Hvis en sang er god og sangeren kan transmittere sjæl, behøver den ikke nødvendigvis andet end en afplukket banjo samt stemme. Herover er det således 16 Horsepower’s David Eugene Edwards der tager en uudgivet Bob Dylan-sang og positivt får den til at gløde af indre liv.
16 Horsepower indspiller også som band ‘Nobody ‘Cept You’ til Secret South (2000), Denver, Colorado-bandets tredjealbum. Med band-arrangement og en regulær produktion bliver det pludselig en helt anden sang, et helt andet udtryk. Men hvad står stærkest? Døm selv…
Lad os ikke snakke fodbold – hvad ved vi danskere også om det? – men Belgien har fyldt meget det seneste døgns tid. Tirsdagen fortsætter i den anerkendelse med en patosladet belgisk musik, der bemærker sig ved hverken at være Vive la Fête eller Plastic Bertrand. Istedet den mægtige Jacques Brel med ‘Fernand’, en af denne sides favoritter med den store sanger med det så udtryksfulde hesteansigt; livets nådesløse vilkår og flygtighed bekendt med voldsom feeling til en nær og netop død ven, den sagesløse Fernand…
Svært at mærke sådan fysisk i dag, hvor meget denne markante og minimalistiske produktion lød af fremtid, da den først kom i en bølge af ny britisk synth-pop. Leeds-duoen Soft Cell’s cover af det gamle Northern Soul-hit ‘Tainted Love’ blev udsendt i dag for 45 år siden. Her den første Top of the Pops-optræden på vej mod den engelske singlehitlistes nummer 1. Det bør nok lige nævnes, at næsten ingen dengang – heller ikke denne side – vidste, der var tale om en coverversion. Ret specielt når man lærer en sang at kende gennem en fortolkning af den, snarere end den ægte oprindelige vare…
Ian Dury’s søn Baxter Dury spiller denne sommer Europa med sit band. Hans udfordrende spoken words-disco, der måske bedst kan beskrives som et Sleafords Mods for de kreative klasser, kan her opleves i en fuld koncert-optagelse fra årets Primavera i Barcelona…
Alpha Dog / Hapsburg / I’m Not Your Dog / The Night Chancers / Mockingjay / Almond Milk / Aylesbury Boy / Return of the Sharp Heads / Kubla Khan / Pleasure / Miami / Cocaine Man / Allbarone / Schadenfreude / Baxter (these are my friends)
18. februar 1978: Blondie’s Debbie Harry fotograferet af Staffan Johansson på færgen mellem Dragør og Limhamn. Blondie skal samme aften Sverigesdebutere på Malmö City’s fashionable rockklub Dad’s. Debbie Harry er da allerede 33 år gammel. I dag bliver hun 81. Livet i rocknroll bevæger sig nådesløst hurtigt, synes det. Tillykke til kvinden den vinterdag på færgen fra Dragør.
Make no mistake, Ramones’ ‘Oh I Love Her So’ fra Leave Home (1977) er i bund og grund en helt gammeldags doo-wop-sang med raketmotor. Af samme logiske grund er teksten ikke raketvidenskab
Jeg mødte hende på Burger King, blev forelsket ved sodavandsmaskinen. Så vi tog bilen ned i byen, vennerne hang ud overalt. Så tog vi ned til Coney island, var oppe i rutschebanen og rundt igen. Og ingen skal nogensinde komme imellem os, for hun er min kæreste. Åh, jeg er så vild med hende. At være ude sådan en aften som den her, jeg skal give hende et kæmpe kys. Jeg skal gøre hende til min og alt kommer til til at blive fantastisk. Åh, jeg er så vild med hende.
Lige nu heatattack mod Nordeuropa; Berlin varsles 39 grader, Hamburg 37, Danmark en smule mindre. Havde en samtale i går, om hvilken slags musik der går bedst til stærk varme. Tre umiddelbare bud: Punk rock, jamaicansk bluebeat/roots reggae, vintage amerikansk girlgroup-pop. Electro-duoen Suicide fra New York City rammer to af de tre på ‘Surrender’.
Interessant apropos netop dette klip at der er flere og flere uofficielle musikvideoer inden for den senere tid, der leger med at bruge gamle spillefilms-sekvenser som visuelt modspil til sin musik. Her til Suicide er det endda to film der rippes fra; Martin Scorsese’s New York-klassiske Taxi Driver fra 1976 og Paul Schrader’s Californien-baserede Hardcore fra 1979. Den fragmenterede klipning og manglende lineære historie manipulerer med oplevelsen af musikken og gøre den til et åbent tidsdigt, hvor det mere er sammenstødet mellem lyd og film der sætter dagsordenen, snarere end de to bestandeles egentlige indhold hver for sig.
Glem aldrig hvor enestående Leonard Cohen er. Selv på de lidt mere bortgemte transport-plader, altså dem der ligger på vejen mellem hans åbenlyse klassikere, er der altid en sang eller tre, som kan slå benene væk under en. Som nu på New Skin For The Old Ceremony (1974), der trods sin generelle lidt grå status ikke bare byder på erklærede LC-hits som ‘Chelsea Hotel #2’ og ‘Who By Fire’, men også den for Cohen så sjældent uptempo-flirtende ‘Lover Lover Lover’, hvis melodi og beat synes at afsløre et vist kendskab til græsk musik. Øverst mesteren selv der fremfører sangen live, herunder Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som ubesværet gør den til sin egen…
Sangen herunder er fra 1983, hvor den var en af kølerfigurerne på den Neue Deutsche Welle, som kastede en række ubekymrede synthpop-hits af sig. Men Peter Schilling’s ‘Major Tom (Vollig Losgelöst)’ bærer i sin videredigtende fortælling på en meget atypisk og helt anden suicidal alvor end genrens ofte meget, uhm, letbenede tekstindhold kan byde på.
For Stuttgart’s Peter Schilling synger om David Bowie’s Major Tom-figur (ja, fra ‘Space Oddity’ og ‘Ashes To Ashes’), der i hans tyske fortælling på sin mission bliver befriet for Jordens snærende bånd og helhjertet, nærmest som en lettelse, accepterer sit vægtløse svæv ud i rummet, bort fra det egentlige liv. I den engelsksprogede version sender han endda sin kone en allersidste hilsen, da universets bestemmende lys fortæller ham som ‘earthbound misfit’, at vejen væk fra hende er hans egentlige hjem.
Smukt at en popsang med et så eksistentielt kredsløb skulle blive hele Tysklands semi-officielle fodboldsang, men det er hvad som skete efter Adidas for fire år siden op til EM anvendte Schilling’s gamle hit i en kampagne for den nye landsholdsdragt. Siden er det berusende omkvæd på ‘Major Tom (Vollig Losgelöst)’ blevet spillet ud på de tyske hjemmebane-stadions hver eneste gang Die Mannschaft scorer. I aften kl. 22.00 spiller Tyskland sin anden gruppekamp ved dette VM, modstanderne er Elefanterne fra Elfenbenskysten. Fodbold kan.
“…Mich führt hier ein Licht Durch das All, Das kennt ihr noch nicht, Ich komme bald Mir wird kalt…”
Man ved aldrig hvor længe Skotland holder i en VM-slutrunde, så må hellere gå med den her mens de endnu er med. Over midnat i aften har skotterne Marokko i Boston, så derfor også højaktuelt med eurodisco-bangeren fra 1977, der usandsynligt er blevet en af deres sange. Skotland har aldrig fortryllet noget VM med berusende spil, nej, ofte synes de ligesom Irland at have grundproblemet at bolden er rund, men deres gammeldags uperfekte spil og voldsomt medlevende følge på stadions kan noget i en blodfattig FIFA-designerverden. Og den her sang er muligvis stærkere end nogen andres ved denne slutrunde. Baccara’s original kender alle, denne version er med Glasgow’s The Fratellis…
I dag har Blondie’s musik været ude og omkring i 50 år; 17. juni 1976 debuterer det ukendte Lower East Side-band fra Manhattan på pladeselskabet Private Stock med singlen ‘X Offender’. Debbie Harry er på det tidspunkt allerede 30 år gammel, men formår smart at suge blod af den amerikanske girlgroup-tradition fra 60’erne, hvor legen med teenageuskyld er central ingrediens i den hjerteskærende pop. At bandet samtidig er fast inventar på den blomstrende NYC-punkscenes hjemmebane CBGB er en modsætning, der kun kan lade sig gøre, fordi punk som genre endnu ikke er blevet ensrettet og fastdefineret. ‘X Offender’ er et brag af en debutsingle, produceret helhjertet til dørs af Richard Gottehrer, som med en solid fortid i amerikansk hitlistepop fra 1960’erne har intuition for, hvordan Blondie’s nye take på traditionen kan sendes afsted med optimalt melodrama. ‘X Offender’ flopper kommercielt, men tropperne er nu landsat og invasionen gået igang…
En ny lyric-video til en af profilerne blandt de ti tracks på Joakim Berg’s aktuelle album. Endnu en sang til noget vidunderligt og lovende der var, men som forsvandt. Ramte Berg sender ofte på netop den feeling, som han da også mestrer til perfektion; de bittersøde beskrivelser af udspillede scener, uskyldens flygtige sæson, de usagte ord, erkendelsen at det nu er for sent…
Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.
Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…
Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…
The Jam’s Paul Weller bliver 68 i dag. Hvem skulle have troet, at den såkaldte Godfather en skønne dag, langt videre og væk fra de billige sorte jakkesæt i Carnaby Street og larmen fra punkscenernes turbulens, skulle kunne indsynge en så indfølt version som denne af en Bee Gees-sang? Paul Weller’s musikalske betydning i England er svær at forstå her, hvor hverken The Jam, hans Style Council eller egne soloplader er blevet vidt udbredt. Det er de til gengæld på De Britiske Øer, hvor det er svært at tilbringe en aften på en pub uden på et tidspunkt at få en af hans bittersøde, ofte kradse sange ud over højtalerne…
