R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der måske samlet udstråler for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, anderledes tider. Men som fintunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med ulogiske musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som vokal fakkelbærer ikke at stå lysende klart op i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende musikalsk sultent, dynamisk og intuitivt stilsikkert sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidst alvorlige Document (1987), og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) flyvende, endnu et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 37 år siden i dag og lyder stadig som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for…