Black Sabbath og Joy Division dukkede op med ti års mellemrum i henholdsvis Birmingham og Manchester og selv om de umiddelbart virkede som modsætninger, er der et slægtskab mellem deres dystre, tunge og ofte bas-drevne lyd. Begge bands havde endda samme slags besætning: guitarist, bassist, trommeslager og vokalist (Ian Curtis spillede guitar, men ikke så tit). Dybest set er der en særlig lyd af engelsk industriby, disse to stilskabende bands havde fælles.
At the school I went to, it was very uncool to buy the NME and Sounds. I bought both and used to get into arguments about how I thought there was common ground between Black Sabbath and Joy Division. There was something very funereal about them both and they had a great sense of doom. You’ve got the grey and rubble of post-war Manchester and the black furnace fog of the Black Country, where Sabbath are from. Then play a song like Day Of The Lords and then something of Black Sabbath’s first album – the guitars are huge.
Jeg ved ikke, om Ian Curtis og de andre var direkte inspireret af Black Sabbath, men de må have kendt til dem. Og jeg har faktisk aldrig tænkt over dette før, men outroen fra “War Pigs” (en Black Sabbath-klassiker fra Paranoid og en antikrigs-sang, der stadig er sørgeligt aktuel) og outroen fra “New Dawn Fades” (en Joy Division-klassiker fra Unknown Pleasures) minder forbløffende meget om hinanden. Hør bare sammenligningen ovenfor.
Min første koncert med R.E.M. var tilbage i 1989 i Edinburgh. Dengang spillede de denne evergreen af George Gershwin fra Porgy and Bess. Her er et genhør.
Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Mixes of a Lost World er et nyt remix-album baseret på The Cures comeback-album fra i fjor, Songs of A Lost World. Albummet udkommer 13. juni og indeholder remix som skyldes Deftones frontmand Chino Moreno, Trentemøller, Mogwai, Orbital, The Twilight Sad, Daniel Avery, Mura Masa, Âme, Shanti Celeste og flere.
Her er den engelske producer Paul Oakenfolds ret James Bond-agtige remix af “I Can Never Say Goodbye”. Four Tet har også lavet et overraskende hektisk remix af “Alone”, som jeg ikke nødvendigvis synes så godt om (jeg er ellers ret glad for Four Tet).
Og titlen afslører, at det skal tages fuldstændig bogstaveligt.
Denne sang fra The Colour of Spring (som er et mesterværk) var en af dem, der viste vejen hen til lydbilledet og stemningerne på Spirit of Eden (et endnu større mesterværk) for Talk Talk.
Nogle gange er det som om man ikke kan skrive om andet end musikere, vi pludselig mister. I dag var det Rick Buckler, trommeslager i The Jam, vi måtte sige farvel til. Han blev 69. Efter The Jam gik fra hinanden, mødte han kun Paul Weller én gang mere, og det var ved et tilfælde, hvor de hilste kort på hinanden. Også på dén måde er verden ofte for sær.
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
I dag hørte jeg Penthouse and Pavement af og med Heaven 17. Albummet er helt tilbage fra 1981, men endnu engang virker teksterne sørgeligt aktuelle. Det gælder ikke mindst denne sang, her i en to år gammel live-udgave fra BBC.
I dag fylder Paul Westerberg 65 år. Han har i al stilfærdighed trukket sig ganske og aldeles fra musikverdenen, og i dag er kun hans gamle makker fra The Replacements, Tommy Stinson (set i baggrunden ovenfor), stadig udøvende musiker. Tak for sangene og tillykke, Paul!
Slim Dunlap, der var guitarist i The Replacements, døde i går. Han blev 73. Slim Dunlap efterfulgte Bob Stinson, der i 1986 blev bedt om at forlade det turbulente band (hvor også Bobs bror, Tommy, var med). Som de andre medlemmer fik han en solokarriere, der dog desværre sluttede brat, da han i 2012 fik et alvorligt slagtilfælde. Slim kom aldrig til at spille igen. De andre genforenede The Replacements og indspillede Songs for Slim-EP’en med det mål at skaffe penge til at betale pleje- og hospitalsregninger. Sådan er sundhedsvæsenet (eller mangelen på samme) i USA.
Der er ikke så mange klip, hvor Slim Dunlap er med, men her er han med resten af The Replacements.
Egentlig hed Slim Dunlap faktisk Robert Dunlap – så den ene Bob blev erstattet af en anden Bob.
Slim Dunlap is fantastic. He was a part of The Replacements and he made two fabulous rock records that were just really, deeply soulful and beautiful,…I hope I get a chance to cut one of his songs because he’s, it’s just, this stuff, check out the two Slim Dunlap records because they’re just so beautiful, they’re just beautiful rock ‘n’ roll records. I found them to be deeply touching and emotional.
I dag er det præcis 50 år siden Nick Drake døde, kun 26 år gammel. Det var en radioudsendelse med Gorm Henrik Rasmussen i 1983, der første gang gjorde mig opmærksom på Nick Drakes korte liv og fascinerende værk.
Jens har ofte nævnt The Saints fra Brisbane – tidlige pionerer inden for dét, man snart begyndte at kalde for punk.
Nu bliver deres debutalbum I’m Stranded genudsendt, og The Saints er blevet gendannet – men ude den oprindelige forsanger og det eneste gennemgående medlem Chris Bailey, der døde i 2022. Mark Arm fra Mudhoney er ny vokalist, og sammen med Ed Kuepper og Ivor Hay er også Mick Harvey (fra The Bad Seeds) og Peter Oxley (fra Sunnyboys).
Herunder er Wikipedias oversigt over de 37 (!!!) mennesker, der har været medlemmer af The Saints i årenes løb. De havde sågar flere medlemmer med nordisk baggrund (bl.a. Martin Bjerregaard fra Psyched Up Janis), og Marty Willson-Piper fra The Church var faktisk også med en overgang,
