Den var nærmest et chok af høre først. Borte var de normale Leonard Cohen-rammer af sindige melodier og hans bløde nylonstrengede ak-guitar. Istedet nu et akkompagnement af diskret men umiskendelig moderne verden; trommemaskiner, synths, sequencers. Var det en practical joke, eller havde traditionalisten L. Cohen taget nutidens lyd som brugbart gidsel? Sangene og og deres ord var af en sådan overlegen kvalitet, det hurtigt stod klart, svaret var det sidste. I dag for 33 år siden udkom I’m Your Man, Leonard Cohen’s mest succesfulde album, der ikke mindst i Skandinavien gjorde ham til en yderst overraskende superstjerne.
Et stort album selvom jeg aldrig har forstået, hvordan Jazz Police slap igennem nåleøjet og endte med at blive udgivet..
Den var mere orkestreret, ja, men stadig på gammeldags, varm og aldeles tryg facon. Ialfald hvis ses bort fra den græske turist-schlagerproduktion på ‘Dance Me To The End Of Love’
De bløde nylonstrenge var allerede forsvundet på Various Positions fra 1984.