Troede i mange år, at sarte ‘Das Lied Vom Einsamen Mädchen’ fra Nico’s Camera Obscura-album fra 1985 var hendes egen. Men naturligvis ikke, for så formfuldendt, elegant svunget en melodi var aldrig hverken Nico’s mål eller kompetence. De ensomme pigers sang viste sig istedet, at være en cover af den tyske diva Hildegard Knef, der som ung indspillede sin nærmest fortryllede originalversion (skrevet af Werner Richard Heymann og Robert Gilbert) til den tyske 1952-film Alraune. Her kan de to versioner – Depeche Mode’s Martin Gore har iøvrigt også lavet en – sammenlignes, hvilket nådesløst nok aldrig vil falde ud til Nico’s fordel…
…Was blieb von ihrem Leben Ein Lied, das niemand sang Sankt Peter ließ sie warten Zwei ewigkeiten lang
Weil sie einsam war Und so blond ihr Haar Und ihr Herz so tot wie Stein Dann rief er: “armes Kind, komm, Sollst nie mehr einsam sein”
Her er et nyt nummer med den amerikanske sangerinde Ruby. Hun hedder Ruby Stinson, og ja, hendes far er Tommy Stinson fra The Replacements. Retfærdigvis skal det siges, at vi er endog rigtig langt fra hans musikalske univers, ovre i et tidstypisk pop-land.
Dødsdagen for Billy Mackenzie er i dag og årstallet 1997, da The Associates-sangeren tager sit eget liv i et fåreskur i den skotske landsby Auchterhouse, ikke langt fra Dundee, hvorfra Mackenzie og hans makker Alan Rankine i slut-70’erne har sendt bandet afsted. Som så mange andre på den tid starter Associates som strictly (men legesyg) arthouse-indie, informeret af især David Bowie’s modernistiske landvindinger, men finder hurtigt, via et vildt talent men også den tids forunderlige accept af musikalsk mainstream-mangfoldighed, vej til hitlisterne, hvor Billy Mackenzie’s uforlignelige stemme lyser op som et fyrtårn en kulsort novembernat. Her en af overskudssangene fra Sulk (1982), der står som duoens vel fornemmeste præstation…
Egentlig har Phil Oakey en kold stemme, blottet som den er for vibrato, fraseringsomveje eller andre særegenskaber, der kan afsløre lidt personlighed. Så meget desto større en præstation at han som forsanger i Human League alligevel er istand til at trænge så klart gennem bandets kølige synth-pop, og give sine enkle hverdagshistorier en sårbar, ofte ensomhedsfyldt menneskelighed. Som her på vinternummeret ‘Life On Your Own’ fra Top of the Pops i 1984, hvor Oakey ikke længere ligner det unge Bowie-udskud fra Sheffield, der først bankede på. Nu er han indenfor som voksen popstjerne…
I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…
Efter geniale/gale Phil Spector’s covid-19-død i et californsk fængselshospita denne weekend, trænger hans mægtige Wall of Sound sig på. Phil Spector’s produktioner gjorde fra en tidlig alder mange af os afhængige af det drømmeslot af længsel, hans så specielt overdådige popmusik åbnede dørene op på vid gab ind til. Her en top-10 over personlige favoritsange Spector står bag, alle som producer, de fleste af dem også som sangskriver. Han kaldte engang sine egne værker (!) for little symphonies for the kids. Deres langtidsholdbarhed har vist, de så sandelig også er for voksne…
Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.
Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.
Og det er Frankie Valli der hentydes til, ja, den amerikanske sanger der her i landet er mest kendt for titelsangen til John Travolta-filmen Grease. I sit hjemland har han dog fra start-60’erne og frem en anderledes stor popkarriere. Valli’s måske allerbedste single bliver dog mærkværdigvis ikke noget bredt hit. I 1972 i England singleudsendes nummeret ‘The Night’, der hverken gør væsen af sig på hitlisterne eller i radioen. Måske netop derfor begynder ‘The Night’ at blive spillet – med helt anderledes succés – på de obskuritetselskende northern soul-klubber i Nordengland, som f.eks. Wigan Casino i Wigan, The Mecca i Blackpool, The Torch i Stoke og Twisted Wheel i Manchester, og får derigennem et langt og stadig vedvarende sangliv. Helt fortjent fordi ‘The Night’ trods (eller måske netop pga.) sin bastardstatus – et mærkværdigt sted mellem nærmest skamløs pop og indædt soul – har en særegen melankolsk lidenskab, der virkelig får den til at stå ud. Vi har bragt Valli’s original tidligere, så her istedet den stolte cover Soft Cell singleudsender i 2003. Soft Cell-frontmand Marc Almond kommer i sine helt unge dage i Leeds selv på northern soul-klubber, hvilket også afspejles på to af de helt tidlige Soft Cell-7’ere, ‘Tainted Love’ og ‘What’, der begge er covers af northern soul-regulars. Og faktisk går historien, at Soft Cell allerede dengang først prøver kræfter med ‘The Night’, men istedet vælger at gå med ‘Tainted Love’ som single. The rest is technopop-history…
En gammel vise med ord fra 1930 af den svenske digter Nils Ferlin, det var hvad Thåström spillede med The Hellacopters i et quizprogram på svensk TV fredag aften. Skal siges både musik og levering gav velgørende modvægt til en nærmest eksalteret quiz-stemning i TV-studiet…
…Barnet det skådar i drömmarnas brus hur en ängel med lyktor går runt våra hus och ensam i kvällen den sena jag slåss med en smäktande vals och jag är ganska mager om ben’a tillika om armar och hals…
Sangen er ikke ny for Thåström. Da Imperiet i 1985 indspillede deres i Sverige så højt elskede Bellman/Taube-single ‘Märk Hur Vår Skugga’ / ‘Balladen Om Briggen Blue Bird Av Hull’, gav de også Ferlin’s ‘En Valsmelodi’ et skud. Den blev aldrig udsendt, men har dog alligevel fundet vej til YouTube i en ‘korrigeret’ version. Interessant at høre Thåström’s så anderledes tolkning 36 år tidligere…
Thåström synger en sang om at fryse ihjel, måske relevant en bidende kold dag som i dag. Det gør han med sit gamle punkband fra forstæderne i det sydlige Stockholm. ‘800 Grader’ er iøvrigt åbningsnummer på Kärlek & Uppror (1981), Ebba Grön’s andet og klart bedste album. I aften kl. 20. kan Thåström efter tre års tilbagetrukket liv atter opleves på en scene, når han i SVT1’s På Spåret gæstesynger et nummer med programmets husband The Hellacopters som backing.
Favoritsingle med Talk Talk? Min er denne, et hestehoved eller to foran opfølgeren, den ligeså europop-forcerende ‘Such A Shame’.
13. januar 1984 udsender Talk Talk forløbersingle for sit andet album. Singlen bærer albummets titel og er et syvmileskridt fremad fra debutalbummets hvalpede og lidt gennemsigtige new romantic-pop…
Har fulgt Lana Del Rey’s turbulente men ultimativt succesfulde færd gennem ikke så lidt hån, latterliggørelse og unødvendige anklager om manglende autencitet, det lige siden ‘Video Games’ sendte karrieren afsted forklædt som one hit wonder for snart ti år siden, så bliver af dagens nye single/video nærmest stolt over det stadigt stigende og efterhånden mesterligt høje ambitionsniveau i hendes udtryk. Vi, der holder af Lana Del Rey, tager hende måske næsten for personligt til os, men så igen er det vel netop den hengivenhed både Lana og den allerbedste musik gerne skal afføde. Her spejler hun, i en tysk bil på jagt efter USA’s tabte uskyld, nutidens mareridt mere smerteligt, end de fleste i hendes brede mainstream-position tør eller formår…
