Sverige kan sine traditionelle sangskrivere, der bruger deres værk til at synge tilværelsens mørkere sider ud. Borgholm’s Toni Holgersson havde en lovende musikkarriere i start-90’erne som kulsejlede i stoffer. Siden er der kun kommet sporadiske, blåtonede plader med fokus på et liv i og med misbrug. For 14 dage siden udsendte Holgersson albummet Apotek Vintergatan, hans første i otte år, hvor han på syv afdæmpede, afskrællede sange fortsætter sine stille observationer fra noget, der nemt kan ligne et car crash i slow motion. Talentet hos denne mildt udseende Toni Holgersson er dog slet ikke kørt galt; der vibrerer en særegen og glødende strøm i hans underspillede fortæller-minimalisme…
“…Du vet jag ville va en luffare Men jag va alldeles för mjuk Nu är mor och far döda Och snart är filmen slut..”.
Hun havde en anderledes tilgang til musik. Vi andre havde alle vores favoritter, som konstant blev skiftet ind og ud, nye bands, singler, gamle fund, wild shots. Hendes musikalske verden bestod af færre komponenter, hun til gengæld havde en standhaftig trofasthed overfor. Det var de samme med tiden slidte albums og 7″ere som kom på igen og igen, når hun havde brug for musikkens verden til at løfte eller bare omslutte sig. Hun elskede virkelig denne, hendes egen udvalgte musik. I foråret 1985 kom hun hjem fra byen en dag med den nye debutsingle fra David Sylvian, forsanger fra da netop opløste Japan. Den blev straks en af hendes erklærede sange, som vi derfor skulle høre over hele sommeren, den var altid med os. Dengang betød ‘Red Guitar’ ikke det store for mig, men hørt i dag er dens ubesværede refrain-elegance svært betagende, ja, sangen lever på det parameter nærmest i en slags parallelunivers til Bryan Ferry og hans sene Roxy Music. Det lidt jazz-smagende, trompetbårne C-stykke gjorde intet for mig, men på afstand nu bygger det helt rigtigt op til den transponering, der sender sidste omkvæd så perfekt afsted mod i dag…
Siouxsie and the Banshees’ monumentale debutalbum The Scream blev udsendt i dag for 47 år siden; en plade der i sin samtid var centralt stildannende i både spilleregler og æstetik for den genre , der blev til og nu er kendt til døde som postpunk.
Vi har spanske Rosalia i indlægget herunder med sit dristige take på en ny mainstream-pop, hvor brugen af den symfoniske traditions greb og instrumenter er en af hovedingredienserne. Det fokus på den klassiske musik som overraskende virkemiddel holdes også her, hvor Siouxsie and the Banshees seks år efter The Scream genbesøger dens ‘Overground’ på EP’en The Thorn. Nummeret, der oprindeligt er disciplineret underspillet og lydmæssigt rent i sin grundstruktur, anvender ligeledes i sit andet liv symfoniorkestret til en uventet majestætisk offensiv. Resultatet står – som hos Rosalia – også mindeværdigt overvældende…
Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.
Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om åbningsnummeret fra det nye, andet album med London-bandet The Last Dinner Party, der her lyder som et nummer Sparks-brødrene Ron og Russel Maek kunne have skrevet og indspillet omkring 1974, men det har de bare ikke. Her er det alligevel. The Last Dinner Party er blændende dygtige. Måske endda lidt for kompetente for deres eget bedste? Hvis man kan det hele ubesværet, kan det være svært at finde sin egen musik. Det hedder Nina Hagen-syndromet…
Den nu en måned gamle plade med Gabel/Ossler er et stærkt lydtapet til årstiden udenfor. Ni fiktive drømmebilleder sat i lyd og lagt ned af disse to lydhøre svenske musikere, hvis filmiske sans er betragtelig. Her er det ‘Vi Barn Från Jedwabne’, albummets femte skæring, så harmonisk afrundet og ildevarslende på samme tid. Jedwabne er iøvrigt en lille by i det østlige Polen, hvor en tysk/polsk massakre på byens jødiske befolkning fandt sted i juli 1941. Det fortæller musikken ikke, så nu står det her…
Det kan jo ikke kun være trakasserier, disharmoni og ufred, som skal tegne det store billede. Nogle dage må gerne tilegnes noget mere sundt og livsbekræftende. Den engelske outsider-musiker Bill Fay udsendte omkring 1970 et par soloalbums, som trods stor ros druknede i tidens malstrøm. Sikkert som følge af den afvisning trak Fay sig tilbage i 40 år, inden han igen begyndte at udsende plader med nogle nærmest Spiritualized-relaterede sange, hvis roligt flydende musik lyder af en bedre verden…
Sæby’s moi Caprice udsender i dag sit syvende album. Vermilion Sands er såvidt vides opkaldt efter en sci-fi-novellesamling fra 1971 af J.G. Ballard og indeholder ni sange/numre, en mere introspektiv samling end Michael Møller og hans band normalt har trakteret med. Dette ikke negativt ment, tværtimod, for det er vel en gave i et mainstream-dyrkende popland som vores dog at have et band med så raffinerede og subtile virkemidler som netop disse rugende hjerters moi Caprice. Her en udsøgt smagsprøve fra dagens nye udgivelse, nummer to på side 1…
Lana Del Rey optrådte lørdag til Neil Young’s lille Harvest Moon-velgørenhedsfestival. Blandt et par håndfulde sange i et intimt set-up var en cover af Young’s klassiske ‘Needle And The Damage Done’…
Holder meget af og har stor respekt for Simon Kvamm og Peter Sommer. Her er de sammen i skarp topform – med Arni og Morten – på Hugorms nye banger-single. Sikke et statement i triumferende mol. Den der så sjældne befrielse, når en enkel sang kan indfange sin komplicerede samtid og KO’e dens pegerfingerløftende, livsdrænende alvor med ét euforisk håndkantslag, det kan den her for mig…
Kig op til højre på bagsiden af Soft Cell’s debutalbum Non-Stop Erotic Cabaret (1981). Nu Dave Ball, synth-duoens musikskaber, er gået bort, skyldes det næsten at fortælle, det var derfra et vist band fik sit navn. Så vigtige og indflydelsesrige var de.
Soft Cell’s Dave Ball meldes i dag pludselig død, 66 år gammel. Frygteligt trist for de mange af os der i 1981-83 levede gennem og med Leeds-synthduoens minimalistiske dog storslåede singler. Hans unikke og insisterende kitchen sink drama-musik – begået sammen med partner in crime Marc Almond – vil heldigvis leve videre. Her ankommer Ball i hvid blazer til natklubben Pink Flamingo, hvor Almond’s hjerte står til snart at blive knust. Frygteligt trist det hele.
Det er lyd, billeder og stemninger som disse, de af os, der ikke kan være til stede i DR Koncerthuset’s Studie 2 i aften, går glip af. Svenske 1900 har til stor anmelderfanfare spillet audiovisuelle koncerter på scener som Dramaten i Stockholm og inden for den seneste uge tre aftener på Stora Teatern i Göteborg. Christian Gabel, som netop har udgivet nyt album sammen med Pelle Ossler, er ene arkitekt i 1900, der til nu har en historie bestående af fire longplayers med en vel i mangel af bedre ord semiklassisk musik, hvor det måske ikke er skudt helt ved siden af, at påpege et vist musikalsk slægtskab med amerikanske Beirut…
Fordi også Mlle. Hardy kan sit efterår. Og fordi mester Ennio Morricone har begået denne sang. Originalen er med den italienske sangerinde Mina og hedder ‘Se Telefonando’. Dramaturgien er speciel; det opbyggende vers kører fra start og de første 48 sekunder frem, hvorefter resten af sangen er ét langt omkvæd, der hele tiden holdes i fremdrift gennem transponering.
Et efterår ankommer ikke rigtigt på denne blog uden et eftersyn af dette lykkelige sammestød mellem musik og billeder. Sangen er Lee Hazlewood’s, filmen L’Enfer d’Henri-Georges Clouzot, drømmebilledet Romy Schneider, oplevelsen vores.
