Kategoriarkiv: Retro

Nick Drake – og John Cale

I denne uge fik jeg læst Nick Drake: The Life, en ny biografi af den engelske forfatter Richard Morton Jack. Der er tidligere udkommet flere bøger om Nick Drakes liv; en af de første er endog dansk og skyldes Gorm Henrik Rasmussen. Men den nye biografi udmærker sig ved at være særdeles grundig og indlevet og ender formodentlig (og forhåbentlig) med at blive den definitive biografi om Nick Drake, ligesom Robert Mehrs Trouble Boys vel er den definitive skildring af The Replacements’ karriere.

Bogen udkommer samme år som et hyldestalbum til Nick Drake hvor bl.a. Philip Selway, Feist og Fontaines D.C. er med. Men dette album har jeg endnu ikke fået hørt ordentligt, så det vil jeg ikke skrive om her.

Mange ved at Nick Drake kun nåede at indspille tre albums, inden han blev trukket ned af det, der enten var en depression eller hvad man kalder “simpel skizofreni” (en sjælden form for skizofreni uden stemmehøring eller paranoia) og gjort stum. Den sidste del af Nick Drake: The Life skildrer denne mørke afslutning, tiden fra 1972 til selvmordet i november 1974. Det er hård læsning, også fordi det er tydeligt at familien og vennerne og folk fra pladeselskabet faktisk gerne ville gøre noget, men endte med at være helt magtesløse.

Et lighedspunkt med The Replacements er at dette er fortællingen om en særdeles talentfuld musiker, der ikke får den succes, alle spåede ham og syntes at han fortjente, fordi han ikke ville (og måske ikke kunne) spille med i det underlige spil, som musikbranchen udgør. Nick Drake kunne ikke fordrage at optræde foran et ligegyldigt publikum (og det er ikke blevet bedre siden hvad angår publikums ligegyldighed, vil jeg mene). Den helt store forskel var at The Replacements ofte saboterede deres egne koncerter og kontakt til producere og pladeselskab ved at være berusede og uforskammede og i det hele taget var nogle pisseugler. Det er derimod tydeligt af bogens skildring, at Nick Drake var en venlig, men introvert mand.

Musikken står tilbage, og den er i modsætning til meget anden musik fra den tid tidløs på en speciel måde. I Nick Drake: The Life kan jeg læse at bl.a. Joe Strummer holdt af Nick Drakes musik på et tidspunkt i 1970’erne hvor sangskriver med akustisk guitar ellers var dømt ude.

På Drakes midterste album, Bryter Layter fra 1971, var der mange prominente gæstemusikere med. De kom fra Fairport Convention og fra Beach Boys’ studie-band, og så var der også John Cale.

I Nick Drake: The Life får vi en skildring af mødet mellem Nick Drake og John Cale, som er fascineret af Drakes musik og gerne vil bidrage til Bryter Layter i en pause i indspilningerne af et album med Nico. Han er med på tre numre, “Fly”, “Northern Sky” og “Hazey Jane I”.

Jeg har hørt “Fly” mange gange, men det var først før ganske nylig, jeg indså at John Cales bratsch-stemme løber gennem hele nummeret sammen med Cales cembalo-akkompagnement, og at bratschen udgør en ordløs andenstemme i sangen. Da jeg forstod dét, blev sangen pludselig endnu smukkere, og slægtskabet med The Replacements bliver tydeligt igen.

For John Cale dukker også op med sin bratsch på The Replacements’ svanesang, All Shook Down, nemlig på “Sadly Beautiful”, et nummer så langt fra The Replacements’ garagerock som tænkes kan.

Netop her er det som Paul Westerberg når til det samme sted, hvor sårbarhed møder ønsket om at række ud til verden, som Nick Drake beboede. Og i begge sange er det John Cale, der formår at få denne følelse frem.

Herunder er de to sange.

Fallin’

For 30 år siden opdagede jeg ved et tilfælde soundtrack-albummet til den dengang aktuelle amerikanske actionfilm Judgment Night. På dette album finder man 11 samarbejder mellem bands fra hiphop og fra rock. De fleste af sidstnævnte er så klart i den hårde ende af genren – Helmet, Mudhoney, Slayer, Faith No More og Living Colour. Ikke mindst samarbejdet mellem Ice-T og Slayer er en voldsom omgang (og vellykket på sin egen uforsonlige måde). Set i bakspejlet var det bedste nummer dog det meget mere elskelige “Fallin'”, hvor Teenage Fanclub og De La Soul mødes (og bruger et sample af salig Tom Petty). De La Soul er nu omsider ved at blive genopdaget, og det fortjener de så klart. Det samme burde overgå Teenage Fanclub.

Det tjaldede “I Love You, Mary Jane” (bare titlen), hvor Cypress Hill og Sonic Youth mødes, siger mig til gengæld ikke rigtig noget.

Judgment Night: Soundtrack var vigtigt på godt og ondt, og Rolling Stone udråbte det i 2018 til at være en kultklassiker. Der kunne være kommet mere ud af det møde mellem de to genrer, som var i støbeskeen. Men det eneste, der i sidste ende skete, var at nu-metal, som i det store og hele blev et møde mellem de mest bøvede aspekter af hiphop og metal, var på vej til at opstå. Judgment Night–albummet hørte jeg en del. Filmen har jeg endnu til gode at se. På Rotten Tomatoes har den en score på 35%, så den lokker mig ikke nærmere.

Krigerne

I dag blev jeg ved et tilfælde mindet om Krigerne (engelsk: The Warriors), en amerikansk film fra 1979 instrueret af Walter Hill. Fra dengang, da filmen kom frem (jeg var 15 på det tidspunkt) husker jeg at filmen fik et ry som en, der var ekstrem og ansporede til vold. Der var da også nogle voldsepisoder (herunder tre drab) i USA i dagene efter premieren.

Her, set på fire årtiers afstand, virker filmen slet ikke ekstrem, skal man dømme efter dens indledning, som man kan se ovenfor. Den analoge filmoptagelse, hele farvebilledet og dialogen er på én og samme tid bedaget og noget, der ofte er sørgeligt fraværende i moderne Hollywood-produktioner. Ikke mange tænker på at filmen er inspireret af Xenofons Anabasis, som er beretningen om græske lejetroppers deltagelse i et mislykket internt oprør i Perserriget (til støtte for kong Kyros – en hovedperson i filmen hedder da også Cyrus) og efterfølgende lange tilbagetog til Grækenland i årene 401 f.Kr. – 399 f.Kr.

Noget, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er underlægningsmusikken, der er meget tidstypisk (også på en god måde). Den har klare mindelser om en lyd, der bl.a. skyldes Giorgio Moroder og kunne høres lige fra Donna Summer (“Hot Stuff”) til Pink Floyd (“Another Brick In The Wall, Part 2”).

Jeg har faktisk stadig ikke fået set filmen, men nu får jeg lyst til det.

Chris Bell og verdensaltet

I fredags spillede Jens på Cosmos i Viby ved Roskilde. I dag blev jeg mindet om det smukke soloalbum I Am The Cosmos af Chris Bell, der oprindelig var med i det legendariske Big Star, og i skrivende stund lytter jeg til sangene. Nogle vil måske kende titelnummeret i en indspilning fra 1991 med This Mortal Coil.

I Am The Cosmos blev indspillet i 1974-1975 i Frankrig og USA, men først udsendt posthumt i 1992, 14 år efter Chris Bells alt for tidlige død i en trafikulykke. Ligesom en del andre talentfulde musikere døde han i en alder af 27.

Bill Berry synger!

Bill Berry fra R.E.M. har én soloudgivelse, nemlig en single fra 1989 udgivet under pseudonymet 13111 (som kan læses som “Bill”). På a-siden er en bevidst corny country-sang, “My Bible is the Latest TV Guide”, som han selv har skrevet. På b-siden er der en coverversion af en sang oprindelig indspillet af gruppen New Colony Six tilbage i 1968. Den får I her.

Et forsinket tillykke

I forgårs, på den sidste dag af 2022, fyldte Paul Westerberg 63. Så vidt jeg kan læse mig til, har han trukket sig helt tilbage nu. Hvis han skriver sange, skriver han dem til sig selv. Hans gamle makker Tommy Stinson er stadig aktiv.

The Replacements brugte en stor del af deres tid sammen på at spænde ben for sig selv og fornærme andre – og mange andre har spekuleret på hvorfor. Ikke desto mindre kom der mange mindeværdige sange fra denne gruppe (hvor hele tre af medlemmerne havde nordiske aner), selvfølgelig ikke mindst fra Westerberg, og her er én af dem.

I kviksandet

I’m living in a silent film
Portraying Himmler’s sacred realm
Of dream reality
I’m frightened by the total goal
Drawing to the ragged hole
And I ain’t got the power anymore

I’m tethered to the logic of Homo Sapiens
Can’t take my eyes from the great salvation
Of bullshit faith
If I don’t explain what you ought to know
You can tell me all about it on the next Bardo
I’m sinking in the quicksand of my thoughts
And I ain’t got the power anymore

“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.

Tillykke, Paul!

Photo by  Y2kcrazyjoker4 licensed under the Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic license.

Paul McCartney, en af det 20. århundredes største sangskrivere, fylder 80 i dag. Hans betydning for popmusik (i genrens bredeste forstand) er enorm, og hans store bagkatalog vidner om en enorm produktivitet og kreativitet, på egen hånd og (ikke mindst) sammen med resten af The Beatles. Tillykke til manden fra Liverpool herfra!

60 dage

Det er ikke tit, vi præsenterer jer for pop-punk med ikke-vestlig baggrund. Men i dagens anledning (og den er fængslende) kommer her 60 Days med det japanske band The Piggies – ikke at forveksle med The Peggies fra Kawasaki. The Piggies gik fra hinanden tilbage i 2001, men medlemmerne dannede et nyt band, Fabulousplanes.

Nation of Language

For nylig skrev Jens om OMD (Orchestral Maneouvres in the Dark), det gamle orkester fra Merseyside og deres enkle lyd med analoge synther og basguitar.

Her, fyrre år senere, findes der tydeligvis stadig musikere, der lader sig inspirere af OMD. Dagens sang er med den amerikanske trio Nation of Language. “This Fractured Mind” er august 2021, men det skulle man egentlig ikke tro. Det nye album med Nation of Language hedder (lidt ironisk) A Way Forward og udkom i sidste uge. Resultatet er vellykket på sin egen måde.

Jubilæum: Blue

I dette forår er der to legendariske albums, der kan fejre 50 års jubilæum. I går er det præcis 50 år siden, Blue af og med Joni Mitchell udkom. Jeg har desværre ikke særlig stort kendskab til Joni Mitchells værk, men hendes blå album holder jeg temmelig meget af.