Den allerførste store plade der udkom og farvede tiden, da jeg kom til København var Simple Minds’ New Gold Dream (81-82-83-84). Det forfinede album, der stadig gløder af en helt speciel vægtløshed i spil, udtryk, produktion og mix, har fødselsdag i dag. Her singlen ‘Glittering Prize’ der blev udsendt allerede i midten af august som budbringer for det snartkommende mesteralbum. Det er vel først og fremmest Derek Forbes’ atypiske og innovativt melodiske bassspil, der bærer nøglen til bandets så specielle musikalske lethed på dette tidspunkt…
Beatles-coverversioner er nitten ud af ti gange noget man bør holde sig meget langt fra. Er der da overhovedet undtagelser? Jo, i 1976 udsender brødrene Mael – bedre kendt som Sparks – en enkeltstående single, hvor de backet af et mægtigt orkester giver en overdådig fortolkning af The Beatles’ ‘I Want To Hold Your Hand’. På deres cover rykkes sangens etablerede grundstemning fra purung, regelret Merseybeat helt over til et voksent sommertids-USA af summende græsplæne-vandere, cocktailshakers og den fjerne lyd af Burt Bacharach-plader spillet ned gennem dalen…
Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.
Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.
Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.
Under et meget kort europæisk besøg havde Lana Del Rey denne weekend to festivalshows i Reading og Leeds. BBC var tilstede og optog ‘Summertime Sadness’. Der er sket en del med størrelsen og omfanget af Del Rey’s live-produktion siden hun efter første album hang alene i en gynge i Falkoner Teatret på Frederiksberg…
Der er lang tid til endnu, men Hotel Cecil er gået i ‘få billetter‘. Vi gør positivt opmærksom på, at det på Unmacks foranledning er en stående koncert.
39 år efter Pet Shop Boys først dukkede op med ‘West End Girls’ er de her endnu, fanget i endnu en elegant film af en popsang. Ungdoms fremdrift og ambitioner er væk, de vigtige slag er forlængst blevet udkæmpet, nu handler det øjensynligt mest om værdig status quo for duoen, der på denne nænsomme sang synger om at gå anonymt i et hipster-neighborhood – helt sikkert i London’s West End – hvor ingen som helst genkender eller aner hvem Neil Tennant er. Chris Lowe? Han har altid bevæget sig helt anonymt…
Blondie har i dag uden begrundelse aflyst en koncertrække i august og september. Svært ikke at blive lidt bekymret for CBGB-stjernerne, hvis sangerinde for tre uger siden blev hele 79 og hvis guitarist/kapelmester Chris Stein af helbredsgrunde ikke længere spiller shows med bandet. Her en optagelse med en af de sange, der virkelig burde have været udsendt som single, men aldrig blev det, ‘Pretty Baby’ fra Parallel Lines (1978). Kameraer filmer til os fra et udsolgt Glasgow Apollo, det er nytårsaften 1979. Om et par timer starter et nyt årti, men lige nu transmitterer BBC en hel livekoncert ud med Debbie Harry og hendes band. Herfra lægges umiddelbart mærke til to ting ved det succesfulde new wave-fænomens performance; Debbie Harry’s som sanger suverænt ubesværede udtryksføling med popmusik, men da også trommeslager Clem Burke, hvis eksplosivt dynamiske spil får bandet ved siden af ham til at lyde dobbelt så godt, som det egentlig er…
Nancy Sinatra og Lee Hazlewood har aldrig helt modtaget den anerkendelse deres klassiske popmusik sammen fortjener. Svært at forstå egentlig når man hører – og ser – en så stærkt iscenesat duet som ‘Summer Wine’, her fra The Ed Sullivan Show i 1967…
14. juli, fransk nationaldag. Tid til ikke mindst at finde Serge Gainsbourg-singler frem. Musikken herunder er hans instrumentalnummer ‘Evelyne’ fra filmen Slogan. De levende billeder af Serge og Jane Birkin, forelskede i hinanden i Paris, er ubetalelige…
Hvis du følger den her blog, så er der stor chance for at musik har en yderst central placering i dit liv. Måske det var noget der kom hen ad vejen, måske det altid var sådan. Mange som er hooked på musik blev indfanget tidligt og voksede med den. De har alle som en sange, numre, bands, koncerter som definerer udviklingen til hvem de er blevet. Men dét nære afhængighedsforhold er et emne og en vinkel som sjældent tages op i popmusik; det at leve gennem musik, det spejl som den giver, og det frirum. Her følger dog en som gør netop det. London’s Saint Etienne genfortæller på ‘Over The Border’ en ungdom – tænker det er sangerinde Sarah Cracknell’s – levet og åndet gennem/for popmusik. Tror mange vil kunne genkende sig selv i den historie hun fortæller, om en musik der føltes ligeså vigtig som det unge liv der hørte den…
…I was in love, and I knew he loved me because he made me a tape I played it in my bedroom, I lived in my bedroom, all of us did Reading Smash Hits and Record Mirror, Paul Morley and the NME Dave McCulloch and Sounds, Modern Eon and Modern English Mute, Y, Zoo, Factory Cutting them up, sucking them in, managing the story on our own…
Pet Shop Boys-frontfigur Neil Tennant bliver 70 i dag. Et tillykke til den fløjlsbløde stemmes indehaver gennem afspilning her af en tidlig PSB-favorit, som denne side stiftede bekendtskab med i marts 1987 under en rejse til Vestberlin på remix-albummet Disco (1986)…
Men så er der i sagens natur også denne her, hvor Tennant beretter om mistet uskyld og tabt ungdom tilbage i nordengelske Newcastle, hvor han voksede op inden the bright lights fra London lokkede bort. Tennant var 36 år gammel da ‘Being Boring’ blev udsendt i 1990. Er sikker på han med alderen kun kan synge dens fatamorgana-lignende billeder endnu mere overbevisende ud. Det er hvad alder og erfaring giver en…
Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.
Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.
Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.
Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.
Uden varsel har denne onsdag bragt en ny single fra Lana Del Rey, en luftig duet med den amerikanske rapper Quavo (har måttet wiki-søge ham) fra gruppen Magos. Men ingen grund til angst; dette samarbejde lyder positivt som en tilbagevenden til stilen fra Del Rey’s debutalbum, hvor hun også brugte tidens hiphop-influerede beats under sine klassisk svungne popsange. Så ingen Jack Antonoff-produceret klaverballade på 64 langsomme BPM denne gang, og det i sig selv er egentlig ret forfriskende…
