Kategoriarkiv: Musik

Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange

Soft Cell-sanger Marc Almond har netop genudgivet sit album Tenement Symphony (1991), der hørt herfra står som det stærkeste blandt hans mange soloudgivelser. I flere år i starten af 90’erne lånte jeg det i den endnu dengang så prangende musikafdeling på Centralbiblioteket i Viborg, når jeg var hjemme hos mine forældre i slutningen af december. Nok derfor har hele albummet – der er mest bredt kendt for sin hitsingle ‘The Days Of Pearly Spencer’ – for mig en klang af netop denne tid på året. At dets produktion så gør brug af en sand armé af isnende (men vel-arrangerede) synthesizers gør nok ikke associationen svagere. Her et af albummets veltimede følelsesangreb, der typisk Almond ruller stolt afsted med både indestængt drama og storladen pop-forløsning…

Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange

Såvidt huskes var det Pet Shop Boys’ version af Elvis Presley’s ‘Always On My Mind’ som holdt The Pogues’ ‘Fairytale In In New York’ (vel måske den eneste regulære julesang der kun fortjener at blive knuselsket) fra førstepladsen på den engelsk e hitliste i julen 1987. PSB havde haft et stærkt år, og det lød som om manbevidst iklædte Elvis-sangen det helt samme effektive karosseri af brede synths og bankende sequencers, der havde gjort ‘It’s A Sin’ til så voldsomt et hit henover sommeren, så nej, det kunne næsten ikke gå galt. Her optræder Neil og Chris 1. juledag på BBC’s Top of the Pops med deres nummer et. Smart state of the art-1987-grafik på scene-computeren…

Vid ett middagsbord bland folk, i en tunnelbanevagn, då saknar jag dej…

Nu troede du nok her efter forleden, at være sluppet for mere Ulf Lundell. Men nej, så nådig er skæbnen ikke, for på hans iøvrigt noget ujævne Vinterland (2000) er der endnu en bevægende fortælling, som fortjener opmærksomhed. En sang hvor det ikke er Stockholm’s udstødte sjæle, men istedet Lundell’s eget forpinte hjerte, som ligger ham på sinde. På ‘Jag Saknar Dej’ sætter de musikalsk opbyggende vers scenen filmisk op som Lundell kan; et Stockholm i frost, hvor både løftes op af havnen før isen vil komme og skrue dem ned, hvor parkerne brænder som ild af kulden, hvor himlen over Västerbron står gasblå koldt. I det bidende Stockholm går Lundell hvileløst, sjælefrysende rundt og påmindes overalt om en kærlighed, der ikke længere er hans. Broerne op til sangens omkvæd falder skæbnesvangert dramatiske og slår en tone an som aldrig kan ringe lykkeligt ud. Og der kommer så hans direkte tale til den, der er et ukendt sted derude i byens labyrint og altså ikke længere med ham. Han ønsker nu, at de aldrig havde mødtes, for han er efter afskeden som død for livet, finder ingen glæde i noget, længes heller ikke længere efter at de igen skulle være sammen. Men savner dog i sit indre alligevel i en grad så intenst, at det hele synes ved at briste. Imens spiller musikken sig bag ham op til noget, der kun kunne være et raseri, hvis ikke den samtidig var så…øm. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat. Hør selv…

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Mod alteret i Maria…

Luciadagen i dag er en svensk tradition, som denne onsdag leder tanker hen på en sang, Ulf Lundell begik i 2000 på sit album Vinterland. I ‘Altaret på Maria’ beskriver Lundell to tabte skæbner på bunden af livet i Stockholm. Den ene en slidt tiggerkvinde ved indgangen til et Konsum-supermarked, den anden en forhutlet hjemløs mand, der prædiker sort for døve øren nede i T-banan. I omkvædet drejer Lundell vinklen og erkender, at ingen som ser dem vil kunne forestille sig, de begge engang var små børn, der strålende og med levende lys gik syngende i Luciaoptog mod alteret i Maria (en af de store kirker på Söder). I sangens klimaks mod slut har Lundell så – han kan ikke lade være med den slags moraler – et december-drømmesyn, hvor de to hjælpeløse livsofre løftes op af et mægtigt, varmt lys og svæver ind gennem himmerigets port. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat af ham. Hør selv…

Shane MacGowan er død

Endnu en skrøbelig, stor irsk sanger og sangskriver har forladt os her i 2023.

Jeg oplevede The Pogues i København i 1988, kort efter at de havde udsendt If I Should Fall From Grace With God. Resten af ensemblet (der næppe heller var helt ædru) holdt sammen på Shane MacGowan og på koncerten og sikrede en af de oplevelser, man husker. En del år senere så jeg Shane MacGowan med The Popes, men det var ikke helt det samme. Og nu er det så endegyldigt forbi – måske ikke overraskende for en mand, der på den ene side levede lidt for godt op til forestillingerne om den drikfældige irer, på den anden side skrev en lang række sange, der vil leve videre i bedste velgående.

Titiyo synger Vrejswijk

Sidst stockholmske Titiyo lod høre fra sig her var på Thåström’s Dom Som Skiner (2021), hvor hendes mørke glød af en stemme var med til at løfte hovedsinglen ‘Papperstunna Väggar’. I samme forbindelse gæstede hun også en håndfuld af aftenerne på Thåström’s efterfølgende tour rundt i Sverige. I dag udsender Titiyo ny enkeltstående single med en cover af Cornelis Vreeswijk’s uomgængelige ‘Somliga Går Med Trasiga Skor’. Anledningen er en stort anlagt dokumentarfilm om den hollandsk-svenske folkesanger-helt, der får premiere i de svenske biografer næste fredag. Skulle nogen tvivle på sangens centrale placering i skandinavisk musik, så lyt bare til en dansk klassiker som Kim Larsens ‘Byens Hotel’ fra Værs’go (1973) eller Ulige Numres nyere ‘Frit Land’, der begge umiskendeligt er kærlighedsbørn af netop denne melodi…

Shiny happy R.E.M.-people

Billedet her ovenfor er taget inden for de seneste dage. Bill Berry, Peter Buck og Michael Stipe fra opløste R.E.M. samlet i en sofa med den hatteiklædte Micky Dolenz, kendt som trommeslager og sanger i 60’er-popgruppen The Monkees. Årsagen en EP med fire R.E.M.-sange Dolenz snart udsender, vistnok på fredag. Første single derfra kan høres herunder, Dolenz’ version af den, uhm, svære ‘Shiny Happy People’, som han lykkes få overraskende meget musik ud af. Skal blive spændende at høre EP-versionerne af ‘Radio Free Europe’, ‘Man On The Moon’ og ‘Leaving New York’. Og endnu mere spændende om de tre andre i sofaen måske kunne have talt om at lave lidt ny musik sammen under navnet R.E.M.. Chancen er lille, jo, håbet altid større…

Art of the Green cover

R.E.M.’s stærke album Green udkom i dag for 35 år siden. Havde det kort tid efter med til London på min Sony Walkman-playlist, der ellers bestod af Sandra’s yderst Pet Shop Boys-lydende tredje album Into a Secret Land, der også netop var blevet udgivet. I tidligt frostkolde London blev Enya’s ‘Orinoco Flow’ derimod spillet alle vegne, som det store novelty-hit lige da. Musik kan.

Norge synger Ice Machine

Vi har tidligere her talt begejstret om Depeche Mode-nummeret ‘Ice Machine’, den så fine b-side på debutsinglen ‘Dreaming Of Me’. Så måske det synes passende ovenpå den norske elektron-duo Röyksopp’s besøg i Danmark denne uge, at give en afspilning til deres smooth version af ‘Ice Machine’, som ligeledes norske Susanne Sundfør vokalt står i spidsen for…

Got to keep on moving or I’ll die…

Roxy Music-maestro Bryan Ferry fylder 78 i dag. Her er han solo i 1985, hvor hans state of the art-album Boys and Girls sætter høj standard for hvordan pop som æstetisk øvelse og kunstform skal lyde i dette moderne årti. Hør f.eks. bare Lars Hug’s Kysser Himlen Farvel (1987), der to år senere i Danmark drager åbenlys fordel af tricks og greb fra netop dette album. ‘Don’t Stop The Dance’ er såvidt huskes anden single – efter ‘Slave To Love’ – fra albummet. Ferry synger her om at strejfe gennem en ødelagt verden, om øjeblikkets lokkende liv, om bevægelse for ikke at dø. Ord der passer perfekt ind i de hedonistiske 1980’ere, men som også går fint i takt med Bryan Ferry selv, der stadig i dag bevæger sig så formfuldendt køligt gennem tid i sin musik…

En dag er du pludselig 45

Et stort tillykke til Parallel Lines, det tredje album med Blondie, der takket være en ambitiøst sat Mike Chapman-produktion og to håndfulde skarptskårne popsange, transporterede Lower East Side, NYC-bandet fra niche-charmerende new wave til ankomsthallen for superstjerner. En dejlig og givende plade den dag i dag. Parallel Lines blev udsendt 23. september 1978. Købte selv albummet med hjem fra Lehmann Radio & TV i Viborg få dage efter. Har været sammen lige siden.