Det er mit liv

Favoritsingle med Talk Talk? Min er denne, et hestehoved eller to foran opfølgeren, den ligeså europop-forcerende ‘Such A Shame’.

13. januar 1984 udsender Talk Talk forløbersingle for sit andet album. Singlen bærer albummets titel og er et syvmileskridt fremad fra debutalbummets hvalpede og lidt gennemsigtige new romantic-pop…

6 tanker om “Det er mit liv”

  1. Som person, der aldrig fik en grammofon… kan man bruge et ord som “musiker-snobberi” om vinyl/cd sammenligningen? Jeg er med på den uomtvisteligt større originalitet i vinyl, men ren lyd … får man mere ud af sgt. peppers på plade end på skive?? 🙂

  2. Hårde ord om R.E.M.’s tidlige albums Pastor,. Murmur og Reckoning lyder da af alt andet end vådt pap, så dynamiske og ikke-komprimerede som de er. Fables of the R. har du derimod en pointe omkring. Måske dit problem er dårlige/flade CD-versioner. Du bør prøve at høre dem på vinyl, hvor de er langt mere udfarende.

    The Colour of Spring er et stort album, men også med en (igen) meget anderledes musik end på It’s My Life. Oplever ikke nogen deciderede mangler i selve IML-produktionen, nok mere i at niveauet på sange falder mærkbart på albummets sidste halvdel.

  3. Det er en dejlig sang. Hvis It’s My Life-albummet havde fået samme fyldige produktion som The Colour of Spring, ville det dog have klædt sangene meget bedre. The Colour of Spring er også i dag, 35 år senere, rent lydmæssigt en nydelse at lytte til; de syntetiske trommer og de skarpe keyboardflader er væk, og bassen lyder som en rigtig bas.

    Noget lignende gør sig gældende for de første albums med R.E.M. Der er nogle rigtig gode sange, men den alt for tidstypiske produktion får det hele til at lyde af vådt pap. På Life’s Rich Pageant står instrumenter og vokal omsider ordentligt frem, og sangene holder samme høje niveau.

  4. Det var dog Dr. Alban, du nævnte som inspirationskilde fra scenen i Pumpehuset i februar 1995, da Love Shop fremførte “Det er mit liv” 😉

  5. Fantastisk nummer, fantastisk stemme, og fantastisk plade både denne og opfølgeren og i 1988 en af de mest undervurderede albums i historien “Spirit of Eden”, hvor bandet vistnok blev sagsøgt af deres eget pladeselskab for manglende hitpotentiale!
    Mark Hollis var et unikum og kompromisløs på alle måder…

Skriv et svar