Det føles lidt underligt at sidde her og skrive om albums, jeg har lyttet til i 2022.
For det første er det tydeligere end nogensinde før for mig, at jeg desværre lytter mere sporadisk og for de fleste albums vedkommende ikke har lyttet godt nok til dem. Jeg tror selv, at det kan føres tilbage til de glade dage under COVID-19-nedlukningerne, hvor alle mine sædvanlige daglige rutiner gik sønder og hvor mange musikere led under nedlukningerne.
Peter Garrett fra Midnight Oil har udtrykt det meget rammende:
The pandemic showed once and for all that the political classes neither understand nor have a great deal of empathy for the performance industry and the arts in general, even though eventually some money was wheedled out of them.
Netop nu får jeg faktisk lyst til at lytte til meget af alt det, jeg nu skriver om, endnu engang. Noget af det fortjener mere opmærksomhed end jeg gav det.
For det andet er det underligt at indse, at jeg er gået bag af dansen. Jeg er tydeligvis glade for rock og country; jeg hører også gerne elektronisk musik, men i år har også dét kun været sporadisk til stede i mine lyttevaner. Og der er en masse nutidig og hypet popmusik, der desværre ikke rigtig taler til mig (omend jeg forsøger at lytte). Jeg har til gengæld lyttet til en masse klassisk musik, og årets største koncertoplevelse var faktisk at høre Berlin Staatskapelle og Andrew Davies spille Brahms. 3. og 4. symfoni.
Og for det tredje er der underligt og trist ikke længere at have denne snak med Jens. Han hører dog vist mest Joakim Thåström og albums fra 1979 og deromkring nu om dage. Ikke et ondt ord om dét; Joakim T. er dygtig og London Calling er en rockklassiker.
Her er under alle omstændigheder en liste med korte strøtanker. Jeg vil ikke forsøge mig med nogen form for rangordning. Måske kan I få glæde af dette alligevel.
Udgivelser fra verden udenfor
Spoon: Lucifer on the Sofa. Hvis der er et rockalbum fra i år, jeg har været rigtig glad for, har det så afgjort været Lucifer on the Sofa. Jeg har fulgt med i Spoons udgivelser længe, men her er de på højden af deres kunnen. Der er en god energi i deres musik og i deres sangskrivning, hvor de trækker på en kombination af en solid Manchester-lyd (Britt Daniel lyder lidt som en begavet og venlig udgave af Liam Gallagher) og den amerikanske rocktradition, de også er rundet af.
Wet Leg: Wet Leg. Wet Leg er årets store positive overraskelse. Selvfølgelig trækker de lange veksler på The Breeders, men det gør ikke spor, for også her er der en god energi og masser af underspillet engelsk humor (og en vis portion double entendre, som vi siger på frangelsk). Jeg håber sådan, at de kan lave en god “svær toer” med lige så gode sange som på debuten her.
Bob Marley with the Chineke! Orchestra: Bob Marley with the Chineke! Orchestra. Det burde være umuligt at få noget godt ud af at hælde Satans sovsekande ud over Bob Marleys guldrandede klassikere. I hænderne på mindre kompetente personer kunne det være gået skrækkeligt galt og være blevet ulideligt sentimentalt. Men Chineke! Orchestra, der er et engelsk kammerorkester hvor alle medlemmer har etnisk minoritetsbaggrund, får faktisk tøjlet sentimentaliteten lige præcis nok. En sang som “Top Ranking” er i sit nye arrangement næsten svimlende aktuel i sit budskab.
Calexico: El Mirador. På én måde lyder de jo bare som de plejer. Og det er nok egentlig det, der er en af kvaliteterne hos Calexico. Jeg holder meget af Joey Burns’ vokal og hans og John Convertinos aldrig svigtende vilje til at anerkende mødet mellem den spanske og latinamerikanske tradition og country og rock.
Big Thief: Dragon New Warm Mountain I Believe In You. Big Thief er nogle gange helt underspillet, andre gange “skramlet”, som Jens ville sige. Jeg kan bedst lide dem, når de er underspillede og akustiske og rammer den særlige “jeg sidder hjemme i køkkenet og synger”-stemning.
The House of Love: A State of Grace. Det var først for ganske nylig, jeg opdagede at The House of Love havde lavet et nyt album i år efter lang tids pause. Faktisk er det kun Guy Chadwick fra det gamle band, der er tilbage nu, og resultatet er lidt mere country- og blues-agtigt nu i 2022. Men det gør ikke spor, og en sang som “Hey Babe” viser, at Guy Chadwick sagtens kan endnu, og den trækker tråde tilbage til de år, hvor The House of Love havde det med at udsende albums, der bare hed The House of Love og var fyldt med god sangskrivning.
Hot Chip: Freakout/Release. Der er en særlig glæde ved Hot Chips sange, for de er ikke bange for at skrive om den usikkerhed, man stadig kan føle, selv om man for længst er blevet en voksen mand og det indre liv burde være afklaret. Og alligevel er det jo en type musik, man kan danse til.
Yard Act: The Overload. Yard Act er endnu et engelsk band, der lyder som et skænderi på en pub. Det her er så heldigvis et politisk motiveret skænderi, hvor der bliver taget livtag med uligheden og den institutionaliserede racisme.
Fontaines D.C.: Skinty Fia. De irske melankolikere er lidt modstræbende flyttet til England, kan jeg læse mig til. De har udvidet deres udtryk; teksterne er som sædvanlig værd at lytte til. På en måde er dette vel også deres bedste album. Jeg håber at jeg en dag vil kunne opleve dem på en scene.
Joakim Berg: Jag fortsätter glömma. Det lyder selvfølgelig vældig meget som Kent, som jeg engang holdt meget af, men til sidst tabte interessen for. Det er godt at Joakim Berg stadig skriver sange, og han kan stadig skrive gode sange.
Wilco: Cruel Country. Det er snart længe siden, jeg mistede interessen for Wilco, vel omkring det tidspunkt hvor Jay Bennett blev gået. Siden da var det som om de gik død i nogle temmelig villede eksperimenter, der én gang for alle skulle vriste dem fri af fortiden som bannerførere for alternativ country og gøre dem til bannerførere for Den Kedelige Sang. Men her vedkender de sig omsider deres arv igen, og der kommer omsider nogle mere ukomplicerede og inderlige sange fra Jeff Tweedys hånd.
Orville Peck: Bronco. Det er også country, men med mere glimmer og bravado og store hatte. Og så er han jo ikke engang fra USA. Orville Peck synger stadig fantastisk. Produktionen er noget mere poleret end på hans debutalbum Pony, og det er tydeligt, at musikindustrien tror på ham. Men der er nok også en grænse for hvor længe Orville Peck kan fortsætte karrieren med et image som maskeret canadisk LGBT-cowboy.
Superchunk: Wild Loneliness. Superchunk har været sammen siden 1989, og de er dygtige, men måske også lidt anonyme i deres sangskrivning. Jeg kan mærke at jeg nok skulle have givet dem lidt mere opmærksomhed gennem årene, for nu er det lidt svært at komme ind på livet af deres efterhånden store bagkatalog. Men jeg vil prøve.
Arcade Fire: We. Under alle omstændigheder en lidt ujævn comeback-udgivelse, og nu overskygger sagerne om Win Butlers chikane af kvinder helt deres musik. Jeg har fået det svært med at lytte til Arcade Fire på det seneste.
Midnight Oil: RESIST. Det er godt at Peter Garrett og de andre er sammen igen, omend jeg også kan læse at dette album skulle være tænkt som deres svanesang; jeg husker dem som et fremragende live-navn og der er brug for at gøre alt hvad vi overhovedet kan for at stoppe de menneskeskabte klimaforandringer. “Rising Seas” er et stærkt nummer om netop dét, og også andre numre som bl.a. “To the Ends of the Earth” er vellykkede. Midnight Oil er bedst, når de er vrede og har kombinationen af ordet og følelserne i deres magt. Hvis dette er afslutningen, er det faktisk et værdigt farvel.
Sharon van Etten: We’ve Been Going About This All Wrong. En lidt lavmælt omgang. Jeg havde måske forventet noget andet efter den fine duet med Angel Olsen. Fru Olsen har også lavet nyt i 2022, men det har jeg knap nok fået lyttet til.
Ondara: Spanish Villager No. 3. Ondara er oprindelig fra Kenya, men han bor nu i USA. Sangskrivningen er rigtig god og blander americana med en afrikansk tone, men produktionen virker underligt bedaget på mig – som en lidt for poleret udgave af noget, Daniel Lanois kunne have produceret sidst i 1980’erne. Og det er faktisk synd, for det er bestemt gode sange.
Bruce Springsteen: Only The Strong Survive. Der kan være mange grunde til at store sangskrivere laver cover-udgivelser med gamle sange, der har betydet noget for dem. John Lennon, Paul McCartney, Bob Dylan, David Bowie, Patti Smith og Nick Cave har alle gjort det, og Johnny Cash endte med at være omtrent lige så kendt for sine indspilninger af andres sange som for sine egne. Nu er det så Bruce Springsteens tur. De første single-udspil fra Only The Strong Survive tegnede lovende, men nu virker albummet i sin helhed lidt mere som en parentes. Jeg kan ikke være sur på Bruce Springsteen; han har bidraget med en masse god musik, som bliver ved med at glæde mig, og jeg er glad for at han stadig er blandt os og har lyst til at lave musik. Men også helte bliver gamle.
Nikki Lane: Denim & Diamonds. Ja, det er ret beset en slags country eller måske snarere country-rock, og der er en god energi over hele hendes udtryk. Hende vil jeg gerne høre mere til.
The Reds, Pinks and Purples: Summer at Land’s End. Land’s End ligger i England, og man kunne nemt tro at The Reds, Pinks and Purples var derfra. Men de er faktisk fra USA. Inspirationen fra The Smiths (som jeg desværre ikke kan holde ud at lytte til mere) er meget tydelig. Deres sanger viser sig at være en (formodentlig skaldet; strikhuen skjuler det) moden mand med briller og gråt fuldskæg. Alene dét er et forsonende træk. Umiddelbart tror jeg ikke, at de er racister.
Hurray for the Riff Raff: LIFE ON EARTH. Jeg så dem på Roskilde Festival for en del år siden, og dengang var deres udtryk tæt på Gillian Welch og David Rawlings. Country-tonen og de akustiske guitarer er i stort omfang lagt på hylden nu, og Alynda Segarra laver nu ofte en slags synth-rock, der leder tankerne hen på de tidlige 1980’ere. Men på en eller anden måde er der alligevel en lige linje i sangskrivningen fra dengang. Prøv at lytte til en sang som “PIERCED ARROWS” (for på dette album HAR DEN VISUELLE DESIGNERS CAPS-LOCK-TAST VIST SAT SIG FAST) for at høre det syntetiske udtryk og lyt til “RHODODENDRON” for at få mindelser om det akustiske udtryk.
Danske udgivelser
Trentemøller: Memoria. Endnu et stil- og stemningsfuldt album, der (endnu engang) leder tankerne hen på This Mortal Coil, dvs. er en lidt “gotisk” omgang.
Tobias Rahim: Når sjælen kaster op. Nu er det vel Tobias Rahim, der får den store medieopmærksomhed, som Anders Trentemøller engang fik – selv om de to bestemt er meget forskellige.
Zar Paulo: Elendig Software. Der er et tydeligt satirisk element i Zar Paulos sange, som nogle gange rammer plet, og andre gange godt kan begrænse dem. Titlen må være en hyldest til danske virksomheder.
Rigmor: Glade blinde børn. Man kan nemt glemme at dette faktisk er en slags fortolkninger af Michael Strunges tekster, for Rigmor er ikke så bogstavnære, som Nikolaj Nørlund var det i sin tid. Stemningen er også en anden og mindre kuldslået.
Katinka Band: Ekstremsport. Katinka er nu blevet til et band! Men sangskrivningen er den samme, og teksterne er veloplagte. Sådan en sang som “Luftmadras” er en af dem, der nærmest bare ventede på at blive skrevet
Henrik Olesen: Optaget og foreviget. Jeg hørte Henrik til en lille koncert i Literaturhaus i København tidligere i år, og det var en god oplevelse (og jeg fik hilst på Tommy Heisz, der har skrevet tekster til nogle af Henriks sange). Optaget og foreviget er et vellykket album, og Henrik fortjener et større publikum (selv om det naturligvis er svært at konkurrere med Tobias Rahim).
Peter Sommer: De uforelskede i København. Jeg tror altid, jeg vil forbinde “Din idiot” med Ruslands invasion af Ukraine, for jeg hørte den første gang ved den tv-transmitterede koncert få dage efter invasionen, og teksten kan sagtens tolkes som en sang netop om dét. Men der er ganske meget andet på albummet, der er værd at huske. Især dets første halvdel er god.