Byrne, Frantz, Weymouth & Harrison

Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.

David Byrne siger til Pitchfork:

“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”

Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.

Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.

Her er traileren.

En tanke om “Byrne, Frantz, Weymouth & Harrison”

  1. Læste Chris Frantz-biografien Remain in Love, som i den grad var ét stort anklageskrift omkring den måde, hvorpå Byrne tog 100% ejerskab på bandet og dets musikalske retning. Og man kan naturligvis kun have sympati med ham, men på den anden side, hvis ikke Byrne og Eno havde sat sig hårdt igennem, så havde vi næppe fået et værk derfra så storslået som Remain in Light.

Skriv et svar