Kategoriarkiv: Musik

You better not mess with Major Tom…

David Bowie’s ‘Ashes To Ashes’ (se posten herunder) bliver udsendt i august 1980, i Storbritannien endda med tre forskellige frontcovers (har selv det øverste her). Køber man fra første oplag, så gemmer der sig inde i coveret et frimærke-ark med ni af de små kolorerede Bowie-portrætter, der bruges til ramme omkring selv coverbilledet, samt på singlecoverets bagside…

Kunsten at danse alene

Sange fra i går, som dukker tilfældigt op ud af intet, medbringende erindringsbilleder fra dengang, men i bedste fald – som her – også en vitalitet, der kan løfte nuet. Det lå i kortene, at Robyn aldrig skulle lave et mere rent europopnummer end dette, for så ufejlbarligt, rent og klart stod/står ‘Dancing On My Own’. Hun spillede dengang med præcis dette band-set-up af to trommeslagere og to synth-spillere i det Tap 1 som lå, hvor Carlsberg Byen nu skyder op, en aften af de mindeværdige. Hør her hvor stærkt dens højdepunkt står i dag…

Debbie Harry 76

På en lang linje af klassiske amerikanske popgrupper er Blondie et af de absolutte højdepunkter. Her er Lower East Side, NYC-bandet i deres første tyske TV-optræden i januar 1978, et halvt år før verdensgennembruddet med Parallel Lines og de store popsingler derfra. Frontlys Debbie Harry fylder 76 år i dag…

Jubilæum: What’s Going On

Det andet legendariske album, der fylder 50 år i dette forår, er et af det albums, jeg holder allermest af – What’s Going On af og med Marvin Gaye. Ligesom London Calling og Born to Run og Revolver og Low (og en håndfuld andre udgivelser på min private pladesamlings personlige parnas) er What’s Going On et album, det altid er værd at vende tilbage til.

Her er Marvin Gaye på den anden side af de mere poppede single-hits (der også er gode, omend på en anden måde) og er på mange måder på højden af sin kreativitet. Det er samtidig sørgeligt, at teksterne med deres kritik af ulighed, krig og ødelæggelse af naturen stadig er lige så aktuelle som dengang i 1971. Ligesom Love Shop og Jens solo er dette soulmusik i ordets egentligste forstand.

Schlager-Weltmeister

En slutrunde starter for alvor først den dag, det tyske landshold spiller sin første kamp. Således også med dette EM, hvor et nu i flere år uvant slingrende Die Mannschaft i aften i München har en svært stor mundfuld ved navn Frankrig foran sig. Den seneste tid har der været ikke så lidt snak om de bedste slutrundesange gennem årene. For at undgå gentagelsen af ‘den med New Order’ så herfra istedet en, jeg ti år gammel købte på 7’er-single i Vesttyskland. Kaiser Franz, Der Bomber & co serverer fra 1974 en dræberschlager, der med ubesværet lethed spiser Alphabeat til morgenmad. Breakfast for champions? Ja, naturligvis skulle vesttyskerne blive Weltmeister ovenpå den her velsmurte maskine af en sang. Ikke engang smukke Johan Cruyff’s flyvende hollændere kunne stoppe dette sort/hvide-tog…

Like I used to…

Havde han skrevet og sunget denne nye duet fra Sharon Van Etten og Angel Olsen, ville dette være den bedste Bruce Springsteen-sang siden ialfald 1987. Det er det så ikke. The sisters are doin’ it for themselves, og de gør det upåklageligt…

https://www.youtube.com/watch?v=hHRTKF7PRvw

Dreaming of DM

Husker at det føltes lidt kunstigt med et nyt engelsk band opkaldt efter et fransk modemagasin. Men deres debutsingle lød dødfrisk og spændende, positivt som en slags ungdomsklubudgave af Kraftwerk. Stilen var strictly keyboard/rytmebox-baseret og blev kaldt synth pop. En ny lyd til en ny tid. 70’erne var uigenkaldeligt forbi. I dag er det 40 år siden Depeche Mode’s debutsingle ‘Dreaming Of Me’ blev udsendt…

Françoise Cactus RIP!

Hun er kommet her på bloggen i dag for at sige, hun skulle gå. Françoise Cactus, den franske halvdel af den Berlin-baserede musik-legestue Stereo Total, døde i går, 56 år gammel. Her synger hun med på duoens i dag derfor endnu mere sørgmodige underverdens-version af Serge Gainsbourg’s klassiker ‘Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais’…

Dagens 33-års…

Den var nærmest et chok af høre først. Borte var de normale Leonard Cohen-rammer af sindige melodier og hans bløde nylonstrengede ak-guitar. Istedet nu et akkompagnement af diskret men umiskendelig moderne verden; trommemaskiner, synths, sequencers. Var det en practical joke, eller havde traditionalisten L. Cohen taget nutidens lyd som brugbart gidsel? Sangene og og deres ord var af en sådan overlegen kvalitet, det hurtigt stod klart, svaret var det sidste. I dag for 33 år siden udkom I’m Your Man, Leonard Cohen’s mest succesfulde album, der ikke mindst i Skandinavien gjorde ham til en yderst overraskende superstjerne.

O for……Orup?

Nej, normalt vil Orup’s svenske popunderholdning ikke gøre indtog på denne blog, men her en berettiget undtagelse. I 1992 er Pet Shop Boys på sin karrieres kommercielle højdepunkt. Duoens kolde synthlyd med de elegant iskoldt-producerede sange topper hitlister, og derved inspirerer andre popartister i nær og fjern. Tydeligvis også Orup, hvis første enorme hit-popularitet da er lidt på retræte. Måske derfor tager han PSB’s hitformel så helhjertet til sig, og skriver/producerer derved sit livs bedste sang, som qua sin dygtige helstøbthed transcenderer PSB-kopi og bliver sin helt egen. Velnok fordi Orup synger den på svensk, og tilmed lander sangens ord i et koldt Stockholm, han ikke længere kan spejle sit liv i. Neil Tennant og Chris Lowe ville formodentlig selv være stolte af denne mesterlige sang, hvor alt, selv det skarpt stryger-stikkende C-stykke, er stilsikkert kørt hjem i deres ånd. ‘Stockholm’ er en vintersang til kolde temperaturer, perfekt til lige nu…