
Og nå ja, – glædelig jul!
Sveriges eneste rockstjerne, intet mindre.
Det tog mig ikke lang tid at blive rigtig glad for I solnedgången med Mando Diao. Her er en live-udgave af “Sorgen”.
Det er helt tydeligt, at Mando Diao på svensk er et helt andet ensemble end Mando Diao på engelsk, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. Sangeren Björn Dixgård siger i et interview med Sydsvenskan at
Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.
Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.
Sveriges kolostørste popstjerne Håkan Hellström er berygtet for, som en anden skamløs mestertyv at låne en-til-en med arme og ben fra hele den moderne musikhistorie. Men dagens fokuspunkt her, Pete Townshend, har han vel endnu ikke været på rov hos? Well, nu har han, for i fredags udkom Håkan’s nye album, hvis åbningsnummer er bygget på guitarriffet fra The Who’s ærketypiske ‘Baba O’Riley’ fra 1971. Døm herunder selv i sangens nye promovideo, der som hele albummet Rampljus Vol. 1 fremstår fattigt på mål, bevægelse eller nogen hørbar nødvendighed. Ærgelige ord om en mand, der kæmpede sig helt til tops på netop entusiasme, rå friskhed og en utæmmet vitalitet. Det gør derfor ondt i dette klip, at se en ikke længere ung Håkan, iklædt et blåt lirekassekostume med to triste rejer på ryggen, sætte sig bag trommer på det Nya Ullevi, der efterhånden mest af alt ligner hans drømmes succesfængsel, og sætte pligtskyldigt igang med de fire minutters gøgleri, der kulminerer i en danseduel med en fucking computeranimeret abe. Håkan Hellström er tydeligvis blevet voksen, og hans erfarne, her ensomme øjne bedrager den iscenesatte ubekymrethed. Man kunne tro, en så enorm succes som hans måtte afføde den ultimative kunstneriske frihed, men som både høres og ses, er det desværre alt andet end tilfældet. Håkan er fanget i sit eget enorme popstjernespil, og ingen sværm af imiterede Michael Jackson-moves vil kunne danse ham fri. Tværtimod.
Jeg kan også godt lide Håkan Hellström, og ikke kun på grund af hans fra Love Shop mm. så velkendte initialer. Men her er to andre svenske sangere/sangskrivere som jeg også holder af, nemlig Jonathan Johansson og Tomas Andersson-Wij, sammen i en 2016-fremførelse af førstnævntes “En hand i himlen”. Denne udgave er ikke så elektronisk præget som den oprindelige version fra albummet af samme navn, og der kommer nye nuancer frem. Værd at høre, hvis man spørger mig.
Også Johanssons album fra i år, Sirocco, er et lyt (eller flere) værd.