Ah, New York Dolls. Smagen af 70’ernes lowlife-New York. Rendesten og billig glamour. Drugs og drags. Utæmmet rocknroll. Og dette debutalbum har derfor sin klassiske position i historien. Som åndelig vejleder og skødesløshedens frihedsgudinde for den kommende punkscene i New York City. Ingen Patti Smith, ingen Ramones, ingen Blondie, ingen Richard Hell & The Voidoids uden frontfigur David Johanson og The Dolls’ udfordrende larm først. Men dette album, udsendt i dag for 50 år siden, er alligevel ikke en ubetinget fornøjelse i dag. For attitudens selvlysende påfuglefjer tiltrods så kommer det på en sært flad Todd Rundgren-produktion, der sjældent får den smadrede musik – tænk kæntrende Rolling Stones-rocknroll – til for alvor at leve. New York Dolls’ numre swinger bare ikke halvt så godt som bandets uhyrlige look. Og dets bredside af Les Paul-støj affyres allerede tre år efter langt mere vitalt overbevisende af Sex Pistols (som så anderledes var rebels with a cause) og New York Dolls-guitarist Johnny Thunders’ egne heroin-blødende The Heartbreakers. Så det er nok mest af kærlighed til arkæologien, tidsbilledet af det boheme-slummede Manhattan, samt for vigtigheden i rockmusikkens fødekæde at debutalbummet New York Dolls i dag skal høres. Om det kører her lige nu? Ja, naturligvis.