Jeg havde en god ven i USA, som jeg besøgte et par gange først i 1990’erne. Vi snakkede tit om musik, og hun lyttede til meget af det samme som jeg lyttede til dengang. Underligt nok kendte hun ikke The Replacements eller Big Star, men til gengæld var hun rigtig glad for albummet New Miserable Experience med The Gin Blossoms. Dét album blev solgt i omkring fem millioner eksemplarer – det er omkring fire og en halv million flere eksemplarer end der er solgt af The Replacements’ albumudgivelser. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Det ironiske er, at netop Big Star og The Replacements var The Gin Blossoms’ store forbilleder. New Miserable Experience blev endda indspillet i Ardent Studios i Memphis, hvor begge disse forbilleder indspillede nogle af deres mest berømmede albums. Sangskriveren bag “Hey Jealousy”, guitaristen Doug Hopkins, led en Bob Stinson-agtig skæbne. Hans misbrugsproblemer gjorde, at han blev smidt ud at The Gin Blossoms. Men hans bittersøde sange beholdt bandet, og de blev deres største hits. Da New Miserable Experience udkom, havde Doug Hopkins slået sig selv ihjel. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Her, otteogtyve år senere, genhører jeg The Gin Blossoms. Deres musik er ikke på højde med hvad Alex Chilton eller Paul Westerberg har præsteret, selv om det bestemt er solidt håndværk, men det er nok heller ikke realistisk at forlange.

“Dance On My Planet” er en af de Replacements-sange, der ikke kom med på Don’t Tell A Soul dengang i 1988, men nu kan findes på Dead Man’s Pop.

Vi markerer ganske mange fødselsdage og jubilæer for tiden, og derfor vil jeg selvfølgelig også nævne, at det i denne uge (helt præcis i fredags, den 25. september) er 30 år siden at All Shook Down, der skulle blive det sidste album med The Replacements, blev udsendt. Jeg kom sent i gang med at sætte mig ind i The Replacements’ værk, og All Shook Down blev derfor det andet album, jeg fik købt – det første var Don’t Tell A Soul.

Nu, hvor jeg har et andet overblik over gruppens bagkatalog, er det tydeligt, hvor meget der skete på de ti år fra Sorry Ma…Forgot to Take Out the Trash og frem til All Shook Down. Den fandenivoldske og upolerede, men også destruktive og ubehagelige side af The Replacements var med tiden i stort omfang blevet erstattet af den eftertænksomhed og melankoli, der ofte har præget især Paul Westerbergs soloudgivelser. Med All Shook Down, der oprindelig skulle have været Westerbergs første soloalbum, var forvandlingen tilendebragt, og gruppen gik fra hinanden.

På All Shook Down er “Sadly Beautiful”, der med sin enkle og skrøbelige form er hele albummet værd.

Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil skrive et brev til Paul Westerberg. Hvis jeg får brevet forfattet og afsendt, og hvis han svarer, vil I få det vide.

The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.

Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.

Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).

Det er ikke så tit, vi nævner The Who herinde. Men her er en gribende udgave af “Real Good Looking Boy”, det ene af to nye numre fra opsamlingsalbummet Then And Now fra 2004. Det er en koncertoptagelse, hvor man for én gangs skyld ser Daltrey spille guitar, og hvor nærbillederne afslører at Townshend er tydeligt bevæget og hvor det er som om han genopdager noget af venskabet. Bemærk også Elvis-citatet undervejs. Sangen er faktisk en hyldest til manden fra Tupelo.

Roger Daltrey og Pete Townshend er selvfølgelig blot ét af mange musikalske makkerpar, der begyndte som nære venner (eller søskende!), men endte med at have et kompliceret forhold til hinanden. Ligesom Lennon og McCartney, Strummer og Jones, Simon og Garfunkel, Jeff Tweedy og Jay Farrar, Don og Phil Everly, Neil og Tim Finn, Barry og Robin Gibb, John og Tom Fogerty, Ray og Dave Davies, Liam og Noel Gallagher, – og talrige andre. Trist, at det så tit er endt sådan.

Kulturel appropriation? Det var det ikke i 2012, da The Stranglers-forsangeren Hugh Cornwell sang for på denne godt sete mexicanificering af sit gamle bands ‘Golden Brown’-hit, men i dag er der måske faktisk nogen et sted, som ville råbe vagt i gevær. En god sang er ‘Golden Brown’ ialfald, det viser denne besynderlige version, som dog skriger på de mariachi-trompeter, der aldrig kommer…