Hjertet i Soft Cell’s glødende synth-central Dave Ball stoppede pludselig med at slå i efteråret. Hans og Marc Almond’s fælles musik vil dog heldigvis leve stærkt videre; således udkommer et helt nyt album, Leeds-duoen nåede at færdiggøre senere i år. 29. januar 1982 blev ‘Say Hello, Wave Goodbye’ udsendt som sidste single fra debuten Non-Stop Erotic Cabaret (1981). Naturligvis er ‘Tainted Love’ og muligvis også ‘Bedsitter’ større i en hitliste-forstand, men dette klassiske Almond-melodrama med sin berusende Dave Ball-mur af billig keyboard-skønhed i omkvædene er måske den største sang af dem alle i bandets katalog af vidunderlige synthpop-singler…
Her er albumlisten fra Village Voice (der trods sit navn var en ugeavis fra New York) og dens Pazz & Jop-liste over albumudgivelser fra 1978. Måske er dette en beskrivelse af denne blogs musikalske præferencer i ét billede?!?
En markering med årsdagen for The Associates’ Billy Mackenzie’s selvmord i 1997, her med et af de mest overdådige stykker popmusik, der nogensinde har beriget den engelske singlehitliste. Hans utrolige stemme og excentriske væsen er stærkt savnet…
Eurythmics var altid en sær, kølig størrelse med deres manufakturerede hitlistepop. Svært at fortælle yngre mennesker, så de forstår det nu, hvor meget duoen fyldte i en tre-fire år, hvor Nordeuropas byer var et sandt mylder af unge kvinder med Annie Lennox-frisure. Den letgenkendelige lyd af deres musik og Lennox’ stemme var også alle vegne; i radioer, til fester, på cafeer. Havde en tre-fire singler med dem dengang, har kun én nu, min favorit, en lindrende kølig state of the art-synthpopschlager, der udkom 21. januar i 1983. Her fremfører Dave & Annie den på belgisk TV…
David Bowie’s udstråling og performance på Top of the Pops for næsten præcis 30 år siden får straks hans kollaboratører i Pet Shop Boys til at blegne og blive to grå mus. Der er vist kun ét ord for den slags; karisma. Og hvad kan man sige om David Bowie og Brian Eno’s nummer? Det kom med energi som en frisk brise, men stor langtidsholdbarhed var ikke dets fremmeste styrke, hverken i melodi eller nu dette hitsøgende lyddesign af PSB til endnu et kapitel i den fortsatte historie om Bowie-karakteren Major Tom…
BBC6 markerede også 10-årsdagen for Bowie’s bortgang forleden. Her en halv times udsendelse hvor Pet Shop Boys’ Neil Tennant bl.a. fortæller om sin opvækst med og sit forhold til ham, 70’erne i London, Bowie’s musik, hans seksualitets betydning, glam og PSB’s senere Bowie-samarbejde på ‘Hello Spaceboy’. Velartikulerede Tennant, naturligvis en glimrende fortæller, gør det her til god radio.
Morrissey er begyndt dette år med at aflyse sine første to shows på den amerikanske koncertrække, der skal genrejse det efterhånden noget ramponerede ry efter nu senest den aflyste sydamerikanske tour i efteråret. Men Manchester’s egen Mussolini har også gjort noget uvant denne fredag, nemlig udsendt ny musik i form af denne single, forløber for et nyt album på Sire der udsendes slut-februar. Stemmen lyder upåklageligt i disse år, det er ingen hemmelighed, men sangskrivning, ord, produktion; der bydes på rædselstomme kalorier hele vejen rundt. Kan disse tre minutter være Morrissey’s første AI-musik?
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Den kortlivede franske elektroduo The Droids (Fabrice Cuitad og Yves Hayat) besøger i 1977 italiensk TV og optræder der – flankeret af space-danserinde Chantal Dardenne – med deres single ‘The Force’. Året efter er nummeret med på bandets eneste album Star Peace – titlen afledt af Star Wars – og så er det forbi, et hurtigt elektrisk stød. ‘The Force’ giver i sin samtid fuld honnør til både Kraftwerk og Giorgio Moroder ovre i Vesttyskland. Godt tyve år senere høres det, at Daft Punk må have lyttet med i Paris…
Her apropos den engelske 1976-punker og musikjournalist Jon Savage’s ord om den tids discomusik, der oftest blev hængt ud som det laveste af det lave:
Forget all the Disco Sucks bollocks, this was where the creativity was. Many of the qualities of Disco that were so derided were mirror images of those qualities that were celebrated in Punk: an annihilating insistence on sex as opposed to puritan disgust; a delight in a technology as opposed to a Luddite reliance on the standard Rock group format; acceptance of mass production as opposed to individuality. It was the difference between 1984and Brave New World: between a totalitarian nightmare or a dystopia accomplished through seduction. […] Disco’s stateless, relentlessly technological focus lent itself to space/alien fantasies which are a very good way for minorities to express and deflect alienation: if you’re weird, it’s because you’re from another world. And this world cannot touch you.
Sneen falder denne frostaften. Hvis Kent troede det kun var 2002, det skulle handle om for denne sang, så tog de grueligt fejl. Nutiden bliver så uvirkelig, når den pludselig er fjern fortid. Men musikken spiller videre og kan bringe det forgangne nyt liv. Her igennem en af Kent’s sidste optagelser som guitardomineret rockband. Naturligvis skal Sami Sirviö nævnes i den forbindelse, da også forbi bare lyden af hans navn bringer finske vintre med tilfrosne søer og elve frem, hvilket har plus-relevans en bidende kold aften i start-januar…
Michael Stipe indsang en version af ‘Greenfields’ for mere end tyve år siden, vistnok til støtte for et miljøprojekt. Herover en ret fantastisk video med den version med The Brothers Four, som gjorde sangen til et amerikansk hit i 1960.
Forleden hørte vi her David Lynch med Lykke Li som forsangerinde på hans musikalske yndlingsbesættelse af skæbnesvanger amerikansk uskyldspop fra forgangne tider. Her er den svenske torch singer i eget navn med en af de ni sange fra I Never Learn (2014), hendes hidtil måske mest vellykkede album…
Brigitte Bardot skal ikke huskes her for det hun blev, men langt snarere for hvad hun var; et ungt europæisk symbol på den sorgløse epoke af tidlig popkultur. Og jo, så var hun samtidig selveste Serge Gainsbourg’s muse, før Jane Birkin gjorde sin entré i Paris. Hør nu bare her…
