Glem aldrig hvor enestående Leonard Cohen er. Selv på de lidt mere bortgemte transport-plader, altså dem der ligger på vejen mellem hans åbenlyse klassikere, er der altid en sang eller tre, som kan slå benene væk under en. Som nu på New Skin For The Old Ceremony (1974), der trods sin generelle lidt grå status ikke bare byder på erklærede LC-hits som ‘Chelsea Hotel #2’ og ‘Who By Fire’, men også den for Cohen så sjældent uptempo-flirtende ‘Lover Lover Lover’, hvis melodi og beat synes at afsløre et vist kendskab til græsk musik. Øverst mesteren selv der fremfører sangen live, herunder Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som ubesværet gør den til sin egen…
Kategoriarkiv: Musik
Ny tysk bølge
Sangen herunder er fra 1983, hvor den var en af kølerfigurerne på den Neue Deutsche Welle, som kastede en række ubekymrede synthpop-hits af sig. Men Peter Schilling’s ‘Major Tom (Vollig Losgelöst)’ bærer i sin videredigtende fortælling på en meget atypisk og helt anden suicidal alvor end genrens ofte meget, uhm, letbenede tekstindhold kan byde på.
For Stuttgart’s Peter Schilling synger om David Bowie’s Major Tom-figur (ja, fra ‘Space Oddity’ og ‘Ashes To Ashes’), der i hans tyske fortælling på sin mission bliver befriet for Jordens snærende bånd og helhjertet, nærmest som en lettelse, accepterer sit vægtløse svæv ud i rummet, bort fra det egentlige liv. I den engelsksprogede version sender han endda sin kone en allersidste hilsen, da universets bestemmende lys fortæller ham som ‘earthbound misfit’, at vejen væk fra hende er hans egentlige hjem.
Smukt at en popsang med et så eksistentielt kredsløb skulle blive hele Tysklands semi-officielle fodboldsang, men det er hvad som skete efter Adidas for fire år siden op til EM anvendte Schilling’s gamle hit i en kampagne for den nye landsholdsdragt. Siden er det berusende omkvæd på ‘Major Tom (Vollig Losgelöst)’ blevet spillet ud på de tyske hjemmebane-stadions hver eneste gang Die Mannschaft scorer. I aften kl. 22.00 spiller Tyskland sin anden gruppekamp ved dette VM, modstanderne er Elefanterne fra Elfenbenskysten. Fodbold kan.
“…Mich führt hier ein Licht
Durch das All,
Das kennt ihr noch nicht,
Ich komme bald
Mir wird kalt…”
Boogie nights
Man ved aldrig hvor længe Skotland holder i en VM-slutrunde, så må hellere gå med den her mens de endnu er med. Over midnat i aften har skotterne Marokko i Boston, så derfor også højaktuelt med eurodisco-bangeren fra 1977, der usandsynligt er blevet en af deres sange. Skotland har aldrig fortryllet noget VM med berusende spil, nej, ofte synes de ligesom Irland at have grundproblemet at bolden er rund, men deres gammeldags uperfekte spil og voldsomt medlevende følge på stadions kan noget i en blodfattig FIFA-designerverden. Og den her sang er muligvis stærkere end nogen andres ved denne slutrunde. Baccara’s original kender alle, denne version er med Glasgow’s The Fratellis…
50 års evig ungdom
I dag har Blondie’s musik været ude og omkring i 50 år; 17. juni 1976 debuterer det ukendte Lower East Side-band fra Manhattan på pladeselskabet Private Stock med singlen ‘X Offender’. Debbie Harry er på det tidspunkt allerede 30 år gammel, men formår smart at suge blod af den amerikanske girlgroup-tradition fra 60’erne, hvor legen med teenageuskyld er central ingrediens i den hjerteskærende pop. At bandet samtidig er fast inventar på den blomstrende NYC-punkscenes hjemmebane CBGB er en modsætning, der kun kan lade sig gøre, fordi punk som genre endnu ikke er blevet ensrettet og fastdefineret. ‘X Offender’ er et brag af en debutsingle, produceret helhjertet til dørs af Richard Gottehrer, som med en solid fortid i amerikansk hitlistepop fra 1960’erne har intuition for, hvordan Blondie’s nye take på traditionen kan sendes afsted med optimalt melodrama. ‘X Offender’ flopper kommercielt, men tropperne er nu landsat og invasionen gået igang…
Sommerferien på Stockholms solvarme asfalt
En ny lyric-video til en af profilerne blandt de ti tracks på Joakim Berg’s aktuelle album. Endnu en sang til noget vidunderligt og lovende der var, men som forsvandt. Ramte Berg sender ofte på netop den feeling, som han da også mestrer til perfektion; de bittersøde beskrivelser af udspillede scener, uskyldens flygtige sæson, de usagte ord, erkendelsen at det nu er for sent…
River of no return
Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.
Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…
Mesteren af det der forsvandt
Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…
He started The Jam
The Jam’s Paul Weller bliver 68 i dag. Hvem skulle have troet, at den såkaldte Godfather en skønne dag, langt videre og væk fra de billige sorte jakkesæt i Carnaby Street og larmen fra punkscenernes turbulens, skulle kunne indsynge en så indfølt version som denne af en Bee Gees-sang? Paul Weller’s musikalske betydning i England er svær at forstå her, hvor hverken The Jam, hans Style Council eller egne soloplader er blevet vidt udbredt. Det er de til gengæld på De Britiske Øer, hvor det er svært at tilbringe en aften på en pub uden på et tidspunkt at få en af hans bittersøde, ofte kradse sange ud over højtalerne…
In memoriam
The Associates’ Alan Rankine ville være fyldt 68 i dag. Her er han (og The Cure’s Robert Smith) på kontinentalt TV for længe siden. Må ikke glemme de der lyste…
Rock Music
Fra Spot i Aarhus sidste weekend forlød det fra flere tilstedeværende branchefolk, at ‘bandformatet’ synes på vej tilbage, altså ny musik lavet af ikke bare keyboards, men også med levende trommer, bas og elektrisk guitar. Er det mon Aphaca der allerede sætter sine spor? Og her kommer trendstyrende Charli xcx med sin nye single ‘Rock Music’, der ligeledes åbner døren op til en fortid, som efterhånden ret længe har været lukket, og ved hjælp af nogle stærkt karikerede guitarriff-samples, samt en tekst, der også bekender sig til rockmusikkens skammekrogs-verden, antyder at noget rører på sig i tidsånden. Men hvad mon? I det kun to minutter lange nummer siger omkvædet det måske/måske ikke: “I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music...”.
Grå mandag, blå mandag
New Order, der kommer fra en by der kender mere til gråt end de fleste byer gør det, beder om tilladelse til at male denne blå. Den her 12″er med dem udkom i marts 1983 med samme unikke, sensationelle fornemmelse af teknologisk gennembrud og fremtid som også var tilstede, da man først hørte Kraftwerk eller Donna Summer/Giorgio Moroder’s ‘I Feel Love’…
Torch
Soft Cell’s efterfølger på single til ‘Say Hello, Wave Goodbye’ bliver udsendt 7. maj 1982. ‘Torch’ kommer med et for duoen lidt atypisk positivt lys i sin musik, tegnet ikke mindst af både den fabulerende trompet og Cindy Ecstacy’s fjerlette kor. Her den enkle promo-video; hvor står de alle tre unge og endnu forholdsvis uskyldige. Det skal snart ændre sig…
Livet er for de stærke?
Lana Del Rey synger en af Father John Misty’s absolut bedre sange her. Hendes tilstedeværelse i og levering af FJM’s ‘Buddy’s Rendezvous’ tager hans kroniske kynisme ud og erstatter det tabte med den længselsfulde amerikanske sorg, ingen i disse år mestrer som Del Rey. Læg dertil denne uoffcielle fan-videos udsøgte levende billeder af Marilyn Monroe’s Hollywood-verden og ikke et øje er tørt. Ialfald ikke her…
Ocean Rain
4. maj 1984 udsender Echo and the Bunnymen luksuriøst luftige Ocean Rain, bandets fjerde album, med den tilsatte reklametekst “the greatest record ever made“. Voldsomme ord om et album indspillet i Paris og Liverpool, men trods en enkelt gevaldig forbier – ‘Thorn Of Crowns’ – blandt de ni tracks, så er det virkelig en speciel og en specielt dejlig samling sange, tegnet af sit fjerlette trommespil og gennemgående lyse arrangementer…
Flytta isbergen, vattna svärmorstungan, ta med soporna ut…
Nedtælling til Thåström’s dobbelte livealbum, der udkommer nu fredag. I aftes var der lytteparty på Debaser i Stockholm, hvor der blandt de godt 100 tilstedeværende – Thåström selv var der ikke – blev trukket lod om en yderst limiteret 7″er-promosingle med to af livenumrene, samt nogle signerede copies af selve pladen. Her en version fra YouTube af den sang der ligger som nummer 4 på side 1. Tre dage til…