I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.

The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.

Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)

Også denne 8. december er det tid til at mindes John Lennon. Denne sang er evigt aktuel.

I dag rejste jeg hjem fra Stockport efter et besøg hos min søster og hendes familie. Ved stationen var der opsat en mindeplade (som endda havde form som en plade!) til minde om hin aften i april 1970. hvor David Bowie var nødt til at sove på perronen. Han havde ikke nået det sidste tog tilbage mod London efter at have givet en akustisk koncert, som nogle skoleelever havde arrangeret (formodentlig til ære for denne blogs anden forfatter, der dagen forinden var fyldt seks år).

Nogle gange kan man ramme rigtigt én gang, og bagefter ved man ikke rigtig hvorfor det gik så godt. Man prøver igen, men rammer bare ved siden af igen og igen. Sådan var det vel med Simple Minds. De kunne aldrig genskabe magien fra New Gold Dream og fortabte sig i velment, men næsten altid ligegyldig stadion-bulder i metermål. Jens har ofte begrædt det her på bloggen, og jeg er også ærgerlig over at det endte sådan for dem. For New Gold Dream er et usædvanligt dejligt album fra den tid.

Der er selvfølgelig også mange andre musiknavne, der kun havde ét rigtig vellykket album i sig (hvem sagde The Stone Roses?), så der er ret beset ingen grund til at være specielt hårde ved Simple Minds. Og efterhånden er det gået op for mig, at Jim Kerr og Charlie Burchill med tiden indså, at de havde lavet noget særligt med New Gold Dream.

I 1998 forsøgte Kerr og Burchill at samle noget af holdet fra dengang i 1982. Derek Forbes og Brian McGee og Mel Gaynor var tilbage, og det samme var producer Peter Walsh. McGee kom ikke med på Néapolis, det album, der kom ud af anstrengelserne. Gaynor blev til gengæld taget til nåde og var med igen for en stund. Det var måske ikke så godt, for min fornemmelse er at bulder-tendenserne bl.a. skyldtes ham.

Her er “War Babies” fra Néapolis dengang i 1998. Det er godt at høre Derek Forbes’ enkle og melodiøse basspil igen, men det er tydeligt at Kerr og Burchill helt har glemt at holde igen og at Peter Walsh ikke kunne tæmme lydbilledet. Det var netop dét, de kunne på New Gold Dream – lade være med at buldre igennem. Less is more. Men det havde de desværre glemt 16 år senere.