Skipping life

Dødsdagen for Billy Mackenzie er i dag og årstallet 1997, da The Associates-sangeren tager sit eget liv i et fåreskur i den skotske landsby Auchterhouse, ikke langt fra Dundee, hvorfra Mackenzie og hans makker Alan Rankine i slut-70’erne har sendt bandet afsted. Som så mange andre på den tid starter Associates som strictly (men legesyg) arthouse-indie, informeret af især David Bowie’s modernistiske landvindinger, men finder hurtigt, via et vildt talent men også den tids forunderlige accept af musikalsk mainstream-mangfoldighed, vej til hitlisterne, hvor Billy Mackenzie’s uforlignelige stemme lyser op som et fyrtårn en kulsort novembernat. Her en af overskudssangene fra Sulk (1982), der står som duoens vel fornemmeste præstation…

3 tanker om “Skipping life”

  1. Hej Jens, tak for din kommentar, som jeg virkelig godt kan lide, og du har fuldstændig ret. Nu ville jeg heller ikke generalisere, og naturligvis er mennesker forskellige og nogle mere psykisk skrøbelige. Jeg forstår godt presset for at skulle “levere”, kan være endog meget hårdt, og kan føre til diverse former for misbrug. Jeg tænker også at det da må give en form for selvtillid og energi, f.eks. at stå på en scene og kunne mærke at folk er virkelig glade for det man præsterer.

    Men en tragisk skæbne, og manden havde en helt fin meget Bowie’sk stemme.

  2. Tja, Rune, mennesker er jo yderst forskellige, så lad os ikke generalisere, popstjerner eller ej. Nogle artister har skrøbelige psyker, som må slås med sceneskræk og angst for ikke at slå til. Ham her led efter sigende af klinisk depression, og begik selvmord ovenpå sin kræftsyge mors død, han ikke kunne komme sig over. På det tidspunkt var der ikke meget tilbage af den stjernestatus, han havde haft tidligere. Måske fordi et ofte rapporteret hedonistisk liv med for mange stoffer havde destabiliseret fundamentet for, at kunne give sit bedste i den grad – og med den hyppighed – det kræves, hvis man skal kunne arbejde seriøst og leve af det. Lad os ikke være unødigt hårde ved dem, der er så besat syge i sindet, at de tager deres eget liv. Først og fremmest er det jo personlige tragedier, vi her taler om. Folk det ikke lykkedes at finde eller kunne modtage den hjælp, de havde brug for.

  3. Undskyld oprigtigt hvis denne kommentar er upassende eller dybt naiv, men jeg forstår fandeme ikke alle de musiker-selvmord op igennem historien. Jeg er med på alkohol/narko etc., men for fanden, de får penge for noget millioner drømmer om, får lov at leve af deres største interesse.. jeg kender intet til ham gutten i opslaget, og selvfølgelig dybt tragisk, men jeg forstår det simpelthen ikke… (og måske også en anelse frustration over hverdagens kedelige erhverv;-))

Skriv et svar