When did punk go wrong? When The Clash became just like any other rock band. All those pictures of them in biker jackets with their hands in their pockets, like, ‘We might be holding a gun.’ Or a fucking water pistol.”

…

How do I feel about being called the Eric Clapton of the 1990s? Bollocks. If my music ever got as laid-back and mellow as his, I’d pack it in. Or shoot myself.

sagde en vis Paul Weller i 1995, og ordene randt mig i hu, da jeg sad og lyttede til At the BBC med The Jam. En intens liveoptagelse med en skarp lille powertrio. Stærkt anbefalet herfra.

Der er løbet meget vand i stranden siden dengang, da The Jam og The Clash var en slags rivaler. Jeg holdt af begge bands og gør det stadig, også selv om Paul Wellers Karen Jespersen-agtige tendenser efterhånden har kunnet gøre det svært at bevare den gamle beundring. Underligt er det også at revse The Clash for at være rockstjerner i et år, hvor man selv hænger ud med Oasis. Det er sin sag at skifte mening på drastisk vis og stædigt fastholde, at det er resten af verden, der ændrer sig.

Da Style Council opstod og musikken blev glattere og efterhånden direkte kedelig, stod jeg af og fandt andre steder at finde musikalske oplevelser. Jeg oplevede for mange år siden Paul Weller på Roskilde-festivalen og gik, inden sættet var forbi. Uha.

Dog: ret skal være ret. Paul Wellers seneste album, 22 Dreams fra sidste år, vil naturligvis aldrig blive forvekslet med The Jam, og nogle af numrene er decideret “mellow” og “laid-back” uden at der af den grund har været tale om skuddramaer. Hørt på sine egne præmisser er det faktisk et vellykket lille stykke arbejde. I titelnummeret er der endda mindelser om den gamle intensitet.

Forleden bragtes her et aldeles godt videoklip fra tidlig morgen, Paris med ‘den franske Ray Davies’, Jacques Dutronc. Fik aldrig nævnt Dutronc forelskede og giftede sig med et andet kendt pladeudsendende stilikon, ye-ye-fænomenet Francoise Hardy:

Jacques og Francoise – voila!

Her er årets første rigtigt kontroversielle indlæg.

Vi er mange (f.eks. denne blogs forfattere) der godt har kunnet lide U2 engang, men er blevet grundigt trætte af især Bono og hans tiltagende selvfedme. Nogle læsere af denne blog synes, vi af den grund har nærmet os det hetzagtige. Musikalsk har der da heller ikke været meget at komme efter hos U2 i det seneste lange stykke tid. Især How to Dismantle an Atomic Bomb var en træls oplevelse.

Men – og nu kommer det – jeg synes faktisk, No Line on the Horizon er et hæderligt album. Da sangene dukkede op på nettet, bestemte jeg mig til at høre dem og jeg endte med at være så positivt stemt at jeg faktisk har købt albummet for nogleogtres kroner på WWW.

Ligesom  R.E.M.’s Accelerate og Bruce Springsteens Magic har U2 forsøgt at vende tilbage til gamle dyder, her til begyndelsen af 1990’erne og lyden fra Achtung Baby og Zooropa. Resultatet er ikke på niveau med nogen af disse to albums; mindre kan nu også gøre det. Brian Enos fingeraftryk er især tydeligt på f.eks. “Moment Of Surrender” og “Cedars Of Lebanon”, og nummeret “Magnificent” er ganske vist endnu et “jeg råber ud over stadion oppe fra bjerget”-U2-epos, men er så et vellykket et af slagsen. Eno er selvfølgelig ikke garant for noget som helst i sig selv; han har trods alt også produceret f.eks. gabere som Coldplay og Slowdive. Men her går det okay.

Selvfølgelig er min nyfundne ideologiske platform ikke uangribelig. Jens spurgte mig f.eks., om jeg nu ville være så frisindet og åben over for f.eks. Big Fat Snake (et vilkårligt ensemble af dette navn) at jeg også ville give dem en chance. Netop hér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Forskellen er måske den, at jeg selv efter mange år aldrig har hørt noget med fadølsgruppen, som jeg kunne lide.

Ved en koncert på Saltlageret (ja, det var dengang) forkyndte Ballet Mécaniques sanger, at bandet gik i opløsning og at der fremover ville være et nyt ensemble, kendt som Under For. Deres debutalbum hed Apparently All The Same og udkom for 25 år siden på Dansk Sam.

Nu har jeg så fået albummet som remastered cd. Som hos Ballet Mécanique var Under Fors musik hysterisk, dyster og indadvendt med store armbevægelser – men noget mere stort anlagt. Hvis albummet havde haft et hit, havde det været åbningsnummeret “Imagine Focus”, der stilistisk befinder sig et sted mellem U2 og The Associates. Forsangeren gik siden solo (og har med varierende held også forsøgt sig med andet end rocknroll); han har ved sine sporadiske koncerter flere gange spillet “Imagine Focus” – og det er da også et særdeles godt nummer. Apparently All The Same er et interessant aftryk af en for længst forgangen tid; den storladne lyd og sangene står ikke helt mål med hinanden. Jens har kaldt det en kolos på lerfødder, og specielt uenig er jeg ikke. 

De ekstra bonusnumre fylder mere end selve albummet, men kan roligt springes over. Der er tale om en live-optagelse fra 1983 med én af sangerens efterhånden mange bestræbelser på at tænke sig frem til noget interessant.

Ole Hyltoft er nu blevet næstformand for DRs bestyrelse på foranledning af Carina Christensen.
Vi har tidligere skrevet om ham her på denne blog. Det er muligvis ikke tilfældet, at hans hjerte banker for rocknroll, og det er heller ikke sikkert, at han spiser falafel så tit.

»Vi er ligelovlig ungdomsfokuseret og skøjter lidt for let hen over nogle ting. Derudover skal DR have en mere alsidig holdning til eksempelvis indvandring og turde ligge sandheden på bordet. Endelig skal vi mere ind på livet af kunstarterne«, uddyber næstformanden.

Dansk Folkeparti er meget glade for ham. (Jeg er ikke så gammel som ham, men jeg kan da kende forskel på at ligge og at lægge.)

Lever i en verden af associationer. Nu vi lige talte Tamla Motown, faldt tanken straks videre på det lille skotske pladeselskab Postcard Records, som i 1980-81 gødede den uopdyrkede musikalske jord, de fremtidige buketter i The Smiths-forsanger Morrissey’s jeanslommer inden længe skulle blomstre fra. Efter med stor selvfølgelighed at have scoret Motown’s slogan “The Sound Of Young America” og skiftet stednavnet ud, markerede Postcard sig markant i den britiske undergrund med sin helt egen specielle stil.

En historiebevidst blåøjet pop med ungt adrenalinrush og travle guitarer, groft beskrevet lige dele Byrds og Velvets, tegnede Glasgow-selskabet, der hurtigt sendte navne som Orange Juice, Josef K, Aztec Camera, ja, selv The Go-Betweens afsted mod NME-berømmelse. 12 singler og et enkelt intenst album – Josef K’s The Only Fun In Town – var hvad det blev til, inden direktør Alan Horne drejede nøglen om og derved tvang sine bands sydpå mod London og mere konventionelle pladeselskaber. Det undtagen Josef K, som gik i opløsning, endda inden deres LP udkom. Her en top-10 over de fineste Postcard-sangøjeblikke:

01. Chance Meeting – Josef K
02. Blue Boy – Orange Juice
03. Sorry For Laughing – Josef K
04. Heart Of Song – Josef K
05. Lost Outside The Tunnel – Aztec Camera
06. It’s Kinda Funny – Josef K
07. Poor Old Soul – Orange Juice
08. Pictures Of Cindy – Josef K
09. Moscow – Orange Juice
10. We Could Send Letters – Aztec Camera

Og hvad skete siden? Jo, Aztec Camera lykkedes især med albumdebuten High Land, Hard Rain, hvorfra nutrasweet-melodiske singler som ‘Oblivious’, ‘Walk Out To Winter’ og især ‘Pillar To Post’ en overgang gjorde sanger Roddy Frame til teenage-popstjerne. På det tidspunkt var en markant skotsk bølge igang – navne som Associates, Fire Engines, The Scars, Altered Images, og Simple Minds gik også i synligt udbrud.

Orange Juice udsendte samtidig på Polydor den fuldtids-charmerende LP-debut You Can’t Hide Your Love Forever, fik et par år senere et stort hit med singlen ‘Rip It Up’, gik i smadder og forsvandt for den større offentlighed, indtil sanger Edwyn Collins i ’95 solohittede med ‘A Girl Like You’.

Da var Postcard Records sporadisk genopstået oppe i Skotland, og udsendte bl.a. Wiill I Ever Be Inside Of You, en storladen aftenblå crooner-efterårsplade med en ven og samarbejdspartner af Edwyn, den Bowie-vokalinspirerede superstemme Paul Quinn, en scleroseramt ekssanger fra Bourgie Bourgie, endnu et tabt Glasgow-guitarband, som tidligere, på et andet selskab, nåede en klassisk semi-obskur single – ‘Breaking Point’ – der dog både dengang og siden har fundet sine taknemmelige lyttere. For som Josef K udtrykker det i ‘Heart Of Song’: “There’re so many pathways that lead to the heart…”

Se BBC 4’s Postcard-doku “Caledonia Dreaming” i små YouTube-bidder her.

Bliv bare siddende, Tammi – vi kommer først til dig om lidt.

For en uges tid siden kunne pladeselskabet Motown fejre 50-års-jubilee. I den anledning indeholder den nye udgave af engelske Mojo flere featurehistorier om Motown-artister, samt en detaljeret top-100-liste over de bedste tracks fra det fænomenale Detroit-foretagende, der meget hurtigt specialiserede sig i sin helt egen sjælfulde og elegante catchy popmusik. Her toppen af Tamla-poppen ifølge Mojo’s skribenter – vi nøjes med de øverste 10:

01. Dancing in the Street – Martha and the Vandellas (1964)
02. What’s Going On? – Marvin Gaye (1971)
03. Reach Out, I’ll Be There – The Four Tops (1966)
04. Papa Was a Rolling Stone – The Temptations (1972)
05. Superstition – Stevie Wonder (1972)
06. Money (That’s What I Want) – Barrett Strong (1959)
07. The Tracks of my Tears – Smokey Robinson & The Miracles (1965)
08. I Heard it Through the Grapevine – Marvin Gaye (1968)
09. What Becomes of the Broken Hearted? – Jimmy Ruffin (1966)
10. Stop! In the Name of Love – The Supremes (1965)

Ved ikke hvad Motown betyder og gør for jer, men jeg kan ikke sidde den liste overhørig – dertil for uenig i næsten samtlige valg. Så her en tilsvarende men ret anderledes top-10 over egne favoritter, håndplukket lige nu fra Motown’s prangende bagkatalog:

01. Baby (I Need Your Loving) – The Four Tops (1964)
02. How Sweet It Is (To Be Loved By You) – Jr. Walker & The All Stars (1966)
03. Do I Love You (Indeed I Do) – Frank Wilson (1965)
04. It’s The Same Old Song – The Four Tops (1965)
05. The Night – Frankie Valli & The Four Seasons (1972)
06. Hold Me, Oh My Darling – Marvin Gaye & Tammi Terrell (1967)
07. The Tracks Of My Tears – Smokey Robinson & The Miracles (1965)
08. Standing In The Shadows Of Love – The Four Tops (1966)
09. My Love Is Your Love (Forever) – The Isley Brothers (1972)
10. You Keep Me Hanging On – The Supremes (1966)

Nej, det var slet ikke nemt. Alt for mange uomgængelige klassikere – ikke mindst med Four Tops – som skulle fravælges, for at komme ned på de aftalte 10. Andre har lyst til den svære tur?

Opkaldte man da et pladeselskab i Detroit efter Thomas Helmigs århusianske stamdiskotek i firserne?